Læsetid: 9 min.

Kan du måske standse regnen?

Byen rundt. En klimavandring gennem ituklippede ord, rygende gudinder og iscenesatte begravelser på jagt efter håbet
Byen rundt. En klimavandring gennem ituklippede ord, rygende gudinder og iscenesatte begravelser på jagt efter håbet
12. december 2009

København er Europamester i bæredygtighed.

Det har den tyske virksomhed Siemens netop konstateret i en undersøgelse af europæiske storbyers forbrug af vand, energi og genbrugsevne. Og faktisk udleder en københavner halvt så meget CO2 som en gennemsnitsdansker.

Derfor er København det helt rette sted til et klimatopmøde. Det er en verdensbegivenhed her i min by, og vi bombarderes da også med nyt fra Bella Center, hvor verdens statsledere skal frelse os fra os selv.
Hele byen er gået i klimapsykose. Kunst, design, gastronomi, sport. For det hele hænger sammen. Klima handler ikke længere kun om vejret, klima er alt.

Jeg har bestemt mig for en lille klimavandring gennem byen for at fornemme, om der er håb.

DGI-Byen

Foran DGI-Byen har et par britiske tv-journalister taget opstilling. De sludrer lidt med nogle tyske kolleger. I det hele taget summer DGI-Byen af internationalitet. De bærbare computere syder i internetområderne, hvor deltagere fra alverdens lande, sidder med hver deres brochurer og hjemmesider.

DGI-Byen er omdannet til ngo-topmøde Klimaforum09. Her taler den canadiske forfatter Naomi Klein og Bill Di Paola, der leder en græsrodsorganisation I New York og mange andre kendte klimaforkæmpere, som ikke ville være velkomne i Bella Center, med deres antikapitalistiske tankegang. Ambitionen er blandt andet i løbet af klimadagene at formulere en deklaration med håb, idéer og visioner, skabt af borgergrupper og bevægelser fra hele verden, som skal overrækkes til statslederne i Bella Center. Her tænkes i helheder, mange seminarer kredser om djævlen i detaljen: fattigdom, masseturisme, krigsindustri, men også om nytænkning: Hvad nu hvis vi turde tænke ud af boksen? Udfordre styreformer og økonomiske modeller? Er den vestlige tankegang den eneste rigtige? Der er grænser for vækst på en begrænset planet, som professor Tim Jackson fra Surrey siger.

Udover de mange officielle talere i salene er her en hel sal med messestande om korrekt opfyring, om at omdanne soja til energi, om beplantning af danske hustage og om klimakonsekvenser i Asien.
Her står også en kopi af Frihedsgudinden, hvis fakkel udsender forurenet røg. Faktisk lækker gudinden alle mulige steder, og forureningen siver ud under kjolen, så man er i gang med at forsøge at tape hullerne til. Den mange meter høje original står på Amager.

Det er blandt andre kunstneren Jens Gal­schiøts stand, og ude ved Bella Center står, med støtte fra staten, en række af hans klimaskulpturer i disse dage, blandt andet 10 smukke, uhyggelige vandrende klima­flygtninge. Her står også hans fire meter høje bronzeskulptur Budbringeren, der på et display tæller klimaflygtninge. Det officielle gæt er, at der vil komme over 200 millioner de næste 40 år.

Galschiøt har også opsat skulpturen Survival of the fattest ved siden af Den Lille Havfrue og fyldt København med røde blinkende alarmlygter i syv meters højde, der markerer, hvor vandlinjen vil gå, hvis al indlandsisen smelter. Det er samtidig titlen på hele kunstprojektet: Seven Meters.

Lasse Markus, der lapper frihedsgudinden, er daglig leder af projektet. Han er skeptisk overfor de halvhjertede løsninger, der foregår i Bella Center.

»De løsninger, vi har brug for, er ikke engang på bordet derude. Man vil kun skære ned på CO2-udledning i en grad som kapitalismen og væksten kan overleve. Men man kan ikke løse klimaproblemet med vækst. De finder nok frem til nogle bløde aftaler derude i denne uge, men allerede om fem år er de nødt til at mødes igen, for det går stærkt, og vi er ved at gå på røven.«

Lasse Markus tror ikke, vi lever i verdens sidste dage, selvom han er meget pessimistisk, især på fattige landes vegne.

»Jeg kommer ikke til at mangle mad. Vi bygger større kloakker og dæmmer Amager ind, og så skyder vi sikkert klimaflygtninge om 50 år,« siger han.

Rådhuspladsen

På Rådhuspladsen har man bygget en hel lille by af skurvogne: Hopenhagen. Husene lyser op i decembermørket, men Københavns Kommune får udarbejdet en analyse af energiforbruget og vil kompensere for CO2 udledningen efterfølgende. Her er et galleri med klimakunst, en vaskehal, hvor man vasker klimasyndere, en grøn restaurant, et skibsværft der blandt andet præsenterer en kopi af den skude, der i øjeblikket ligger i Københavns Havn og sejler på brændselsceller, som et flydende bevis på, at hvis fremtidens flåde kommer til at sejle på brændselsceller, kan CO2-udslippet på havene reduceres med 50 procent. Midt på pladsen står det store juletræ, som det altid gør i december, men elektriciteten til lysene kommer fra de 15 cykler der er stillet op ved siden af. Hvis ingen sætter sig op og leverer energien, er der ikke lys i træet.

Her er også et medborgerhus, som i dag præsenterer genbrugsdigtning. Her står fem digtere og klipper gamle romaner, fagbøger og Kyoto-aftalen i stumper og stykker og sætter ordene sammen på nye måder, der skaber både sær og overraskende smuk poesi. I små papirposer på en snor over digterne, ligger udklippede ord fra dansk naturlyrik 1870-1920, ordbog over det danske sprog, vejrudsigter osv. På gulvet flyder det med store og små gamle værker, publikum frit kan klippe i og måske lave sine egne digte. Digteren Mette Moestrup leder efter et biord, der er blevet væk, hun er i gang med et tosproget digt. Jeg griber Lademanns Leksikon, der står stablet som et lille tårn i hjørnet og klipper ordet ’jordstængel’ ud og giver til hende. Hun kigger lidt på det. Så smiler hun og limer det ind. Tilfreds med at have påvirket verden, beder jeg om digtet. Det lyder foreløbig sådan her:

Hører lærkens triller i mit spil
Alt det forsvundne derinde
The net and the body
For nationer
Ledt an af de store
Yet agriculture:
Jordstængel
At ei blomsternes duft

Når en god håndfuld digte er klippet sammen, er der oplæsninger flere gange i løbet af dagen. Af og til bryder en spontan latter ud, når uventede og absurde nye betydninger opstår.

Men det er ikke kun for sjov, siger Christian Bjoljahn, digter og initiativtager. Cut up teknik er en historisk dadaistisk tanke, som også forfatteren William Borroughs benyttede.

»Publikum her kan involveres i den kreative proces, enhver kan være en unik forfatter, og der opstår en refleksion i hver enkelt,« siger Bjoljahn. »Men det handler også om at klippe vaner i stykker. Kyoto-aftalen har haft sin funktion, nu klipper vi den i stykker og kaster den op igen. Så det er ikke bare genbrugsdigtning, det her handler om, det er også en proces, der handler om at tænke i helt nye sætninger at tale i,« siger han og citerer William Borroughs: When you cut into the present, the future leaks out (Når man skærer i nutiden – siver fremtiden ud).

Rundt om den store hvide globe, der hænger over Hopenhagen, kredser duer og måger. Globen er stedets vartegn, og forvandler sig om aftenen til en digital jordklode og nyhedscenter med klimanyt fra hele verden. Den er samtidig verdens første virtuelle klimademonstration, og hver dag tilmelder nye stemmer sig fra hele verden.

I taxien

Jeg springer ind i en taxi og kører ud mod Christiania, hvor Bundmødet Window of Hope, der blandt andet har besøg af videnskabsfolk, spirituelle ledere og forskere fra hele verden, finder sted.

Taxichaufføren tror ikke på, at klimaforandringer er menneskeskabte. Vi er så bittesmå, siger han, at vi ikke kan påvirke noget som helst. Floder renser sig selv, og klimaet ændrer sig hvert 5.000. år. Naturen er større end os og kører af sig selv, og vi har jo brug for biler og telefoner og internet. Han kommer fra Ghana, hvor hans familie driver en kakaofarm.

»Vi påvirker ingenting,« siger han. »Hele det her klimashow er skabt af folk, der vil tjene penge på det. Kan vi måske stoppe regnen? Eller få solen til at skinne,« siger han og ryster på hovedet. »Hvis det bliver varmere, producerer vi bare noget mere aircondition,« siger han og slår en stor latter op. »Det kan godt være, du synes, jeg er dum at høre på, men det er altså mine tanker,« siger han og sætter mig af ved Christiania.

Christiania

Det udskældte Christiania med hashsalg og anarkisme og løse hunde er – klimatopmøde eller ej – nok det sted i Danmark, der længst og mest har tænkt i økologi, genbrug og forbrugssænkning. I disse dage må Christiania være et mønstereksempel for Danmark, men sådan opfattes det vist ikke.

Jeg passerer fællesbadet og spiser billigt i Grøntsagen, økologisk buffet, og drikker økologisk hyldeblomstsaft til. Ved Månefiskeren står syv affaldscontainere, der sorterer affaldet langt mere konsekvent end Københavns Kommune. Sådan har det altid været. Der er ingen tvivl om, at hvis en københavner udleder halvt så meget CO2 som en gennemsnitsdansker, så udleder en christianit halvt så meget CO2 som en gennemsnitskøbenhavner. Så hvad finder man på under klimatopmødet her på Christiania, når man i forvejen er et skridt foran? Man præsenterer endnu mere radikale alternativer til den vestlige levevis: Selvforsynende økobyer og spirituelle løsninger på klimakrisen.

Et stort konferencetelt er stillet op på Fredens Eng. Her behandles forskellige tematikker hver dag. Globaliseringens konsekvenser, social økologi, alternativ læring og udvikling. I dag er det demokrati og konfliktløsning, og Camilla Orjuela, fredsforsker på Göteborg Universitet, taler om konfliktløsning i katastrofeområder og viser billeder fra Sri Lanka. Blandt de mange talere i de 14 dage, Bundmødet varer, er thailandske professorer, buddhistiske munke, pakistanske sufiledere og mange, mange andre.

Måske en smule langhåret for nogen – ind imellem er der mange spirituelle indslag – men gæsterne kommer netop fra steder i verden, hvor det spirituelle er en integreret del af livet og tankegangen, så andet ville vel egentlig være underligt.

Hver dag kl. 14 er der begravelse på engen udenfor teltet. Indtil videre har de begravet den amerikanske drøm, egoismen, den globale markedsøkonomi, den økonomiske vækst, og i dag begraver vi andægtigt militærindustrien. Et par fotografer og en tysk kvinde med et gigantisk alpehorn betragter forberedelserne til ceremonien, en militærhjelm, der gerne skal passe i hullet. I Fabrikken er der workshops hver dag. Lige nu er der Come together songs, og tolv-tretten mennesker står i en kreds i det højloftede støvede lokale og synger enkle strofer, der samler sig til et lille kor. Der er en tromme og en akustisk guitar. De vugger og forvandler sig til dansende efterhånden som de giver mere og mere slip på sig selv. »We breathe the same air,« synger de højere og højere. »We belong to the earth, feel the grass«.

Det er Zegg v. Barbara Stützl, der står for workshoppen. En økolandsby 80 km Sydvest for Berlin. Stedet er både en bæredygtig by med indbyggere og et center, der forsker i bæredygtige løsninger. Visionen er indre og ydre fred og en bæredygtig livsstil, der ikke udnytter naturen og andre mennesker i den fattige del af verden. At der er et stærkt ­spiri­tuelt aspekt i vejen derhen er tydeligt på de næsten messende dansende i rundkredsen. Det her er fred, økologisk fællesskab og fri kærlighed.

»Det handler om at føle med kroppen og ikke kun tænke med hovedet, når vi skal løse verdens problemer, og musik skaber det fællesskab, der skal til,« siger den tyske work­shopleder til mig, mens jeg klemmer mig lidt op ad væggen i frygt for at blive hevet ind i kredsen og chattet på. De her mennesker har tænkt sig at heale verden.

Det kan godt være, det er som at træde ind i John Lennons soveværelse anno 1968. Men de har sunget de her budskaberlige siden, og det er først nu verden modstræbende giver dem ret.
Håbet fandt jeg på Christiania. Utroligt så længe de har bevaret det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu