Læsetid: 5 min.

Kæmper aktivisterne for klimaet eller imod topmødet?

Selvom klimasagens popularitet giver aktivister længere snor end normalt, tropper politiet op til klimatopmøde bevæbnet med vandkanoner og mistankepolitikkens lømmelpakke. Det er ikke længere nok at råbe højt for at blive hørt
Kommentar | Selvom klimasagens popularitet giver aktivister længere snor end normalt, tropper politiet op til klimatopmøde bevæbnet med vandkanoner og mistankepolitikkens lømmelpakke. Det er ikke længere nok at råbe højt for at blive hørt
5. december 2009

Jeg er fortaler for radikale klimatiltag, men jeg elsker også lange dampende bade. Jeg er kritisk københavner men samtidig tilfreds medborger. Og så er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal deltage i civilsamfundets alternative topmøder, imens det officielle klimatopmøde i København løber af staben.

På den ene side er det i Bella Centeret, at de afgørende beslutninger tages. På den anden side er de alternative topmøder i DGI Byen og andre steder i København et aktivt modspil til magten, og det er altid demokratisk set vigtigt at vedligeholde. Skal jeg acceptere og deltage på det politiske systems præmisser, eller skal jeg fastholde min støtte til dem, der peger på principiel uenighed langt væk fra systemets beslutningsmøder? Er jeg medborger eller modstander?

Klima er sagen, ingen kan være imod, og derfor kappes en mangfoldighed af mennesker og bevægelser for at engagere sig. En kulørt skare af hardcore autonome og pensionerede opfindere og endelig det veletablerede Greenpeace. Men kan de kritiske kreative aktivister skille sig ud fra sortklædte stenkastende lømler, når der langt fra er enighed om, hvordan der aktioneres overfor FN?

Grænser for ulydighed

Selvom klimasagens popularitet giver aktivisterne længere snor end normalt, tropper politiet op til klimatopmøde bevæbnet med vandkanoner og mistankepolitikkens lømmelpakke. Grænserne for civil ulydighed skubbes i flere retninger overfor en mangfoldig skare af aktivister med særdeles mange dagsordener. Kritikken rettes mod Bella Centeret, hvor forhandlingerne foregår bag lukkede døre for offentligheden, og mangfoldigheden bliver derfor både udgangspunkt og formål med protesternes kritik af det elitært isolerede topmøde.

Men om de bliver hørt, afhænger i høj grad af, hvordan de har tænkt sig at sige det.

Da 25.000 borgere gik på gaden i protest, fordi politiet fjernede de afviste irakiske asylansøgere fra Brorson kirken i august i år, skabte de sympati i befolkningen, men ingen nævneværdig opmærksomhed fra medier eller politikere. Simpelthen på grund af sin forudsigelighed. Dét har været et af aktivisternes problemer. Et andet problem er aggression.

Under parolen Luk Lejren i oktober sidste år ville aktivister fjerne hegnet omkring Sandholmlejren, men hvad de fik ud af det, var, at udstyre politikere med argumenter, der underminerede deres aktion og i stedet promoverede politisk ansvarlighed.

I en tid, hvor lømmelpakken truer aktivister med ti-dobling af dagsbøder mod civil ulydighed, er der brug for kreative og strategisk bevidste aktivister, der tør eksperimentere med den politiske marketing. Kritik er ofte ubelejlig og som regel rettet mod magten. Da medier og politikere sidder tungt på definitionsmagten, bliver den kritiske røst derfor ofte undergravet af politikere eller decideret censureret i medierne.

I offentligheden fremstilles aktivisterne enten som konservative, useriøse eller dybt uansvarlige, fordi de kritiserer uden at have et alternativ til det bestående. Er det rimeligt at stille krav til kritik? Det er politikerens lod at levere en vision om forandring, men er det ikke netop kritikkens styrke, at civilsamfundet må protestere uden at tilbyde et alternativ?

Alligevel må man tillade sig at håbe på, at aktivisten, der får erobret talerstolen i Bella Centeret, har noget at sige til verden.

Når aktivisme derimod bliver begavet gøgl og humoristiske happenings, bliver det svært for politikere at pege fingre og brøle 'autonom!' og 'højere bødestraf!'.

Det kreative potentiale

Aktivisterne står stærkere i kampen om befolkningens sympati, og politikeren står svagere i forsøget på at pille en festlig aktion eller et konstruktivt forslag ned med negativ retorik. Med The Battle of Seattle skød aktivister antiglobaliseringsbevægelsen i gang i 1999 ved et skelsættende WTO-topmøde, men i 2009 ved COP15 er det netop den globale bevidsthed, der er på spil i kampen for klodens klima. Derfor skal andre strategier tages i brug.

Man behøver ikke råbe for at blive hørt, og selvom de er kritiske overfor pressens ekskluderende dagsorden, har langt de fleste bevægelser fra civilsamfundet forstået at udnytte mediernes muligheder.

Den danske gruppe Superflex har gennem projekt-aktioner som for eksempel Supergas A/S slået denne pointe fast. Små luftballoner fyldes med metangas fra husdyr og mennesker, hvorefter de kan bruges til gaslys og madlavning i lokale husstande. I tæt samarbejde med ingeniører fra Tanzania arbejder Superflex i spændingsfeltet mellem kunst, iværksætteri og kritisk aktivisme for at skabe nemme og billige klimaløsninger, der sætter politikkens snævre tilgang i perspektiv.

Ironien som spejl på kapitalismens absurditet er en effektiv protest for nyere aktivisme-bevægelser, selvom ingen af disse aktivister synes, at der er noget at grine af. To amerikanske gonzo-journalister, The Yes Men, kalder sig Andy Bichlbaum and Mike Bonanno, men optræder under pseudonym, når de udgiver sig for at være talspersoner for multinationale virksomheder, hvis illegale eller umoralske aktiviteter, de ønsker at afsløre. Således udgav Andy Bichlbaum sig for at være talsmand for Dow Chemicals og lovede for åben skærm BBC's 300 millioner seere, at Dow Chemicals ville tage det fulde ansvar for et gigantisk gas udslip i Indien, kaldet Bhopal-katastrofen. Den falske Finisterra lovede 120.000 borgere, der er i livsvaring behandling efter katastrofen, at Dow Chemicals ville tage det fulde ansvar og udbetale erstatninger på, hvad der svarer til 74 milliarder kroner. Civilsamfundet jublede, mens Dow Chemicals aktier faldt to milliarder i værdi.

For eller imod?

Den refleksive kritiker accepterer ikke den falske modsætning imellem at anfægte det politiske system og samtidig udnytte de muligheder, som systemet tilbyder for at kritisere selvsamme system. Her udnytter man de selvsamme redskaber, man vil kritisere. Den strategisk kreative kritiker bryder dermed også med det dikotomiske alternativs monopol: »Du er enten med eller imod os.« Men vil klimaspørgsmålets aktualitet gøre politikerne på topmødet i København lydhøre overfor mangfoldighedens røster og åbne for en bred dialog som udgangspunkt for målrettede parlamentariske kompromisser?

Klima er sagen, ingen kan være imod. Men det betyder ikke, at alle kæmper samme kamp med samme midler. Selvom jeg er en kritisk københavner, der ikke har adgang til Bella Centeret, men må følge det passivt, vil jeg tage chancen og deltage i de alternative arrangementer.

Fordi de vil sikre, at der også er bund i topmødets hensigtserklæringer. Det giver bedre mening at arbejde kritisk for klimaet, end at arbejde skeptisk imod de officielle tiltag, der uanset bevægegrunde og ambitioner, nu synes at pege i en mere bæredygtig retning.

Tiden vil vise, om det ene nødvendigvis udelukker det andet.

Silas Harrebye (1978) er PhD studerende på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet. Han er desuden medlem af forskningsgruppen Kritisk Sociologi under Dansk Sociologiforening.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De demonstrerende aktivister, som nu skal til at holde et par ugers gadebal med musik, bilafbrænding, hærværk kan kun finde ud af at vandalisere, råbe højt og larmende. Det er ikke fra den kant der kommer brugbare løsninger på noget klimaproblem.

Når de forhåbentligt kommer våde i politiets bure, så smid nøglerne væk.

Dorte Sørensen

Det er en vanskelig nød at knække . Fogh Rasmussen viste ikke meget sympati for alle de folk der gik på gaden ved hans 2 grønhøster kørsler, hvor han kørte hele Danmarks førerskab inden for klima og miljø i sænk. De mange tusinder, der den gang gik på gaden i fredelige demonstrationer blev hånligt kaldt et hyllekor og ting der var værre.
Nu kalder regeringen og DF demonstranter for bøller og lømler og har nu indført en lov , der gør demonstranterne og faglige blokadevagter kriminelle. Samtidig forbereder regeringen en lov der vil fratage medierne aktindsigt i rådgivning til ministeren og forhandlinger mellem de forskellige ministerier, styrelser og forskere der rådgiver ministeren.
Hvad er det for et samfund OVK er ved at bygge op i Danmark?

Svend W. Jensen

Dorte ”Cato” Sørensen,

Hvad fanden har VKO med klimatopmødet at gøre?

Skal der ikke afholdes klimatopmøde på grund af Foghs (tidligere) fejlagtig klimapolitik og al anden elendighed i VKO´s politik?

Hvad er det for en ”vanskelig nød”, du har at knække?

Dorte Sørensen

Svend W. Jensen
Når Fogh Rasmussen på sine ”grædende knæ” har bedt FN om lov at afholde Klimatopmødet, så har den danske regeringens politik vel også noget med klimatopmødet at gøre.
I mine øjne er det et stort problem at værts landets regering og støtteparti er så indbyrdes uenige om emnet.
PS: Hvorfor skriver du Dorte ”Cato” Sørensen,

Svend W. Jensen

Dorte Cato Sørensen,

Jeg kender intet til ”grædende knæ”, men jeg kan garantere dig for, at ”verdenen” er aldeles ligeglad med VKO´s politik, som den ikke kender.

Den har helt andet at bekymre sig om, aktuelt klimaet – hvilken provinsiel selvoptagethed.

Dorte Sørensen

Svend W. Jensen
Nej ”verden” kender intet til OVKs politik for så ville de ikke tale så positivt om Danmark.
PS: Jeg takker for dit nye tilnavn til mig, da jeg anser Cato som en romer der interesserede sig for samfundets velfærd og havde en hånd med i opbygningen af vandforsyningen.

Svend W. Jensen

Dorte Sørensen,

Cato refererede til en tidligere ordveksling vi havde i en anden tråd, at ligegyldigt hvad trådene handlede om, dukker du op og forklarer alt dårligdom med VKO. Da VKO nu også skulle være skyld i klimakrisen, syntes jeg, at det var på tide, at genoptage benævnelsen., der hermed er ophørt.

Og for at vende tilbage til emnet: Skal der kæmpes for klimaet eller imod topmødet!

Eller omformuleret:

Er en bekæmpelse af topmødet med vold og hærgen i gaderne en kamp for klimaet?

Hvad mener du?

Svend W. Jensen

Tom Paamand,

Det er rigtigt, at man godt kan rette kritik mod argumentationen i artiklen, men det kan /skal jo ikke forhindre, at man tager stilling til det, det reelt handler om.

Der kører en anden tråd:

”Kæmper aktivisterne for klimaet eller i mod topmødet?”

Det har jeg omformuleret til:

” Er en bekæmpelse af topmødet med vold og hærgen i gaderne en kamp for klimaet?”.

Og jeg vil her tilføje: Er vold og hærgen i det hele taget end acceptabel form for aktivisme?

Det er de spørgsmål, der skal besvares og det kan man ikke krybe udenom med henvisning til ”dårlig argumentation” i artiklen.

John V. Mortensen

Det er en kendt sag, at den bedste valgkamp føres bedst mellem valgene, man mærker den ikke - men husker den, fordi den - med små stikpiller - kører helt alene. Kampen mod atomkraft med de mange tavse duffelcoat (med hætten slået ned) der vandrede gennem europas byer - samt en lille rund plakat huskes endnu, et halv århundrede efter. Af de gadekamp vi oplever i disse dage, vil vi kun huske hadet og volden, og at - et dårlig klima vandt over et godt.