Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ny Blekingegadeundersøgelse bør give frit lejde

Hvis endnu en undersøgelse af PET's samarbejde med det almindelige politi om Blekingegadebanden skal frembringe ny viden, bør danske politikere give frit lejde til vidnerne. Det mener en række af de implicerede i sagen
Hvis endnu en undersøgelse af PET's samarbejde med det almindelige politi om Blekingegadebanden skal frembringe ny viden, bør danske politikere give frit lejde til vidnerne. Det mener en række af de implicerede i sagen
Indland
5. januar 2010

Et flertal i Folketinget har erklæret sig som tilhængere af en ny undersøgelse af PET's samarbejde med det almindelige politi om håndteringen af Blekingegadebanden. Senest har tidligere operativ chef for PET Per Larsen direkte opfordret til ny undersøgelse.

Såvel tidligere efterforskningsleder Jørn Moos, forfatter Peter Øvig Knudsen, tidligere PET-chef Ole Stig Andersen og professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet Eva Smith opfordrer politikerne til at indrette en kommende undersøgelse efter sydafrikansk model. Konkret vil det betyde frit lejde til f.eks. tidligere sagsbehandlere i PET, der skal afhøres af en kommende undersøgelseskommission, så de ikke holder viden tilbage for ikke at skade sig selv. Baggrunden er ikke mindst erfaringerne fra PET-Kommissionens arbejde, hvor kommissionen mere end 60 gange måtte notere sig, at afhørte vidner uheldigvis ikke kunne erindre, hvad der var foregået år tilbage, når de blev udspurgt om forhold, der kunne risikere at komme dem selv til skade. Da den sydafrikanske sandhedskommission under tidligere ærkebiskop Desmond Tutu blev nedsat i 1995, var det netop med indbygget amnesti: Fortæl, hvad du har gjort under apartheid-tiden, og du undgår straf.

Mossad-sporet

Først et par ord om, hvad der bør undersøges:

»Jeg vil gerne have undersøgt PET's bevæggrunde til at holde kortene så tæt til kroppen, at det almindelige politi ikke fik optimale muligheder for at opklare alvorlige forbrydelser,« siger den tidligere efterforskningsleder Jørn Moos, der senest har udgivet bogen Politiets hemmeligheder - Jørn Moos genåbner Blekingegadesagen.

Selv tror Moos »ikke rigtigt på«, at det kan være hensynet til den israelske efterretningstjeneste Mossad, der har ført til PET's lukkethed med hensyn til, hvad de vidste og ikke vidste om banden i tiden forud for november 1988, hvor bandens røveri mod Købmagergade Postkontor endte med drabet på politibetjent Jesper Egtved Hansen.

»Omvendt har jeg selv været med så længe i det system, at jeg ikke er blind for, at der må have været helt konkrete bevæggrunde til, at PET var så tavs. Og dem må vi have frem i lyset,« tilføjer han.

- Ifølge daværende operativ chef i PET, Per Larsen, havde man kun mavefornemmelser og mistanker - ingen konkrete beviser mod banden?

»Jamen, mistanker er da noget af det vigtigste i politiarbejde. Formålet med en ny undersøgelse er ikke at hænge nogen ud, men at få sandheden frem,« mener Moos.

Hvis forfatteren Peter Øvig Knudsen skal pege på emner til en ny undersøgelse, er det først og fremmest et mystisk biltyveri i juni 1986, hvor et højt profileret medlem af banden blev taget på fersk gerning. Men efterforskningen blev overtaget af PET og derefter sat i bero. Hvorfor? spørger Øvig.

»Jeg har fået nægtet adgang til PET's arkiver i forbindelse med mine bøger, så også i lyset af den aktuelle situation med terrorangreb på Kurt Westergaard, er det da interessant at få oplyst PET's bevæggrunde til ikke at foretage sig noget dengang,« siger han.

»Det er vigtigt, at en ny undersøgelse i modsætning til PET-Kommissionen har en kritisk tilgang til PET, og hvis et frit lejde med inspiration fra den sydafrikanske sandhedskommission kan få tidligere PET-folk til at snakke, så er det langt at foretrække,« tilføjer han.

Anbefaler frit lejde

Tidligere chef for PET 1975-84, Ole Stig Andersen, er overbevist om, at kun hvis en kommende undersøgelse afstår fra også at skulle placere et retligt eller disciplinært ansvar, kan der komme nye oplysninger frem. Andersen var selv ramt af dårlig hukommelse ikke færre end ni gange under talrige afhøringer i PET-Kommissionen.

»Frit lejde vil afgjort være det bedste, hvis man vil rage i fortiden. Jo mere skarphed og jo mere tryghed, en undersøgelse etablerer, desto bedre resultat får man,« siger Andersen, der tilføjer, at han ikke tror, at en ny undersøgelse kan bringe nyt frem om de år, hvor han selv var PET-chef.

Professor Eva Smith fra Københavns Universitet anbefaler også en frit lejde-undersøgelse:

»Generelt mener jeg ikke, at undersøgelseskommissioner er særligt velegnede til at placere et ansvar, så jeg synes, at politikerne skal prioritere at få sandheden frem frem for at placere et eventuelt ansvar. Det vil man komme længst med,« siger Eva Smith.

Den konservative retsordfører Tom Behnke afviser ikke at lade sig inspirere af Sydafrika:

»Formålet med en ny undersøgelse er ikke at straffe eller pege fingre af folk. Men det er vigtigt for ofrene og ikke mindst eftertiden, at vi får klarhed over, hvad der skete og hvorfor,« som han siger.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra justitsminister Brian Mikkelsen (K).

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er løgn:
Militæret og Hjemmeværnet træner HA’ere og supporters i Afghanistan.
FET havde en muldvarp i Blekingegadebanden.

Gorm Petersen

I Øvigs bog påstås det, at al dansk aflytning blev oversat af en MOSSAD agent, med ret til at rapportere til sine foresatte i Tel Aviv.

Den organisation der er kendt for at chikanere - og lejlighedsvis begå målrettede drab på - palæstinensere og deres sympatisører overalt på kloden.

Er tanken om at der skulle kunne dukke noget "endnu værre" op ved nye undersøgelser ikke en fuldkommen absurd forestilling ?

Hvordan skulle noget kunne være "værre end" det, der allerede er kommet frem ?

Jeg læste i sin tid Øvigs bøger om Blekingegadebanden med interesse. Men efterhånden er det hele gået i selvsving - en uinspireret biograffilm, en virkelig ringe serie på TV2, en halvkedelig bog af Jørn Moos og nu¨"kravet" om en ny Blekingegadeundersøgelse. Er det ikke på tide at lægge Blekingegadebanden fra os og se at komme videre?

Hans Aagaard

Jeg tror faktisk du overser en vigtig pointe i forbindelse med Blekingegadesagen.
Ud over det underholdningsmæssige for befolkningen, som er en biting, er der det væsentlige spørgsmål for de involverede parter -

blev politibetjent Jesper Egtved Hansen dræbt fordi PET ikke udviste rettidig omhu, og sad på oplysninger der i givet fald kunne have standset banden på et tidligere tidspunkt, men som de pga. egen virksomhedskultur ikke delagtiggjorde det efterforskende politi i?

Det er den "abe" der har sneget sig op på skulderen af Per Larsen, og det må have en videre interesse i offentligheden og jeg mener ikke at "vi kan komme videre" før end det spørgsmål er afklaret.....

@Niels Mosbak - om PET "udviste rettidig omhu" eller ej - så var det til syvende til sidst et medlem af Blekingebanden, som skød og dræbte den unge politibetjent. Skal der placeres et ansvar i den sag, bør der vel gives "frit lejde" til de tilbageværende medlemmer af Blekingegadebanden. Hvem af jer slog betjenten ihjel?

Hans Aagaard

Det er naturligvis korrekt at det var et medlem af banden der dræbte politibetjenten - men - hvis det viser sig, at man har tilbageholdt oplysninger der kunne havde afdækket banden tidligere, så har PET et betydeligt medansvar for forløbet - henset til at hvis man er undervejrs med kriminalitet - så havde politiet (og PET) efter den daværende retsplejelovs bestemmelser, pligt til at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser, og herunder foretage den fornødne efterforskning såfremt en forbrydelse blev begået rpl. § 108.

Hvis der er tale om personfarlig kriminalitet - som røverier - og man sidder inde med viden som man ikke deler med det efterforskende politi, så pådrager man sig medansvar og berettiget kritik, når nogen bliver dræbt som følge heraf.
Det kan ikke bare kan affærdiges med at man ikke havde noget på de pågældende, eftersom de jo var overvågede i flere år, og enhver efterforskning må nødvendigvis indledes mod personer man har mistanke imod, som Moos jo også siger.

Peter B. Jensen

Hvis det er den samme personkreds, både nationalt og internationalt som skal afgive forklaring, og iøvrigt arbejde sammen i morgen, så gør det næppe den store forskel med immunitet.

Sammenligningen med Sydafrika virker helt hen i vejret. Sydafrika var en hel nation der skulle gøre op med sin kollektive skyld og smerte. Her i landet er det en lille gruppe mennesker, hvis tilværelse i forvejen er indhyllet i hemmelighedskræmmeri, og hvis kollektive ry står på spil, vi forventer 'sandheden' fra.

Der er sket så mange bekymrende og tankevækkende ting i de 20 mellemliggende år, at det virker som ressourcespild, eller direkte sidesporing, at poste flere millioner i den historie. Ville det ikke give bedre mening at bruge midlerne på PETs nuværende sikring og virke?

Tænk Niels Mosbak, jeg mente nu også at det var et bandemedlem der skød og dræbte Jesper Egtved, men når man læser dine kommentarer så virker det altså på dig som om at det var PET der var skyld i mordet, bum bum......

Men nu gør du jo ofte meget ud af at fortælle at du er tidligere betjent, så måske du har en viden som vi andre ikke har, også selvom PET jo ikke altid er skide meddelsomme, hmmmm.....

Gorm Petersen

Jeg tror ikke man får skovlen under Per Larsen. Den høje risikobevidsthed i forhold til overvågning syntes at fungere helt til det sidste.

Til gengæld gik det alvorligt ned ad bakke med risikobevidsthed ved selve aktionerne fra og med DalleValle i 86.

Før den tid havde både Lyngby og Herlev været velgennemtænkte m.h.t. flugt. Relativt få vidner og hurtig adgang til motorvej i myldretid.

Ved DalleValle kunne en kæde af "stop tyven" råb have klæbet til tyvene under deres flugt med barnevognen. Der var for mange mennesker. Hvad ville de have gjort hvis en af dem var blevet grebet af publikum - skyde sig fri ?

Købmagergade var det rene vanvid. Flygte gennem de små gader med en stor kassevogn i de stille morgentimer. Selv hvis de nærmeste patruljevogne havde været endnu længere væk var det alligevel gået galt.

Drabet må takseres som resultat af grov uagtsomhed - svarende til spirituskørsel.

Det er formentlig kommet bag på PET at de kunne bære sig så dumt ad. De havde jo virket så kompetente i starten.

Det er en absurd tankegang at skulle give amnesti til embedsmænd. Det udstiller snarere det faktum, at magtforholdene her til lands er skruet sammen på en måde, som giver mulighed for at beskytte sig selv og (mis-)opfattede allierede igennem tavshed, såfremt man er eller har været ansat det "rigtige" sted. Farcen med "det kan jeg ikke erindre" er en uacceptabel provokation overfor offentligheden. Og står direkte i modsætning til de forhold, som gør sig gældende for den almindelige befolkning.

Konstruktionen er af ældre dato og bør klart undergå et nøje og grundigt eftersyn, som ikke overlades til de sædvanlige instanser. Og under ingen omstændigheder til mode-fænomener som CEPOS, der er en konsekvens af et kontemporært mediebillede og financieret af særinteresser. For så sker der absolut ingenting.

Det er beskæmmende, at der opfordres til en sådan trafik som amnesti. Er der noget galt, bør der der foretages en efterforskning, som evt. fører til sigtelse. Nægtes der udtalelser, bør det føre til samme konsekvens, som for 'almindelig' lignende kriminel adfærd. Sværere er det såmænd ikke. Og det såre simple faktum skylder man den almindelige danske offentlighed en forståelig forklaring på...

"There's something fishy in The State of Denmark". Det fremgår med al tydelighed af anliggendet...

Med venlig hilsen

Jo mere tid der går - jo sværere bliver det at lave en meningsfuld undersøgelse, og undersøgelseskommisioner er i øvrigt ikke noget godt "værktøj". De er upræcise og tilfældige i søgeprocessen, og de mangler den "opsøgende aktivitet", som er grundlaget i enhver politimæssig og journalistisk efterforskning, der fører til resultater.

En undersøgelseskommission med eller uden "frit lejde" bliver et styke mediecirkus med høj underholdningsværdi , hvor medier og politikere kan gå i selvsving - hvem der myrdede politimanden bliver næppe afklaret, og hvis det afklares ved at morderen står frem,, skal morderen så have frit lejde ?

Mikkel Kaels

Det er jo Jørgen Moos opfattelse af sagen som jeg også deler - der er jo tidligere i historien sager, der er gået politik i, og som en højtprofileret sag har denne også haft betydning for udnævnelser, ligesom en politiadvokat blev taget af sagen for at være for åbenmundet.
Og hvis en sag sendes til vurdering i justitsministeriet, er det næppe i anledning af en juridisk vurdering, men nærmere de politiske implikationer ved at forlange to palæstinensere med millioner af danske kroner på sig udleveret fra Frankrig...

Alene det forhold at kriminalfolk på sagen påpeger, at der er mistanke om tilbageholdelse af væsentlige oplysninger fra PET's side tidligere i forløbet, eller rettere at de fik oplysninger som de ikke måtte bruge i deres efterforskning taler jo sit eget sprog.
Det har sikkert en eller anden god grund - men man er jo nødt til at kunne vurdere dette på et informeret grundlag, idet forløbet jo endte med drabet på en kollega - det er den "abe" der sidder på skulderen af Per Larsen, der var executiv chef i PET dengang - og eftersom kritikken kommer fra "egen kreds" nemlig tidligere efterforskere burde man nok undersøge det lidt nærmere....