Læsetid: 5 min.

Topmødets lange rejse mod laveste fællesnævner

Til sidst gik der storpolitik i kampen for at redde planeten
Verdens ledere kom alle med fly til København - og tog hjem igen uden en aftale. Fra øverst til venstre er det Barack Obama (USA), Nicolas Sarkozy (Frankrig), Angela Merkel (Tyskland), Jose Manuel Barroso (EU), Hugo Chavez (Venezuela), Wen Jiabao (Kina), Dmitrij Medvedev (Rusland), Yukio Hatoyama (Japan), Kevin Rudd (Australien), Gordon Brown (Storbrittanien), Luiz Inacio Lula da Silva (Brasilien), Jacob Zuma (Sydafrika), Mahmoud Ahmadinejad (Iran), Susilo Bambang Yudhoyono (Indonesion), Robert Mugabe (Zimbabwe), Manmohan Singh (Indien).

Verdens ledere kom alle med fly til København - og tog hjem igen uden en aftale. Fra øverst til venstre er det Barack Obama (USA), Nicolas Sarkozy (Frankrig), Angela Merkel (Tyskland), Jose Manuel Barroso (EU), Hugo Chavez (Venezuela), Wen Jiabao (Kina), Dmitrij Medvedev (Rusland), Yukio Hatoyama (Japan), Kevin Rudd (Australien), Gordon Brown (Storbrittanien), Luiz Inacio Lula da Silva (Brasilien), Jacob Zuma (Sydafrika), Mahmoud Ahmadinejad (Iran), Susilo Bambang Yudhoyono (Indonesion), Robert Mugabe (Zimbabwe), Manmohan Singh (Indien).

19. december 2009

»Vi er klar til at blive så længe, det skal være. Det er vigtigt, at en aftale kommer i hus,« sagde Brian Cowen, den irske premierminister, til journalister i Bella Centers vandrehal.

»Disse ting har en tendens til at blive ved længe. Min seneste COP-erfaring var Poznan-mødet, og det sluttede kl. fem om morgenen,« sagde Eric Hall, pressesekretær for FN's klimachef Yvo de Boer, da han aflyste endnu et pressemøde sent fredag.

Der blev vandret meget hvileløst frem og tilbage, drukket megen kaffe og udviklet mange rygter i aftes i venten på, at de centrale statsledere arbejdede sig nærmere et kompromis, der kunne præsenteres for verden som 'København-aftalen'. Kl. 20.15 var det globale pressekorps som bissende køer stimlet sammen i det store presselokale ved rygtet om, at USA's præsident Barack Obama ville holde pressekonference. Blot for efter et kvarters nervøs venten at få besked af en venlig FN-talsmand om, at ingen - heller ikke en amerikansk præsident - havde booket lokalet til pressemøde.

Ved redaktionens slutning var en udbredt vurdering, at klimatopmødet i hvert fald ikke ville slutte med den detaljerede, 'politisk bindende' klimatraktat, som statsminister Lars Løkke Rasmussen for nogle uger siden præsenterede som ambitionen. Klimatopmødet i København var ved at ende som offer for global storpolitik, lød bitre anonyme vurderinger fra flere forhandlere.

Den svenske miljøminister Andreas Carlgren, talsmand for EU-formandsskabet sagde ved redaktionens slutning, at hvis den seneste foreliggende tekst blev topmødets resultat, var det en skuffelse. Mest åbenmundet kritisk var den russiske præsidents klimarådgiver Arkadij Dvorkovitj, der efter præsident Medvedevs afrejse fra København sagde til det russiske nyhedsbureau Interfax, at klimatopmødet havde været »et af de mindst succesrige møder på højeste niveau« overhovedet.

»Desværre er organiseringen sådan, at det slet ikke er muligt at opnå enighed,« sagde Dvorkovitj i noget, der lignede en bestræbelse på at lægge ansvaret for en lurende fiasko over på det danske topmødeformandskab USA's præsident Barack Obama og Kinas premierminister Wen Jiabao indledte kl. 19 deres andet bilaterale møde om de tilbageværende, afgørende konfliktpunkter.

USA vs. Kina

»De er nødt til at nå frem til en tekst. Det er for pinligt for dem ikke at nå et resultat. Hvad vi stadig ikke ved, er, om det bliver ambitiøst og brugbart, eller om det bliver et stykke 'greenwash', sagde Alden Meyer, klimaekspert hos Union of Concerned Scientists, ved mødets start. En time senere drog Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, en mere kategorisk konklusion, baseret på den seneste version af aftaleudkastet:

»Det ligger fast, at vi ikke får en ambitiøs klimaaftale i København - vi får starten på en klimakatastrofe. Det, der er på bordet, er end ikke en aftale. Det er en erklæring, og den er ikke retfærdig nok, ikke ambitiøs nok og ikke bindende nok.«

Endnu mere kategorisk og forbitret blev klimatopmødets forløb karakteriseret af den britiske miljøjournalist og -forfatter George Monbiot: »Først satte de planeten i kantede parenteser, nu har de bare slettet den helt fra teksten.«

Ved redaktionens slutning var rygtet, at Lars Løkke Rasmussen på et snarligt senere tidspunkt ville kalde landenes repræsentanter sammen og orientere dem om status og søge deres vejledning.

Uanset en politisk erklærings skæbne i den konfliktfyldte forhandlingsproces, var der for nogle intet håb om, at resultatet ville bringe dem tørskoet i land.

»Det er ligesom lægen, der står over en døende patient, og man venter, at det kan ske hvert øjeblik. Lige nu venter vi på, hvornår det sker,« sagde Mahmud Murshed fra Bangladesh' delegation. Ligesom de lavtliggende østater i Stillehavet og Det Indiske Ocean er Bangladesh en nation, der næppe sikres af det, der ved redaktionens slutning var klimatekstens overordnede mål: at øge indsatsen mod klimaforandringerne »i anerkendelse af den videnskabelige vurdering, at stigningen i den globale temperatur skal holdes under to grader.«

Stormagtsopgør

Forhandlingerne fredagen igennem var flere gange truet af sammenbrud, fordi Kina og USA stod stejlt over for hinanden. På ét niveau førtes forhandlinger mellem de godt 25 statsledere, der natten til fredag lavede det første aftaleudkast på godt to sider. Her udbyggedes teksten løbende på en række punkter, så f.eks. et langsigtet globalt CO2-mål på 50 pct. reduktion i 2050 og et tilsvarende mål for de rige lande på 80 pct. blev skrevet ind. Hvad man ikke ved redaktionens slutning havde med, var et årstal for, hvornår de globale udledningers vækst skal stoppe - tidspunktet som af formanden for FN's klimapanel Rajendra Pachauri er blevet angivet til 2015.

På ét andet niveau forhandlede Kina og USA for sig selv om de grundlæggende konfliktpunkter de to supermagter imellem. Umiddelbart drejede det sig på den ene side om USA's ufravigelige krav om international kontrol med, at Kina faktisk efterlever de CO2-mål, nationen måtte forpligte sig på. Hvis USA forpligter sig på et mål uden sikkerhed for, at Kina efterlever sit, så trues konkurrenceforholdet mellem de to økonomier, og så har Obama ikke mange chancer for at få Senatets accept af hverken klima-aftale eller en amerikansk klimalov.

På den anden side insisterede Kina på, at USA som verdens historisk største CO2-udleder påtager sig større reduktionsforpligtelser end de fire pct. reduktion i 2020 i forhold til 1990-niveauet, som Obama havde med til København.

Men samtidig bredte fornemmelsen sig af, at styrkeprøven mellem de to supermagter havde udviklet sig til noget mere ondartet med begrænset relation til klimaspørgsmålet

»Nu har vi brugt to uger på processnak og endeløse diskussioner på teknisk niveau i klimamødets arbejdsgrupper. Og til slut får man denne mistanke om, at det hele er sekundært. At dette handler om to supermagters opgør om deres fremtidige rolle på verdensscenen. Et opgør hinsides klimadiskussionen,« sagde en frustreret forhandler.

Måske er klimatopmødet i Bella Center endt som det historiske sted, hvor først et selvbevidst Afrika via obstruktion af forhandlingerne forsøgte at indledte et opgør efter århundreders vestlig udnyttelse af den tredje verden, herunder af dens økologiske råderum. For siden at blive stedet, hvor Kina valgte at demonstrere, at det nu ser sig selv som verdens nye stærkeste supermagt, og hvor et krisetruet USA følte det nødvendigt at forsvare sin position ved ikke at vige en tomme. Alt sammen historisk til at forklare, men måske med klimaet og verdens truede befolkninger som ofre Den politiske, ikkejuridisk bindende klima-erklæring, der syntes tæt på præsentation ved redaktionens slutning, kan næppe skjule dette.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Hvis vi nu ser det fra en lidt anden side kan man spørge om globalæt samarbejde overhovedet er ønsket? Måske skal der en "pisk" til i form af en reel trussel overfor det internationale økonomisk samarbejde. "Hvis ikke I gør X, så risikerer I Y restruktioner på handel, finansielt eller andet samarbejde. Naturligvis må det være mellem større økonomier, men sådan ender det måske.

Det der nu kommer ud af COP15 er nok det mest sølle resultat der kan tænkes, for Danmark og hele verden. Copenhagen outcome betyder vel kun at der kommer en ringe udtalelse, Der ikke forpligter nogen til noget.

Det er et nederlag for klimaet og for den demokratiske proces i hele verden også FN. Hvis der skal findes en løsning, skal det foregå i mindre forum G et eller andet, som derefter pålægger resten af verden deres aftale.

Kina har klart vist sig som en supermagt, som den ikke vil finde sig i ultimative krav fra vesten. Krav som vesten nok finder rimelig, men Kina ikke har den samme forståelse for. Fordi vesten lever i en form for folkestyre, og Kina mere er baseret for et form for teknokrati. Et teknokrati der har løftet 400 millioner ud af fattigdom. Langt mere end vesten demokratier nogen sinde har formået.

Kina's udvikling er klart afhængig af de vestlige forbrugere, og det er et langt stykke hen af vejen også Kina der nu finansier amarikanernes lån og forbrug.

EU og USA har andre virkemidler end FN aftaler der begrænser CO2 forbruget. Der kan sættes standarder for forbruget af CO2 på stort set alle forbrugsvarer, og disse standarder kan kræves transperante. Således at Kina og andre udviklingslande alligevel tvinges til at at vise hvad det reele forbrug er. Der eksistere allerede mange miljømærker der adressere dette, og disse kan let udvikles mere.

Vi ved allerede nu at COP16 i Mexiko, nok ikke kan tage handsken op, for der er flere af de internationale leder igang med valg. Bla den amerikanske president, hvor der er delstat valg til ..?. Det er jo ikke rimeligt at en supermagt som USA kun kan tage beslutninger hvert andet år, hvor der ikke er valg.

Vi har også set en dansk statsminister der træsker hen over andre. Der ikke gider høre på andre eller have almindeligt høflighed og takke folk for deres tale.

Der er en almindelige dansk holdning, at mene at man skal kalde en spade for en spade som masser andre politiker som Pia Kjærsgård også har. De træsker lige gennem andre landes forståelse med træsko på.

var der nogen der fantaserede om at der vile komme andet ud af det end en hel masse flyrejser for deltagerne?
- der som bekendt er noget af det mest CO2-forurenende.....
Selv forventede jeg at de alle ville enes om at gøre det pr år 2050, som skulle være gjort år 2015 - og den eneste grund til at de ville kunne enes om det ville være at de største svinere sagtens kunne bakke ud af en sådan aftale år 2020.

Kyoto er komplet irrelevant alligevel, så det havde ikke gjort så stor forskel om den blev afviklet eller ej - udover symbol-værdien selvfølgelig.

Per:
Jeg tror faktisk dette ringe resultat kan vise sig at blive en fordel i længden. Nu kan det ikke længere skjules for befolkningerne hvor svage lederne er. Forhåbentlig vil dette øge det folkelige pres.

Alle revolutioner (og det skal der til for at redde os) kommer nedefra - aldrig ovenfra.

Man kunne faktisk også konkludere, at de selvudnævnte "verdensledere" er parate til at akceptere en stigning i vandstanden i havene. Med deraf uforudsigelige følger. Altså at der gik en art fortidig form for magtpolitik uden visioner i sammenhængen. At man ikke magtede udfordringen fra et klima, man under ingen omstændigheder burde forsøge at 'forhandle' med.

Altså at de ikke formåede at forhandle med andet end deres egen mangelfulde selvforståelse af, hvilke nye perspektiver, som sætter betingelserne for de kommende generationer. Hvilket sætter dem i en klar modsætning til de enkelte individer kloden over.

At de sædvanlige politiske "kommentatorer" i nær fremtid vil forsøge at tale COP15 hen, og se frem til nye forhandlinger, ligger vel også fast. Det lever de, trods al fornuft, af. Taberen i nærværende situation er fortsat de kommende generationer. Men for så vidt også de gældende magt-relationer, der ikke formåede at nå et fornuftigt resultat. Man kan dermed med al mulig grund hævde, at anliggendet overhovedet ikke er hverken indløst eller præsteret.

Der er tale om en tragisk situation. Måske samfundstoppen kan se den opført i Operahuset, imens de udlever deres efterhånden omfangsrige omklædnings-forening. Altimens befolkningerne kloden over må forundres over, hvad i alverden der gik galt med 'verdens-ledningen'? En løs forbindelse? En kortslutning? Et strøm-udfald. Eller det sædvanlige...

Med venlig hilsen

Rune,
tja måske, man kan håbe på der snart kommer en mere bindende aftale, som kompensere u-landende for det CO2 forbrug, som i-landende allerede har forbrugt.

Vesten især EU kan tage aktion ved at kræve standarder, som carbon footprint hvor der også er store krav til produktionen af varerne, og stor transperens, som u-landende ikke kan klare. Det er tilbage skridt for globaliseringen, Kina og u-landende.

Problemet er jo at u-landens leder heller ikke står sammen, og FN ikke er forumet hvor problemer skal løses. Der er såkaldte u-lande der har en stor produktion af olie, som ikke har en nogen interesse i at løse det problem.

Men dette viser jo også at vi har et klart demokratisk problem, at FN virker ikke som en international demokratisk instutition.

I længden tror jeg også vi må forstå verden i en anden sammenhæng, hvor vesten må give indrømmelser til lande som Kina, og forstå og respektere deres mere teknokratier, der giver mange millioner af mennesker af mad på bordet.

@ "Til sidst gik der storpolitik i kampen for at redde planeten"

Til sidst? Hvor har i haft øjne og ører henne? Jeg spørger bare... Det har da aldrig været andet end storpolitik, under det dernistynde klima-papir...

Og noget helt andet: At Kina som det eneste land værdsætter deres suverænitet synes jeg er bekymrende. Den "transparens" som The Usual Suspects har så travlt med at tale om dækker jo reelt over påtænkte indgreb i suveræniteten... men nu da DK er reduceret fra nation til en delstat i EU pr 1. december uden så meget som en enkelt demonstrant, så tror da pokker at nogle danskere ville være i stand til at gennemskue det...

jennifer conway

I hate to say it...but the host country must bear the brunt here. She did not live up to her role as Chair...instead she politicised her police, alienated democratic movements, excluded NGOs, and lost herself in a mist of hubris....both Lokke R and Connie.

The internal realities of the Danish government have now hit the global community.......and its increasing disregard for basic civil liberties...it distresses me to say as I remeber Denmark as being once at the forefront

»Først satte de planeten i kantede parenteser, nu har de bare slettet den helt fra teksten.«

Fantastisk udtalelse af George Monbiot. Jeg flækkede af grin - helt upassende, naturligvis, udtalelsens egentlige alvor taget i betragtning.

Måske var det én af de godt 100 firkantede paranteser, som nationerne ikke kunne enes om: findes planeten, eller findes den ikke? Lad os lige nedsætte en arbejdsgruppe om det, med henblik på en senere briefing i plenum.

Dorte Sørensen

Det var trist at det stort opsatte Klimatopmøde skulle ende sådan.
Ren indenrigspolitisk må vi nu se om medierne giver Løkke Rasmussen skylden for fiaskoen, som de gav Fogh Rasmussen skylden for EU-udvidelserne. Den var de jo næsten vedtaget på forhånd takket være de store EU landes aftaler før EU-topmødet i København, hvor Fogh Rasmussen var formand.

Ralph Sylvestersen

FN smittet af den danske bacille!

Forståelse og vilje er selvsagt kardinalt - men omgivelserne spiller en rolle.

Og her har Danmark et medansvar for sammenbruddet.

At forhandlingerne blev henlagt til et land, der igennem 8 år er blevet formet af A.F.R.-Factory var en fejl.
At holde møde i et hus hvor beboerne til stadighed er i voldsomt klammeri og slagsmål er selvsagt dumt, hvilket forhandlingsklimaet under møderne har vist.

Rammerne for mødet blev formet af Foghs grønlortebrune falske spindrevne klimapolitik - resultatet blev derefter.

Marie Sanne Caroline Malmros

Der er en afgørende ting som man glemmer at diskutere i forbindelse med klima og det er befolkningens størrelse og tilvækst især i ulandene.
Jorden kan bære en befolkning på 1 mia. Vi er pt ca. 6 og om 20 år er vi 9. Det er helt uholdbart og er stærkt medvirkende til at store dele af befolkningen lever i ekstrem fattigdom og at der udover energi blever mere og mere mangel på elementere resourcer som f.eks. vand. Ulandene bør forpligtiges til at gøre noget ved deres befolkningsstørrelse og tilvækst. Og lad mig så lige gøre op med en myte. Mange børn i ulandene medfører kun en ting og det er forøget fattigdom og sådan har det altid været. Hvis man spørger kvinderne i ulandene om de gerne vil have færre børn , så siger de ja- men adgangen til prævention og abort er for dårlig.

Jens Carstensen

Uanset hvilke rammer der var blevet budt, så er der et åbent gab mellem de poltiske forhandlere og så ledernes divergerende muligheder for at tage beslutninger.Obama er temmelig styret af sit bagland og den helt igennem kapitalistiske økonomi og Kineserne har meget tydelige kommando-veje, i form af det kommunistiske statslige styringsapparat ~men samtidig ligger store dele af den vestlige produktion i Kina, hvilket gør forhandlingsgrundlaget kompliceret .Økonomiernes produktion, industrien er på et geografisk plan totalt forbundet, ja fedtet ind i hinanden, .
Jeg tænker, at Kinas Kommunistiske Et-parti system er politisk langt mere funktionelt når det gælder om, at lave langsigtede programmer og tage en-strengede beslutninger end Vestens demokratiske styreformer.Problemet er, at kineserne ved det og, at vi måske ikke vil erkende det Vesten. Måske er der ikke nogen modsætning men kineserne vil spille deres kort til det yderste! Der bliver sat dagsorden og stillet krav fra Kina...og det ska man ikke grine af !

Det handler IKKE om at passe på vores dejlige klode, men om magt og kontrol.

Forstå nu venligst, at CO2-farcen er afsløret - Google: CLIMATEGATE og indse, at IPCC's manipulerede rapport er baseret på spin, løgn og har en politisk agenda, fremfor en miljømæssig agenda.

Målet er at danne en verdensregering, og derved skabe en ny verdensorden hvor du, lille borger, bliver endnu mere ligegyldig i den store maskine.

Farvel frihed og sandhed, goddag globalistisk diktatur - baseret på en løgn som en stor del af befolkningen endda selv efterlyser... Kan det blive mere tragisk?

Claus Rasmussen

Jeg synes, det var et cirkus. Alt, alt for mange involverede med hver sin dagsorden, i stedet for en mindre gruppe bestående af de nationer, der i sidste ende alligevel viser sig, at blive afgørende for en aftale: EU, USA, Japan, Rusland, Kina og Indien. Så ville det være nemmere at få fred til at forhandle de nødvendige kompromisser på plads: At Kina åbner op for inspektion, og at USA skærer mere i sit forbrug.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, må vi håbe på, at vi sammen med USA kan udvide vores miljøkrav til importerede varer fra Kina og Indien, til også at omfatte CO2-forbrug ved fremstillingen. Hvis den kinesiske industri alligevel producerer efter "vores" miljøstandarder, kan det være lige meget, hvad den kinesiske regering mener.

I øvrigt en fremragende opsummering af konferencen i artiklen.

Jeg havde ikke forventet mere af klimatopmødet. Men det var ikke en fiasko men en selvskrevet success, lige meget hvor meget eller hvor lidt konkrete aftaler der kom ud af det. For nu har verdenssamfundet for alvor vist den gode vilje til at gøre noget ved verdens miljø og hermed klima. Dette var starten på begyndelsen.