»Vi kunne have protesteret mod paragraf 24, men det ville ikke have øget vores troværdighed.«
Sådan lyder en forklaring fra direktør Ebbe Dal fra Danske Dagblades Forening på, at DDF har accepteret en indskrænkning af muligheden for aktindsigt i det forslag til ny offentlighedslov, som Offentlighedskommissionen for nylig har fremlagt i en betænkning.
Lovforslaget i betænkningen, som Justitsministeriet netop har sendt i høring frem til den 1. marts 2010, har vakt debat, ikke mindst her i Information, hvor der fra flere journalister har lydt advarsler mod, at forslagets paragraf 24 vil besværliggøre - >hvis ikke helt umuliggøre - væsentlige dele af den afslørende journalistik.
Paragraf 24 vil nemlig i sager om ministerbetjening gøre alle dokumenter, der udveksles mellem ministerier og underliggende myndigheder til interne dokumenter, som i udgangspunktet ikke er underlagt aktindsigt.
Men ifølge Ebbe Dal var løbet nærmest kørt fra starten, da kommissionen blev nedsat i 2002: »Emnet for paragraf 24 fremgik klart af Kommissionens kommissorie og var en præmis. Det er seriøst, at ministre i dag kan anvende ekspertise på tværs, som var det deres egne departementer. I modsat fald skulle ekspertisen duplikere, og det er selvfølgelig uden mening,« forklarer han og konkluderer:
»Pressens repræsentanter kan ikke på den ene side deltage i at argumentere for en velfungerende offentlig sektor og på den anden side tale imod en strukturrationalisering i centraladministrationen.«
Sympati for systemet
Et lignende synspunkt har advokat Peter Skov Tvermoes. Han har repræsenteret Danmarks Radio i Offentlighedskommissionen og støtter også paragraf 24:
»Hvis ens ord skal kunne vægtes, så må man også forsøge at sætte sig ind i, om de har et sagligt grundlag. Som advokat har jeg et andet udgangspunkt end en journalist, og jeg vil i kraft heraf være mere tilbøjelig til at nære sympati for argumenter om systemets opretholdelse, altså kort sagt have en større lydhørhed over for de argumenter, der fremføres f.eks. fra embedsmandsside til støtte for paragraf 24. Sådan er livet, det vil jeg godt erkende.«
Og som han tilføjer: »Det er et led i den argumentation, jeg fremfører, at dissens sagtens kan være troværdigt, bare man ikke strør om sig med dem.«
Heller ikke seniorforsker Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder har som medlem af Offentlighedskommissionen overvejet en protest mod paragraf 24.
Hun finder, at paragraffen er en 'god justering' af offentlighedsloven, som samfundsudviklingen på flere punkter var løbet fra:
»I den gældende lov er væsentlige områder efterhånden unddraget offentlighed, fordi det er udliciteret eller privatiseret, men nu kommer det igen ind under loven. På samme måde har der været et ønske om at beskytte den interne ministerrådgivning, som tidligere kun fandt sted i departementet og derfor var beskyttet. Samfundsudviklingen har så gjort, at rådgivningen af ministre i dag fungerer på en anden måde, og derfor har der været et behov for at undtage den, så den igen bliver beskyttet,« som hun forklarer.
»Hvis man anerkender et behov for at beskytte den politiske proces, så er paragraf 24 ikke så stort et skridt at tage,« lyder hendes konklusion.
Hypotetisk spørgsmål
Sekretariatschef Jette Kammer Jensen fra Dansk Folkeoplysnings Samråd har nok været betænkelig ved paragraf 24, men er endt med at bakke den op.
Også hun baserer sin holdning på, at samfundsudviklingen gør en udvidet beskyttelse af ministerrådgivningen nødvendig:
»Det er vigtigt, at den politiske proces kan køre. Man skal kunne indhente idéer fra centraladministrationen, lige som man tidligere kunne gøre det i departementet. Men i dag er centraladministrationen skruet anderledes sammen, og derfor er paragraf 24 rimelig. Men omvendt skal der også være måde med det, der undtages med paragraf 24, og det er mit indtryk, at det er der også.«
Ingen af de adspurgte kommissionsmedlemmer kan pege på konkrete eksempler på lovgivning, der er blevet dårligere, fordi ministerrådgivningen på tværs af myndigheder med gældende lov er underlagt aktindsigt. Jette Kammer Jensen mener endda, at »det er et underligt spørgsmål, fordi det er hypotetisk. Jeg ved ikke, hvordan nogen skulle kunne svare på det,« som hun udtrykker det.
Find en dåseåbner
Hverken Eva Ersbøll eller Jette Kammer Jensen mener, at paragraf 24 vil få stor betydning. I stedet opfordrer de journalister og andre til at bruge andre paragraffer i offentlighedsloven til at skaffe sig oplysninger.
»Jeg synes, at vi har gjort os umage i betænkningen for at vise, at det handler om at beskytte ministerrådgivningen alene i det omfang, det drejer sig om politisk rådgivning. Og vi har understreget, at der skal være en restriktiv fortolkning,« siger Eva Ersbøll, der ser frem til, at ombudsmanden får lavet nogle principafgørelser om paragraf 24's rækkevidde.
Peter Skov Tvermoes er knap så positiv over for gennemskueligheden i det fremsatte lovforslag:
»Lovforslaget fremstår som længere og meget sværere tilgængeligt, og det vil være et stort arbejde at få afklaret grænserne for de enkelte bestemmelser. Jeg synes, at Kommissionen har fejlet i forhold til at lave en enklere lov og lave regelforenklinger.«
Ebbe Dals råd til fremtidens kritiske journalister er at »se på helheden og se på, om man kan finde dåseåbnere andre steder blandt nyhederne i lovforslaget til at afsløre de samme typer historier.«
Peter Skov Tvermoes mener dog nok, at paragraf 24 får betydning:
»Man kommer ikke uden om, at der kommer mindre offentlighed, fordi man altså vil rulle udviklingen tilbage. Det gør man de facto. Man kan så overveje, om det er rimeligt eller ej. For mit vedkommende kan jeg godt se, hvorfor det er fornuftigt.«
Han peger også på, at hvis reglerne omvendt skulle blive for løse og åbenheden for stor, vil embedsmændene vide at finde deres egne veje: »De ting, som man virkelig ikke ønsker aktindsigt i, dem får offentligheden heller ikke aktindsigt i, uanset hvilke regler man indfører. Sådan er det nok, selv om jeg ikke kan komme med konkrete eksempler som bevis for min påstand,« siger han.
Jeg forstår ikke de mediefolkene i Offentlighedskommissionen, der mener at ministeren og embedsmændene ikke må ses efter i kortene i udarbejdningen af de forskellige lovforslag mv.
I mine øjne er det i samfundets interesse at alle spiller med åbnekort og ikke mindst landets regering. Hvorfor må vælgerne ikke længere få aktindsigt så vælgerne kan få fx Hjort Frederiksens arbejdsmetoder lagt på bordet. Hvorfor vil mediefolk gøre det legalt for en minister at informerer Folketinget og befolkningen med forkerte oplysninger fremkommet ved at fx forsker ikke måtte spørge og undersøge dit og dat. Jeg forstår det ikke og slet ikke når Peter Skov Tvermoes siger til Information sidst i artiklen – ” »De ting, som man virkelig ikke ønsker aktindsigt i, dem får offentligheden heller ikke aktindsigt i, uanset hvilke regler man indfører. Sådan er det nok, selv om jeg ikke kan komme med konkrete eksempler som bevis for min påstand,«”-
Ligeledes virker det meget betænkeligt, at Offentlighedskommissionen vil tørrer ansvaret af på Ombudsmandens fremtidige afgørelser.
Vakt debat? Lad nu være med at behandle kommentarerne stedmoderligt, Ulrik...
Med venlig hilsen