Nyhed
Læsetid: 3 min.

Sidste store danske selskab opgiver klyngebomber

I løbet af de sidste to år er de fleste investerings- og pensionsselskaber holdt op med at investere i klyngebomber. SEB-invest holdt fast til det sidste, men har nu givet efter for mediernes pres. Nu mangler vi blot atomvåben og børnearbejde, lyder det fra Folkekirkens Nødhjælp
Indland
7. december 2009
I løbet af de sidste to år er de fleste investerings- og pensionsselskaber holdt op med at investere i klyngebomber. SEB-invest holdt fast til det sidste, men har nu givet efter for mediernes pres. Nu mangler vi blot atomvåben og børnearbejde, lyder det fra Folkekirkens Nødhjælp

Efter pres fra medierne besluttede SEB-invest torsdag at ændre på et af deres investeringsindekser, så deres kunder ikke længere investerer i klyngebomber.

»Det var en beslutning, vi traf med det samme, da vi kom i avisen. For det kan man jo ikke have siddende på sig i vore dage,« siger direktør for SEB Invest, Niels Jørgen Larsen om beslutningen.

Dermed er SEB-invest det sidste af de 20 største danske investerings- og pensionsselskaber, som opgiver at investere i klyngebomber. Det viser en stor undersøgelse, som DanWatch og Folkekirkens Nødhjælp har lavet i fællesskab. Det næstsidste selskab, Sparinvest, valgte at droppe deres investeringer i klyngebomber, da de blev kontaktet af DanWatch i forbindelse med undersøgelsen.

Uetiske investeringer

Hos Folkekirkens Nødhjælp vækker nyheden glæde hos generalsekretæren.

»Det er et kæmpe gennembrud, for det er nogle modbydelige våben,« siger Henrik Stubkjær, som kalder investeringerne i klyngebomber for uetiske, fordi 98 procent af ofrene for bomberne er civile.

Klyngebomber består af en stor skal, og inde i den ligger der 50-200 mindre bomber.

»Problemet er, at 10 procent af de her små bomber ikke eksploderer. De ligger spredt ud på marker, i haver, på tage og på veje. Nogle af dem har sådan nogle små vinger for at de kan flyve bedre, så de ligner jo noget spændende legetøj, og dem samler børnene op, og så bliver de lemlæstet,« siger Henrik Stubkjær.

Steen Vallentin er lektor på Copenhagen Business School og ekspert i virksomheders sociale ansvar. Han mener også, at det er en meget positiv udvikling, at de største danske investerings- og pensionsselskaber ikke længere investerer i klyngebomber.

»Generelt har der været en tendens blandt de store investerings- og pensionsselskaber i retning af større åbenhed, og en mere systematisk og professionel tilgang til det her med etiske investeringer, hvilket betyder, at der er færre brodne kar, der dukker op på deres lister,« siger Steen Vallentin, som dog samtidig understreger, at Danmark stadig halter efter mange andre europæiske lande.

Hos Folkekirkens Nødhjælp håber man da også på, at det her kun er det første af mange skridt, som pensions- og investeringsselskaberne tager i retning af etiske investeringer. Henrik Stubkjær nævner investeringer i virksomheder, der benytter børnearbejdere, samt investeringer i atomvåbenproducenter som eksempler på andre områder, hvor der bør sættes ind .

Ikke helt slut

Hos SEB Invest mener Niels Jørgen Larsen imidlertid, at det er umuligt at investere 100 procent etisk korrekt. Selv om SEB Invest nu er holdt op med at investere i tre producenter af klyngevåben, kan han ikke garantere, at deres kunder ikke af og til vil være med til indirekte at sætte penge i klyngebombeproducenter. Det sker f.eks., når SEB Invest tilbyder de såkaldte 'futures'. En future er en aftale om køb og salg af et værdipapir til en bestemt kurs på et fastsat fremtidigt tidspunkt.

»Hvis man f.eks. investerer i en future i «det Nordamerikanske marked,« er de her selskaber børsnoteret der, og så længe selskaber, der producerer klyngebomber, kan være på en fondsbørs, så er de en del af markedet, og der er jo ingen, der har forbudt dem at være på fondsbørsen,« siger Niels Jørgen Larsen.

Han slår derfor fast, at i og med at alle de store investeringsselskaber stadig investerer i futures, investerer de også indirekte i klyngebomber.

»Så det bliver vel det næste, man går i gang med at kigge på, hvis der ellers er nogen, der kan gennemskue, hvordan de fungerer,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viv Haufenreich

det er lidt med investeringsfolk som med den moderne politiker der lover noget når det endeligt har givet så meget negative PR at man bliver nød til at "sige noget". Da Obama ville "lukke" Guantanamo blev det ved den symbolske kommunikative handling - hvad SEB gør her er jo bare at kommunikere at de "åbner" et indeks - læg mærke til at der ikke bliver kommunikeret at man vil undgå våben investeringer i fremtiden. Filosofien er jo - giver det penge er vi ligeglade!?

Simpelthen den værste umenneskelighed fra den værste skuffe overhovedet..

Hav aldrig mere noget med den bank at gøre!

Godt at vi har Dan Watch og Folkekirkens nødhjælp.
Der er så mange andre investeringsmuligheder,
end lige våbenindustrien.
Begrebet "Etiske investeringer", er noget sludder.
Det handler først og fremmest om, at bruge sin sunde fornuft. Det må også være muligt for Pensionsselskaber. Det er trods alt borgernes penge de forvalter. Hvis SEB Invest ikke fatter det,
har de ingen fremtid....!

jaja, jeg synes også at man kunne sætte de samme etiske krav når det kommer til handel/brug af hvid fosfor, hvordan den efter håndbogen og krigens love må/bør bruges, og hvordan den i virkeligheden bliver brugt( i områder hvor der befinder sig civile personer ), prøv lige at lave billedesøgning på google for: white phosphorus
( http://images.google.dk/images?hl=da&source=hp&q=white%20phosphorus&um=1... )
Hvad sker der egentlig i hovederne på dem som tager de beslutninger inden for militært regi, at bruge hvid fosfor imod civile?.
Hvis noget, så er hvid fosfor ligeså ond, hvis ikke ondere end klyngebomber.
mvh

I krisetider har investorene det med at vende sig mod krigsindustrien, så lad os se.