Læsetid: 4 min.

Økonomen, der fik ret

Keynes lærermester, Arthur Pigou, er stort set glemt i dag - men hans teorier har forbløffende relevans for vor tids diskussioner og dilemmaer
15. januar 2010

Selv om kun de færreste økonomiske eksperter forudsagde det voldsomme finanskrak, hvis følgevirkninger har rystet verdensøkonomien, raser der hårde ideologiske opgør om deres respektive heltes meritter.

Efter at have følt sig frosset ude i 30 år er tilhængerne af John Maynard Keynes, den statslige interventionismes største guru, nu overbevist om, at deres tid igen er kommet. Politikere støver hans gamle lærebøger af og hælder milliarder i stimulusprogrammer, så Keynes ry som den største økonom til alle tider burde nu være genoprettet, påstås det. Men stillet over for den nye bølge af reguleringer slår disciplene af det frie markeds mest markante besynger, Milton Friedman og hans skole af Chicago-økonomer, igen, så godt de kan for at bevare de idealer, som lå bag den seneste lange vækstperiode, der bragte os hidtil uset velstand.

Som røgen fra den ideologiske slagmark letter, er en glemt skikkelse fra fortidens tåger ved at dukke frem som vor tids måske mest fremsynede økonom. Ikke blot krediteres han for at være ophavsmanden til teorien om markedsfejl; hans værk har også væsentlige svar til mange af tidens mest brændende spørgsmål fra klimaændringer til sygesikring, fra befolkningsvækst til forurening og bankbonusser. Han kan endda siges at afstikke en tredje vej for økonomien.

Hvem er han, denne gådefulde figur? Lad mig præsentere Arthur Pigou, en gigant i den økonomiske videnskab, før han ragede uklar med vennen Keynes. Den høje, flotte moustacheprydede englænder var en fremragende sportsmand, han frekventerede de bedste skoler og vandt akademiske priser på Cambridge. Som militærnægter modsatte han sig at kæmpe i Første Verdenskrig, men insisterede på at blive sendt til fronten som ambulancechauffør.

Fejl og ufuldkommenhed

Som kun 30 år gammel blev han professor i politisk økonomi Cambridge, hvilket dengang var verdens mest prestigefulde position i dette fag. To år senere udsendte han sit banebrydende værk The Economics of Welfare, som hans tilhængere, deriblandt John Cassidy - forfatter til den fremragende How Markets Fail - har hyldet som pionerarbejdet om markedsfejl.

Skønt bogen kom for hele 90 år siden, forudså Pigou »fejl og ufuldkommenheder i selv de mest avancerede stater« og understregede behovet for statslige indgreb for korrigere sådanne fejl. Han analyserede også, hvordan handlinger i en del af økonomien kan få drastiske og utilsigtede konsekvenser andre steder, hvilket just er tilfældet for det aktuelle økonomisk rod, som jo opstod, da banker blev opmuntret til at løbe risici af et forfejlet bonussystem og udstedte pantebreve til forarmede amerikanere, som ikke havde råd til dem.

Pigou var ikke ekstrem. Han var tilhænger af fri foretagsomhed, satte sin lid til individerne, var skeptisk over for politikere og havde blik for nødvendigheden af at begrænse statsmagten. Men han accepterede - i modsætning til visse økonomer, som nægter at lade den menneskelige virkeligheds ufuldkommenhed bryde ind i deres perfekte verdener af total rationalitet - også, at det frie marked ikke kan løse alle et samfunds problemer.

Uenighed med Keynes

Hans egentlige geni var at forstå det moderne samfunds kompleksitet. Pigou fremhævede, hvordan individers og virksomheders aktiviteter kan påvirke hinanden gensidigt, og hvordan staten undertiden er forpligtet til at inddrage sociale omkostninger og imødegå, at negative bivirkninger, såkaldte spillovers, indvirker på tredjeparter. Hans mest berømte eksempel var en ny jernbanelinje, der spolerer miljøet. Andre eksempler var den voksende kriminalitet, som forårsages af billig alkohol eller den skade, som fostre kan påføres af forurening. Og blandt hans løsninger var skatteudskrivninger, udbygning af de offentlige tjenester og indførelse af behørig regulering.

Kedeligt nok for Pigou blev han voldsomt uenig med sin protegé Keynes om årsagen til arbejdsløshed. Da ledigheden gik i vejret først i 1930'erne, skrev han en bog, hvori han lagde skylden for denne udvikling på for høje lønninger; et argument, Keynes tilintetgjorde i netop det værk, som gjorde ham til international berømthed, The General Theory of Employment, Interest and Money. Pigou forsøgte at svare igen med en lige så nådesløs anmeldelse, men kunne slet ikke hamle op med kvikke Keynes, hvorefter hans stjerne hurtigt blegnede. Den tidligere vidunderdreng søgte tilflugt i akademiske rutiner og førte en kustodetilværelse i Cambridge til sin død i 1959.

Populære løsninger

I dag kender de færreste Pigou. Men hans værk er af central betydning for mange af vor tids mest kontroversielle diskussioner, fra bankvæsen til indvandring. Det har relevans for sociale spørgsmål: Skal vi f.eks. forhøje afgifterne på tobak for at nedbringe sundhedsudgifterne eller afkræve borgerne penge for lægebesøg? Og det kan belyse vore miljøproblemer: Skal vi afkræve en flyskab penge for at reducere emissionerne, bompenge for at hindre trafikpropper osv.?

Stern-rapporten, som for fire år siden understregede, at vi bør opfatte klimaet som et økonomisk problem, har spillet en afgørende rolle i Pigous rehabilitering. Samme rapport trækker da også i vidt omfang på hans værk og taler for nødvendigheden af at indføre en afgift på kulstof, en klassisk Pigou-strategi. Og i USA har den tidligere George Bush-rådgiver, Greg Mankiw sågar stiftet en Pigou Club, som bl.a. kræver højere benzinskatter for at reducere den globale opvarmning; klubben har siden fået tilslutning fra folk som Alan Greenspan, Al Gore og Paul Krugman.

Pigous løsninger er populære af to grunde. For det første anviser de ofte den mindst indgribende måde til at korrigere markedsfejl og kræver ikke tunge og bastante statsindgreb i de beslutninger, som træffes af borgere og virksomheder. De puffer individerne i den rigtige retning snarere end at diktere dem en adfærd. For det andet kan de bruges som alternativ til de mere stumpe redskaber som beskatning af indkomst eller ejendom.

I vore kaotiske tider er det værd at citere denne glemte figurs mest berømte advarsel, der er så relevant som nogensinde: »Velstand hører op i en krise. Forfejlet optimisme dør i en krise, men gennem denne død fødes en forfejlet pessimisme. Og denne nye fejl kommer til verden ikke som spædbarn, men som kæmpe.«

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tydeligvis er han socialist. Rart at vide at ens livsindstilling er ved at være på mode igen.. Hvem skulle havde troet det?

'Han var tilhænger af fri foretagsomhed, satte sin lid til individerne, var skeptisk over for politikere og havde blik for nødvendigheden af at begrænse statsmagten. Men han accepterede - i modsætning til visse økonomer, som nægter at lade den menneskelige virkeligheds ufuldkommenhed bryde ind i deres perfekte verdener af total rationalitet - også, at det frie marked ikke kan løse alle et samfunds problemer.'

Meget interessant og spiseligt: 'den 3.vej'?- hvorfor er der ingen debat her?

Lars Jorgensen

Pigou er formentlig helt ude af pensum... Ikke overraskende... Både i forhold til krisen og de samme, samme, samme 'løsninger', der bliver søsat...