Læsetid: 2 min.

Kønskvotering på vej i EU-forskning

Den nyudnævnte forskningskommissær, Máire Geoghegan-Quinn, vil have mindst 40 procent kvinder i de udvalg, der uddeler EU's forskningsmidler
20. januar 2010

EU's nye kommissær for forskning, innovation og videnskab går ind for kønskvotering. De udvalg, der uddeler EU's forskningsmidler, skal således bestå af mindst 40 procent kvinder.

Det sagde den nye kommissær, Máire Geoghegan-Quinn, under høringerne i Bruxelles i sidste uge. Grunden er, at der er alt for få kvinder i forskningsverdenen på EU-plan.

Især set i lyset af, at flertallet af Europas universitetsstuderende er kvinder.

Det var den danske EU-parlamentariker Britta Thomsen (S), der stillede spørgsmålet om ligestilling i forskningsverdenen til kommissæren - og hun er yderst tilfreds med svaret:

»Kommissæren svarede, at hun var indstillet på at sikre, at der er 40 procent kvinder i de råd og udvalg, der deler forskningsmidler ud. Og det er jeg selvsagt begejstret for. Det har jeg netop arbejdet for de seneste år,« siger Britta Thomsen, som også gerne ser, at der indføres kønskvoter i forbindelse med ansættelser af lektorer og professorer på universiteterne i Danmark.

Det har EU dog ikke nogen formel indflydelse på. Imidlertid mener Britta Thomsen, at vi i Danmark bliver nødt til at tage ligestillingen på universiteterne alvorligt, ligesom man gør i mange andre europæiske lande:

»I Danmark er vi langt bagefter. I Spanien har man eksempelvis et meget progressivt ligestillingsprogram,« siger Britta Thomsen og tilføjer:

»Jeg er også flov over, at vi ikke har en eneste kvindelig rektor herhjemme. Og kun 29 procent af vores lektorer er kvinder, selv om 60 procent af de studerende er kvinder,« siger hun.

Ikke kvoter

Herhjemme har både Socialdemokraterne og SF tidligere meldt ud, at de går ind for kønskvotering i forskningssystemet - også når det gælder ansættelser på universiteterne.

Men videnskabsminister Helge Sander (V) har flere gange sagt, at han ikke ønsker at indføre kvoter herhjemme:

»Jeg er ikke til kvoter. Det er vigtigt, at midlerne og stillingerne tilfalder de dygtigste forskere,« sagde han sidste år til Information.

Samme holdning har rektor på Syddansk Universitet og formand for Danske Universiteter, Jens Oddershede:

»Man vil kun gøre kvinderne en bjørnetjeneste ved at kvotere dem. Desuden får man ikke skabt det miljø, man vil skabe. Det vil være et hurtigt fix, og det er aldrig en løsning. Det er bedre at ændre kulturen, så kvinderne får lyst til at være hos os.«

Men ministerens argumentation holder ikke, mener Britta Thomsen:

»Ministeren mener, at det vil være uretfærdigt at indføre kvoter. Men det nuværende system er også uretfærdigt. Der er flere kvindelige studerende og de får højere karakterer end mændene, så der må være en uretfærdighed et sted,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu