Læsetid: 2 min.

Opposition vil bekæmpe private universiteter

Oppositionen er imod Videnskabsministeriets udspil om at åbne for private universiteter, men DF støtter forslaget. Socialdemokraterne, der er med i universitets-forliget, har tænkt sig at blokere for privatisering af universiteter
25. januar 2010

Private universiteter skal ifølge et nyt udspil fra Videnskabsministeriet både kunne opnå statsstøtte og modtage ubegrænset brugerbetaling.

Selv om både erhvervslivet og universitetsfolk i lørdagens Information advarede om, at det vil skabe en skævvridning mellem offentlige og private universiteter, ser det dog ud til at være et flertal for forslaget bestående af regeringen og Dansk Folkeparti (DF).

DF's forskningsordfører Jesper Langballe går ind for private universiteter, men ønsker ikke at udtale sig om det konkrete udspil.

De Radikale er i princippet for private universiteter, hvis de kommer til at fungere på lige fod med friskoler og private gymnasier, men det mener Marianne Jelved ikke er tilfældet her.

»Det er direkte provokerende at forestille sig, at staten skal give det samme i taxameter til nogle private uddannelser, der tilmed kan tage imod brugerbetaling uden loft,« siger Marianne Jelved.

Hun kan kun finde en forklaring på ministeriets udspil, og det er at skærpe konkurrencen og skabe en form for eliteuddannelser i privat regi.

»Det har været en del af regeringens kongstanke. Hvis det her forslag bliver til virkelighed, så får de sorteret de studerende med en mere jævn økonomisk baggrund fra, fordi det kun bliver familier, der har råd til brugerbetaling, som får råd til at gå på de private universiteter,« siger Marianne Jelved og kalder det fuldstændig uansvarligt at følge den målsætning.

Ideologisk udspil

Socialdemokraternes ordfører Kirsten Brosbøl mener også, at begrundelsen for udspillet er ideologisk:

»Det er en dobbeltbetalingsstrategi med en klar parallel til sundhedsvæsnet, hvor regeringen også har overbetalt de private sygehuse. Den eneste begrundelse er ren ideologi. Man kan jo sagtens samarbejde, lave fælles forskningsinvesteringer og uddannelsesforløb med private virksomheder i dag,« siger Brosbøl, der mener det er et brud på uddannelse som et velfærdsgode.

Gratis uddannelse slut

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der torsdag havde indkaldt videnskabsminister Helge Sander i samråd om udspillet, mener også, der er tale om drastisk ændring af den danske måde at tænke uddannelse.

»Gratisprincippet har været grundlæggende for vores uddannelsespolitik, og det vil ministeren gøre op med,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Men videnskabsminister Helge Sander mener ikke, at det er opgør med gratisprincippet:

»Overhovedet ikke. Vi har også stadig en gratis folkeskole, selv om der er forældrebetaling på de friskolerne og de private gymnasier. Det betyder bare, at vi får flere muligheder,« siger Helge Sander.

Men ifølge Marianne Jelved har de private skoler og gymnasier på ingen måde så gunstige vilkår, som private universiteter vil få ifølge ministeriets udspil: »Parallellen holder ikke.«

Spørgsmålet er så, hvor pengene til at give statsstøtte til private universiteter skal komme fra? Videnskabsministeren mener ikke, at der vil blive taget noget fra de offentlige universiteter.

»Vi tager ikke noget fra nogen. Jeg nægter at tro på, at det her vil betyde forringede vilkår og muligheder for de eksisterende universiteter,« siger Helge Sander, der ikke tror, at de private universiteter vil komme til at fylde meget i det danske uddannelseslandskab.

Johanne Schmidt-Nielsen mener, at uanset hvad så vil der gå penge fra de offentlige:

»De skattekroner, der skal finansiere de private universiteter, kunne være brugt på at skabe bedre kvalitet på vores fælles universiteter.«

Selv om der tegner sig et flertal for private universiteter, så har Socialdemokraterne, der sidder med i universitetsforliget, en forventning om, at universiteterne ikke vil blive privatiserede, uden at forligsparterne er enige om det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Forslaget om private universiteter viser i mine øjne, at socialdemokraterne trods alt gjorde det rigtige da de blev ved bordet om universiteterne. Deres begrundelse for at blive var dengang ,at regeringen kunne ha´fået en dårligere aftale igennem med DFs stemmer. Det ses nu at være en rigtig vurdering, da DF gerne vil indføre private elite universiteter med både de samme offentlige tilskud som de offentlige universiteter og med brugerbetaling uden loft.

Her til morgen i P1-morgen sagde Venstres erhvervsordfører, at Venstre ønskede at kommunerne skal til at udbyde 1 pct. mere pr. år til private. Jeg må sige, at efter Fogh Rasmussen med DFs stemmer nærmest i medie tavshed fik lavet lovgivningen til privatisering nu er parat til at føre dem åbent til udførsel. Men er den danske befolkning parat til at privatiserer koste hvad det vil og slippe de lige muligheder til alle princippet, som Danmark har været over 100 år at opbygge.

Julie Keldborg Malmos

"Private universiteter er et vildspor i debatten. Det er ideologisk flimmer, som intet gør for at flytte danske universiteter op i verdensklasse"

Ralf Hemmingsen, Politiken 23. januar