Læsetid: 12 min.

Man sprænger da ikke højhuse i luften?

Efter 40 års fejlslagen integration og milliardinvesteringer i genopretning er Århus nu klar til at følge hollandsk eksempel og rive boligblokke ned i Danmarks største ghetto, Gellerupparken. De eneste, der er usikre på ideen, er områdets beboere
Efter 40 års fejlslagen integration og milliardinvesteringer i genopretning er Århus nu klar til at følge hollandsk eksempel og rive boligblokke ned i Danmarks største ghetto, Gellerupparken. De eneste, 
der er usikre på ideen, er områdets beboere
4. december 2009

Midt i Danmarks største ghetto ligger tre børnehaver i forlængelse af hinanden. De våde og vinterhærgede legepladser vender ud mod den sti, som forbinder Gellerupparkens to ender – City Vest og Bazar Vest. Tusmørket har ramt den asfalterede sti, som en stor del af Gellerupparkens godt 6.000 beboere træder på hver dag, når de skal til og fra biblioteket, kirken, børnehaverne og indkøbscentrene. Men om få år er stien højst sandsynligt væk. For politikerne i Århus har en plan med Gellerupparken. De er trætte af historier om ildpåsættelser, hærværk og stenkast mod ambulancer, og de er stødt på nok elendige statistikker om kriminalitet og høj arbejdsløshed.

Nu vil de rydde op. Og derfor skal en del af boligblokkene i Gellerupparken enten sprænges i stykker eller sælges som ejerlejligheder. Samtidig skal der oprettes arbejdspladser og en ny bygade med forretninger, så folk uden for parken får et formål med at bevæge sig indenfor i det lukkede boligområde. Sådan har man gjort i Berlin, Paris og Amsterdam, og nu er turen kommet til Gellerupparken.

Tabersted fra begyndelsen

»Jeg vil hellere have revet min højre arm af end at bo i Gellerupparken«. Sådan indledte teolog og tv-vært Jørgen Thorgaard sit DR-program Kirkeligt Forum tilbage i 1973. Dengang havde Gellerupparken – eller Gellerupplanen som det blev kaldt – kun stået færdig i et år. Men det ændrede ikke ved, at Gellerupparkens grå betonblokke allerede var blevet til et symbol på områdets sociale tabere, som ikke kunne klare sig selv, enten fordi de var arbejdsløse, dårligt uddannede eller på andre måder ustabile.

»Gellerupparken har altid været lavstatus, og selv i starten af 1970’erne, hvor der slet ikke var flyttet indvandrere herud, var det heller ikke fedt at sige, at man boede her,« fortæller formand for Brabrand Boligforening Helle Hansen.

Hun flyttede til området som otte-årig sammen med sin mor og søster. Det var i 1973 og kun et år efter, at Gellerupparken var bygget færdig.

Men allerede dengang stod det klart, at Gellerupparken aldrig ville blive til det attraktive boligområde, som arkitekterne, politikerne og boligforeningen havde håbet på. Visionen om, at de store, lyse arkitekttegnede lejligheder skulle lokke middelklassen væk fra byen og ud i Brabrands grønne områder var slået fejl. For middelklassen kom aldrig. Og derfor blev boligforeningen nødt til at leje lejlighederne ud til folk på overførselsindkomster, som måtte have tilskud fra kommunen for at kunne betale huslejen.

»Tanken var, at lejlighederne skulle være til almindelige mennesker fra middelklassen, som havde fast arbejde og råd til at betale huslejen. Desværre lykkedes det bare ikke at leje lejlighederne ud til dem, man havde tænkt, der skulle leje dem,« fortæller tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen, som blev medlem af Århus Byråd i 1966 og efterfølgende rådmand fra 1971 til 1981, inden han blev borgmester i Århus i 1982 og frem til 1997.

På vej mod ghettostatus

I løbet af 1970’erne begyndte de første tyrkere at flytte ind i lejlighederne. Det kan Thorkild Simonsen godt huske. Dengang var der en positiv stemning omkring tilflytterne fra Tyrkiet, og der var mange danskere, som gerne ville i kontakt med dem. Det er også sådan, Helle Hansen husker det, når hun tænker tilbage på sine første år i det boligområde, hvor hun stadig bor. Sommeren 1976 står især klart for hende, for det var den sommer, hvor den første tyrkiske familie flyttede ind i den blok, hvor hun selv boede.

»I familien var der fem sønner med store, brune øjne, så hele den sommer gik med, at mine veninder og jeg legede på græsset nede foran blokken«.

Da Helle Hansen senere blev gammel nok til at få sin egen lejlighed, flyttede hun ind i en af Gellerupparkens et-værelses lejligheder. Men i 1987, da et par af hendes venner fra den lokale håndboldklub havde fået fat i en fem-værelses lejlighed, flyttede hun i bofællesskab sammen med fire venner. Lejligheden fra dengang er den samme, som den hun bor i nu. Hun har i perioder været væk fra Gellerupparken, men da den fem-værelses lejlighed blev ledig igen for et par år siden, kunne hun ikke sige nej. Lejligheden ligger på 7. sal med udsigt over Brabrand Sø, og om sommeren skinner sollyset direkte ind gennem de store vinduer i stuen og ned på lejlighedens to altaner. Helle Hansen har 300 meter til indkøbscenteret City Vest, en bustur til gågaden i Århus, og så er huslejen billig. Der er ovenikøbet så meget plads, at hun i øjeblikket har to lejere boende. Sådan en lejlighed er eftertragtet – også hvis man er en stor familie.

Politisk ukorrekt

Året inden Helle Hansen flyttede i bofællesskab, ankom Farid Haddad til Danmark for første gang. Han havde valgt at rejse væk fra den palæstinensisk flygtningelejr i Beirut, hvor han var født og opvokset. Hans plan var at komme til Danmark for at få et arbejde og en lejlighed. Den første lejlighed, han fik, lå i Mørke – 20 kilometer fra Århus. Men da hans kone Shada kom til Danmark tre år efter, blev parret enige om, at de ville tættere på byen. I Libanon havde de været vant til at bo i de større byer, og på det tidspunkt var det ikke svært at få en lejlighed i Gellerup.

»Dengang var der næsten kun danskere, tyrkere og lidt andre udlændinge i lejlighederne. Men senere kom der flere folk fra Libanon, og i dag har vi vores eget lille miljø,« fortæller Farid Haddad.

I dag taler han ikke med andre danskere i området. Det har han vænnet sig til ikke at gøre. For i takt med, at danskerne er flyttet ud, er flere danskere med anden etnisk baggrund flyttet ind. I dag har omkring 90 procent af beboerne i området anden etnisk baggrund end dansk. Tilbage i 1980’erne var tallet omkring 40 pct. Og allerede dengang var politikerne opmærksomme på tendensen.

»I slutningen af 1980’erne begyndte man for alvor at råbe vagt i gevær, fordi der var 40 procent med anden etnisk baggrund, og afdelingsbestyrelsen i boligforeningen skrev til Århus Kommune og gjorde opmærksom på, at nu måtte politikerne gøre noget,« siger Helle Hansen.

I 1980’erne var tildelingsreglerne til lejlighederne anderledes, end de er i dag, og det betød, at det var muligt at arve en lejlighed fra sine bedsteforældre. I modsætning til de andre boligforeninger, der havde lange ventelister, var Gellerupparken derfor et af de få steder, hvor folk rent faktisk kunne få en lejlighed. Derfor undrer det ikke Helle Hansen, at så mange danskere med anden etnisk baggrund flyttede ind. Men det undrer hende, at lokalpolitikerne i Århus ikke dengang gjorde noget for at vende udviklingen.

»Udviklingen fik bare lov til at fortsætte, og det er derfor, at Gellerupparken i dag bliver anset for at være en ghetto og et problem. Thorkild Simonsen var borgmester dengang, og han var i hvert fald ikke vågen,« siger Helle Hansen.

Det mener Thorkild Simonsen nu selv, at han var: »Byrådet forsøgte at komme igennem med et forslag om, at der kun måtte bo en vis procentdel i hver opgang. Men dengang var der ingen, der turde bede folk om at bo andre steder. Det var ikke politisk korrekt,« fortæller den daværende borgmester.

Siden begyndelsen af 1980’erne er der derfor postet milliarder af kroner i Gellerupparken for at rette op på fortidens demokratiske forestillinger om funktionelle lejligheder, hvor lys, luft og udsigt var i højsædet. Ifølge Weekendavisen har områder som Vollsmose, Tingbjerg, Gellerupparken, Tåstrupgård og andre af landets almene boligkvarterer de sidste godt 20 år modtaget mere end 35 mil­liarder kroner til renoveringer fra stat, kommuner og Landsbyggefonden. Derud over er der blevet afsat store beløb til boligsociale formål for at fremme en mere ligelig beboersammensætning.

Idealistiske danskere rykker ind

I dag er det ikke hvem som helst, der kan få en lejlighed i en af de 23 blokke, som Gellerupparken består af. For byrådet har indført det, der hedder kombineret udlejning. Det betyder, at folk, som er under uddannelse eller har et job, kan komme foran i køen. Til gengæld bliver folk på kontanthjælp bremset i at komme ind. Den ordning har Richard og Anna Margrethe Wegeberg Nebel benyttet sig af. For tre år siden flyttede de ind i en af de grå betonblokke på Bentesvej. Udefra virker husfacaderne uopslidelige grå og kolde, og på en novemberaften er der både dødt langs murene og på plænen foran blokken. Det er først oppe på 3. sal, at det bliver tydeligt, hvorfor Richard og Anna Margrethe har valgt at bo her med deres datter Rakel på næsten to år. De byder indenfor i en 40 kvadratmeter stor stue med lyst parketgulv, hvide vægge og gulv-til-loft vinduer, som afslører lejlighedens altan og udsigt ud over Gellerupparkens grønne områder. Familien Wegeberg Nebel udgør mindretallet af etnisk danske familier, som er flyttet til Gellerupparken inden for den seneste årrække. Richard er uddannet pædagog, og lysten til at flytte til området med det dårlige omdømme begyndte hos ham.

»Jeg har altid haft lyst til at arbejde med danskere med anden etnisk baggrund, og i det her område er der mange interessante projekter, som man kan engagere sig i. Derudover er det fantastisk sted at bo, fordi folk interesserer sig for hinanden. I alle de opgange, hvor jeg tidligere har boet, har jeg knap nok talt med mine naboer,« fortæller han.

Men i opgangen midt i Gellerupparken er familierne i opgangen begejstrede for, at det danske par valgte at flytte ind. Derfor gik der heller ikke mere end 10 minutter efter, at de nybagte forældre var vendt hjem fra hospitalet med deres nyfødte baby, før underboen stod i døren for at ønske tillykke. På samme måde kiggede Richard og Anna Margrethe forbi med en buket blomster, da et familiemedlem i opgangen var død. I dag drikker de jævnligt kaffe med de andre beboere i opgangen. Men parret er ikke i tvivl om, at man skal ville det, hvis man vil bo i Gellerupparken. For der ér omstændigheder ved området, som umiddelbart kan virke uoverskuelige.

»Det første år havde jeg en aftale med Margrethe om, at jeg kom og hentede hende ude ved ringvejen, når hun havde været på besøg hos nogen uden for parken,« fortæller Richard.

Dengang var Anna Margrethe utryg ved at gå i parken om aftenen, fordi mediernes beskrivelse af stedet havde været negativ gennem lang tid. Men det er hun ikke i dag, og derfor henter Richard hende heller ikke længere.

»Det er fordi, ens egen erfaring langsomt begynder at fortælle én noget, som adskiller sig fra det, medierne fortæller,« siger han.

Ubetænksomme unge

Der er ingen tvivl om, at medierne har stor betydning for Gellerupparkens omdømme. For det er medierne, der fortæller om hærværk, røverier og afbrændte institutioner og blæser problemerne i området helt ud af proportioner. Det mener Helle Hansen.

»Min største udfordring ved at bo her er medierne. Deres billede af stedet er det mest negative, vi oplever herude,« fortæller hun.

Kriminaliteten er generelt faldet i Gellerupparken inden for de sidste par år. Det samlede antal sager om tyverier, vold, røverier og andre lovbrud er faldet med 33 procent, mens antallet af indbrud alene er faldet med 53 procent. En af forklaringerne er muligvis, at Brabrand Boligforening i 2003 indførte en politik, som betød, at familier kunne få opsagt deres lejemål, hvis deres børn var indblandede i kriminalitet i området. Indtil videre er tre familier blevet opsagt, og en enkelt familie er flyttet. Ifølge Richard Wegeberg Nebel er det en fejlslagen boligpolitik, som er skyld i, at der i dag bor så mange med anden etnisk baggrund i området.

»Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe fejl. Men det er vanskeligt at omgøre noget, som allerede er ført ud i livet,« siger han.

Uden for Gellerupparken bliver de sociale problemer i området ofte italesat, som om de er et resultat af de 90 procent danskere med anden etnisk baggrund, som bor i parken. Ifølge Richard Wegeberg Nebel er det et unuanceret synspunkt og langt fra hele sandheden. »Det største problem i Gellerupparken er den store grad af socialt udsatte, som bor her. Det har ikke nødvendigvis noget med hudfarve at gøre. Hvis du smækkede knap 8.000 socialt udsatte danskere sammen i ét område, så tror jeg også, der ville blive problemer,« siger han.

Og problemerne i Gellerupparken er store. Der vurderer politikerne i hvert fald, og derfor har kommunen og Brabrand Boligforening i fællesskab udarbejdet en ny plan for området. Målet med helhedsplanen er, at den skal ændre Gellerupparken fra et socialt udsat område til en attraktiv bydel. Planen indebærer blandt andet, at der skal etableres kontorer, nye boliger og en bygade med forretninger. Hvis planen skal blive til virkelighed, kræver det, at flere af de eksisterende boligblokke bliver revet ned.

»Der er sat fokus på, at vi er et dårlig område, som der skal ryddes op i,« siger Helle Hansen. Hun og resten af boligforeningen bakker ikke op om planerne om nedrivning, men foreningen er gået med i forhandlingerne, fordi det er bedre at prøve på at få indflydelse end at blive holdt helt ude.

»Vi forhandler med pistolen for panden, for vi ved ikke, hvad der ville ske, hvis vi sagde nej. Det er først og fremmest Venstre og de konservative, som gerne vil rive ned. Borgmesteren har ikke meldt ud, hvad han gerne vil, men han vil gerne have et forlig hen over midten, så derfor siger han også, at der skal rives ned,« siger hun og fortsætter:

»Det er en socialdemokratisk borgmester, som vil rive almennyttige boliger ned. Det synes jeg ikke er i orden«.
Helle Hansen understreger, at der slet ikke findes nok alternativer til lejlighederne i Gellerupparken.
»Hvis Venstres Gert Bjerregaard gerne vil vælte blokkene i Gellerupparken, hvorfor bygger han så ikke nogle store lejligheder til familierne ude i sydbyen? Problemet er, at en stor del af lejlighederne i de andre områder af kommunen ikke er på mere end 80 kvadratmeter. Sådan en lejlighed flytter du ikke ud i, hvis du har fire eller fem børn. Derfor mangler der en større plan,« siger hun.

Men planen er allerede klar. På nuværende tidspunkt findes der fire forskellige scenarier for området, som boligforeningen og byrådet skal tage stilling til i løbet af foråret. Boligforeningen bakker kun op om det scenarie, som indebærer, at tre boligblokke skal rives ned. Stod det alene til de borgerlige byrådspolitikere, skulle mindst otte blokke rives ned.

»Snakken om nedrivning handler kun om politik. Venstre vil rive ned, fordi de mener, det skaber forandring. Den idé er opstået, fordi de har været i Holland og set et projekt med et socialt belastet boligområde. Men beboerne i Gellerupparken har ikke været i Holland,« siger hun.

Forbilledet fra Holland er Bijlmermeer, som er et område i det sydøstlige Amsterdam. Biljmermeer består af ens grå betonhøjhuse, hvor der bor omkring 100.000 indbyggere med 150 forskellige nationaliteter. I et forsøg på at forbedre området, er der gennem en årrække blevet revet flere tusind boliger ned og bygget nye, dyrere lejligheder.

»Der er tale om omfattede tiltag, som har givet området et løft,« siger Lars A. Engberg fra Statens Byggeforskningsinstitut og tilføjer, at det hollandske boligområde stadig ikke har fået løst de sociale problemer.

»Det er fortsat et uroplaget område, som kæmper med kriminalitet og integrationsproblemer. Selvom man har givet området et løft, er problemerne langt fra forsvundet,« siger han og tilføjer:

»Hvis man vil ghettoiseringen til livs, handler det om at tiltrække den del af middelklassen, som er flygtet ud i villaerne. Problemet er bare, at det er svært at lokke dem tilbage, når et område først er blevet stemplet som et udsat område,« siger han.

I dag ærgrer det Thorkild Simonsen, at planerne for Gellerupparken gik op i diskussioner om, hvorvidt man kunne tillade sig at indføre en maksgrænse for, hvor mange etniske minoriteter, der måtte flytte ind.

»Imens politikerne skældte hinanden ud, rykkede folk ind i lejlighederne, og det er derfor, vi står med problemerne nu. Men tænk, hvis vi havde været mindre politisk korrekte dengang. Så havde Gellerupparken haft det langt bedre i dag«.

Farid og Shada Haddad er opdigtede navne. De har tidligere følt sig fejlciterede og hængt ud i pressen. Redaktionen kender deres rigtige navne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er underligt at se hvordan middelklassen efterhånden er kommet til ære og værdighed.

Når bonderøvene ikke kan få deres liv til at hænge sammen, kommer de krybende.

Grow up.

Men hvis man bliver forhånet længe nok så stemmer man på Pia, så det er nok for sent.