Nyhed
Læsetid: 2 min.

Danmark i top med test af elever

Danske skolebørn hører til de mest testede i Europa, konkluderer en europæisk undersøgelse. Konsekvenserne af flere test er mere stress og mindre tid til undervisning. Forældre og elever vil skære ned på antallet af afgangsprøver i 9. klasse
Indland
29. januar 2010

Når eleverne fra 2. til 8. klasse i øjeblikket forbereder sig på de 10 landsdækkende nationale test, der har premiere om to uger, så er de en del af en dansk trend. Danmark er nemlig absolut førende, når det gælder antallet af nationale test i folkeskolen. Det viser en undersøgelse fra det europæiske informationsnetværk om uddannelse, Eurydice.

Sven Erik Nordenbo, som er direktør for Dansk Clearinghouse, der har sammenlignet mere end 61 forskellige undersøgelser af testsystemer verden over, mener, forklaringen er, at danske elever testes i langt flere fag end i vores nabolande.

»Der er en forestilling om, at testdata i sig selv vil gøre undervisningen bedre, så derfor må vi jo have det i så mange fag så muligt, men i vores undersøgelse af den eksisterende forskning omkring test fra 1980 til 2008, findes der intet belæg for, at lærerne kan anvende materialet fra centralt producerede test til noget. Derfor er det en gratis påstand, at eleverne lærer bedre ved test,« siger Sven Erik Nordenbo.

Blandt de negative aspekter af den øgede brug af test, som undersøgelsen fra Eurydice peger på, er indsnævring af pensum, mindre tid til undervisning samt øget stress af lærere og elever.

Kontrol

Lærernes formand Anders Bondo Christensen kalder det paradoksalt, at den danske folkeskole er blevet så prøvefikseret.

»Vi kommer til at bruge alt for meget tid på test og prøver, og det er et problem. Det kan være rigtig fornuftigt med lokale diagnostiske test, som 97 procent af lærerne brugte i læseundervisningen i 2004, fordi du her kan finde ud af, hvilke specifikke problemer eleverne har,« siger Anders Bondo Christensen, der mener, at de nationale test mere er et kontrolredskab end et pædagogisk redskab.

Sven Erik Nordenbo er enig. Selv om de nye nationale test adskiller sig fra de øvrige europæiske test, fordi de ændrer sig efter elevens præstationer, så vil det være meget svært for lærerne at omsætte den information til konkret brug i undervisningen.

»Testdata er udmærkede til at vurdere, om f.eks. Hobro er bedre end Holstebro, så de kan bruges til kontrol og benchmarking, men problemet er den pædagogiske anvendelighed,« siger Sven Erik Nordenbo.

Afskaf afgangsprøver

Formand for forældreorganisationen Skole og Samfund, Benedikte Ask Skotte, mener ikke, at de nationale test skal ses som benchmarking.

»Test skal kun fylde to millimeter, hvis folkeskolen er en meter, og de skal ikke offentliggøres,« siger Benedikte Ask Skotte, der sammen med Danske Skoleelever vil foreslå regeringstoppen på Marienborg at sløjfe afgangsprøverne i 9. klasse.

»Målet med skolen er ikke test, men at få uddannet alsidige elever, der er selvstændige og kan samtænke fag. Derfor mener vi med fordel, man kunne droppe nogle af de unødvendige nationale test i 9. klasse,« siger Benedikte Ask Skotte.

Forældre- og elevorganisationerne forestiller sig et stort afsluttende projekt i slutningen af 9. klasse i stedet for prøver i en masse fag.

Både på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser har prøverne oftere karakter af projekter. En projektprøve ville derfor ruste eleverne langt bedre til at få en uddannelse efter folkeskolen, mener Benedikte Ask Skotte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her