»Den kloge mand sætter sig selv til sidst og finder sig selv forrest,« sagde den kinesiske filosof Lao-tse i det 6. århundred f.Kr., og det er en sandhed, som den danske folkeskole bør tage til sig oven på flere årtier med det enkelte barn som centrum.
For motivationen til at lære falder i takt med, at eleverne rykker op i klasserne, og en del af forklaringen skal hentes i det forhold, at ord som fællesskabsfølelse og social ansvarlighed er fremmede for børnene i landets skoler. Det viser de første resultater fra Danmarks hidtil største forskningsprojekt om vilkårene for læring i den danske folkeskole.
»Danmark kommer ikke til at opfylde sin målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, hvis vi ikke handler på denne diagnose. For det her er udtryk for systemproblemer: Jo længere vi venter, jo vanskeligere bliver det at gøre noget ved,« siger forskningsdirektør og lektor i pædagogisk psykologi Hans Henrik Knoop.
Omfattende projekt
Forskningsprojektet Mange måder at lære på er et samarbejde mellem Vejle Kommune og forskningscentret Universe Research Lab. Det omfatter alle folkeskoler og hver eneste elev, lærer, skolepædagog og skoleleder i kommunen, som gennem to år får kulegravet deres arbejds- vilkår, trivsel og faglighed af Hans Henrik Knoop og et team af forskere.
For få dage siden blev projektets første store rapport offentliggjort. Den kortlægger, hvordan kommunens 12.000 elever og 1.700 lærere, skolepædagoger og ledere oplever hverdagen. Svarene giver forskerne et præcist billede af, om eleverne for eksempel synes, at undervisningen er spændende, og om de kan se en mening med de ting, de lærer - alt sammen forudsætninger for, at staveordene sidder fast, og at eleverne er motiverede for at fortsætte skolegangen efter 9. eller 10. klasse.
Resultaterne i rapporten viser, at »der leveres rigtig meget god undervisning i folkeskolen«
Det gælder særligt for de små i 0.-3. klasse, som oplever skolen som et »rart, sjovt og trygt sted«. Men når blikket vendes mod de ældre klassetrin, skifter billedet.
De mange svar er sorteret i røde, gule og grønne kategorier. Svar i den røde kategori viser ifølge rapporten »iøjnefaldende behov i skolen«, og dem er der flere af. Mange elever synes ikke, at undervisningen er spændende, de keder sig, men hjælper ikke selv med at gøre læringen mere interessant.
Samtidig viser resultaterne, at folkeskolen stadig har problemer med mobning: Omkring 1.000 elever eller otte procent af Vejle Kommunes skolebørn er i klemme, og fællesskabsfølelsen lider også på andre områder. Vejles lærere og skolepædagoger har vurderet elevernes sociale ansvarlighed og deres evner inden for kommunikation.
Tallene viser, at de scorer lavt på fælles arbejdsetik, positiv konkurrenceånd og socialt sammenhold. Eleverne rammer også de røde felter, når det drejer sig om deres evne at lytte til hinanden, at give hinanden konstruktiv støtte og kritik og indbyrdes håndtere konflikter og mobning.
Ifølge Hans Henrik Knoop er de skrantende sociale fællesskaber en del af forklaringen på den faldende motivation. På den ene side skaber de socialt inkompetente unge et miljø, der ikke stimulerer arbejdsglæden for klassens andre børn. På den anden side brister forudsætningerne for deres egen læring:
»Også elever har brug for stærke fællesskaber. Gode sociale relationer er formodentlig den vigtigste enkeltforudsætning for, at du føler mening med livet, skolen eller arbejdet, og hvis du ikke kan finde meningen med at gøre noget, mister du simpelthen drivkraften«.
Christina Lüthi er en anden af forskerne i Vejle- projektet, som interesserer sig for temperaturmålingen af folkeskolens fællesskaber. Både hun og Hans Henrik Knoop peger på, at de haltende relationer er udtryk for en kultur, samfundet selv har hjulpet på vej.
Overdreven medgang
Elevplaner og undervisningsdifferentiering har i årevis gjort det enkelte barn til solen i folkeskolens univers, siger Christina Lüthi. Og hjemmefra er ungerne vant til samme tilgang ifølge Hans Henrik Knoop:
»Mange er nurset og hjulpet i et omfang, som reelt kan stå i vejen for deres udvikling. Den overdrevne medgang indebærer ofte, at de har utroligt svært ved at forstå grænser, og nogle har en næsten total mangel på tolerance over for nederlag, når de starter i skolen. Og det er selvfølgelig svært at få venner, hvis du ikke en gang imellem kan glæde dig over, at andre fik ret eller vandt fodboldkampen.«
På skuldrene af resultaterne leder Christina Lüthi et nyt forskningsprojekt. Projektet er en del af næste etape i Mange måder at lære på, og det skal kortlægge og forklare udbredelsen af det psykologiske begreb altruisme i folkeskolen. Pointen er at balancere det store fokus på individet med mere fokus på hensyn og fællesskab og åbne børn, lærere og forældres øjne for, at filantropi og personlig succes er to sider af samme sag.
»Egoisme og altruisme er komplementære størrelser som yin og yang. Vi kan blæse og have mel i munden ved at vise omsorg for hinanden. Det er en fantastisk opdagelse, at man ved at gøre godt for andre gør godt for sig selv«, siger Christina Lüthi.
Sanne Maja Funch, der er meget lidt sammenhæng mellem overskriften, indholdet i artiklen og hvad Christina Lüthi og Hans Henrik Knoop faktisk siger: »Mange er nurset og hjulpet i et omfang, som reelt kan stå i vejen for deres udvikling. Den overdrevne medgang indebærer ofte, at de har utroligt svært ved at forstå grænser, og nogle har en næsten total mangel på tolerance over for nederlag, når de starter i skolen. Og det er selvfølgelig svært at få venner, hvis du ikke en gang imellem kan glæde dig over, at andre fik ret eller vandt fodboldkampen.«.
Det folkeskolen mangler er ikke mere "fællesskab" men velopdragne børn. Når barnet kan sidde stille, tie stille og opføre sig tilstrækkeligt pænt vil det og dets opgivelser få en god skole gang.
I mine øjne er der en sammenhæng mellem overskrift og indhold i artiklen. Viser artiklen ikke mere, at der er kommet for stor fokus på DEN ENKELTE ind i folkeskolen på bekostning af fællesskabet .
Her vil socialdemokraternes forslag om en helhedsskole, hvor leg og læring bliver et støre sammenhæng og dermed styrke sammenholdet og indlæringsevnen.
En rigtig god artikel, Tak for det kristeligt dagblad. Jeg har et familiemedlem som er folkeskolelære. Hun har undervist ca. 8 år og er ved at være træt af at være løvetæmmer som hun udtrykker det. Elementær høflighed og social intelligens, samt altruisme er ved at gå tabt for en for stor del af den unge generation. Danmark er det uhøfligste folk i Europa og dem som for alvor kommer i klemme når høfligheden og næstekærligheden og den gode del af autorittstroen forsvinder er udover autoritetspersoner som f.eks sagsbehandlere og politifolk i høj grad de svage i samfundet. De dårligste elever i en klasse trækker i høj grad de næstdårligste med sig i faldet. Elever som vel og mærket kunne være "reddet" i mangel af bedre ord hvis vi indså at der er grænser for rummelighed også i folkeskolen.
Nej, Dorte Sørensen, som Christina Lüthi og Hans Henrik Knoop citat tydeligt viser, så er det opdragelsen den er gal med ikke "fællesskab".
Selvfølgelig skal folkeskolen fokuserer på den enkelte elev. Det er ikke fællesskabet der skal lære at læse, men det enkelte barn. Problemet i den danske folkeskole er forældrenes og til dels lærernes syn på opdragelse og konsekvenspædagogik. Ja det er nødvendigt at alle elever er stille og sidde stille(det mest af tiden), hvis de ikke kan det, må de blive hjemme til de har lært det. Skolen og lærerne bliver nød til at sætte forældrene stolen for døren og sige at barnet ikke magter at gå i skole og derfor skal tages ud.
Dejligt med en artikel der kan få latteren frem. Ikke fordi jeg er uenig i at der skal satses på fællesskab som bærende element, men fordi undervisning i mange år har bevæget sig væk fra den tanke.
Udstik lærerne rammer for pædagogik, herunder fællesskab, så vi får en sammenhængende skole og så overlad for guds skyld al didaktik til læreren.
William Styles: Jeg er enig så langt, at det er et generelt problem, at børn idag, ikke lærer at tage hensyn til andre. Men det er et fælles ansvar, mellem skolen, hjemmet og barnets fritidsaktiviteter.
Problemet her er bare, at vi lever i et samfund for i stigende grad hylder egoisme. Det er altså et kulturelt betinget problem. Folk stiller godt nok deres samvittighed ved at donere til diverse velgørenhedsorganisationer, men det er kun penge. Vi må lære at tage ansvar i fællesskabet ved at bruge os selv som mennesker. Men det er selvfølgelig ikke en opgave for lærerne alene, men hele samfundet.
For at være mere positiv, kan man sige at de nutidige og fremtidige generationer er meget bevidste om egne behov, hvilket naturligvis også er vigtigt.
Da man for omtrent 40 år siden indførte 9 års undervisningspligt blev der talt meget om skoletræthed. Der blev lavet fine rapporter om dette fænomen og det blev anset for at være helt naturligt at nogle, især de svageste elever var dødtrætte af skolen. Nu skal alle børn uanset forudsætninger op til nøjagtig den samme prøve. Undervisningen er den samme for alle i de ældste klasser. For de dødtrætte er der ingen mulighed for at score lidt selvtillid i skolen. For at kompensere på dette har man hokus pokus fundet på undervisnings-diffirentiering, som, fordi man indskriver det i loven, er blevet et trylleord som skulle tilgodese samtlige elever. Alle de kurser, jeg har gået på, fortæller om hvordan undervisningen i folkeskolen skal foregå, men den form det er foregået på, minder i uhyggelig grad om det de samme forskere vil kalde kalde traditionel klasseundervisning og en lidt utilfreds elev ville have være på toilettet 14 gange inden ordstrømmen var overstået.
Hvis man virkelig mener, at der skal ske noget med folkeskolens ældste klasser, er det nødvendigt at give en anden form og et andet indhold til den gruppe elever, der ikke kan klare mere af det samme.
Hvorfor tror ingen på at alle kan blive læger, men alle tror at retskrivning, tysk og engelsk er noget alle skal kunne lige godt ? Frafaldet på ungdomsuddannelserne er tårnhøj, på universiteterne kæmpestor, hvor er undervisningsdiffirentieringen her ??Når gymnasiereformen forårsager en nedgang af franskelever fra 30% til 18% over 3 år så begynder man gudhjælpemig at forlange folkeskolen skal laves om, når de tekniske skoler mister deres elever er det folkeskolens skyld osv osv.
I stedet for at snakke om det ønskelige, skulle man prøve at gøre det mulige, fx at indføre længere praktikperioder for de ældste elever, der har svært ved det boglige. At give en langt mere målrettet undervisning til de svage elever. Ikke bare endnu flere timer til specialundervisningens rare lærere.
Det kræver at undervisningspligten udvides, men så må man naturligvis heller ikke give stene for brød.
William Styles
Jeg går nu mere ind for, at forældre, skolen og fritidsordninger samarbejder om deres fælles ansvar for at give de enkelte børn en god og lærerig skolegang.
PS: Hvor vil du anbringe alle de børn som du mener at skolen skal afvise?
Knoop & co har dybt ret i, at det fokuserede fællesskabs forfald er en ulykke, trivselsmæssigt såvel som fagligt. Det er i fælleskabet, at mennesker, især børn, lærer. Henvist til hver sin egen lille mentale celle, omkranset af voksnes ambitioner, individuelle mål, elevplaner, logbøger etc. visner de. De bliver asociale, uempatiske og ligeglade. Og så får vi larm og konflikt og mobning. Og sarte børn, der ikke kan bære modgang og dermed i virkeligheden er afskåret fra at lære noget, der er svært og udfordrende.
En af vores leder her po Philippinerne Kemberly Jul Luna dode i den politisk kamp her i december moned hun levede offerede hendes liv i altruismen navn.
Men at bruge begrebet over for skole born og de skulle kunne handle i denne ond er tage munden for fuld.
Men som der er et lille barn i huset her po 20 moneder der kommer og giver mig hans mad, so de selvfolgelig et menneskeligt karekter trak, der er hver at fremme i et hvert samfund.
Men problemet med disse fremmed ord er mange egentligt ikke forstor begrebers rette betydning, som forskellen imellem humanisme og solidaritet.
Men ellers de flere tallet af de lare og folkeskole lare jeg omgos hjemme i Danmark har ikke vanskeligt ved udvise social adfard i omgangen med andre og indgo i et novarbal sammenvard med andre.
Men nor det handler om Pedagoger er billede ret anderledes eller andre social arbejder giv dem en fodbold se deres mode at spille sammen po og der behover man ikke en psykolog udddannelse for at se mennesker, der ikke er blevet stimuleret i deres sammen spil med andre.
Og leg og larring er vigtig i en hver opdagelse af mennesker og derfor bor man i folkeskolen have 5 timers idrat om ugen, som har en lang rakke andre positive med hensyn til den enkelts menneskes sociale udvikling
Claes Pedersen 7100 Vejle
pt. Caloocan Metro Manila Philippinerne
Mennesker evne til at lare.
Men hensyn til elvers evne til lare so det er det klart sammenvardret og trvslen i en skole klasse er vigtig, men folkeskolen har endnu engang vanskeligt ved at tage sig af elvers forhold i familen.
Samt nor vi taler uddannelse af mennesker glemmer vi foraldrene og det er endnu engang vigtigt at foraldres ka stimulere deres born i deres skolegang og derfor bor man give flere undervisning tilbud til voksende mennesker og nor so mange taler dorligt dansk skyldes, det jo i det fleste tilfalde foraldrens manglenede evne til det danske sprog.
Men ellers bor vi i Danmark indfore det fiske uddannelse system af lare det giver mere faglige kompetente lare, og derfor har storre socialt overskud, og bedre kan lare fra sig.
Claes Pedersen
Hvis man ikke styrker den enkeltes kompetencer og selvværd, så bliver fællesskabet en sovepude.
Den bedste vej til fællesskab er, hvis man stoler på og hviler i sig selv - så magtkampene ikke bliver vigtigere end opgaverne...
Jo, stærkere den enkeltes fundament er , jo stærkere bliver sammenhængene også.
Det gode - ved det er; at man automatisk får motivationen og lyst til at bidrage, når man ikke skal kæmpe for en ligeværdig plads i det "såkaldte fællesskab".
De beskrevne sociale brister findes overalt i samfundet.
DET er jo den måde - vi har valgt at leve på....
At dyrke det personlige handler jo ikke om at fravælge det fælles. Tværtimod.
Men når fællesskabet handler om at blive set og være "lykkelig" og en "succes" - mere end om at bidrage og være nærværende - så tror da pokker, at noget går galt.