DF har radikaliseret udlændingestrategien

I efteråret 2009 lancerede Dansk Folkeparti en kampagne imod stormoskéer i Danmark, hvor pressemeddelelsens overskrift var »terroristreder«. I november krævede partiet, at alle 98 kommuner havde svinekød på børnehavemenuerne, og helst 20 procent af maden skulle bestå af frikadeller og flæskesteg.

Senest har Søren Krarup meldt ud, at Lars Hedegaard har »fuldstændig ret i«, at muslimer pr. definition er voldtægtsforbrydere.

Ifølge en række eksperter er de nævnte tilfælde - plus mange andre - et klart udtryk for, at Dansk Folkeparti er blevet mere »ekstreme«, og at partiet har »radikaliseret« udlændingestrategien.

»DF har mere ekstremt end tidligere grebet enhver chance til at provokere inden for deres særlige felt. De slår ned, hver gang de får muligheden for det,« siger Klaus Kjøller, lektor i politisk kommunikation ved Københavns Universitet.

Redaktør og kommentator ved den liberale netavis 180 grader, Ole Birk Olesen, mener også, at DF har skærpet taktikken.

»Deres forslag er blevet mere radikale. For eksempel var det for to år siden utænkeligt for dem at foreslå et forbud mod minareter, men det gør de nu,« siger han.

Flytter grænserne

Arne Hardis, politisk redaktør og kommentator på Weekendavisen, forklarer, at partiet virker mere provokerende, fordi det har skiftet fokus.

»I stedet for at afvise særrettigheder for muslimer er partiet begyndt at foreslå særforbud for muslimer, og det virker automatisk mere radikalt. Særforbuddene er også grunden til, at det udefra at se bliver sværere for partiet at skelne imellem islam og islamisme,« forklarer han.

Ifølge ham er strategien et led i en større plan for partiet:

»Der bliver lagt mere vægt på symbolske markeringer frem for at få gennemført reelle forslag, fordi Dansk Folkepartis kamp nu handler om at flytte konventionernes begrænsning i det politiske råderum. DF vil flytte grænserne for, hvad partiet kan lokke det politiske flertal til at gennemføre, og det kan de kun gøre ved at overskride de nuværende grænser,« siger han.

Ole Birk Olesen er enig:

»DF sørger for, at debatten kommer helt derud, hvor den aldrig har været før, for på den måde flytter man også den almindelige samfundsholdning, så de ideer, der ikke før var acceptable, bliver mainstream,« forklarer han.

Ifølge Arne Hardis ligger forklaringen også i, at »udlændingekampen har bevæget sig ind i anden fase«.

»Den første fase handlede om at begrænse tilstrømningen af indvandrere, hvor anden fase handler om, hvordan vi skal behandle de udlændinge, vi allerede har i landet. Her har DF langt sværere ved at få gjort partiets synspunkter til den sejrende opinion i folketinget, og derfor sætter de alt ind for at opnå lige netop det.«

'Provokationskursen' handler ifølge Klaus Kjøller ikke kun om at skubbe til befolkningens holdninger, men også om at beholde magten:

»Både V, K, S og endda SF er hoppet med på den stramme udlændingepolitik, så det 'nye og mere provokerende DF' er et forsøg på at blive ved med at være dem, der er mest ekstreme, fordi det giver partiet stemmer.«

Hardis mener dog også, at skiftet på statsministertaburetten har haft en indflydelse.

»DF ved ikke, hvor de har Løkke, fordi han virker ikke interesseret i udlændingespørgsmålet. De radikale forslag er på den måde et forsøg på at teste ham, så de kan få afklaret den værdipolitiske kurs,« siger han, og Klaus Kjøller tilføjer:

»Det eneste, der kan få DF til at ændre kurs, er, hvis VKO-samarbejdet ikke kan holde til, at DF bliver så ekstremt.«