Læsetid: 4 min.

Kedeligt, men effektivt svensk formandskab

Svenskerne får generelt ros for deres formandskab i EU, selvom det ikke er lykkedes at sætte de helt store nationale fingeraftryk på den europæiske politik. Spanien skal nu begynde en helt ny type formandskab
2. januar 2010

Det har været typisk svensk: driftsikkert, effektivt og lidt kedeligt uden de helt store armbevægelser.

Sådan lyder skudsmålet af den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt og hans ministerhold, der det sidste halve år har siddet for bordenden af EU som formandsland.

En tjans, der slutter, når det nye år ringes ind, og tøjlerne overlades til spanierne.

»Sverige har været den gode elev, der har optrådt som neutral mægler, men det er også det, der for alvor har været brug for her det sidste halve år,« siger Anna Stellinger, direktør for SIEPS, det svenske institut for Europapolitiske studier.

Fra sommer hen over efteråret har EU nemlig i høj grad været martret af institutionelle spørgsmål, der skulle falde på plads. Både et nyt EU-parlament skulle sættes i gang, og ikke mindst skulle der sammensættes en ny kommission. Men forudsætningen for, at det kunne ske var, at Lissabontraktaten faldt på plads. Først ved at irerne skulle stemme ja til traktaten i oktober, men derefter ved at den tjekkiske præsident Vaclav Klaus skulle overtales til at ratificere den som den sidste i Europa.

»Det må ses som Reinfeldts største bedrift, at det lykkedes ham, at få Klaus til at sætte sin underskrift på traktaten for det spændte ben for utroligt meget, at den ikke kunne træde i kraft,« mener Clara O´Donnell, forsker ved den europæiske tænketank CER (Centre for European Reform).

Begrænset klimasucces

Kritikken var derimod hårdere, da Reinfeld stod for at koordinere de 27 landes ønsker og meninger ved udnævnelsen af den nye formand for Det Europæiske Råd, belgieren Herman Van Rompuy og EU's nye udenrigsrepræsentant, briten Catherine Ashton. To nye positioner, som er et resultat af Lissabontraktatens ikrafttræden. Processen blev især af de europæiske østlande beskyldt for at være for uigennemsigtig og kaotisk. Mange var også utilfredse med resultatet, fordi de gerne havde set stærkere og mere kendte personer i stillingerne.

»Man er bare nødt til at forstå, at EU altid udnævner deres topposter på den måde. Man kan diskutere, om det er rigtigt, men metoden er jo ikke det svenske formandskabs skyld. Og at det blev de to personer, det blev, skyldes, at det var det, landene kunne blive enige om. Det var et typisk kompromis, der skulle tilfredsstille alle, men det, der står tilbage, er, at svenskerne lykkedes med opgaven,« siger Clara O´Donnell.

Til gengæld blev det så som så med succesen på det område, som svenskerne prioriterede aller højest, da de satte sig i formandsstolen, nemlig klimaforhandlingerne. Det lykkedes kun efter lang tids tovtrækkeri at skaffe enighed om, at EU vil give 7,2 milliarder euro i klimabistand til EU-landene over de næste tre år, men hvor meget unionen vil donere derefter, er fortsat uvist. Det lykkedes heller aldrig at få Tyskland til at gå med til at love, at EU vil reducere sin CO2-udledning med 30 procent i stedet for kun 20 procent i år 2020 i forhold til 1990-udledningen, selvom Reinfeldt efter sigende pressede på for, at det kort skulle smide på bordet under klimatopmødet.

For høje forventninger

Men derfra til at mene, at det er EU's skyld, at det endte med så tyndt et resultat på topmødet, er der for langt, mener analytikerne.

»Problemet er, at der var meget høje forventninger til svenskerne på det område, fordi de selv vægtede det så højt fra starten. Men klimatopmødet endte jo i ekstremt komplicerede forhandlinger, så der blev aldrig rigtig plads til at reelt snakke om CO2-reduktionerne. Jeg synes det er svært at sige, at det er formandskabets fejl,« siger Anna Stellinger, der til gengæld mener, at de institutionelle spørgsmål og klimaforhandlingerne har taget så meget tid, at det har været svært for svenskerne at sætte deres eget præg på den europæiske politik.

»Egentlig har svenskerne et ønske om at fokusere mere på specifikke spørgsmål end på, hvordan EU fungerer. Det skyldes, at man har et pragmatisk syn på EU. Man vil have resultater frem for at snakke om, hvordan institutioner og processer. Det har bare ikke været muligt i denne periode, fordi det var altafgørende at få de institutionelle spørgsmål på plads.«

Danner præcedens

Men når spanierne overtager EU-formandskabet ved årsskiftet, vil det se anderledes ud. For dem bliver det specifikke sagsområder, der kommer i fokus, for formanden for det europæiske råd, Herman Van Rompuy, og udenrigsrepræsentanten Catherine Ashton vil for første gang under et formandskab komme til at lede henholdsvis statsledernes topmøder og udenrigsministrenes møder. Derfor vil Spanien ikke have samme rolle som konsensus- og kompromisskaber, som svenskerne havde det, og de skal i langt højere grad træde i baggrunden i forhold til de to nye frontfigurer, end formandskaberne traditionelt er vant til.

»Spanien vil ikke opgive sit ansvar, men vi vil udføre vores arbejde med beskedenhed og diskretion. Vi vil ikke konkurrere med, men i stedet komplementere de nye institutioner og personer,« understregede den spanske udenrigsminister Miguel Angel Morantinos før jul.

»Det bliver interessant at se, hvordan det går. Spanien har et meget ambitiøst program for deres formandskab, og umiddelbart virker det ikke som om, de er klar til at overlade al rampelyset til de to nye frontfigurer. Måden, de tackler fordelingen mellem formandskabet og den nye formand og udenrigsrepræsentant, vil få betydning for, hvordan fordelingen bliver mange år frem,« mener Clara O´Donnell.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu