Klumme
Læsetid: 6 min.

Mørkets befriende sandhed

I anledningen af den snarlige 50-årsdag for det historiske klimatopmøde i København bringer vi i dag en kronik, der fortæller om, hvad mange danskere oplever som deres hverdag anno 2059, og som samtidig præsenterer os for tanker om forskellene mellem den daværende politiske agenda og den aktuelle
I anledningen af den snarlige  50-årsdag for det historiske klimatopmøde i København bringer vi i dag en kronik, der fortæller om, hvad mange danskere oplever som deres hverdag anno 2059, og som samtidig præsenterer os for tanker om forskellene mellem den daværende politiske  agenda og den aktuelle
Indland
8. december 2009
Kronikkonkurrence: Danmark år 2059 I forbindelse med klimatopmødet udskrev Information en kronikkonkurrence for gymnasieelever. Opgaven lød på at skrive en kronik med et bud på, hvordan Danmark ser ud i 2059. Vi modtog knap 200 bidrag, hvoraf mange var velskrevne og kreative bud på, hvilken fremtid klimatopmødet vil være med til at skabe Et dommerpanel med forfatter Jan Sonnergaard i spidsen har valgt de 10 bedste ud. 1., 2. og 3.-pladsen blev bragt i Information hhv. 7., 8, og 9. december.

KRONIKKONKURRENCE 2. PLADS

3... 2... 1... Mørke.

Solen er oppe, så det kulsorte intet omslutter mig ikke, men alligevel er øjeblikket vigtigt, for det kan ikke blot være omgivelserne, men også sindet, der i samme nu ændrer karakter. Skiftet fra lyset til mørket har altid repræsenteret skiftet fra adspredthed til agtpågivenhed, måske endda en konvertering af svaghed til styrke?

I mørket udvides pupillerne, musklerne spændes, og sanserne skærpes. Sidstnævnte understreges i samme nu af de vilde skrig fra badeværelset, da det kolde vand afslutter sin fem sekunder lange rørrejse. Mørkets komme er mere end et fysisk fænomen - et pludseligt fravær af lys. Mørket er snarere en tilstand.

Skrigene genstarter denne morgenrutine, hvor vi i et pludseligt øjeblik afskæres fra omverdenen som et vandmolekyle, der splittes fra vanddråben, der i et hvislende nu fordamper på kogepladen.

Vi er nu vores egen, uanseelige enhed. Afskåret fra systemets basale ressourcer - internet, varmt vand, kontakt med læger og pandemiberedskabet - skal vi nu igen selv overleve, kæmpe vores egen kamp på slagmarken kaldet samfundet. Deadline om 12 timer - kl. 19.00 markerer et nyt pludseligt øjeblik, hvor elektricitetens tilbagekomst på ny vil fusionere os og alle de andre enheder i Europa og for en stund lade os glemme den langsigtede strategi, beskrevet ved det vigtigste ord, vi nogensinde vil kende: D-gas-besparelsesplan. Dagtimernes første slag står i sygecenter 25 sektor 5, hvor endnu en dosis bekostelige piller og indsprøjtninger forhåbentlig vil bidrage til minimale tab før missionens fuldførelse. Vaccinepåbuddet er imidlertid synonym med en uundgåelig helbredsrisiko.

Vi skal udenfor, og jeg frygter som altid de snævre gyder, stanken, dog specielt de hadefulde blikke, der følger os, der skabte grundlaget for menneskets aktuelle trængsler.

Som i resten af Danmark truer spændingen, der uundgåeligt opstår mellem alt for mange mennesker på alt for lidt og alt for uhumsk plads, også denne egn.

Hvad er det, der driver os?

Det er ikke sundt at tænke på, hvor betragteligt dette slumkvarter er blevet - hver dag fortæller nyhederne 19.10 jo om yderligere ekspansion, hvordan børn vokser op her uden at se træer og rent vand, og i disse tungsindige øjeblikke spekulerer jeg ofte på, hvad der driver os til at fortsætte kampen mod den evige bølge af forandring, vi ser ud til at være fædre til. Er vi drevet af kærlighed til hinanden, et universelt etisk kodeks, som danner grundlag for den fællesskabssans, der skal kunne mobiliseres for at starte de projekter, vi i fællesskab har påbegyndt? Eller er vi måske drevet af vores instinkter, der konstant, måske forfejlet, meddeler vores underbevidsthed, at vi må forenes og holde flest muligt oppe for at opnå en optimering af vores egne chancer i livet? Er menneskets kamp en godhedens kamp, eller er vi fundamentalt set en virus, der konstant flytter til de gunstigste beboelsesområder? Er vi den eneste virus, der er dum nok til at kurere sig selv?

Jordens og menneskets udvikling, som jeg har set den, hvilket vil sige helt fra det 20. århundrede til nu, tyder i mine øjne ikke på, at vi er en virus. Vi opførte os dengang nærmere som et barn, der langsomt lærer af sine fejl og indser konsekvenserne af sine handlinger.

Vi snakkede om isbjørne og orangutanger, oversvømmelser og klimaflygtninge, senere om menneskehedens overlevelse som en helhed.

Vi blev indhentet af tiden alt for hurtigt og blev overdraget de voksnes ansvar alt for tidligt, som de malaria- syges børn, tynget af bekymringer og af bevidstheden om en uvis fremtid.

Vi forandrede verden ...

Når jeg på denne tid ser ud af mit vindue, kan jeg så småt iagttage forberedelserne til en ceremoni for fejringen af 50-årsdagen for COP09 - den store konference kaldet Kyoto II, der jo markerede begyndelsen på de største konflikter og kriser, vi mener at have oplevet som mennesker, selvfølgelig kulminerende med de store folkevandringer, men som også rent symbolsk viste, at vi kan stå sammen om et større mål og arbejde sammen for en bedre fremtid, hvis vi tvinges til det.

Ja, det er selvfølgelig alt sammen politik, en del af det store billede, og sikkert én stor løgn, men symbolværdien var af en art, som kun få begivenheder kan mønstre. Det var en begivenhed, hvor man tydeligt husker, hvor man var, mens den udfoldede sig. Præcis ligesom folk fra min generation altid kan huske, hvor de befandt sig den 11. september 2001, da det berømte terrorangreb i byen New York i det tidligere USA fandt sted. Jeg legede selv ubekymret med Lego på mit nye værelse.

Ved COP09 såvel som i dag er politik en stor faktor for den måde, hvorpå en begivenhed bliver udlagt, og det kan jeg såvel som mange andre godt blive irriteret over, for ofte er det snarere den politiske proces frem for det egentlige problem, der bliver den store udfordring - egoismen, materialismen, bagsiden ved vores førnævnte overlevelsesinstinkter, fælder os. Alligevel er der stor forskel på politik dengang og nu, og et sted inde i mig selv sørger jeg ikke altid over dette 'nedgangens århundrede'.

I år 2009, da de temmelig nye fladskærms-fjernsyn kørte døgnet rundt, påvirkede reklamer og underholdning mennesket i større grad, end man kan forestille sig, og var således også en del af den politiske agenda. Man kan tale om reklamerne, behovet for hurtige nyheder og underholdning som datidens 'opium til folket'. De dengang verdensomspændende sites Facebook, YouTube og deslige blev i massiv grad benyttet til politisk kampagneførelse.

Man kunne tale om, at politikerne mødte borgerne på deres egen hjemmebane, men for mit vedkommende blev denne metode en distance til, hvad der var vigtigst i kampagnerne, og jeg lukkede måske uretfærdigt af for systemet.

Nihilistisk Folkeparti

2009 var året, hvor Nihilistisk Folkeparti stillede op til kommunalvalget, fordi intet alligevel betød noget, fordi politik var snak og tomme løfter, fordi du alligevel burde spilde din stemme og drikke/ryge/fixe dig ind i din egen utopi.

Det var en tid, hvor ingen kendte sandheden - ingen vidste, om vi skulle forvente orkaner og oversvømmelser, eller om vi blev påtvunget en ny livsstil med grumme, bagvedliggende motiver. Fordommene, kynismen, ja nihilismen lå altid i baghovedet, når systemet rullede over skærmen.

Debatten om klimaet var ikke meget anderledes for mit vedkommende, jeg sukkede allerede, før den var begyndt, da målene for aftalen i København blev sænket. Alligevel står jeg her stadig i dag.

Det er morgen, og jeg forbereder mig med et smil på en tur ud i vildnisset. Vi lever utvivlsomt i en fattigere, mere sårbar verden end for et halvt århundrede siden, men jeg skal fortælle, hvorfor jeg smiler.

Sandhedens time

Med den omfattende rationsindførsel på elektricitet i '52 blev den politiske dagsorden i medierne selvfølgelig vendt på hovedet, og hvad jeg har erfaret herefter, må være, at det herskende mørke fra cirka syv til 19 samt cirka 21 til fem er det tidsrum, jeg skærper mine sanser over for det, der er vigtigt - ikke indpakningen.

Det er i dette tidsrum, at jeg husker, hvorfor solidaritet og empati virkelig må være menneskelige instinkter, vi kun kan nyde godt af, og jeg husker, hvorfor isbjørne var på dagsordenen dengang i 2009.

Jeg føler en tilfredsstillelse ved at vide, at de mennesker, der tigger uden for min dør, er virkelige og har ægte problemer. Dette mørke symboliserer i virkeligheden ikke en kamp for at komme tilbage til samfundet, men bare sandheden. Og den er nok.

Claus Holm Rasmussen går i 3.X på Odense Katedralskole

Serie

Information 2059

Seneste artikler

  • Mit København

    10. december 2009
    København er blevet kendt. Kendt for det grønne, det smukke og det intelligente. Kendt for visionerne, som har gjort København til en metropol med hensyn til fremtid; her tages fremtiden alvorligt. Mest af alt er København kendt for duften – duften af København. En duft, som gør dig glad og afhængig, en duft, som du vil tilbage til. Det er duften af noget nyt, noget grønt og noget rart
  • Glæden er trukket ud af menneskeheden

    10. december 2009
    Den før så farvestrålende verden kan kun opleves gennem musikken og gennem tankernes vildfarelse. Nu er det blot København og de få provinsbyer gemt væk bag de enorme dæmninger, som for en tid holder vandet fra fysisk at suge menneskeheden ned i dybet
  • Amalantis?

    10. december 2009
    Bliver Amager det nye Atlantis? Hvis verdens ledere under den første klimakonference for 50 år siden havde vidst, at over halvdelen af Amager – inklusive hovedbygningen for begivenheden Bella Center i dag står under vand grundet klimaforandringer, så havde de måske tænkt sig om en ekstra gang
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her