Læsetid: 2 min.

Oppositionen splittet om undersøgelse af læk

En samlet opposition vil have undersøgt lækken af oplysninger om udsendelse af jægersoldater til Irak i 2007. Men hvordan det skal gøres, er der bred forvirring om
30. januar 2010

Var det forsvarsministerens spindoktor, en ansat i Forsvarsministeriet eller en helt tredje der lækkede oplysninger til pressen om en hemmelig mission i Irak i 2007? Og kendte forsvarsminister Søren Gade til utætheden blandt sine nærmeste? Det er bare nogle af de spørgsmål, som oppositionen vil have svar på.

Både Socialdemokraterne, Radikale, SF og Enhedslisten kræver sagen undersøgt til bunds, så det bliver afklaret, hvem der har ansvaret for, at oplysninger om en hemmelig mission endte hos både TV 2 og Jyllands Posten tilbage i april 2007. Men hvordan det nærmere skal foregå, er der bred forvirring om.

Politianmeldelse

Indtil videre er sagen blevet meldt til politiet, forsvarsministeren kaldt i samråd, Forsvarets Auditørkorps krævet ind i sagen, mens Socialdemokraterne mener, at en hel uafhængig undersøgelse er at foretrække.

»Vi har ikke lagt os fast på nogen bestemt form for undersøgelse. Men det smarteste er en advokatundersøgelse, hvor man uafhængigt kan undersøge sagen til bunds,« siger socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen.

SF's folketingsmedlem Jonas Dahl valgte i går at politianmelde sagen. Et initiativ der bliver modtaget med en vis skepsis fra John Dyrby Paulsen. »Jeg konstaterer, at SF har valgt at politianmelde. Jeg ville ikke selv have valgt at gøre det på nuværende tidspunkt, men nu må vi bare vente og se, om der kommer noget ud af det,« siger han.

Ifølge Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen er det Forsvarets Auditørkorps, der bør stå for undersøgelsen, som det er tilfældet i sagen om den arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks Jæger-bog.

»Det er helt oplagt deres opgave at undersøge ulovligheder i militæret. Det er meget mærkeligt, at de ikke allerede har taget sagen op af egen drift,« siger han og uddyber:

»Hvis det var mig, der var mistanke imod, var jeg da for længst blevet kaldt for retten«. De radikales forsvarsordfører Niels Helveg Petersen, vil også have en undersøgelse, men nøjes indtil videre med at konstatere, at der allerede er sat en hel masse i gang.

»Der er foreløbigt en politianmeldelse, en auditørundersøgelse i forbindelse med Jæger-bogen, samt adskillige spørgsmål til ministeren i forbindelse med et kommende samråd. Nu trænger vi vist mest til at få nogle afsluttede undersøgelser og nogle svar,« siger han.

Gade ikke sikker

Oppositionens krav om en undersøgelse bygger blandt andet på oplysninger fra filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen og TV 2's politiske reporter Kaare R. Schou, der begge hævder, at kilden skal findes i Forsvarsministeriet. Beskyldninger som forsvarsminister Søren Gade torsdag aften i Tv-Avisen ikke kunne afvise.

»Det kan jeg selvfølgelig ikke afvise. Men jeg kan afvise, at jeg har information om, at oplysningerne skulle være kommet fra ministeriet eller forsvaret i øvrigt«, sagde han ifølge Politiken.dk.

Alligevel mener han dog ikke, at sagen skal undersøges nærmere.

»Jeg har ingen informationer i dag, som tilsiger, at jeg skulle kunne iværksætte en undersøgelse, som der kommer noget fornuftigt ud af«, sagde han. Også Dansk Folkeparti hæfter sig ved, at der ikke vil komme noget ud af en undersøgelse.

»Man kan ikke sige, hvor lækagen kommer fra. Det er meget stort apparat, når Jægerkorpset bliver sendt af sted, så der vil være masser af mennesker som ved det«, siger Søren Espersen til Ritzau. Der er samråd i forsvarsudvalget på onsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Og det er derfor at politikers troværdig er en forladt by vestjylland.

I stedet for at konsekvent at undersøge begrundet eller bestyrket mistanke, afviser de (u)ansvarlige politikere at undersøge sagen, men direkte henvisninger til deres inkompetence.