Baggrund
Læsetid: 5 min.

'Jeg vil ikke miste mit fag'

Bygge- og anlægsbranchen er blevet ramt hårdere af krisen end andre brancher. Men selv om mange job ser ud til at være permanent forsvundet, håber de arbejdsløse på at blive i deres branche: 'Det ender med, at der kun er arbejde til folk, der arbejder med hovedet'
En gruppe arbejdsløse bygningshåndværkere mødes for at diskutere deres jobsituation. Deres branche er den, der er hårdest ramt af finanskrisen, og håndværkerne frygter fremtiden.

En gruppe arbejdsløse bygningshåndværkere mødes for at diskutere deres jobsituation. Deres branche er den, der er hårdest ramt af finanskrisen, og håndværkerne frygter fremtiden.

Indland
4. januar 2010

Luften er tyk af røgen fra omkring 15 cigaretter og en enkelt Caminante-cerut, skønt klokken kun er godt 10 om formiddagen, og rundt om det lange bord har de fleste nærmest lidt ceremonielt knappet en øl op.

»Jeg er ikke i bil i dag, så jeg kan godt tage en bajer,« konstaterer en af mændene omkring bordet med tyk midt- sjællandsk accent.

Udenfor på den råkolde Valby-gade deklamerer et orange banner: »Fjern rødvinsregeringen - Ja til solidaritet«, mens en mere diskret seddel på døren ind til Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening mere diskret inviterer indenfor til morgenens møde med A-klubben:

»Er du blevet arbejdsløs? Vi arbejdsløse bliver kontrolleret i hoved og røv, regeringen vil ikke sætte offentligt arbejde i gang, vores arbejde er blevet overtaget af billig udenlandsk arbejdskraft. Vi må gøre noget - brug dit netværk«, står der på skiltet.

Indenfor diskuterer mændene jobsituationen, som den ser ud lige nu, og hvad der kan gøres for at skaffe mere arbejde.

En af dem snakker om en sygehusafdeling, der tilsyneladende skal renoveres og måske kommer til at mangle arbejdskraft. Alle mændene omkring bordet - for det er kun mænd - er arbejdsløse bygningshåndværkere i den branche, der er blevet hårdest ramt af krisen med arbejdsløshedstal, der ligger mellem 10 og 11 procent. Men mens økonomerne taler om strukturel arbejdsløshed og om stillinger, der forsvinder permanent, er bekymringen i første omgang et andet sted for de arbejdsløse i lokalet.

»Var du med til mødet i Borgerrepræsentationen? Hvad kom der ud af det?« spørger en af de lidt ældre mænd omkring bordet en af de yngre.

»De var enige med os? Godt, det er en sejr, så må vi bare ud og tjekke, om der er tyskere eller polakker på skolen,« siger han om en aftale med lokalpolitikerne om, at renoveringsarbejde på byens skoler skal foregå efter overenskomsten.

»Det er klart, at når man bliver fyret, og ens arbejde bliver overtaget af en tysker eller polak, så bliver man engageret,« forklarer Palle Lund, der med en naturlig autoritet leder mødet for de arbejdsløse arbejdere, der gradvist er vokset i størrelse i løbet af det seneste år.

»I mit sjak har vi gået arbejdsløs i et år. Det er ret meget. Det har jeg ikke prøvet før,« konstaterer han.

»Der er jo altid mindre arbejde om vinteren, men det går godt nok ret stærkt i øjeblikket,« konstaterer en anden af de lidt ældre medarbejdere i lokalet, hvor der er en god blanding af unge og ældre mænd med gråsprængte skæg.

»På landsplan er det hver femte murersvend, der går arbejdsløs, og efter nytår vil det være hver tredje,« konstaterer han.

Protestaktioner

Den megen ekstra fritid bruger de blandt andet på at lave blokader og protestaktioner mod uorganiseret - udenlandsk - arbejdskraft som »selvbestaltet gruppe«, som én formulerer det. Men samtidig er der også en erkendelse af, at problemerne stikker dybere end som så.

»Der er ikke rigtig nogen fremtid inden for det her fag lige nu. Der kommer ikke nogen nye job, og dem, der er, tager polakkerne,« konstaterer en af de yngre mødedeltagere, Jonas Andersen.

Han nikker til spørgsmålet om, hvorvidt folk er på vej over i andre brancher.

»Der er allerede rigtig mange, der har skiftet job, der er afgang i alle retninger. Folk holder af deres job, men der er også en smertegrænse,« forklarer han.

»Al industrien bliver sendt ud af landet, og til vores arbejde importerer de folk. Det ender med, at der kun er arbejde til folk, der arbejder med hovedet.«

Der er imidlertid ikke rigtig nogen, der for alvor kan forestille sig at skifte over i nogen af de omsorgsstillinger i det offentlige, hvor der kan være åbninger i fremtiden.

»Ja, det er nok ikke så relevant for mig, jeg skal på pension inden. Men så kan I andre komme ud og pleje mig, gutter,« griner Palle Lund, mens de andre ryster skeptisk på hovedet.

I mureruniform

»Der er blevet mindre at lave. Jeg har da gået og spekuleret; hvad nu, hvis der ikke kommer noget arbejde, skal jeg så lave noget andet. Men så mister jeg jo mit fag,« siger den 33-årige murer Rune Schjals, der har gået ledig det seneste halve års tid, bortset fra en enkelt kortere ansættelse.

Alligevel er han iført en plettet mureruniform, da han kommer ind fra en protest- aktion mod tre fyringer.

»Så kan man se, hvilket fag, jeg tilhører,« som han forklarer.

»Jeg er bange for at miste det, jeg kan, hvis jeg laver noget andet. På længere sigt håber jeg ikke, jeg kommer til at skifte branche, lad mig sige det på den måde. Sådan som tiderne er, går jeg ledig den tid, det er nødvendigt, og jeg kunne ikke forestille mig at arbejde i et kvindefag. Men der er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvor langt man kan holde. Det offentlige bliver nødt til at hjælpe byggebranchen på vej,« siger han.

Fik besøg af Bernstein

Klubben af arbejdsløse fik et usædvanligt besøg, da nationalbankdirektøren, Nils Bernstein kom forbi. Den tidligere departementschef for statsministeren talte modigt om behovet for strukturel arbejdsløshed blandt nogle af de arbejdere, der lige nu udgør den.

»Han talte om balance i økonomien og behovet for at være konkurrencedygtige. Det, han mente, var naturligvis, at vi skulle gå ned i løn, selv om han ikke formulerede det på den måde,« siger Palle Lund.

»Jeg mener, det er udtryk for mangel på fantasi, når de siger, vi skal omstruktureres og lave noget andet. Det er vel det, der er politikernes job; at justere, så vi kan bygge, når der er højkonjunktur, og restaurere, når der er lavkonjunktur. Der er masser af gamle bygninger, der trænger til at blive sat i stand, og hvis man ikke benytter sig af håndværkernes ekspertise, så forsvinder den altså. Og hvis du tager en køretur op ad kysten mod nord, er der jo masser af istandsættelsesprojekter i gang. Alle håndværkerbilerne deroppe har jo bare udenlandske nummerplader,« siger en anden.

Rune Schjals vælger at anlægge en positiv vinkel - trods alt:

»Det går op, og det går ned. Sådan har det altid været i denne branche. Hvordan er det, man plejer at sige: Efter syv gode år kommer syv dårlige. Det håber jeg ikke, det bliver fandeme kedeligt. Jeg tror, det vender til foråret.«

toha@inormation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rune Lysdal Nielsen

Det er svært at acceptere at der er så mange polakker og andre der arbejder i Danmark, når vi selv går ledige. Jeg siger ikke at det er forkert, men det er sgu' svært at acceptere. Når vi så samtidig ved at en del af dem undlader at betale skat og at myndighederne har svært ved at komme efter dem, bliver det ikke nemmere at acceptere. De må også ansættes til 70,- kr. i timen..

Det er noget af prisen for at være med i EU.. lad os da få noget mere EU..

"Nils Bernstein kom forbi. Den tidligere departementschef for statsministeren talte modigt om behovet for strukturel arbejdsløshed"

Og det kunne man så blot synes, at manden har ret til at mene.

Men, hvis "strukturel ledighed" er så godt et værktøj, hvorfor har man så ikke:

- sørget for lidt "strukturel ledighed" blandt børsmæglere og bankdirektører, så deres bonus kunne holdes på et anstændigt niveau?

- sørget for nogle "strukturelt ledige" boliger, så boligpriserne ikke gik amok?

Fordi "strukturel ledighed" ikke er et værktøj, men blot en dårlig undskyldning for regeringens elendige politik.

Den lavtuddannede arbejdskrafts mobilitet har altid forudsat at der var en vis konkurrence mellem industrien og byggeriet om de gode arbejdere, men det har også krævet at regeringen har fokuseret på at begge områder fik maksimal støtte.

Men den siddende regering gider ikke at tale med arbejdsmænd. De vil hellere omgive sig med "den kreative klasse", og derfor har man bl.a. slagtet industrien omkring alternativ energi, ved at fjerne forskningsmidlerne fra deres område, og istedet brugt penge på kulturkanoner, historiske hævnaktioner og krigsførsel.

Paradokset er, at en stor del af mændene i varmestuen sandsynligvis går ind for, at der bruges hundredevis af millioner på import af det krigsmateriel vores sydlandske korstog kræver, og at det er netop dem, der skal betale disse penge.

det er globalisering Rune.
At tro man både kan beholde de danske osteklokke forhold og deltage i globaliseringen er naivt.

Hvem vil se i øjenene at størstedelen af de håndværkere som nu går arbejdsløse aldrig kommer til at arbejde i byggebranchen igen?

Søren Kristensen

- for slet ikke at tale om hvis de aldrig kommer i arbejde igen.

Rune Lysdal Nielsen

Hvis globalisering betyder at jeg skal arbejde til 70,- kr. i timen i Danmark, så skal jeg sgu' ikke deltage i nogen globalisering... for det er jo det det går ud på ikke...?

Jakob Nørgaard

Bare hæng i.. Med Peak Oil er det meget sandsynligt, at den udvikling vil ændre sig betragteligt..

Det her er et klokkeklart eksempel på hvordan selve det kapitalistiske system aktivt bidrager til og skaber den racisme som vi alle sammen godt ved ikke er nogen løsning, fordi arbejderne bliver tvunget til at konkurrere indbyrdes når arbejdsgiverne konstant underbyder hinanden og lader de allermest udbyttede arbejdere komme til, så chefernes profit kan forøges til større ulighed for os alle sammen.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: smid cheferne på porten og afskaf hierarkiet på arbejdspladserne, så arbejderne selv i fællesskab kan styre deres virksomhed og prioriteringer. Der er ikke brug for en doven slipsedreng der møder kl. 9 hver morgen og bruger de første 3 timer på at læse avis...

Søren Kristensen

Hvis ovenståend foto i øvrigt er repræsentativt for den danske arbejdsløse bygningsarbejder, ser det umiddelbart ud til at en smule smalkost i en periode ikke er helt tosset, alt andet lige. På den anden side skal man jo også have noget at stå imod med, i disse tider. Retfærdighedsvis kan det jo også være en kuglepen og en Søbogårdvand han har gang i?

Søren Thomassen

Jeg har for år tilbage arbejdet i Tyskland på byggeopgaver i Berlin, tænker tit på hvordan de tyske arbejdere tænkte om os danskere der kom, så og sejrede med rejsepenge osv og på den måde kunne underbyde de tyske kammeraters løn, længe leve den internationale solidaritet arbejderne imellem eller er det DF?...