Læsetid: 2 min.

Troels, Mugabe, Arnold, Frederik og Løkke

Jeppesen har været rundt med topmødets frontmænd
Jeppesen har været rundt med topmødets frontmænd
16. december 2009

»Michael Bloomberg,« siger han og giver mig hånden.

– Coooool... Så ... Har du nogensinde været i New York?

Manden kigger vantro på mig.

»Jeg er borgmester i New York!«

Er det så nu, man prøver at forklare, at det var en joke, eller går man direkte over til Delhis borgmester Sheila Dikshit og undskylder på vegne af de lømler, der har lavet sjov med hendes navneskilt?

Jeg møder Bloomberg igen næste morgen i et telt foran Rådhuset, mens han sidder på en scene og fortæller om alle de ting, han har gjort.

»Vi har lukket Broadway for gennemgående trafik, det er noget, vi har lært af jer her i byen.«

Så Bondam har ikke kun ødelagt København, men også New York. Der er fejl i COP15 reklamerne på busserne på vej mod Bella Center. Eller også er der bare nogen, der har fjernet ordene ’at home’ efter »Raise your voice«. Arnold Schwarzenegger skal mødes med Troels Lund Poulsen på den amerikanske ambassade. Arnold ser helt forkert ud ved synet af vores miljøminister. Han har aldrig før set en mand, der er så stor uden at have en eneste muskel.

Troels er glad for at møde Arnold, men selvfølgelig, når man har en gård, hvor køerne bliver født med fem ben og to hoveder, må det da også være rart at tale med et andet menneske med samme afslappede forhold til væksthormoner.

Arnold skal videre til Bella Center, hvor Lars Løkke venter. Arnold bliver helt sentimental ved synet af de dobbelthager, åh det var dengang, hvor man stadig kunne tage sin egen vægt i bænkpres...

Mugabe kommer et par minutter for sent til åbningen på ’high level segment’, men det kan også være svært at holde øje med tiden, når man både skal nå at have staldtips hos Per Larsen og tale finansiering med Løkke.
I øvrigt sjovt at se de to. De har samme statur, samme diplomatiske evner og samme interesse for klimaet. Mugabe har bare ikke helt samme tag på pressen.

Hmmm... Jeg har lige fundet en stand, der tilbyder at lagre al CO2’ren i jorden.

– Det er jo genialt. Hvad skal der til, hvordan får vi det op at køre så vi kan redde jorden?

»Det koster én millard euro pr. anlæg, i 2050 kan vi have opført 100, og til den tid vil vi også have opfundet teknikken, der kan gøre det, fortæller Veronica fra CCS-firmaet Bellona.Hmmmm... Jeg tror lige jeg tænker over det.

For godt nok har vi Troels, Mugabe, Arnold og Løkke til at redde jorden, hvilket svarer til at ansætte Rudy Frederiksen og Peter Lundin i en skovbørnehave til at lægge den pædagogiske linje, men på den anden side er 100 milliarder euro også lidt voldsomt...

Hov, Kronprins Frederik er i Aftenshowet. Sisse Fisker spørger, hvad han selv gør for klimaet.

»Jeg spiser fisk to gange om ugen.«

Jeg kan slet ikke vente til, det er hans tur til at holde nytårstale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer