Læsetid: 3 min.

Russiske forfattere i kamp med bolighajer

Korrupte embedsmænd og bolighajer vil privatisere den berømte forfatterlandsby Peredelkino og forvandle den til et paradis for de nyrige
Forfatteren Julia Latynina og hendes familie er blandt dem, der risikerer at blive smidt ud af deres huse i Peredelkino.

Forfatteren Julia Latynina og hendes familie er blandt dem, der risikerer at blive smidt ud af deres huse i Peredelkino.

Sergej Isakov

14. december 2009

MOSKVA - Folk, som har set filmen over Leif Davidsens roman Den Russiske Sangerinde, vil huske scenen med sang og vodka og mange mennesker i det hyggelige træhus ude midt i en birkeskov. Så kender man Peredelkino, forfatterlandsbyen vest for Moskva, som Stalin og Maksim Gorkij lod oprette til forfatterne i midten af 1930'erne. Stalins ide var at samle forfatterne i et kollektiv i behagelige omgivelser, så de i fred og ro kunne frembringe værker om kommunismens og hans, Stalins, fortræffeligheder.

Sådan er det ikke mere i det moderne kapitalistiske Rusland. Korrupte embedsmænd, spekulanter og svindlere er i disse måneder i fuld gang med at privatisere Peredelkino for en slik med det formål at smide forfatterne ud og sælge grundene, så nyrige kan bygge deres palæer derude i de eftertragtede omgivelser.

Fed fortjeneste

Det fortæller en af beboerne, digteren og publicisten Marina Kudimova, tidligere formand for Den Demokratiske Forfatterforening, i sin beskedne lille datja. Forsøget på at privatisere Peredelkino har skabt en masse ballade, demonstrationer med direkte tv og et møde med premierminister Putin. Men ingen løsning.

»Du tror da vel ikke, at den lille gruppe af kyniske mennesker, som består af Litteraturfondens direktør, lokale korrupte embedsmænd og skruppelløse bolighajer, vil lade denne fede fortjeneste går deres næse forbi, bare fordi der bor en flok gamle forfattere her i byen. Nej, de vil tjene millioner af dollars på at presse os ud, for eksempel ved at lade huslejerne stige astronomisk. Jorden herude er millioner værd. 100 kvadratmeter koster fra 50.000 dollar og op. Så de er ligeglade med forfattere og kunstnere, der hører til de mest ubeskyttede mennesker i dagens Rusland,« siger Marina Kudimova vredt og højt og skænker et glas te.

Dumt og kriminelt

Landsbyens grunde og huse ejes formelt stadig af staten i form af det lokale styre i distriktet Leninskij Rajon. Beboerne har alle fået tildelt retten til at bo der på livstid.

»Men problemet er,« siger Kudimova, »at ingen i Forfatterforeningen og Den Litterære Fond, som havde råderetten i sovjettiden, støttede mine forsøg som formand på at få formaliseret forholdene omkring Peredelkino. Jeg tror desværre, at vi står i en håbløs kamp mod banditter for retten til at bo herude. Det er naturligvis på tide at få det hele legaliseret og måske privatiseret, men det skal ikke ske på den måde, som alt foregår her - udueligt, groft, dumt og kriminelt, hvor alle kun tænker på at berige sig selv.«

Marina Kudimova, der selv har boet i 'sin' datja med sin mor og datter i snart 20 år, fortæller, at det hele begyndte, da Sovjetunionen »Gud ske tak og lov« brød sammen. Samtidig brød også Sovjetunionens Forfatterforening sammen.

»Tilbage stod ruinerne af en kæmpeorganisation, som havde rådet over gigantiske værdier. 'Forfatternes Gazprom', talrige bygninger i byerne - i Moskva alene har foreningen stadig 6.500 kvadratmeter bygninger - sanatorier, hospitaler, feriesteder, hoteller, aviser, forlag, tidsskrifter osv. Der var for enorme summer, og alle forsøgte at få en bid af kagen, alle ragede til sig, og mange gjorde det ulovligt.«

Kamp til stregen

Ifølge Kudimova sker der nu det, at de lokale embedsmænd i distriktet efter aftale (læs bestikkelse) med lederen af Litteraturfonden smider forfatterne ud, sælger grundene til nogle bolighajer for en slik, hvorefter de bliver solgt videre i dyre domme til nyrige. Alle bliver rige, på nær forfatterne, som i mange tilfælde er gamle, meget fattige og kommer til at stå på gaden.

»Jeg siger ikke, at staten skal forære jorden og bygningerne til beboerne, men jeg siger, at regeringen må bremse banditterne og forhindre en svinsk overtagelse af Peredelkino, der jo er blevet holdt ved lige af beboerne. De har selv betalt for reparationer og istandsættelse. Ikke en øre har vi fået til det. Desuden er her jo tre forfattermuseer, bl.a. Pasternaks. Ja, hele Peredelkino er et historisk mindesmærke. Jeg håber regeringen vil gribe ind og forhindre røverkapitalismen i at ødelægge dette. Jeg er bange for, at det ikke lykkes, men vi vil kæmpe for det,« siger Marina Kudimova, og når hun siger sådan, kan embedsmænd og bolighajer vente sig.

Kudimova er kendt for at give kamp til stregen, når hun kæmper for en sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Samtidig med Marina Kudimova kæmper for at beholde sovjetiske værdier, skynder hun sig at tilsvine Sovjetunionen. Det samme gør egentlig artiklens forfatter, idet han først præsentere den sympatiske ide med et, forfattere kollektiv for så strakt, at fortælle at tangen bag var grum og usympatisk. Samme retorik er vi dog vand til fra Berlingske Tidende og JP. Hvor (uhensigtsmæssigt) positiv omtale af Sovjetunionen, altid rundes af med en perfid bemærkning.
Jeg kan som læsere ikke afgøre om det bare er i automat svar; som mange russere der er vand til, at omgås fremmede, er eksperter i. De ved hvad vi vil hører og de ved især hvad der kan give bonus i form at: fonde; rejser; deltagelse i internationale konferenser; hjælpepakker osv. Den russisk mentale diskurs er gennemsyrede af sådanne parallelle virkeligheder. Lige fra to pris systemet (et for russere og et andet for udlændinge) til værdi diskussionen. Et sæt normer gælder mellem russere, og et andet sæt gælder mellem russere og dem udefra. Når den udenlandske journalist er skredet, kommer vodkaen på bordet sammen med et helt andet sæt normer, og en helt anden diskurs. Rigtig god journalistik er selvfølgelig at nå ud over denne rampe!
Marina Kudimovas dilemma deler hun med rigtig mange russere: De vil bevare det bedste fra kommunismen, og indfører det værste fra kapitalismen – bevidst eller ubevidst. Minder mig om min ven Katja; som er et godt eksempel på en repræsentant fra den nye middelklasse. ”Hvorfor betaler du ikke skat Katia” spørger jeg ”Fordi i Rusland få jeg ikke noget for skatte pengene” svare hun prompte. ”f.eks. skal jeg betale for medicin” forsætter hun indignerede. ”Jamen Katja” siger jeg så ” i Danmark betaler vi også for medicin – det du vil have er et kommunistisk samfund”. Hun ser uforstående på mig!