Læsetid: 2 min.

Kunderne bliver mere og mere miljøbevidste

176 virksomheder fremviste i går i Forum deres bud på grønne løsninger
14. december 2009

»Virksomhederne skal tænke sig om og agere på en bæredygtig måde. Ellers vil de lynhurtigt blive udpeget som 'de dårlige', og det er der ingen, der har råd til i dag.«

Sådan lyder det fra Alex Steffen, direktør for dem amerikanske NGO Worldchanging, som gennem artikler og bogudgivelser oplyser om nye modeller for og idéer til at skabe en mere bæredygtig verden.

Budskabet bliver leveret søndag fra hovedscenen i Forum, hvor Dansk Industri har trommet 176 virksomheder og andre udstillere sammen til udstillingen Bright Green for at vise, hvordan industrien kan bidrage med løsninger til at skabe en mere klimavenlig verden. Derfor har Forum hele weekenden været fuld af båse med plancher om træpiller, energieffektive ovne, solfangere, vindmøller, biobrændsel, og en masse andre bud på, hvordan man undgår, at vores planet skal blive overophedet, når vi lever, som vi gør.

Miljøbevidste kunder

Og Alex Steffens budskab ser ud til, at være gået ind hos udstillerne.

»Kunderne bliver mere og mere miljøbevidste, så vi skal kunne redegøre for, hvordan vi behandler miljøet,« siger Stefano Fratessi, designinnovationschef i det italienske Indesit Company, som er en af Europas største producenter af husholdningsapparater. Han er kommet til Forum for at vise de intelligente husholdningsapparater, som Indesit er ved at udvikle. Intelligente på den måde, at vaskemaskinen for eksempel kan fortælle, at det ville være smartere at programmere den til vaske om fem timer i stedet for nu, fordi færre bruger strøm på det tidspunkt, og en større del af elektriciteten der vil komme fra vedvarende energi. En løsning, der vil gøre det grønnere at vaske.

»Derfor kan jeg da også godt synes, at det er uretfærdigt, at industrien hele tiden bliver udråbt til 'bad guys' i klimadebatten. Vi er mange, der kæmper for at udvikle mere energieffektive løsninger, og vi prøver jo bare at hjælpe,« siger Stefano Fratessi, der må skuffe en amerikansk dame med, at vaskemaskinen ikke kan købe si USA endnu.

Det kan til gengæld Segway, det der ifølge producenterne er verdens første selvbalancerende to-hjuls køretøj. Segwayen, der ligner en kængurustylte med kæmpe store terrængående hjul, er klart Bright Greens mest attraktive nummer.

På standen er der kø for at få lov til at prøvekøre det batteridrevne køretøj, der kan køre op til 20 kilometer i timen, og som bl.a. bruges som turisttransport, golfvogn og af politi og vagtfirmaer rundt omkring i verden.

Dog ikke i Danmark endnu, for myndighederne har svært ved at finde ud af, hvordan sådan et køretøj, der hverken er en knallert, en bil eller en cykel skal registreres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu