Læsetid: 3 min.

Skal forskere tale som journalister?

Stadigt flere forskere fører et forståeligt sprog i den offentlige debat. I samme takt bliver det mere legitimt at rase over noget, vi ikke forstår
4. januar 2010

I 1799 kæmpede den tyske teolog og filosof Friedrich Schleiermacher mod de præster, der troede, at de skulle formidle Guds ord. Schleiermacher mente nemlig, at præsterne forhindrede en direkte, blomstrende og individuel tilgang til religionen til fordel for en såkaldt forståelsens rasen, der gjorde måden at forstå Guds verden på for ens. Det vil sige, at i det omfang, der var brug for præster, så var det som et nødvendigt onde - jo mere nødvendigt desto ondere.

210 år efter står vi i en lignende situation. Journalister - vor tids oversættelsespræsteskab - lever af en forståelseskløft mellem forskere og deres omverden. Og der rases. Forskere raser, hvis journalisters oversættelse forvrænger deres egentlige budskab. Politikere raser, når forskere ikke er forståelige nok for vælgerne. Og det fryder journalister sig over, da det skaber arbejde til dem. Såre simpelt, og så alligevel ikke. På trapperne til 2010'erne står langt flere forskere nemlig parat til at deltage som tilgængelige og forståelige forskere i medierne. En indikation herfor er en opgørelse DPU, Aarhus Universitet har foretaget på grundlag af data fra Infomedia, der fortæller, at de danske universiteter samlet set er blevet nævnt 322 gange hver dag i 2009 mod 62 gange om dagen hver dag i 2003. Men det indikerer måske også, at aktørerne ikke kritiserer hinanden på samme måde - og i samme omfang - som tidligere. For eksempel kan man i en ny ph.d.-afhandling af Ursula Plesner fra RUC læse om forskeren, Carl, der tilbage i foråret 2007 skrev et essay om anti-amerikanisme til Weekendavisens sektion Idéer. Essayet baserede sig på en videnskabelig artikel, som Carl i samarbejde med redaktøren Tenna omarbejdede, omarrangerede og oversatte til et lige lovlig godt journalistisk essay. I hvert fald fik det en af Weekendavisens korrespondenter, Bent, til at kritisere Carl for at overdrive fransk antiamerikanisme.

Eksemplet peger på, at en forskers - Carls - velvilje overfor den journalistiske fremstillingskrav bidrog til, at rollerne blev byttet om. Pludselig kritiserer en journalist en forsker for at være for forståelig. Men bør det ske? Det er der delte meninger om. Et eksempel på uenigheden er sociolog og forfatter Henrik Dahls anmeldelse af bogen Magtfulde diagnoser og diffuse lidelser af Nanna Mik-Meyer og Mette Brehm Johansen. I Weekendavisen skrev han følgende om bogens kapitel om køn:

»Hvis jeg forstår kapitlet ret, er forfatterne bange for, at nogen skal få den tanke, at mænd tit er maskuline, mens kvinder ofte er feminine. Derfor konstruerer de gyselige sætninger, der skal få læseren fra denne tanke. For eksempel: 'De sygemeldte i lidt ældre kvindekroppe, der kobles med diffuse lidelser, er aldersmæssigt i midten af 40'erne og opefter'. Det er vist sådan nogle, vi andre kalder midaldrende kvinder, men det nytter jo ikke at bruge udtryk, der er gamle og normative«.

Mit bud er, at Henrik Dahls kritik handler om, at han mener, at hovedforfatteren til kapitlet - Dorthe Staunæs, DPU - skriver om køn på en måde, der hindrer, at han og ligesindede får mulighed for at forstå det teksten handler om. Men hvorfor foretrækker Dorthe Staunæs så at bruge udtryk som mandekrop og kvindekrop? Hendes svar er, at hun ved hjælp af disse lidt kluntede udtryk ønsker at pointere, at sprog som ofte konnoterer til noget kvindeligt, ikke er forbeholdt kvinder. Det vil sige, at sprogbrug og budskab hænger anderledes sammen for hende, end det gør for Henrik Dahl. Er konklusionen så, at vi ikke kan oversætte mærkelige forskerudtryk til bredere sammenhænge. Og skal vi tilbage til den tid, hvor forskere deltog langt mindre i den offentlige debat. Nej, oversættelse skal der til. Det ved stort set alle forskere godt - både fra deres rolle som undervisere og som deltagere i den offentlige debat. Forskeres nuværende deltagelse i den offentlige debat skaber grundlag for en ny diskussion af, hvordan man kvalificerer oversættelser, så det ikke bliver til et teknisk spørgsmål om at bruge en vifte af journalistiske teknikker på et hvilket som helst indhold. Sker det, så udraderer vi enhver overraskelse og uforståelighed. Og det er ved Gud ikke rasende interessant.

Claus Holm er prodekan for formidling ved DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu