Læsetid: 5 min.

Politiet stoppede stormen på Bella Center

Mens de officielle klimaforhandlinger gik helt i hårdknude i Bella Center, forsøgte aktivister og delegerede at sætte en anden dagsorden ved på samme tid at trænge ind til og vandre ud fra klimatopmødet
Klimademonstranterne ved Bella Center løb også i går ind i modstand fra politiet, da de forgæves forsøgte at trænge igennem politiets afspærringer for at folk kunne trænge ind til og vandre ud fra klimatopmødet.

Klimademonstranterne ved Bella Center løb også i går ind i modstand fra politiet, da de forgæves forsøgte at trænge igennem politiets afspærringer for at folk kunne trænge ind til og vandre ud fra klimatopmødet.

Sigrid Nygaard

17. december 2009

Omkring tusind skikkelser står spredt i mørket omkring Tårnby Station klokken otte om morgenen i bidende kulde og begyndende snevejr. Et sambaband og en gruppe klovne forsøger at løfte stemningen, mens der forgæves bliver spejdet efter lydvognen.

Politiet har tilbageholdt den på en sidevej, da chauføren angiveligt havde en gasmaske i bilen. Det er den blå blok til 'Reclaim Power'-aktionen, der samles her. I løbet af de næste par timer vil de forsøge at trænge gennem politiets afspærringer og ind på Bella Centers område. Det samme skal en såkaldt grøn blok gøre fra en anden side, mens flere hundrede officielle delegerede skal udvandre fra topmødet. Alle skal de mødes til 'folkemøde' på Bella Centers parkeringsplads. Hvis alt da går efter planen.

Lydvognen når endelig frem, og demonstrationen sætter sig i bevægelse op af Englandsvej.

Forrest går en gruppe kvinder fra Sydamerika. De kniber øjnene sammen i takt med, at snefnuggene falder tættere.

»Reclaim Power (Tag magten tilbage, red.)« råber de taktfast.

Rygter om, at næsten hele den grønne blok allerede er blevet anholdt begynder at brede sig.

»De har lige anholdt en helvedes masse mennesker oppe ved Metroen. Nogle af dem forsøgte at løbe. De prøvede at komme ind ad bagvejen til Bella Center,« fortæller Per Nielsen, der bor i området og selv har set det.

Når jeg siger klima ...

I midten af Bella Center mellem kaffebarer og kameraer, der sender live, begynder en gruppe på omkring 300 ngo'er og delegerede at råbe. En indianer tamper løs på en tromme, og flokken sætter sig i bevægelse for at mødes med den demonstration, der nærmer sig konferencen udefra.

Gennem Bella Center lyder gruppens råb: »Når jeg siger klima, sir' I ... « råber en mand, og flokken svarer: »retfærdighed.«

Pressekorpset snubler over hinanden for at fotografere, og de mange repræsentanter giver små interview på vejen.

»Det handler om at redde moder jord, men herinde sker intet. Der er for meget varm luft,« siger Tom Goldtooth.

En gruppe delegerede fra Bolivia, går med deres karakteristiske sorte hatte, og én spiller fløjte.

»Forhandlingerne bevæger sig ikke, og jeg synes, Bolivia skal forlade forhandlingerne, som tingene ser ud,« siger Rafael Quispe Flores, der har siddet med i forhandlingerne som en del af Bolivias delegation.

Et fucking folkemøde

Den blå blok nærmer sig Bella Center, og kampråbene og sambaen overdøves af lyden af politihelikopteren, der svæver over de nu omkring 2.000 demonstrerende. Langsomt går aktivisterne op mod lyskrydset, hvor politiet spærrer vejen med hegn og politivogne.

»Det er politiet. Der er afspærringer rundt om Bella Center. Respekter dem eller bliv anholdt,« råber politiet fra deres højttalervogn.

»Bella Center - here we go,« svarer demonstranterne tilbage.

Demonstranterne går frem og begynder at skubbe for at komme igennem politikæderne. »Skub alle sammen - for klimaretfærdighed,« lyder det fra lydvognen.

Flere og flere blå hjelme kommer til, og knipler og peberspray bliver taget i brug. »Medic, medic,« råber de oppe fra de forreste rækker, og to unge kvinder bæres ud af mængden. Fra den modsatte side presser en politikæde sig igennem til lydvognen.

»Vi vil bare holde et fuck-ing folkemøde,« når en kvinde at råbe, inden politiet stormer vognen og anholder hende.

Spærret inde

»Træk stavene«, lyder det på den anden side af hegnet, og politiet begynder at banke løs på de forreste i den lille flok delegerede og ngo'er, der kommer inde fra Bella Center. Gruppen har netop forsøgt at skubbe sig forbi politiet for at komme ud til de aktivister, der presser på for at komme ind på området. Men det vil politiet ikke tillade.

»Vi er i gang med at anholde demonstranter på den anden side, og jeg vil ikke have de her folk i ryggen på mine folk derude,« forklarer politiets operative chef Steffen Steffensen.

Snefnug blæser gennem luften, og de protesterende fra konferencen er gået i stå på en smal bro over en kanal. Der er mindre end 50 meter til demonstrationen på den anden side, og gruppen presser på igen. Men politiet stopper dem effektivt ved at slå dem med stavene.

Wahu Kaara er fra den kenyanske ngo Debt Relief. Hun kigger lidt på afstand. Som en del af protesten er hun bange for at blive arresteret, hvis hun går for langt frem.

»Jeg kan ikke tro, at det her er det vestlige demokrati,« siger hun.

Vejlands Allés folkemøde

Fra talerstolen i Bella Centers store sal taler den Venezuelanske præsident Hugo Chávez til demonstranterne på gaden.

»Jeg synes, vi skal sige hej til alle dem derude,« siger han, og salen bryder ud i klapsalver.

Hilsenen når dog aldrig uden for hegnet, hvor aktivisterne er ved at give op. Tabet af højtalervognen, knippel-slag og peberspray har gjort det svært at få nogen til at stille sig i de forreste rækker, og politiet har nu fuldstændig kontrol over situationen.

En gruppe englændere står i baggrunden gemt under store bannere og puster luftmadrasser op. De binder dem sammen med blåt reb til en lang række. Pludselig småløber de ned langs den ti meter brede kanal, der spærrer vejen ind til det officielle område mellem de store politikæder. Den flydende bro bliver søsat, og flere kravler ud og forsøger at få den ind til modsatte bred. Men aktionen bliver hurtigt opdaget, og politiet stiller op med hunde på modsatte bred og sprøjter peberspray efter aktivisterne på luftmadrassen.

»Det er vores flod - træk jeres hunde tilbage,« råber aktivisterne og jubler, da det lykkes for fire mennesker at komme over på den anden side, hvor en anholdelse venter.

Længere nede ad vejen begynder folkemødet uden de delegerede, der ikke fik lov at komme ud. En stor blå og rødfarvet dug er bredt ud over Vejlands Allé, og 300 mennesker sidder i en stor rundkreds.

»Bønderne er her for at sige, at vi vil have ret til at bestemme over vores fremtid. Fødevaresuverænitet og bæredygtigt landbrug er et alternativ til det nuværende kapitalistiske system og dets kriser,« råber en mexicansk repræsentant fra bondeorganisationen Via Campesina i en megafon til stor jubel fra de forsamlede.

Lukket ude

Tre kvinder fra Filippinerne forlader demonstrationen inde ved Bella Center, da de ikke får lov at komme igennem til folkemødet på den anden side.

De fortæller om, hvordan de i Filippinerne slås mod kulminerne, hvis ejere tvangsflytter folk og forurener landet.

»Vi oplever hele tiden, hvordan oprindelige folk skubbes væk fra deres jorde af transnationale firmaer. Klimamødet giver flere rettigheder til selskaberne i stedet for at hjælpe folket,« siger Frances Quimpo fra den filippinske ngo Center for Environmental Concerns.

De tre kvinder er gået en lang omvej uden om hegnet for at gå tilbage til konferencen i Bella Center. Men en flok politibetjente har sat en ny vejspærring.

En betjent råber:

»De skal bare ikke ind igen.«

Og det kommer de heller ikke, selv om de er akkrediteret til mødet.

Selv journalister, der har dækket demonstrationen, bliver stoppet.

»Du kommer ikke ind igen, du var i demonstrationen og har vist dine onde hensigter,« lyder afslaget fra en betjent, der står ved hegnet for at spotte folk.

Med presse- og visitkort lykkes det alligevel at komme ind.

Men Frances Quimpo fra Filippinerne går den anden vej mod metroen.

- Hvor skal du hen?

»Til Filippinerne,« svarer hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Politiet stoppede stormen på Bella Center???

Her er tale om 'cut and page' fra tråden:
”Demonstranterne viser vejen i København”

….det var for fristende:

Hvad var der mon sket hvis man havde ladet de 2500 demonstranter komme hen til Bellacenteret?

...mit bud er at der ville være opstået musik, dans og sang - sådan var stemningen. En dialog kunne helt sikkert også have været etableret - der var jo flere politikere der tog dialogen op med aktivisterne indefor murene...

Faktisk var demonstranterne fra 'climate justice action' meget glade og sjove, og budskabet med at bryde murene ned mellem verdens mennesker og verdens ledere er særdeles velvalgt og vedkommende i sag - som jo er alles sag.

...Unge håb

Men som vores regeringsunderdanige stats-television Danmarks Radio triumferende meddelte: "Demonstranternes forsøg på at storme Bellacenteret mislykkedes totalt"

Faktisk er TV2's nyhedsdækning langt mere alsidig end DR's nyhedsdækning...

Enten har de fået storhedsvanvid inde i DR-byen... eller også har Søren Espersen skræmt dem fra vid og sans

...Lakajer

@Bill

TV2 news var nu også ret konstante i deres konstatering om at demonstranterne endnu IKKE var komme ind på området, som om det var sådan en magisk ting over det.

Meget lidt blev sagt om, hvad der egenlig foregik inde på bella centret i al den tid de "underholdte" med direkte dækning af demonstrationen.

Inden klimamødet startede var jeg meget obs på at der også skulle være fair mediedækning af de alternative synspunkter - og der må jeg konstatere at TV2 news er langt mere nuanceret end DR's nyhedsafdeling...

Dorte Sørensen

Kan vi ikke se det positivt. Nu må regeringen og DF kunne se at deres skræmmekampagner om at klimaaktivisterne ville sætte København i bål og brand ikke holdt vand..
I stedet bør alle takke klimaaktivisterne for deres fredelige demonstration. Her var det politiet der forsøgte at skabe bål og brand ved at skubbe den lille gruppe af Den sorte Blok, der havde deres selvstændige demonstration på Højbro Plads ned bagerst i den store demonstration for så senere at anholde ca 1000 demonstranter fra den bagerste del af den store demonstration. Men regeringen og politiet havde måske tabt for meget ansigt, hvis de ikke kunne få brugt deres burer i Valby.
Håber at Lømmelpakken nu bliver ophævet så INGEN faglige blokadevagt skal 40 dage i fængsel for at kæmpe mod en arbejdsgiver , der ikke overholder løn og arbejdsforhold, samt så almindelige fredelige demonstranter tør deltage i en demonstration igen.

Tusind tak til alle de demonstranter oppe foran der kørte totalt god stil og var 100% ikke-voldelige på trods af at peberen og slagene (både fra knipler og knyttede pansernæver) regnede ned over dem. I er fucking seje! Og minus til politiet for at true mig med at rive min næsepiercing ud. Mange af dem var synligt nervøse og kunne nok have haft brug for en omgang coke for ikke at ligne nogle der var ved at bryde sammen... Bagefter hørte jeg en af dem sige "det er jo en god sag I kæmper for". Jamen hvorfor siger du så ikke op, bassemand? Der er da ingen der siger man ikke behøver at tænke selv og blot parere ordrer.

Inger Sundsvald

Kære Dorte Sørensen

Jeg beundrer din vedholdende insisteren på at gøre opmærksom på, at ”Lømmelpakken” vil betyde, at faglige blokadevagter skal 40 i fængsel, fordi de kæmper:

”mod en arbejdsgiver, der ikke overholder løn og arbejdsforhold”

… og at konsekvensen er, at:

”almindelige fredelige demonstranter [ikke] tør deltage i en demonstration igen”.

Jeg deler dit håb, men jeg har absolut ingen tiltro til at OVK vil indse denne konsekvens. Tværtimod tror jeg, at de er himmelhenrykte over denne ”sidegevinst”.

Jimmi Thøgersen

Inger Sundsvald:

Deler desværre din mangel på tiltro. Men også håbet - er vel hele grunden til at også jeg bliver ved at nævne det, hvor nævnes kan.

Desværre ser jeg så derudover alvorlige problemer med brugen af politiloven - som bare er blevet forstærket af lømmelpakken, hvis resultat vi endnu intet har set til - ud over de 12 timers præventiv anholdelse ved demonstrationer og opløb (ikke i andre tilfælde) mod før 6.

William Blackstone og Benjamin Franklin ville få hjertekvababbelse, hvis de havde overværet udviklingen af de danske retsprincipper.

Har skrevet en usigelig lang sammenfatning af fakta og konsekvenser vedr. bare lørdagens begivenheder - ikke i forventning om at nogen læser den (den er også kun læselig af venner i øjeblikket), men for at få frustrationerne ud.

Indse magtens volume..
Brian Mikkelsen er en alen ud af samme stykke politik som i hine dage Thune Jakobsen og Pürschel.
Næste kapitel bringes i morgen.

Inger Sundsvald

Jimmi Thøgersen

Jeg kender godt det der med at skrive for at komme af med frustrationerne. Det er ikke altid egnet til publicering. Men her på sitet hører du absolut til dem jeg læser med interesse når jeg ser dit navn vise sig på listen. Der er mange andre som jeg véd, at det ikke er værd at spilde tid på.

Jimmi Thøgersen

Inger Sundsvald:

Og i lige måde, da!

Teksten er måske nok publicérbar (ellers ville venner heller ikke få lov at læse den), men bare afsindigt lang: ca. dobbelt Informations-kronik-længde - uden at være kronik-materiale, vel at mærke.

Visse dele af familie og bekendte i Jylland kunne måske have godt af at læse den. Men kan være jeg skal skaffe nogle plastic-strips for at få dem pacificeret længe nok.

Og til Lars Borking, Sebastian Gjerding og Information: Tak for endnu en overordentlig velskrevet, levende og stemningsfuld reportage fra felten. Måske nok ikke helt objektiv, men det foregiver den heller ikke at være - i modsætning til størstedelen af reportager vinklet fra den modsatte side af hegnet.

Jimmi Thøgersen

Det er netop en god ting at skrive tingene ned - det hjælper dig til at huske, og yderligere kommer der jo andre dage senere.

Din udlægning vil jo være i modstrid med det officielle samfunds udlægning, og måske derfor endnu vigtigere for eftertiden.

Jeg ved ikke, om du har læst de to bøger den gamle syndikalist Christian Christiansen, fik udgivet om sit barndom og ungdom på Nørrebro, hvor politiet også den gang undertrykte proletariatet.

Det er god læsning for enhver aktivist, og det kan dine egne skriblerier måske også blive en dag. ;-)

Bill Atkins

"Inden klimamødet startede var jeg meget obs på at der også skulle være fair mediedækning af de alternative synspunkter - og der må jeg konstatere at TV2 news er langt mere nuanceret end DR’s nyhedsafdeling…"

Det sq alle de røde lejesvende i DR, eller hvordan det nu er højrefløjen argumenterer ;-)

Jimmi Thøgersen

Niels Mosbak:

De er sat på læselisten. :-) Og tak! (Den vender vi tilbage til længere nede)

Markus Lund:

Også tak for endnu en rapport - og ja, ud fra selv reportagerne fra "den anden side" lyder det til, at demonstrationen forløb som ønsket. Det indgyder især respekt, når diverse talsmænd dagen inden blev anholdt på et noget søgt (om end legitimt) grundlag. Jeg kunne godt forestille mig ekstra, meget uhensigtsmæssigt, temperament i samme situation. Ærgeligt, at højrefløjen med garanti læser de samme reportager på anden vis.

Bagefter hørte jeg en af dem sige “det er jo en god sag I kæmper for”. Jamen hvorfor siger du så ikke op, bassemand? Der er da ingen der siger man ikke behøver at tænke selv og blot parere ordrer.

Her vil jeg så sige, at der kan være mange grunde til at "parere ordre". Man behøver ikke nødvendigvis at tro på den opgave man er sat på - eller føle enorm loyalitet overfor sine arbejdsgivere. Det betyder oftere mest, at man er loyal overfor sine kolleger. Og er mindst lige så legitim en grund.

Og så må jeg (jfr. Inger Sundsvalds kommentar) lige indskyde min dybeste respekt for hr. Mosbak, for at øse ud af sin erfaring, og for samtidig, på trods af - men med ekstra vægt fra - den erfaring, at kunne revse politi(ledelse) og stat på det fornemste. Fremragende læsning for en person, der aldrig fandt autoritetstroen, selv lidt over et årti efter teenageårene. Og en stor hjælp til ikke at lade autoritets-leden gå over i enkeltpersons-lede.