Læsetid: 5 min.

Statsministerens årlige monopol på propaganda

I morgen skal Lars Løkke Rasmussens holde sin første nytårstale som statsminister. En nytårstale, der begyndte som landsfaderens lejlighedstale og som indtil videre er endt som en agitatorisk og partipolitisk tale til de segmenter af vælgerne, som markedsanalyserne peger på
31. december 2009

Statsministerens har det særlige privilegium at tale direkte til befolkningen i radio og tv ved nytårstide. Han kan agitere partipolitisk uden journalister eller andre politikere til at stille ubehagelige spørgsmål. Hvorfor har han det privilegium?

Privilegiet er en tilsnigelse vokset ud af historien. Statsminister Thorvald Stauning talte allerede fra 1926 i radioen mange gange direkte til befolkningen. Thorvald Stauning indførte også statsministerens nytårstale. Allerede i 1930 holdt Stauning en nytårstale til Danmarks drenge. Nytår 1940 indførte Stauning så statsministerens lejlighedstale direkte til hele folket. Det var før kongens nytårstale blev en institution. I 1930'erne var Stauning Danmarks 'fører', ingen statsminister før eller siden har haft en tilsvarende opbakning. Det fremgår blandt andet af, at han i 1934 fik en æresbolig finansieret af A.P. Møller og andre erhvervsspidser. Med programmet 'Danmark for folket' fuldførte Stauning samme år forvandlingen af Socialdemokratiet fra et internationalistisk arbejderparti til et nationalt folkeparti. Han blev landsfader i stedet for arbejderfører.

Staunings holdt nytårstaler for at sikre ro og orden i en svær tid. Talen i 1940 blev holdt efter udbruddet af Anden Verdenskrig, men inden Danmark blev besat. Stauning gav udtryk for, at han var blevet bedt om at holde en nytårstale. Bedt og bedt! Arbejdernes Lytterforening sad nu stærkt i Radiorådet på den tid. Emnet var den lille neutrale stats forhold til sine langt stærkere naboer. Han talte om Danmarks undergang, hvis neutraliteten blev opgivet. Stauning konstaterede, at Danmark ikke kunne forsvare sig effektivt. Det var ikke en socialdemokratisk tale, det var en landsfaders nedslåede forberedelse af befolkningen på en alvorlig tid.

Året efter var Danmark besat af tyskerne. Stauning talte med alfaderlig autoritet til folket om ikke at miste modet og heller ikke ty til ufine metoder eller uærligt arbejde på grund af besættelsen. På intet tidspunkt hævede han sig op over befolkningen og talte på vegne af politikerne eller regeringen. Han talte ikke om politiske initiativer, og han drog ikke politiske skel i det danske samfund. En kodning af hans taler viser tværtimod, at han mange gange talte om den samlede befolkning og 'Danmark'.

Lejlighedstalen

Statsministerens nytårstale forsvandt i slutningen af besættelsen, da ministrene ikke længere fungerede under det såkaldte departementschefstyre. Kongen holdt til gengæld nytårstaler allerede fra 1941. Men efter krigen kom statsministertalen igen. Da det var Venstres Knud Kristensen, der var statsminister nytår 1946, fik socialdemokraterne dog sneget ind, at en socialdemokrat også skulle holde nytårstale. Først da socialdemokraten Hans Hedtoft nytår 1948 var statsminister, blev talen forbeholdt statsministeren.

I mange år var talen hovedsageligt hævet over den daglige partipolitik. Så hævet at statsminister Krag i 1972 ville modernisere talen til en samtale med Folketingets formand, den radikale Karl Skytte - Skytte blev dog på grund af sygdom erstattet af historikeren Tage Kaarsted, hvis tilbøjeligheder var mere radikale end socialdemokratiske. Krags motiv kan have været, at han vidste, at han virkede stiv som taler, men han så også nytår som en lejlighed til at hæve sig op og se bredere på samfundets tilstand.

Partipolitiseringen

Der sneg sig dog efterhånden flere og flere partipolitiske elementer ind i nytårstalen. Anker Jørgensen talte nytår 1973 om det, som altid lå ham meget på sinde, demokrati og fred. Poul Nyrup Rasmussen talte i nytår 1994 om medmenneskelighed, retfærdighed, optimisme over for globaliseringen og om at gøre plads til de arbejdsløse og de svage. I hans tale viste sig et skel mellem de stærke og de svage. Disse taler var langt mere socialdemokratiske end Staunings nytårstaler, men de var ikke konfrontatoriske.

Venstre-statsministrene Erik Eriksen (1951) og Poul Hartling (1974) sneg i højere grad end socialdemokraterne konkrete politiske tiltag ind i talerne. Til gengæld var deres sprog mere neutralt, i Erik Eriksens tid kan man ligefrem tale om kancellistil. Det samme kan vi ikke sige om sproget hos den seneste statsminister fra Venstre, der har holdt nytårstale. Stilen blev nu hentet i reklamens og agitationens verden.

Krigeriske Fogh

Anders Fogh Rasmussen satte nytår 2002 en helt ny værdiorienteret og ideologisk tone, som også var udfordrende og konfrontatorisk. Han talte om, at befolkningen ikke skulle finde sig i eksperter, der optrådte som 'smagsdommere'. Og så skulle der føres fritvalgspolitik i forhold til offentlige institutioner og indføres maksimale ventetider på to måneder til sygehusene. Talen var en skarp bagudvendt kritik af det socialdemokratiske velfærdssamfund.

Foghs retorik var krigerisk - måske opflammet af terroraktionerne i USA 11/9 2001. Til eksempel kan nævnes 'herskesyge tyranner', 'religiøse fanatikere', 'kompromisløs bekæmpelse af terrorisme og det onde', 'opgør med stive systemer', 'ensretning', 'statsautoriserede smagsdommere', 'eksperttyranni', samt 'et ramaskrig fra de berørte'. Ordet 'smagsdommer' er et fund af en kombination af noget blødt 'smag' og noget hårdt 'dommer'. Et lidt længere citat giver en prøve på Foghs retorik:

»Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter. Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomheden fra det væsentlige. Det vil helt sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte.«

Det var en dagsordensættende kålhøgen statsminister, befolkningen hørte. Det var også en konfrontatorisk og trodsig tale. Den var et farvel til det samarbejdende folkestyre, et goddag til blokpolitikken. Talen vakte opsigt og indledte den diffuse værdikamp. Foghs senere nytårstaler har vel været knap så udfordrende, men Fogh hyppede altid uden vaklen egne politiske kartofler.

Fogh refererede i 2002 mindre end halvt så hyppigt som Stauning i 1941 til den samlede befolkning. Til gengæld refererede Fogh hyppigt til regeringen. En landsfaders lejlighedstale til folket var forvandlet til en agitatorisk og partipolitisk tale til de segmenter af demokratikunderne, markedsanalyserne pegede på. Ingen spurgte: Er det rimeligt, at statsministeren en gang om året får monopol på politisk propaganda uden modspørgsmål? Lars Løkke Rasmussens første nytårstale vil næppe heller rejse det spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

."Statsministerens har det særlige privilegium at tale direkte til befolkningen i radio og tv ved nytårstide. Han kan agitere partipolitisk uden journalister eller andre politikere til at stille ubehagelige spørgsmål. Hvorfor har han det privilegium?"

Er det i virkeligheden ikke meget værre, at de statsfinancierede elektroniske massemedier resten af året også bliver styret benhårdt af regeringen?

"Foghs senere nytårstaler har vel været knap så udfordrende, men Fogh hyppede altid uden vaklen egne politiske kartofler."

Og så var talerne konsekvent gennemsyret af xenofobi og islamofobi.

Politiske ledere år 2000+, og specielt måske dem man finder omkring regeringen, har ikke specielt fokus på "folket" og "landet" men på jobbet, deres eget og hvordan det kan føre til det næste (vellønnede) job. Engang ville man have kaldt det korruption, men det var dengang.

En uhørt manipulation fra Fogh var, at han (og hans regering) altid talte om regerings'ansvar' fremfor regeringsmagt; men ingen har i den grad ladet hånt om ansvar og demonstreret magt.

Martin Kristensen

Hvis Information kunne løsrive sig fra sit had til regeringen (naivt håb, I know...) ville de og Tim Knudsen opdage noget sjovt:

Der er ikke noget monopol!

INGEN - læs INGEN - forhindrer Helle Thorning, Ville Søvndal eller Frank Aaen i at holde en nytårstale. Jeg mener ovenikøbet førstnævnte har gjort det tidligere som leder af oppositionen.

At befolkningen hellere vil høre en tale om visionerne (eller mangelen på samme...) fra dem der har magten end fra dem der gerne vil have den er vil ingen overraskelse - og derfor har den siddende statsminister større interesse end eventuelle potentielle statsministre og diverse støtter. Ligegyldig hvor meget Information end støtter oppositionen,

Hurts, doesn't it :-)

I 2008 brugte Anders Fogh Rasmussen ordet "grøn" 13 gange i 2009.

Jeg vil gætte på at Lars Lille Løkke vil bruge ordet "Vision" 10 gange og løntilbageholdenhed/konkurrenceevne 20 gange... (visioner er gratis og overenskomstforhandlingerne truer(…men heldigvis har han lømmelpakken og en vellykket generalprøve i baghånden))

...og han vil stadig ikke kunne se den økonomiske krise (og slet ikke som en følge af regeringens finansielle politik) - og det på trods af at Margrethe kan se en langvarig økonomiske krise helt klart..

Inger Sundsvald

Jeg tror jeg gik glip af budskabet i talen. Jeg blev helt fascineret af hvor fint han var sminket og hvor ung og slank han så ud.

Missede jeg at han sagde, at han havde allieret sig med arbejderbevægelsen blandt alle de andre kloge hoveder?

...ok Løkke havde valgt ordet 'drømme' istedet for visioner - det er jo også endnu mindre forpligtigende

- og tavsheden vedrørende den økonomiske krise og de tiltag der er nødvendige... ja den var himmelråbende...

Det lover ikke godt for det nye år.