Nyhed
Læsetid: 1 min.

Kul-lobby pressede EU

Da EU's ministre vedtog klimapakken sidste år, kom en lang stribe industriønsker igennem efter pres fra lobbyister
Indland
14. december 2009

BRUXELLES - EU's indrømmelser til CO2-forurenerne faldt på plads efter en massiv lobbyindsats, både i Bruxelles og de europæiske hovedstader. Og et flertal af ministrene var lydhøre og satte deres aftryk på klimapakken.

»Det var ret slemt, hvad de gjorde,« siger Tomas Wyns fra paraplyorganisationen Climate Action Network, CAN. Men »det var den politiske smøreolie, der skulle til for at få pakken vedtaget hos EU's statsoverhoveder,« siger Wyns.

Navnet Merkel dukker op igen og igen. Den tyske kansler har en fortid som miljøminister og var kendt som klimakansleren, da hun forhandlede 20 pct. målet hjem i 2007. Halvandet år senere var situationen en anden. Men når man ser hendes bagland, er det forståeligt nok.

En del af presset kom fra Tysklands magtfulde energikoncerner, RWE, E. ON, EnBW og svenske statsejede Vattenfall. Sidste år var det RWE's direktør, Jürgen Grossmanns tætte forbindelser til tysk politik, der gjorde sig bemærket.

I et brev, som ICIJ/ Information har set, skriver han i den fortrolige form 'du' til den daværende tyske miljøminister Sigmar Gabriel og beder om forståelse i forhold til kontrol af atomkraftværker. Samtidig henviser han til Gabriels 50-års-fødselsdag, hvor han deltog. Brevet og fødselsdagsinvitationen kan ikke bekræftes, siger Gabriels talsmand, fordi det handler om en privatsag. »Men det er ikke nogen hemmelighed, at han var der,« siger han.

Grossmann var tæt nok på Gabriel til at komme med til hans fødselsdag, men sidste år blev han alligevel næsten for meget for Sigmar Gabriel. »Så påtrængende lobbyisme er aldrig før set i Berlin,« sagde Sigmar Gabriel dengang til nyhedsmagasinet Der Spiegel. »Til sidst krævede Grossmann en regel, som ville have betydet, at staten skulle have betalt 120 pct. af nye RWE-kraftværker.«

Både kansleren og miljøministeriet blev kimet ned af isærbrunkulslobbyen, siger Gabriels talsmand. Faktisk besluttede EU-lederne, at nye kraftværker kan få op til 15 pct. støtte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her