Læsetid: 3 min.

'Når forhandlingerne fejler, må vi selv gøre noget'

En ny klimabevægelse er ved at tage form, og København var bare første skridt. Sådan lyder det fra to centrale klimaaktivister, der ikke har tabt modet, selv om de officielle forhand-linger ikke kom frem til det ønskede resultat
21. december 2009

I onsdags forsøgte 2.000 demonstranter at trænge igennem politiets kæder og ind til klimatopmødet i København. Samtidigt udvandrede et par hundrede delegerede fra topmødet for at byde indtrængerne velkommen og holde et fælles møde på parkeringspladsen på Bella Centers område. Begge dele blev forhindret af et talstærkt politiopbud, der stoppede både indtrængningen og udvandringen.

To dage efter kastede verdens ledere håndklædet i ringen og konstaterede, at der ikke ville komme nogen bindende aftale ud af COP15. Men mens verdens lederne græmmer sig over de manglende resultater, vejrer klimaaktivisterne morgenluft. For dem var København første skridt i dannelsen af en ny bevægelse:

»Folk som Al Gore har talt for civil ulydighed, og i lyset af den miserable danske indsats for at redde et topmøde, der fuldstændigt fejlede, står det klart, at vi selv må handle for at stoppe klimaforandringerne,« siger den tyske aktivist Tadzio Müller fra Climate Justice Action.

»Hvis vi skal have så meget som 'et snefnug i helvedes chance' for at blive under de to graders temperaturstigninger, som allerede er en selvmordsgrænse for mange lande, så bliver vi nødt til selv at sørge for det,« fortsætter han.

Tadzio Müller blev løsladt i lørdags efter fire dage bag tremmer. Han blev anholdt af civilbetjente efter en pressekonference i Bella Center, hvor han havde argumenteret for, at man med ikke-voldelig civil ulydighed skulle forsøge at trænge ind til topmødet.

I retten kom det frem, at hans telefon var blevet aflyttet, og at betjentene havde fulgt efter ham i et par timer i Bella Center. Her havde de blandt andet noteret, at han var gået fire-fem gange på toilettet og havde brugt tid på at tale med to mænd og en kvinde.

»Anholdelserne var klart politisk motiverede. De prøvede at halshugge vores aktion ved at anholde lederne. Men klimabevægelsen er ikke baseret på stærke ledere, så vi fortsatte bare som planlagt,« siger Tadzio Müller, der stadig er sigtet for at organisere og opfordre til hærværk og vold mod politiet.

Samtidigt sidder to talskvinder med lignende sigtelser stadig varetægtsfængslet, foreløbigt frem til den 23. december.

En ny cyklus

Til aktionen blev 250 mennesker anholdt, og kun fire personer trængte ind på området ved på oppustelige luftmadrasser at sejle over åen, der omkranser Bella Center. Aktivisternes mission om at afholde et stort folkemøde på parkeringspladsen foran Bella Center lykkedes altså ikke. Alligevel vil Joshua Kahn Russell fra Rainforest Action Network i San Francisco ikke karakterisere det som en fiasko.

»At trænge ind på topmødets område var bare et taktisk kriterium. Målet med selve aktionen var meget større. Vi ville sætte en anden dagsorden, end den der blev forhandlet om,« siger han. Amerikaneren var selv blandt de delegerede, der prøvede at komme ud fra Bella Centers område.

»Vi fik stillet krav om, at de rige lande skal betale deres klimagæld. Et krav, som tidligere var meget isoleret i få bevægelser i det globale syd, blev nu diskuteret i topmødets kontekst.«

Ifølge Tadzio Müller var aktionen ved Bella Center kun et skridt på vejen. Ikke i dannelsen af en ny bevægelse, men i en fortsættelse af den bevægelse, der begyndte ved WTO-topmødet i Seattle i 1999, og som i pressen blev døbt »globaliseringsbevægelsen«.

»Det her er ikke en ny bevægelse, men bare globaliseringsbevægelsen nye cyklus. Den første cyklus var imod nyliberalisme, og i den nye cyklus kæmper vi mod den grønne kapitalisme og for klimaretfærdighed.«

- Hvad skal der ske efter København?

»Det er sikkert et standardsvar, men vi skal hjem og holde møder, og mon ikke nogle tyskere vil skrive nogle rigtig, rigtig lange tekster omkring, hvad der er sket,« siger Tadzio Müller med et grin.

Da møderne endnu ikke er blevet afholdt, understreger han, at han taler på egne vegne, når han opfordrer til at fokusere på energiproduktion.

»Ved at fokusere vores kræfter på energisektoren lokalt undgår vi at gentage globaliseringsbevægelsens fejl ved bare at rejse fra topmøde til topmøde. Det har jeg selv været en del af i årevis, og det ønsker jeg ikke at gentage,« siger han.

»Bevægelsen har brug for en integreret strategi i forhold til energisektoren. Vi skal udvikle en måde, hvorpå vi kan bekæmpe kulkraftværkerne og den renæssance, som atomkraft er ved at få, og samtidigt skal vi skabe en decentraliseret energisektor med vedvarende energi,« forklarer Tadzio Müller om planerne.

»Det er en meget stor opgave. Men sådan er det jo generelt med klimaforandringerne. Her er intet nemt,« slutter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Infantile klimademonstranter

Som institutionsbørn, der vil beklage sig til pædagogerne, tanterne, de voksne, strømmede klimademonstranterne mod Bella-Centret. Som om henvendelser til hoben af beslipsede politiske jakkedyr m/k fra alverdens lande fører til noget som helst. Som om Connie Confetti, Lars Lukke og Anders Fjog Grøn Vækst Generalidiot overhovedet er værd at spilde så meget som et nanosekund på. Havde der befundet sig blot 200 intelligente aktionerende i København forgangne uge, havde de så let som at klø sig i nakken kunnet blokere samtlige motorveje mod byen samtlige ugens dage, sat byen på stand-by og dermed statueret et eksempel. Ret dog for helvede skytset mod de ansvarlige, dvs. den stupide gennemsnitsborger, der nægter at sætte sig ind i noget som helst. Hvor er det ubegavet at kaste skyts mod politiet, hvor er det ubegavet at bære plakater gennem gaderne! Angrib dumheden og kapitalismen i dens hjertekule: smadr privatbilismen!

Bo Jensen
biokemiker, cand.scient.