Læsetid: 3 min.

Topmødedagbog: Dæmonen i detaljen

Jeg forsøger at blive klogere på, hvordan man handler med CO2-kvoter. Hvis ikke kvotehandlen fungerer, så vælter resten af korthuset
Indland
9. december 2009

Kære Rose.

Hvordan kommer du til at høre om kvotesystemet om 15 år? Kommer du til at høre om et system, der brugte markedskræfterne som løftestang for den vestlige verdens CO2-reduktioner, eller bliver det historien om en afværgemanøvre, der sendte milliarder fra skatteydere til forurenere uden at hjælpe med det afgørende spørgsmål: Reduktion af drivhusgasserne i atmosfæren.

Jeg er gået til et møde om, hvordan en del af handelssystemet med drivhusgasser skal udvides fra at dække enkelte projekter til at dække hele sektorer. Lokalet er fuldt af folk, der enten handler CO2-kvoter eller udvikler projekter, der kan sælges på kvotemarkedet. Jeg forstår stort set ikke diskussionen, før end en franskmand spørger, hvor 'the demand' skal findes, men kommer til at udtale det som 'deamon', og den engelske ordstyrer smiler og siger 'i detaljen'.

Og detaljerne fortaber sig for mig. Jeg går videre. Spiser frokost og kommer for sent til et møde med folk, der har sultestrejket i 33 dage for at få politikerne til at handle med »mod« og derfor »leverer retfærdighed for de fattige i verden og for fremtidige generationer.«

Jeg forsøger at blive klogere på kvotehandlen igen. Et andet møde arrangeret af det sekretariat under FN, som står for at godkende de såkaldte CDM-projekter (Clean Development Mechanism), der giver selskaber og lande mulighed for at betale en slags aflad for deres hjemlige udledninger af drivhusgas ved til gengæld at udvikle projekter i u-landene, der sparer atmosfæren for CO2.Sekretariatet fremlægger en ekstern undersøgelse af, hvordan deres arbejde kan blive mere effektivt. En flot kurve på powerpoint viser, hvordan kvaliteten af arbejdet på mindre end tre år kan stige med 200 procent, og medarbejderne i samme periode kan få 50 procent mere fra hånden.

En teenager

Mødet er fuldt af CO2-handlere og projektudviklere. Men så rejser en dreng sig med bøjle på tænderne og en stemme, der lyder, som om den lige er gået i overgang. Han får mikrofonen og spørger til den foreslåede udvidelse af CDM-projekterne.

»Er det ikke et problem at slå projekterne sammen, fordi det giver mulighed for endnu flere smuthuller?« spørger han.

Nogle damer kigger op fra deres bærbare computer og hvisker: »En teenager!«

Sydafrikaneren John Kilani fra sekretariatet svarer, at man desværre ikke har kigget på den del af projekterne, men udelukkende på, hvordan arbejdet i sekretariatet kan blive mere effektivt.

Det får en tysker fra Potsdam Universitet til at spørge:

»Der er så meget kritik af CDM-projekterne, hvorfor har I ikke evalueret disse? Hvorfor har I holdt fokus så snævert, at I kun har kigget på, hvordan sekretariatet fungerer?« og så tilføjer han: »og hvor meget har det i øvrigt kostet at evaluere jeres arbejdsgange?«

Det sidste får han ikke svar på. Men John Kilani forklarer, at »CDM-reformen er et stort spørgsmål her på mødet, så derfor vil vi ikke gå ind i det.«

Tidligere på dagen har jeg mødt en researcher, der er ekstremt kritisk overfor systemet. Han har rødt hår og hedder Oscar Reyes, og så har han arbejdet i flere år på en bog, der lige er udkommet om emnet. Han slæber på en kæmpe bunke aviser, som lige er blevet trykt og bliver stoppet af en nordamerikansk indianer ved navn Tom Goldtooth, der lige skal have en avis.

Jeg interviewer Oscar. Det kommer nok i avisen i morgen. I aften er der endnu en workshop om CDM. Jeg håber, jeg forstår, hvad de siger. Jeg vil gerne kunne forklare dig, hvad der sker. Laver mødet nogle kæmpe huller, der gør al snak om reduktion ligegyldig, eller bliver CDM med alle de forandringer, der foreslås, en effektiv hjælpende hånd?

Jeg ved det stadig ikke.

Kærlig hilsen. Din far.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her