Nyhed
Læsetid: 4 min.

Mord, der aldrig efterforskes

Om det er israelske henrettelser af mistænkte terrorister eller palæstinensike mord på kristne er efterforskning og bevisførelse en dråbe i Middelhavet
Indland
29. december 2009

GAZA CITY - Da vi kører mod syd med brede sandstrande til højre og Gazas skudarrede cityscape af grå gasbeton til venstre, opdateres jeg om nattens nyheder - tre Fatah-medlemmer fra al Aqsa-martyrernes Brigade er blevet nakket i Nablus af israelernes elite-enhed, Duvdevan, der arbejder undercover. Ifølge den israelske radio var de dræbte skyldige i mordet på en bosætter et par dage i forvejen.»Et resultat af samarbejde med PA-sikkerhedstjenesterne,« siger Ahmad.

I det nordlige Gaza er tre unge palæstinensere blevet skudt nær muren til Israel under »forsøg på at infiltrere Israel«.

»Formentlig blev de skudt fra droner, men familierne må ikke komme ud i området, så nu ligger de bare der,« fortsatte han.

Har han hørt en skudsalve fra, hvad jeg mener, var en maskinkanon nu til morgen? »Det er israelernes kanonbåde,« svarer han, »de skyder tit til måls for at holde grejet varmt. Nogle gange efter fiskerne, andre gange skyder de bare«.

Det uhyggelige er ikke kun drabene, men det dagligdags tonefald, de beskrives i. Her er vilkårlig vold en del af normaliteten. Unge som Ahmad kan investere lidenskab i fodbold-resultater, men drabene er givne. Scoringer på en aktion-reaktion-skala, men i modsætning til fodbold ved man ikke altid, hvem der har scoret, for bevisbyrden er altid gerningsmændenes.

Så det er ikke så underligt, at normale personer uden for referat erklærer, at de »hader Gaza«, og kun har ét ønske: At komme ud. Men via Israel er det umuligt, og Rafah-grænsen, som vi er på til denne formiddag, har været lukket siden 2007 af årsager, der lige så logiske, som de er brutale: Egypterne gør alt for hindre Hamas i »at lykkes«, som det udtrykkes.

Men indtil videre er Hamas 'lykkedes'. Bevægelsen har uindskrænket magt og viste den ved en demonstration mod Egyptens beslutning om at blokere for de tunneller, der er Gazas eneste forsyningslinje til omverdenen. Der er kontrol, men »der er jo altid smalsporede personer, som ikke forstår, at Hamas agter alle religioner«, som Farid Ayad, den protestantiske baptist-kirkes 'ældste' for 30 medlemmer af Gazas mindste kristne trossamfund, siger det. »Vi og vore muslimske naboer deler skæbne som indespærrede.«

Farid Ayad var ikke til julemesse i Betlehem med sin hustru, selvom de var på den israelsk liste af godkendte på 450 troende, der kunne komme ud.

»Jeg ville ikke splitte min familie i julen,« forklarer han. »Og vores søn er over 16, men ikke fyldt 35, og derfor udelukket fra at krydse grænsen til Israel.«

Om det er en skuffelse?

»Hvem vil ikke gerne løslades fra fængslet.«

Mordet på bibliotekaren

Farid Ayad er dog ikke på det hold, der giver Israel skylden for alt ondt. Og heller ikke, at hans kirke er uden præst og klarer sig med teologer på gennemrejse og menighedens 'ældste' som søndags-prædikanter for de mellem 50 og 80 evangeliske protestanter.

»Vi havde ingen præst i 90'erne, men i '99 kunne vi ansætte en teolog, som rejste efter begivenheden i oktober 2007, da han ikke turde være her længere.«

'Begivenheden i oktober 2007' er Ayads eufemisme for mordet på hans familie-medlem, Rami Ayad, lederen af Gazas Bibelselskab, der driver det kristne bibiliotek.

Mordet vakte bekymring for fremtiden i de kristne menigheder, og cheftalsmanden for Hamas, Fawzi Bahroum, tordnede, at »ingen anstrengelse skal spares for at finde gerningsmændene til denne forbrydelse og bringe dem for retten«.

Mordet gjorde med Farid Ayads ord de kristne mere 'forsigtige'.

»Gerningsmændene er aldrig fundet,« tilføjer han, »for der fandt ingen efterforskning sted. Men vi lægger vores skæbne i Guds hånd«.

Ingen har taget skylden for mordet, sådan som det er kutume med religiøst og politisk motiverede henrettelser. Og ingen kristne vil lægge navn til en teori om, at mordet på bibelselskabets leder var relateret til mistanke om missionsvirksomhed, som ikke er omfattet af Hamas' 'agtelse'.

Og Rami Ayad delte gratis Bibler ud. »Jeg har selv hentet to, og jeg betalte ikke for dem,« bekræfter Ahmad, der i øvrigt er muslim.

Sidst, der var afsender på den religiøse vold i Gaza, var, da en gruppe, der kaldte sig 'Sandhedens Sværd', angreb de kristent ejede butikker i 2006, da Muhammed-krisen var oppe i det røde felt. Siden har det været småt med opklaring - ikke i 2006, da en af fem kirker var den græsk-ortodokse kirke i Gaza, der blev mål for brandbomber efter at den tyske pave, Benedikt XVI, havde citeret en forgængers lidet smigrende signalement af islam.

I februar 2008 angreb militante KFUM i Gaza, hvor et bibliotek blev raseret uden, at nogen kom noget til. Reuter rapporterede, at en Al Qaeda-affilieret gruppe stod bag bomberne, men heller ikke dette er bekræftet.

Tegningerne igen igen

Men at al-Qaeda er til stede i den overbefolkede landstribe, hvor flygtninge fra 1948-krigen udgør 65-70 pct. af de 1,5 mio. indbyggere, er evident. Det er mindre end et halvt år siden, at den ultra-salafistiske leder af jihad-gruppen Jund Ansar Allah (Guds troendes soldater red.), Abdel Latif Moussa, udråbte Rafah til 'islamisk emirat' med den begrundelse, at Hamas var 'for sekulær'.

Det skulle han ikke have gjort. Dagen efter var han død, da Hamas-sikkerhedsstyrker ryddede hans moske. Men at hans ånd lever, hører jeg fra en af hans nevøer, da vi er nået frem til Rafah.

»Han var en stor mand,« siger han.

I øvrigt vil han vide, hvad jeg mener om Muhammed-tegningerne?

Jeg svarer, at jeg ikke havde noget med tegningerne at gøre.

»Men det er dit land,« svarer han med den gængse logik på disse kanter. »Hvorfor gjorde du ikke noget?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her