For første gang får offentligheden nu et indblik i, hvordan de hemmelige advokater i grove straffesager - de såkaldte tys-tys advokater - varetager deres arbejde. Og det er ikke just betryggende oplysninger.
Normalt har forsvareren og anklageren ret til at se alt relevant materiale fra politiet. Men siden rockerloven i 2003 har anklagerne undtagelsesvis fået lov til at holde dele af politiets materiale hemmeligt for forsvareren i grove straffesager.
For at få lov til det skal anklageren en tur forbi en dommer og da forsvareren i sagens natur ikke skal have noget at vide om materialet, skal en særlig beskikket forsvarer i stedet agere forsvarer for den 'rigtige' forsvarer.
Men den hemmelige forsvarer må ikke tale med den rigtige forsvarer. Derfor kender hun ikke sagen til bunds og kan derfor have svært ved at argumentere for, hvorfor materialet vil kunne gavne den anklagede i sagen.
Hashsmugling
Og i en konkret sag fra Højesteret erklærer den hemmelige forsvarer, at når hun ikke må tale med den rigtige forsvarer, så kan hun faktisk ikke varetage sit hverv ordentligt.
Sagen handler om heroin- og hashsmugling fra Jugoslavien - delvist med rockermiljøet indblandet i 2003. Anklageren nægter at udlevere nogle politirapporter til en forsvarer i sagen, og derfor må dommeren ringe efter en særligt beskikket forsvarer.
Hun mener imidlertid, at den rigtige forsvarer skal have lov til at se politirapporten. Men dommeren giver hende ikke ret, og forsvareren erkender sit nederlag; men giver også en forklaring på det:
»Uden bemærkninger fra T's forsvarer havde hun ingen mulighed for at fremkomme med relevante indvendinger.«
Materialet, som anklageren vil have undtaget, må ikke indeholde noget, der omhandler skyldsspørgsmålet og må ikke senere bruges i selve retssagen. Forsvarere mener alligevel, at det er betænkeligt, fordi materialet kan indeholde materiale, der gavner deres klient, og at de ikke kan bede om yderligere efterforskning på materiale, de ikke kender.
Dybt betænkeligt
Jurist Rasmus Rasch har som en af de eneste herhjemme beskæftiget sig videnskabeligt med problemstillingen i sin specialafhandling. Han siger:
»At dele af politiets materiale kan undtages forsvarerens aktindsigt, er dybt betænkeligt, for man kan ikke forsvare folk mod ting, man ikke ved, hvad er. Det er et helt grundlæggende princip, at man ved, hvad man er oppe imod. Så har politikerne lavet konstruktionen med de særligt beskikkede forsvarere, men der mener jeg ikke, man har opnået det, man burde: nemlig et reelt forsvar. De særligt beskikkede forsvarere, der skal repræsentere den sigtede og forsvareren, kender ikke selv sagen og ved derfor ikke, hvilke spørgsmål vedkommende skal stille,« siger Rasmus Rasch og fortsætter: »Så risikerer vi i sidste ende, at domstolene tillader hemmeligholdelse, fordi der ikke har været et kvalificeret modspil til anklagemyndigheden for at udelukke materiale fra sagen. Vi risikerer falske lodder i vægtskålen.«
Kimen til justitsmord
Tidligere landsdommer Holger Kallehauge siger, disse hemmelige advokater er på en kafkask opgave, der er dødsensfarlig.
»Den rummer kimen til et justitsmord,« siger han.
De hemmelige advokater udpeges, når anklageren bruger Retsplejelovens §729c. Af en redegørelse fra Rigsadvokaten fra 2006 fremgår det, at der har været 24 sager fra 2003 til 2005. 12 har været rockerrelaterede. Samtlige sager har generelt handlet om narko, sigtelser for manddrab, grov vold, røveri, berigelsesforbrydelser, brandstiftelse, seksuelle overgreb og bestikkelse. Rigsadvokaten konkluderer, at der derfor ikke er grund til bekymring, fordi reglerne kun bruges undtagelsesvis, hvilket også er meningen.
P1 Dokumentar har kontaktet landets politikredse for at se udviklingen. Syv kredse har i alt brugt reglerne 65 gange fra 2006 - 2009. Fire kredse ønsker ikke at medvirke - herunder Københavns Politi og Vestegnens Politi - hvorfor de 65 sager må siges at være et konservativt skøn.
Uforberedt advokat
Justitsministeriet håndplukker de hemmelige forsvarere. Det er hemmeligt, hvem de er og hvilke kvalifikationer, de udpeges efter.
I går kunne P1 Dokumentar afsløre, at den hemmelige forsvarer i en sag om narkosmugling fra Mellemamerika var en erhvervsadvokat, der mødte så uforberedt op i retten, at han havde medbragt en gammel udgave af Retsplejeloven, hvori den relevante paragraf slet ikke stod opført.
Dommeren måtte derfor belære ham om den rette bestemmelse og så gik advokaten ellers i gang med opgaven efter bedste evne.
Men det var reelt dommeren, der varetog denne hemmelige forsvarers opgave.
»Det var en iøjnefaldende oplevelse,« fortæller den pågældende byretsdommer, Bjørn Graae.
»Og det var en lidt ejendommelig fornemmelse at tilkalde én, man skulle forvente var specialist på det her område og så opdage, at han slet ikke havde en retsplejelov med den rigtige bestemmelse. Så tilkaldelsen af denne særlige advokat blev formalistisk, uden noget indhold. Og der er jo ellers reelt tale om, at man sætter den 'rigtige' forsvarers kompetencer ud af funktion i et eller andet omfang. Derfor er det vigtigt, at kontrollen er der, men når den kontrol ikke fungerer, er den jo ikke noget værd. Det er jo det, der er problemet, det er jo ganske tunge sager, vi har med at gøre, ikke en færdselsforseelse til 500 kroner. Så skulle tingene helst virke. Jeg tænkte, det var godt, at det ikke var så tit, vi havde den slags sager, for oplevelsen var ikke så behagelig.«
Kafka gå hjem og læg dig, du har mødt de sande mestre.
Det er med andre ord imperativt, at medierne nu giver den danske offentlighed muligheden for at ytre sig i denne sammenhæng. Ikke mindst således, at et eventuelt alternativt flertal får lejlighed til at melde rent flag. Hvilket faktisk savnes...
Hvorfor? Fordi Regeringen over VOK-flertallet i den grad fifler med rets-tilstanden her til lands. Der er gået hemmeligheds-hensyn i sammenhængen mere end hensynet til almindelige rets-principper, som skulle sikre det enkelte individ alle muligheder for at imødegå eventuelle anklager. Når hemmelighed overtager sammenhængen, stilles individet umiddelbart svagere. Det er der ingen Hugo's pokus i.
Men individet er årsag til rets-tilstanden i enhver fornuftig rets-filosofisk sammenhæng. Og ikke en undværlig side-effekt. Dette forhold rykker ved den enkelte danskers rets-stilling. Der er alene suverænitets-fordringen at klandre for anliggendet. Og det ser ikke særlig godt ud for begrundelses-strukturen efterhånden:
Er for mange blevet mere lige end andre a la Animal Farm? Er der tale om politiske partiers hensyn til egne vælgeres økonomiske beskyttelse? Skal vi forvente yderligere forskelle inkorporeret i lovgivningen?
Der er med andre ord al mulig grund til at stille konstellationen omkring suverænitets-fordringen klare spørgsmål til i hvilken retning man bevæger sig. Magt eller fornuft? Et socialt (empatisk) funderet fællesskab eller alles kamp imod alle? Den stærkes ret-princippet eller et samfund, der måler sin værdi i, hvordan det behandler sine svageste? Og så videre...
Eks: Indenrigs- og Socialministerens forsøg på at bortdefinere den statslige opgave at tage vare på de hjemløse for at overlade opgaven til privat godgørenhed. Tydeligvis efter amerikansk model. Så er det nemlig overladt til de resourcestærke selv at indvolvere sig. Hvilket på sigt naturligvis er en god forretning og intet andet. men der er rigeligt med andre eksempler...
Hvor opfatter hemmeligheds-kræmmeriet sine egne grænser? Hvis ikke formuleret over suverænitets-fordringen? Hvorfor må vi ikke i f.eks humanistisk sammenhæng stille relevante spørgsmål til netop denne sammenhæng? Med andre ord med et citat fra 1980-erne:
"I could tell you something - it's a secret..."
Med venlig hilsen
Der røg endnu et stort stykke af den retssikkerhed som vi næsten ikke har længere.
Naturligvis er enhver hemmeligholdelse af oplysninger, der er vigtige for sagen samt at retten beskikker advokater, der mangler den fornødne, opdaterede viden om den materielle ret på det område, sagen omhandler, da retsretssikerhedsmæssigt betændt.
Imidlertid har forfatteren i faktaboksen kun valgt at citere RPL § 729 stk 1 og stk 5 , men således "behændigt" undlade at citere nogle særdeles vigtige retssikkerhedsmæssige garantier i indholdet af denne regel, som i høj grad indsnævrer muligheden for at dommeren kan nå til en kendelse om at foretage det omtalte indgreb - ligesom en ny dommer skal beslutte, om det under selve straffesagen er grundlag for .
"§ 729 c.
Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller helbred,
5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller
6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.
Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.
Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra §§ 729 a og 729 b. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før hovedforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.
Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra §§ 729 a og 729 b, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. "
Vedr. de øvrige, nævnte regler, kan man evt.selv slå efter på under retsplejeloven - og få til kapitel 66 på:
www.retsinfo.dk
Reglen skal ses som en undtagelse i helt særlige tilfælde, og Højesteret har desuden haft lejlighed til at omtale sig om brugen af disse regler flere gange, hvilket dommerne ved de lavere instanser er forpligtet til at rette sig efter, så helt så skidt, som Marianne Mandoe skriver, er retssikkerheden gudskelov ikke.
Iøvrigt kan passe på med bevidstløst her i Infor... konsekvent - som fx. Barlach, - at give VK + O hele skylden for alle dårligdomme her i landet, idet der her er tale om en videreførsel af en tilsvarende regel, der blev vedtaget i 1978 under S-regeringen, og ændret af SR-regeringen i 1994 - med seneste ændring, 2006.
Historisk set, er det reelt meget begrænsede forskelligheder, man i nyere tid har kunnet spore i politikernes reaktionsmønstre, når de først er kommet i regering, - uanset partifarve.
Men det ændrer vel ikke ved, at retssikkerheden er så godt som ikke eksisterende når § 729 c anvendes.
Når anklagemyndigheden suverænt og uden kontrol bestemmer om beviser skal komme til den anklagedes kendskab, så er det en væsentlig indskrænkning i dine muligheder for at føre et seriøst forsvar.
Ҥ 729 c.
Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring, (...)"
Naturligvis Chris Peedersen fat i en lang ende. For der er absolut ingen fornuftig offentlig indsigt i især bedømmelserne af den påkrævede hensyntagen til hverken fremmede magter eller Statens sikkerhed. Og dermed heller ikke andre muligheder for forsvarsadvokaterne i den forbindelse. Man kan derfor roligt tilslutte sig kritikken på baggrund af hemmeligheds-forhold, som ikke kan revideres.
I begge tilfælde (fremmede magter og Statens sikerhed) kan der på historisk niveau henvises til situationer, hvor en mangelfuld vidensindsamling, som immervæk har dannet grundlag for de instanser (f.eks PET), der forsyner domstolene med oplysninger, har været på færde. Og det sætter i rets-filosofisk forstand retssikkerheden åbent på spil...
Der ér et alvorligt mellemværende her...
Med venlig hilsen