Læsetid: 8 min.

Passagerer i den hemmelige stat

I det 'levende' demokrati beslutter en elite af politikere og embedsmænd. Vi andre er 'passagerer', der skal have beroligende have redigeret information - efterfølgende. Lgesom kloge virksomheder 'informerer' kunderne med glatsnak. Af hensyn til komforten og følelsen af tryghed. Det bliver helt tydeligt i den nye offentlighedslov, hvor vi mere ses som brugere af det offentlige end som deltagere i et demokrati
I det 'levende' demokrati beslutter en elite af politikere og embedsmænd. Vi andre er 'passagerer', der skal have beroligende have redigeret information - efterfølgende. Lgesom  kloge virksomheder 'informerer' kunderne med glatsnak. Af hensyn til komforten og følelsen af tryghed. Det bliver helt tydeligt i den nye offentlighedslov, hvor vi mere ses som brugere af det offentlige end som deltagere i et demokrati
Indland
16. januar 2010

Rager det os, hvad politikere og embedsmænd gør for vore skattekroner? Vi får i al fald kun syn for sagn, hvis der er åbenhed. Den danske lov om offentlighed i forvaltningen er desværre uoverskuelig og forældet. En kommission har nu foreslået en ny lov i en mammutbetænkning på 1.216 sider. Den er også uoverskuelig. Nogle væsentlige lukninger af det offentlige sukres ind i en længere række af ofte perifere og i nogle tilfælde tvivlsomme forbedringer. Forslaget tager vide hensyn til embedsmandsinteresser i lukkethed - en del embedsmænd har været med til at udarbejde det. Man vil angiveligt styrke den demokratiske deltagelse, men i betænkningen ses vi snarere som brugere af det offentlige end som deltagere i et demokrati.

Vi skal serviceres. Men med måde. Lovforslaget har mange undtagelser, upræcise afgrænsninger, mange skøn og mere end en halv snes bemyndigelser til justitsministeren. Der er desuden skjult undtagelser i en lang række andre love. Det er uoverskueligt selv for eksperter. Alle undtagelser burde stå i en lov, som de gør det i mere fornuftige nabolande.

Lukkethed

Blandt de foreslåede forbedringer af offentligheden er indsigt i faglige vurderinger »i endelig form« bag fremsatte lovforslag med videre, hvorimod embedsmændenes politiske overvejelser og deres forslag til beslutninger skal være hemmelige. Embedsmændenes politiske ageren uden et demokratisk mandat skal holdes lukket, men deres 'faglige' indsats skal ud i det fri.

Sådan da. For ifølge et af kommissionens medlemmer, juristen Oluf Jørgensen, gælder denne åbning ikke de 'vigtigste' faglige vurderinger. Det er de, der gives direkte som ministerrådgivning. Han giver som eksempel en juridisk vurdering udarbejdet til en minister om Genèvekonventionens betydning. Blandt andre eksempler nævnes beslutningsgrundlaget for Irak-krigen og råd fra et embedsmandsudvalg til sundhedsministeren om betaling af privathospitaler, en sag som har haft stor betydning, fordi den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen har fået kritik af Rigsrevisionen for som sundhedsminister at overbetale privathospitaler. Jørgensen tilhører et mindretal i kommissionen, som også ønsker den slags 'faglige' vurderinger åbnet for offentligheden (Informations kronik den 30. novemer 2009).

Men hvordan skal der sondres mellem embedsmænds politiske 'overvejelser' og 'interne faglige vurderinger'? I årevis har stillingsannoncer til selv beskedne fuldmægtigstillinger fremhævet, at unge embedsfolk skal være politisk lydhøre, så man kan dårligt undre sig over, at embedsfolk er politisk opportunistiske. Som formanden for strukturkommissionen bag kommunalreformen, tidligere departementschef Johannes Due har sagt det, så klipper embedsmænd og eksperter en hæl og en tå for at få forskning og fakta til at passe til beslutningerne. Man er ifølge Due naiv, hvis man tror noget andet. Desuden kan de faglige standarder i for eksempel økonomi og politologi være så uklare, at vurderinger ofte er mere politiske end faglige.

Hvis det ligner chikane

Myndighederne skal kunne sige nej til aktindsigt, hvis administrationen af den indviklede lov indebærer uforholdsmæssigt ressourceforbrug. Så kan myndighederne eventuelt kalde anmodninger om aktindsigt for chikane. Det vil nok give klagesager og derfor kræve flere ansatte hos ombudsmanden. Ved at indføre denne bestemmelse lettes presset på myndighederne til at indrette sig praktisk.

Dokumentation af 'informationsudveksling' mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag og »anden tilsvarende politisk proces« foreslås af et lille flertal i kommissionen lukket. Formuleringen »anden tilsvarende politisk proces« er desværre upræcis. Kommissionens mindretal indvender, at man slet ikke er blevet opfordret til denne indskrækning. Det er en alvorlig forringelse for oppositionen og vælgerne.

Hele ideen i et parlament, siden det engelske parlaments debatter i 1790'erne blev åbnet for offentligheden, er, at vælgerne og medierne skal kunne overvære mest muligt af den løbende beslutningsvirksomhed og konkurrence mellem de valgte repræsentanter. Det er et grundvilkår for parlamentarisk arbejde, at de valgte debatterer i størst mulig offentlighed, og at der skrives ordrette referater af, hvad de siger. Kun derved kan vælgerne vurdere deres repræsentanters indsats og eventuelt også gå i dialog med dem.

Mørkelægningen af kontakten mellem folketingsmedlemmer, ministre og embedsmænd vil være til fordel for folketingsmedlemmer fra regeringspartier og til skade for den til enhver tid siddende opposition. Et stort mindretal i kommissionen går da også imod dette forslag, der kan ændre balancen mellem regering og opposition - eller i nogle tilfælde mellem partier, som er inde i et forlig og partier, som står uden for.

Hemmeligt i elitestaten

Spørgsmålet om offentlighed i staten følger opfattelsen af, hvad der er den rette styreform. Under enevælden var staten selvsagt fuldstændigt lukket, alt ragede kun majestæten. Da enevælden faldt og blev erstattet af det konstitutionelle monarki, ændredes intet. De mest progressive aktører forestillede sig dog et elitedemokrati, hvor samfundets velhavere, akademikerne og de 'dannede' kunne konkurrere i fuld offentlighed i et parlament efter engelsk forbillede, så vælgerne kunne vurdere, om politikerne burde genvælges. Nogle politikere kunne måske endog blive ledere i ministerier, politisk, organisatorisk og personalemæssigt. Politiske partier var bandlyste, politikerne skulle vælges på grund af deres kompetencer og kun være bundet af egne overbevisninger. Borgerne skulle dømme over politikerne ved valg med års mellemrum og i øvrigt være passive, som det sømmede sig for dommere.

For 100 år siden fremhævede den tyske samfundsforsker Max Weber, der gik ind for elitedemokrati, at den brede befolkning var forfalden til følelser og kortsigtethed. Den offentlige mening var irrationel. Staten måtte være lukket, så den kunne arbejde rationelt og professionelt. Bureaukraters fornemmeste pligt var at holde på hemmeligheder over for selv parlamentet, ellers røg effektivitet og handlekraft sig en tur.

Deltagerdemokratiet

Tyskland fik efter 1918 et usikkert parlamentarisk demokrati, som slog over i en elitær nazisme, hvor ingen turde sætte spørgsmålstegn ved beslutningerne. Til gengæld trodsede Danmark Webers forventninger med et folkestyre af »landsbylærere, bønder, husmænd og arbejdere«, som Hal Koch skrev i 1945. De havde organiseret sig i meget store og stabile partier, havde nedbrudt privilegier og kæmpet sig til valgret for stadig flere. Partierne var grupper med fælles grundholdninger.

Hal Koch ønskede ikke et elitestyre, han hævdede endog, at de akademikere, der stod uden for de politiske partier, var de letteste ofre for agitation og svingende folkestemninger. Almindelige mennesker skulle deltage i demokratiet for at udvikle sig og tage medansvar på et informeret grundlag. Alles inddragelse i en demokratisk livsform ville forebygge, at nogen blev lette ofre for diktaturers propaganda. Derfor kæmpede mange efter 1945 også for at få offentlighed i forvaltningen. Deltagerdemokraterne havde den stik modsatte opfattelse af elitedemokraternes: Jo bedre informerede borgerne var, jo bedre stod det til med kvaliteten af beslutninger og retssikkerheden. Offentlighed og mest mulig dialog ville få politikere og embedsmænd til bedre at forstå samfundsproblemer og give dem ansvarsfølelse, de havde jo vist sig alt andet end ufejlbarlige, hvis de fik lov til at regere uden demokratisk kontrol.

Besættelsestiden skabte mistillid til den danske elite af politikere og embedsmænd, ikke mindst i modstandsbevægelsen. Nogle borgerlige frygtede i efterkrigstiden også overgreb fra stærke socialdemokratiske regeringer. Offentlighed skulle værne mod overgreb, og den var på vej ind i Grundloven af 1953, men embedsmænd så med mistro på tanken.

Markedsdemokratiet

Socialdemokratiet var som regeringsparti henholdende. Men i opposition var partiet fyr og flamme. Tanken blev dermed først til lov under en konservativ justitsminister og tidligere modstandsmand, Knud Thestrup, i 1970. Med en del begrænsninger, det føltes jo som et stort spring ud i det ukendte. Politikerne talte dog meget begejstret om at befæste demokratiet. Planen var, at man i løbet af fire år skulle gå videre. Men så kom Glistrup og Fremskridtspartiet. Det gavnede ikke elitens tillid til menigmands fornuft.

Den fortsatte udvidelse af offentlighedsprincippet trak ud til 1985 og blev ikke så stor som ventet. Begejstringen for borgerdeltagelse var veget, men borgerne skulle som brugere have information og service. Man opgav at gøre borgerne klogere på andet end deres egen lille sag, i stedet analyserede partierne dem i opinionsmålinger og fokusgrupper som brugere og demokratikunder. Man spurgte om deres helt umiddelbare og ofte ukvalificerede præferencer og designede politik derefter. Borgeren blev til markedsdemokratiets servicerede kunde.

De politiske partier blev små topstyrede organisationer. De agerede mere og mere som private virksomheder agerer på et marked. Det politiske liv domineres igen af akademikere, nu assisteret af professionelle markedsanalytikere og politikdesignere. Statsfinansiering er deres vigtigste livline. Da den står i forhold til stemmeantellet, er kampen om markedsandele blandt de stadigt mere shoppende vælgere øget. Politik designes og markedsføres som mærkesager, blandt andet vedrørende indvandrere, strengere straffe, sundhed, velfærd og skat. De politiske partier sælger sig på, hvad Pia Kjærsgaard kalder svar på de »borgernære problemer«, de oplevede og umiddelbare hverdagsproblemer med den offentlige service. Her gælder det om at 'levere varen', mens en lang række andre spørgsmål lettest løses i lukkede fora med kraftig deltagelse af embedsmænd. Embedsmænd står i forreste række som politikproducenter, de politiske partier og ministre har slet ikke ressourcer til selv at løse utaknemmelige problemer med miljø, klima, etik, finanskriser, terror, krige og 'ældrebyrder' og meget andet. Topembedsmænd har uimodsagt af ministre udråbt sig selv til ledere af forvaltningen. Forvaltningen virksomhedsgøres. Ministre er bare demokratiets forbipasserende deltagere.

Ro på broen

Formanden for DJØF-overenskomstforeningen, Lars Quistgaard, har for nylig beskrevet det elitestyre, vi har fået: »Udviklingen har kaldt embedsværket fra maskinrummet op på dækket - ja, sågar op på broen. De skal være med til at planlægge kursen, udvikle manøvrer i oprørte vande og sikre, at passagerne får at vide, hvad der sker og hvorfor. At medvirke er et af embedsværkets væsentlige bidrag til et levende og stærkt demokrati«. (djøfbladet nr. 20, 2009, s. 41).

I det 'levende' demokrati beslutter en elite af politikere og embedsmænd. Vi andre er 'passagerer'. 'Passagerer' skal beroligende have redigeret information - efterfølgende - som kloge virksomheder 'informerer' kunderne med glatsnak. Af hensyn til komforten og følelsen af tryghed. Passagererne skal endog have ret til indseende i det arbejde, skibets tjenende ånder udfører i køkkener, i saloner og kahytter samt måske endog i køkkenet - i det mindste med en smiley-ordning. Men de skal ikke forstyrre beslutningerne på broen. Offentligheden er irrationel og effektivitetsforstyrrende. De politiske beslutninger overlades til dem, som har forstand derpå. De udvalgte med forstand er mere og mere DJØF'ere, hvad enten de er politikere eller embedsmænd. Forslaget til ny offentlighedslov passer til dette >markedsdemokrati.

refleks@informaiton.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Damm Sørensen

En fortræffelig pointe.

Man kunne også fremhæve følgende:

Skal den demokratiske debat om offentlig regulering fortsat foregå på forskelligt grundlag alt afhængig af, om det drejer sig om sociallovgivning eller vedtagelse af en tilfældig lokalplan.

Hvis det står til Offentlighedskommissionen, der lige har afgivet sin betænkning, er svaret et klart ja, for kommissionen har undladt at integrere principperne fra internationale konventioner i dens forslag til ny offentlighedlov. Hermed har kommissionen også undladt at opfylde kommissoriet, der gik ud på, at den efter endt arbejde skulle fremlægge et forslag til en samlet offentlighedslov og inddrage erfaringer fra andre relevante lande (og internationale konventioner må man formode).

Den danske regering er i henhold til FN's Århuskonvention og EF's direktiv om aktindsigt i miljøoplysninger forpligtet til at give offentligheden næsten uindskrænket adgang til det, der lidt abstrakt betegnes som miljøoplysninger. Ja, konventionen og direktivet går endda så vidt som at pålægge offentlige myndigheder pligt til at offentliggøre deres miljøoplysninger på Internettet. Det betyder, at borgere, der f.eks. begærer aktindsigt en en sag om vedtagelse af en lokalplan, selv kan sætte en tidsfrist for besvarelsen og kun i meget begrænset omfang kan nægtes adgang til sagens oplysninger. Det samme gør sig gældende i f.eks. Miljøministeriets meget omtalte sag om fusk med DMU's redegørelse om danske skoves tilstand.

Begrundelsen for denne udvidede adgang til miljøoplysninger er, at man fra internationalt hold ønsker, at borgerne skal kunne deltage i den demokratiske debat på et kvalificeret og oplyst grundlag. Disse internationale konventioner har da også dannet skole for nye offentlighedsordninger i lande, som i optikken af den danske selvopfattelse normalt ikke henregnes som de mest åbne.

Men ifølge Offentlighedskommissionens nye forslag til offentlighedslov skal det ikke gælde for andre områder.

Tværtimod foreslår kommissionen, at den nugældende mulighed for at borgere kan skaffe sig oplysninger om lovgivningen og deltage i debatten på et oplyst og kvalificeret grundlag skal begrænses yderligere, når det gælder alle andre områder end miljø.

For at skjule dette misforhold, har kommissionen været nødt til at tilsidesætte kommissoriets krav om en samlet offentlighedslov, og har kun fremsat en ændret udgave af den gamle offentlighedslov, som ikke tager højde for de principper om borgeres aktive deltagelse i den offentlige debat på et oplyst grundlag, vi bliver pålagt at overholde af internationale organer som FN og EU.

John Damm Sørensen
Åbenhedskomitéen
Stenkrogen 6
2800 Kgs. Lyngby

Heinrich R. Jørgensen

Tim Knudsen er som altid i topform. En fornøjelse at læse...

Svend E Kristensen

Det lyder fuldstændigt og aldeles som den måde Metroselskabet og Københavns Kommunes embedsmænd jorder borgerne på i hele Metroanlæggelsens "oplysningsfase". Der er absolut ingen indsigelser muligt, uagtet kæmpe sociale og forureningsmæssige konsekvenser ligesom andre og billiger løsningsmodeller ikke kan komme på tale. Embedsmænd i Kommunen og Metroselskabet er blevet gud, vi andre de forstyrrende medlemmer i diktaturet, der bare skal makke ret uagtet hvad vi kan påpege. De slipper af sted med alt og det er mere end uhyggeligt. Det er i bund og grund fascisme på en ny måde, som de muligvis ikke engang gør sig klart...

Søren Kristensen

Der er under hele forløbet indsigelsesmuligheder, men de har bare, som der står: "ingen opsættende virkning", hvilket betyder at de vil blive hørt og vurderet i forhold til den tolkning af loven der er til fordel for den pågældende styrelse, i det omfang afgørelsen kan holds inden for lovens rammer.

Bragende god artikel..

...og op med humøret - den permanente demokratikamp er et vilkår :/

Ivar jørgensen

Om Administrativ Intrasparens.

En statsdannelses primære berettigelse består i dens funktion som beskytter af et samfunds svage parter mod dets stærke. I tilfælde af at statsdannelsen ikke formår dette, eller overhovedet ikke har dette som mål, mister den sit legitimitetsgrundlag. I enhver tale om samfundets svage og stærke parter, må statsdannelsen i sagens natur tilhøre sidstnævnte, hvorfor det hører til blandt den legitime og forsvarlige statslige konstruktions fornemmeste karakteristika, at den indlejret i sin struktur har en række mekanismer som har til formål at beskytte dens underlagte mod statsdannelsens indlejrede potentiale for repression Ehvert tiltag som fordrer det åbne samfund dvs. ethvert tiltag som gør at magtens praxis bliver gennemskuelig, gennemsigtig og åben for kritik, er netop en sådan mekanisme, mens magtudøvelse der foregår bag hermetisk lukkede døre er et primært kendetegn ved totalitære ordener.

Når forvalterne af en statsdannelsens magtpraksis således gennemfører tiltag som har administrativ intransparens og lukkethed for kritik som konsekvens, ja måske endda som bagvedliggende rationale, bevæger magthaverne sig følgelig ud i en selvforskyldt legitimitetskrise, idet det værn som samfundet bør opstille, for at begrænse muligheden for repressiv virksomhed der måtte opstå som konsekvens af dets egen position som den stærke part i samfundskontrakten, dermed indskrænkes. Et tiltag som paragraf 24 udgør netop en sådan legitimitetskrise, idet magten frem for at beskytte den svage part mod den stæke; magtens underlagte mod magthaverne, i stedet beskytter den stærke part mod at blive set efter i kortene, hvorfor det følgelig er særdeles alvorligt overhovedet at foreslå dette.

I kontekst af en statsdannelse hvis administratorer påstår at arbejde hen mod et videnssamfund, er et sådant tiltag endvidere implicit selvmodsigende, idet den viden man postulerer at have som formål og mål, netop produceres med udgangspunkt i transparente rammer og kun kan siges at være valid hvis den er principielt åben for kritik. Sagt med andre ord, en vidensproduktions validitet består i det omfang dens præmisser og konklusioner kan adspørges og efterprøves, hvorfor administrativ intrasparens og lukkethed for kritik, i kraft af at være antitesen til gode kritierier for videnskabelig vidensproduktion, altså aldrig kan udgøre grundlaget for et fornuftsbaseret videnssamfund.

Det er dog interessaant et Sverige og Norge har en langt mere åbenhed i forvaltningen end i Danmark. Her optræder man stadig som om man levede i 1700-tallets enevælde....

Det gør vi da også!

Transparens, eller gennemskuelighed, handler om tilgængelighed. Begrænsninger i tilgængeligheden stemmer helt enkelt ikke overens med en udvikling af de demokratiske værdier. Tværtimod. Der er tale om en diskvalificering af offentligheden, altså dig og mig, på politisk bekvemme vilkår, alene af den grund, at Kommisionens problematiske anbefalinger fortrinsvis drejer sig om indskrænkninger i forhold til den politiske proces.

Og det betyder på almindeligt jysk: i relation til magt-forholdene. Men det ér jo præcis magtforhold, som i en demokratisk sammenhæng har behov for en løbende revisions-proces. Ellers falder argumentationen sammen. Fordi det er det enkelte individs tilgængelighed til magtforholdene, som er på spil med demokratiet fremfor andre styreformer. Undtager man en udvikling af de demokratiske værdier, fifler man i realiteten med værdien af demokrati på den led, at undtagelsen skulle kunne garantere reglen. Men den går ikke Grønberg. Så ophører den nemlig med at være undtagelse. Så enkelt kan det udtrykkes...

Og Stig - jeg har nu heller ikke været meget for den gregorianske kalender. For meget vælde og for lidt ene. Hvilket år synes du, det egentlig er...;-)

Med venlig hilsen