»Det gør du bare ikke, det gør du bare ikke, Steen!«
Det gik ikke stille af sig, da lokale Dansk Folkeparti-medlemmer i Odsherred på valgaftenen den 17. november fandt ud af, at deres spidskandidat Steen Egede Jensen bag deres ryg havde indgået en konstitueringsaftale, der sikrede socialdemokraten Thomas Adelskov borgmesterposten.
Egede Jensen måtte søge tilflugt i et mødelokale, men blev tvunget ud på gangen af sine vrede partifæller. Og mens fotografen blitzede og det lokale Nordvestnyts journalist griflede ivrigt ned, kom det til håndgemæng.
Det er ikke ligefrem ofte, at lokaldramaerne bliver så fysiske. Men dette års lokale kampe om at blive kommunal kalif i stedet for kaliffen har alligevel budt på højspændte dramaer i langt flere kommuner, end vi er vant til. Og med helt nye udtryksformer.
Utilfredse borgere med fakler (og høtyve) er for eksempel noget, der plejer at være forbeholdt satiretegningerne. Men et protest-fakkeltog (dog uden høtyve) var netop, hvad 300 vrede Glostrup-vælgere greb til, da de den 10. december stimlede sammen foran rådhuset for at vise deres foragt for den nu særdeles tidligere SF'er Charlotte Brangstrup.
Hun sprang fra SF, gjorde Venstre-manden John Engelhardt til ny borgmester, sikrede sig selv en 1. viceborgmesterpost og et formandsskab for socialudvalget - og afsluttede i øvrigt 80 års ubrudt S-styre i Glostrup.
V beklager dybt
Lignende scener sås i Kerteminde, hvor utilfredse borgere især fra venstrefløjen viftede vredt med banneret »fra socialist til egoist« i protest mod byens nye borgmester, Sonja Rasmussen. Hun opsagde sit mangeårige medlemsskab af Socialdemokratiet, væltede sin gamle partifælle Pelle Havnsborg-Sørensen og blev borgmester med støtte fra de borgerlige.
Og i Helsingør kunne protesterne læses i en mildest talt uvant besked på hjemmesiden for Venstres lokalforening. I stedet for jubel over, at Venstre-manden Johannes Hecht-Nielsen havde erobret borgmesterkæden, er her i stedet en undskyldning til K, DF og Lokaldemokraterne, hvor man »beklager dybt«, at »Johannes Hecht-Nielsen ikke har holdt aftalen om konstituering«.
Forhistorien er et drama, hvor den siddende, mangeårige K-borgmester Per Tærsbøl tabte valget til Socialdemokraterne. Det lykkedes dog for Tærsbøl at overtale en af lokallisterne til at skifte side, og helt frem til det konstituerende møde i byrådet troede han derfor, at borgmesterposten var genvundet - med støtte fra bl.a. Venstre.
Men i mellemtiden havde Johannes Hecht-Nielsen aftalt med venstrefløjen, at han skulle blive borgmester - og dermed ender han 16 års konservativt styre. Svigtet over for de borgerlige venner vakte vrede i baglandet. Den 7. januar skal Venstres lokalbestyrelse behandle et forslag om at ekskludere den nyvalgte borgmester.
Magtsyge
»Jeg havde aldrig troet, at kvinder kunne være så magtsyge,« lød det fra Dansk Folkepartis Mogens Schou Andersen fra Rebild den 2. december.
Vreden rettede sig ifølge Danske Kommuner mod den siddende Venstre-borgmester Anny Winther, der trak sig ud af en tumult-præget konstitueringsproces som genvalgt vinder.
Forinden var magtens kæder skiftet flere gange. Først stod Socialdemokraterne til at overtage magten, så løb Oplandslistens Søren Søe fra sin konstitueringsaftale med S for selv at blive borgmester.
Men til sidst lykkedes det Anny Winther at sikre sig støtte fra de konservative og de forsmåede Socialdemokrater - og Oplandslisten og DF røg dermed helt uden for indflydelse. En anden siddende borgmester, der fik nederlag vendt til sejr, var den konservative Erik Lund fra Allerød. Han tabte borgmesterstolen på valgnatten, da Venstres John Køhler konstituerede sig med støtte fra S, R og DF samt to lokallister. Men tre døgn senere sprang Socialdemokraternes Flemming Villadsen fra aftalen for at blive borgmester med opbakning fra netop Erik Lund, SF og Blovstrød-Listen.
Nu svarede de borgerlige partier igen ved at tilbyde Erik Lund borgmesterposten, hvis han brød sin aftale med Villadsen - og dét sagde han faktisk nej tak til. Men efter intense forhandlinger, endte et enigt byråd i Allerød den 2. december med at stå bag en fælles konstitueringsaftale, der gav Erik Lund borgmesterstolen tilbage.
»Jeg skal gøre mit til, at de næste fire år kommer til at foregå i samarbejdets tegn,« sagde han.
Det bliver der formentlig også brug for efter dén omgang.
Spiller hasard med tillid
»Vi er mange, der har fået politikerlede efter den spillen hasard med borgernes/vælgernes tillid,« skrev læserbrevsskribenten Bent Midstrup i Det Grønne Område den 1. december efter et særdeles voldsomt konstitueringsdrama i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Ved valget blev de Konservative overhalet af Venstre som kommunens største parti, og siddende borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) kunne imødese et magtskifte.
Men meget overraskende valgte han på valgnatten at lave en aftale med S og SF, der gav SF borgmesterposten. Dén alliance holdt ikke længe. Rolf Aagaard-Svendsen tog imod et tilbud fra de andre borgerlige - angiveligt tilskyndet af partileder Lene Espersen og løb fra sin aftale med S-SF for at kunne fortsætte som borgmester. Men på det konstituerende byrådsmøde 1. december måtte han se sig snigløbet. Venstre-manden Søren P. Rasmussen endte med at blive valgt uden modkandidater - heller ikke Rolf Aagaard-Svendsen.
En lignende skæbne ramte en anden konservativ, John Thorsøe fra Holstebro. Han løb fra en aftale med V og DF for selv at gå efter borgmesterposten med støtte fra S og SF. Men 7. december blev Thorsøe selv snydt og endte med - i lighed med resten af byrådet - at måtte pege på socialdemokraten H. C. Østerby.
Største rævekage i årtier
Det var ikke i alle dramaramte kommuner, at spændingen tog uger om at få udløsning. I Randers var det hele overstået på første døgn. SF'eren Erik Poulsen bagte ifølge lokalmedier »den største rævekage i årtier«, da han på valgnatten sikrede sig en »Vejle-model«-aftale med de borgerlige partier, der væltede siddende S-borgmester Henning Jensen Nyhuus og bragte Poulsen selv til magten.
Men allerede dagen efter var det forpurret - af hans egen partifælle, den nyvalgte Kasper Fuhr Christensen, der nægtede at stemme for aftalen. Henning Jensen Nyhuus fortsætter nu som borgmester, og Erik Poulsen har meldt sig ud af SF.
Valgets absolut mest udskældte person er nu nok de radikales Klaus Bondam, der i valgkampen havde udstedt et klart løfte om at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse i København. Om han kunne have sluppet helt for ballade, er nok for meget at tro. Men efter en lang valgnats forhandlinger glemte han det vigtigste - nemlig at gå i pressen og udlægge sit resultat.
Dermed missede han en mulighed for at få slået fast, at han havde snuppet den ene af kun to borgerlige borgmesterposter for næsen af de konservative. Og at han havde endda fået ærkefjenden, Carl Christian Ebbesen fra DF, til at skrive under på det mod et par udvalgsposter og nogle »gode ben« i form af velbetalte bestyrelsesposter.
Sådan kunne Bondams spin-forsøg have set ud. I stedet gik han hjem og sov og overlod banen til Ebbesen, der igennem en hel formiddag på TV2 News kunne berette om, at Bondam havde tilbudt »frit valg på alle hylder« i form af vigtige udvalgsposter og væsentlige bestyrelsessæder, hvis bare han kunne beholde sin borgmesterpost.
Bedre blev det ikke af, at gruppefællen Manu Sareen ligeledes gik i tv for meget kraftigt og meget grundigt at tage afstand fra aftalen - og raseriet og hånen især på internettet eksploderede. Trods skrammerne er Bondam stadig borgmester for Det Radikale Venstre.
Julefrokosten aflyst
Måske er alle disse dramaer glemt om fire år. Måske har sårene fra dette års dramatiske magtkampe svært ved at hele.
Dansk Folkeparti i Odsherred måtte i hvert fald aflyse dette års julefrokost på grund af for mange afbud. Partileder Pia Kjærsgaard var én af dem, der takkede nej.
Mennesker og magt, er den mest usle coktail der findes. Så at det ender der hvor alle de usympatiske samles for at visse deres værste sider i offentlighed, er intet under. Håber at fremtiden kræver en egentlig uddannelse i de faggrupper man ønsker at påvirke. Nu er det som at være på et værtshus i de sene nattetimer, hvor goons bevidst skal handicappe en karriere.
Egentlig er det befriende, at der forekommer kampvalg, selv om en plads som 2. suppleant i bestyrelsen i det lokele varmeværk.
Det viser et sundt menneskelige behov for at få indflydelse på den verden som omgiver os. Hvilket lover godt for demokratiets fremtid.
Slagsmålet omkring kommunalvalget viser dog også svagheden ved det repræsentative system. Nemlig at man risikerer at blive frarøvet denne indflydelse, hvis man stemmer på mennesker, som misbruger et politisk parti, blot for at fremme sin egen personlige karriere.
Måske skulle vi vende processen, således at politikerne lavede deres konstitueringer og politiske aftaler inden valget og derpå gav vælgerne mulighed for at bekræfte eller forkaste den samlede pakke?