Læsetid: 3 min.

Så kom der penge på bordet i Bella Center

Hillary Clinton lovede i går penge uden en klar giver. 'Det løfte er hullet som ozonlaget,' siger Christian Friis Back. Men COP15's næstsidste dag bød også på åbningtegn
USA's udenrigsminister Hillary Clinton sagde i går fra talerstolen i Bella Center, at det er planen, at Barack Obama skal komme til København i dag og fortsatte så: »Lad os håbe, at der er noget at komme efter.«

USA's udenrigsminister Hillary Clinton sagde i går fra talerstolen i Bella Center, at det er planen, at Barack Obama skal komme til København i dag og fortsatte så: »Lad os håbe, at der er noget at komme efter.«

Claus Starup

18. december 2009

Dagen startede tung som sneen på metroskinnerne. Nattens historie om, at ingen troede på en aftale i København havde taget den sidste rest af pust ud af de fleste. Men så begyndte der at ske ting. Statsminister Lars Løkke fik overbevist udviklingslandene om at lade Connie Hedegaard lede arbejdsgrupper om de to forhandlingsspor, og lettelsen var mærkbar, da der begyndte at komme skub i tingene igen. Og ikke længe efter, at dørene til arbejdsgrupperne var lukket, gik den store VIP-dør uden kø op og USA's udenrigsminister Hillary Clinton indtog talerstolen.

»Vi er ved at løbe tør for tid, men vi er nødt til at have denne aftale,« understregede hun.

Venezuelas Hugo Chavez skulle have talt, men var aflyst og rygtemaskinen var gået i gang igen: Ventede han på, at Obama meldte afbud, så han kunne tordne, at de riges leder alligevel ikke ville smudse sig til i fiaskoens søle? Ikke hvis man skal tro Hillary Clinton.

»Planen er, at han kommer i morgen. Lad os håbe, at der er noget at komme efter,« sagde Clinton direkte adspurgt. Og hun havde også et konkret løfte med: USA's regering ville love, at den sammen med andre lande vil skaffe penge til en årlig pulje på 100 milliarder dollar fra 2020 til de fattigste og mest sårbare lande. Nøjagtigt, hvor pengene skal komme fra, var mere uklart.

»En blanding af nationale og private. Der er mange idéer,« forsikrede Clinton.

Tomme løfter

Den slags har Bukina Fasos præsident dog hørt for ofte.

»Vi er ofte blevet lovet en masse - tænk bare på Milennium-målene - men i realiteten er det meget svært for Afrika at få adgang til pengene,« sagde Blaise Compaoré på et efterfølgende pressemøde.

Og ifølge Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, er USA's udmelding »hullet som ozonlaget«.

»Det står hverken klart, hvor mange, fra hvem og hvornår. Hvor meget USA selv vil give, hvordan regningen ellers skal fordeles mellem de rige lande, eller om de rige lande vil kræve, at de fattige lande betaler en del,« siger han.

Jon Burgwald, politisk medarbejder i Greenpeace fremhæver det positive i, at USA faktisk er indstillet på at tale langsigtet finansiering.

»Det har de hidtil afvist, og rædselsscenariet var jo, at København ville ende med, at de rige lande købte de fattige for en pose penge her og nu,« siger Jon Burgwald og tilføjer: »Havde det hele været penge fra statskasserne, havde vi nok jublet, men da det er uklart, hvor meget, der er private penge, nøjes vi med at være mildt positivt overraskede.«

Christian Friis Back er også bekymret over Clintons henvisning til privat finansiering.

»Hvad betyder det? At tv-indsamlinger skal indgås? At CDM-programmer skal? Hvad med private investeringer? Det er simpelthen for uklart,« siger Christian Friis Back og slutter: »100 milliarder er langt fra nok, omkring 4-5 gange mindre end det beløb, som Verdensbanken vurderer er nødvendigt. Og selv hvis vi anerkender, at det trods alt er et stykke af vejen, har vi jo set, at de glorværdige løfter har det med at blive udvandet, hvis de ikke er en del af en juridisk aftale.«

Kina og USA

Uanset hvad der sker i de officielle forhandlinger, er der et forhold som alle skæver til: USA og Kina. Under sit pressemøde nævnte Hillary Clinton gentagne gange behovet for gennemsigtighed.

»Vi kan ikke forhandle, hvis der er parter, der ikke accepterer det,« sagde hun med henvisning til Kinas kategoriske afvisning af at blive tjekket efter i sømmene om opfyldelse af fremtidige reduktionsforpligtelser. Men noget tyder på, at de to storudledere er tættere på hinanden, end man umiddelbart skulle tro.

Ifølge John Nordbo, klimamedarbejder i Verdensnaturfonden (WWF), spekuleres der i, om de kan ende med at melde ud med en bilateral aftale, hvor det så er USA, der får indblik i Kinas CO2-regnskab.

»På den måde kan Obama sige derhjemme, at Kina har bøjet sig, mens Kina vil kunne kræve noget til gengæld. Samtidig har de, fordi det bare er en aftale mellem de to lande, ikke lovet noget på vegne af de andre store udviklingslande som f.eks. Indien,« siger John Nordbo, der understreger, at det ville være en potentielt farlig udhuling af kontrolmekanismerne i Kyoto-protokollen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Johansen

"Penge på bordet"?

Et enkelt lille spørsmål: hvor mye er egentlig 100 milliarder dollars (som hvem skal betale?) i forhold til de 8000 (åtte tusen) milliarder dollars som USAs
regjering har brukt på å redde sine globale finanssvindlere? Svar: en åttiendedel, 1/80. Neste spørsmål: hvor alvorlig er "finanskrisen" i forhold til klimakrisen. Mitt anslag: ca. en milliontedel. Finanskrisen er over på et par år eller fem, klimakrisen har langt alvorligere følger og vil følge menneskene i tusener eller titusener av år framover. På hundre år har menneskene brukt opp fossile karbonlagre som det har tatt klodens natursystemer flere hundre millioner år å produsere.

Hvor mye er det nå USA bruker årlig på sine kriger? Ja, mer enn det beløpet som de her "lover", og nok delvis på vegner av andre.

Hvordan man enn vender på det, proporsjonene her er groteske og avslører fullstendig den dype uvitenhet, dumhet og falskhet disse forhandlingene føres med fra allverdens statsledere, som jo alle er av denne innbildt "moderne" typen:

http://www.guardian.co.uk/theguardian/cartoon/2009/dec/15/steve-bell-ton...

Verdens årlige utgifter bare til reklame er mer enn nok til å avverge klimakrisen, f.eks., men det kunne ikke falle dem inn å beskatte reklamesvineriet med så mye som en promille. Men i virkeligheten burde det forbys øyeblikkelig, dersom vi begrep alvoret, det alene ville gi en gigantisk nedgang i energisløseriet.

Ved å skrive en tenkt tale av Obama (som selvsagt ikke vil bli holdt) til COP15 utstiller George Monbiot i The Guardian glimrende vår tids lederes blindhet og hykleri:

""So I have come here to propose two policies which could meet the challenge our scientists have identified. This is the first. I hereby commit the United States to cutting greenhouse gases by 50% against our 1990 levels by 2020. I commit to this cut regardless of what other nations might do, but I urge you to compete with me to exceed it. We should be striving to outbid each other, not to undercut each other.

"I recognise, however, that even this measure cannot guarantee that we stay within the two-degree limit. Eventual global temperatures will be set by the accumulation of carbon dioxide in the atmosphere. The best scientific estimate is that we can afford to burn a maximum of 60% of the carbon stored in the world's current reserves of fossil fuels. A safer proportion would be 40%.

"When I arrive home I will commission a taskforce to identify which of the fossil fuel reserves of the United States will be left in the ground. I will commission a second taskforce to identify the conservation and renewable energy projects needed to cover the gap.

"These policies will present the United States with a formidable challenge. But my country, with its great wealth and deep reserves of ingenuity and enterprise, is better placed to respond than any other. When the United States entered the second world war, it was unprepared for the challenge presented by its enemies. But within six months we turned the economy around to meet it. By the middle of 1942, more than 1,000 automobile plants in the United States had been converted to manufacture weapons. Ford was soon turning out a B24 bomber every 63 minutes, GM took just 90 days from a standing start to begin the mass production of amphibious vehicles.

"Today a similar technological revolution is required. Just as in 1941, we can rise to it, but, with the benefit of modern methods and materials, even more quickly. No longer will the United States, which has long been in the forefront of every one of the world's technological revolutions, be left behind in the most important race of all."

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/cif-green/2009/dec/16/copenhagen...

Information bør straks oversette denne tenkte talen, den er genial. Folk kan så sammenligne den med den talen som faktisk blir holdt.