Enhver, der har gået en tidlig morgentur i en indisk storby ved, at gaderne er renere end Kongens Nytorv en juledag. Alle de plastikflasker, bananskralder og bidiskod, der er blevet smidt i løbet af dagen, er væk, sorteret og kørt til genbrug eller på lossepladsen.
Det menes, at omkring én procent af indbyggerne i landets hovedstad Delhi hver nat sørger for, at omkring 59 procent af al skraldet bliver genbrugt.
En af dem, der står for den ydelse er Baby Mohite. Hun er fra Pune nær Mumbai og er omkring 45 år - mere nøjagtig kan man sjældent blive med hensyn til alder i Indiens slumkvarterer. Hun har levet af at samle skrald, fra hun var et stort barn.
»Jeg er enke. Det er den eneste udvej. Derfor gør det mig stolt, af vi gør noget for klimaet,« siger hun.
I sin røde sari sidder hun i Klimaforums presserum i DGI-byen, tydeligvis lidt beklemt ved den pludselige opmærksomhed. Men hun har et klart budskab:
Lad os tage skraldet i stedet for at lade private firmaer fra Europa og USA overtage arbejdet.
»Mange steder har folk mistet deres arbejde, og skraldet bliver ikke sorteret i tørt og vådt, men bare kørt på lossepladsen,« fortæller hun. Ifølge Ngo'en Recykling Works! genererer affaldssortering seks til ti gange flere arbejdspladser end lossepladser eller afbrænding tilsammen.
Privatisering af skrald
Og Baby Mohite er det helt rigtige sted med sin beretning. Få kilometer væk i Bella Center bliver der nemlig samtidig forhandlet om de såkaldte CDM-mekanismer, Clean Development Mechanism, der går ud på, at virksomheder i de industrialiserede lande kan lave projekter i udviklingslande og derved skaffe kvoter billigere, end hvis de skulle reducere udslippet derhjemme. »Det er helt absurd. Hollandske, spanske og tyske firmaer rykker nu ind i Den Tredje Verdens storbyer og smider folk ud i arbejdsløshed, samtidig med at de smadrer et effektivt genbrugssystem bygget op på mange års akkumuleret viden,« siger Jyoti Mhapsekar fra Stree Mukti Sanghatana, en indiske ngo, der kæmper for skraldearbejderes rettigheder.
Dødssejler genoplives
Mhapsekar henviser til et grelt eksempel i Delhi. I midten af 1980'erne blev et forbrændingsanlæg, der skulle omdanne skrald til el, bygget i det nordlige Delhi - blandt andet med danske DANIDA-midler. Det måtte dog lukke efter blot tre uger, da det viste sig, at gadens skraldesamlere allerede havde taget alle kalorierne ud af skraldet. Men det var ikke det sidste, man hørte til værket. I 2007 genåbnede det - nu som CDM-program.
Virksomheden bag lovede, at det ikke ville have hverken »sociale eller miljømæssige konsekvenser.« Den indiske ngo Chintan konkluderede i en rapport, at CO2-reduktionen som følge af det arbejde, som skraldesamlerne lavede - uden at få penge for det - langt overgik det storstilede CDM-projekt. Skraldearbejderne samlede sig i protest og fik følge af naboerne, der krævede dokumentation for, at forbrændingsanlægget ikke udgjorde en sikkerhedsrisiko.
»Vi har tidligere haft stort held med at bremse den slags tvivlsomme projekter. Nu er det næsten umuligt, fordi det sker i klimakreditternes navn,« siger Jyoti Mhapsekar.
Jo mere jo bedre
Og det er ikke kun i det fattige Indien, at skraldet bliver sorteret uden hjælp fra store skraldefirmaer. Marcelo Loto er selverhvervende skraldemand fra Argentina. Han fortæller, at udliciteringen af skraldeopgaver i Latinamerika betyder, at kontrakterne oftest går til store firmaer fra USA og Europa.
»Det betyder, at I giver penge til klimaprojekter i den tredje verden, men at pengene ryger lige tilbage til jer,« siger Marcelo Loto, der mener, at disse firmaer faktisk ender med at opmuntre til mere skrald.
»I Argentina er det ofte projekter, der udskiller gassen fra lossepladsen. Det betyder, at jo mere skrald, des mere gas,« fastslår han.
Effektiv
Lossepladser er en af de helt store klimasyndere. De udskiller nemlig den stærkt potente drivhusgas Methan, der er 25 gange så ødelæggende for atmosfæren som CO2. Det er derfor, at skraldeprojekter ligger under CDM-mekanismerne, herunder projekter, der vil opfange gasserne.
Men hvis man holder op med at sortere skraldet, som skraldemændene og -kvinderne i Indien og Argentina i dag gør, vil betydelige ressourcer, der kunne genindgå i produktionen, gå tabt.
Genbrug af skrald er, ifølge organisationen Recykling Works!, den mest effektive måder at reducere det globale CO2-udslip. Blev det affald, der i dag sendes på lossepladser, i stedet sorteret og genbrugt, ville det svare til at lukke 21 procent af USA's kulkraftværker.
Billigt
Og så er det billigt. At reducere med et ton CO2 gennem genbrug koster 30 procent mindre, end hvis man skulle gøre det samme ved øget energieffektivitet og hele 90 procent mindre end at omlægge til vindmøllekraft.
Men det er ikke et spørgsmål om at vælge det ene eller det andet.
»Det er et spørgsmål om at anerkende det store stykke arbejde, som verdens skraldesamlere i dag gør. I stedet for at gøre dem arbejdsløse ved at lade store firmaer yde en dyrere og mindre klimavenlig løsning burde vi oprette en global klimafond, der hjalp dem med at forbedre deres arbejdsvilkår og effektivisere deres genbrugsmønstre,« lyder Jyoti Mhapsekars opfordring.
Læs også 'Tricks og numre i København' af Johann Hari - side 28
