Læsetid: 12 min.

Princippernes storhed og fald

Ingen danske aviser har oven på angrebet på Kurt Westergaard genoptrykt Muhammed-tegningerne. Det har man til gengæld i Norge. Spørgsmålet er, hvilket land der i den sammenhæng gør mest for henholdsvis den globale terrorisme og den frie ytring
Ingen danske aviser har oven på angrebet på Kurt Westergaard genoptrykt Muhammed-tegningerne. Det har man til gengæld i Norge. Spørgsmålet er, hvilket land der i den sammenhæng gør mest for henholdsvis den globale terrorisme og den frie ytring
16. januar 2010

Noget er forandret i dansk presse. For selvom, der nok bliver skrevet og sagt meget omkring attentatet på Kurt Westergaard, har ingen danske dagblade genoptrykt hans tegning, hverken i sympati eller som dokumentation. I 2008 oven på det første attentat mod Westergaard valgte 17 aviser den løsning. Denne gang er det slet ikke et tema. Når DR i mandagens udgave af Deadline laver et indslag om satiretegninger i forbindelse med religion, bliver Muhammed-tegningerne således ikke vist. De står klokkeklart i vores bevidsthed, men alligevel vise man dem ikke frem.

En forklaring kunne være, at vi er blevet klogere oven på reaktionerne genoptrykningen af Muhammed-tegningerne i 2008 og det planlagte attentat mod Jyllands-Posten sidste oktober. En anden, at vi nu, hvor der for alvor står noget på spil, censurer os selv i forhold til den ytringsfrihed, som vi oprindelige kæmpede for. Spørgsmålet er, om vi har givet op, eller er vågnet op? Meningerne er delte, men en ting kan man blive enige om: Volden har haft sin effekt.

»Volden har vundet. Man har i Danmark mistet viljen til at tale den imod, hvilket står i skærende kontrast til i 2008, hvor man så stort set samtlige danske aviser trykke Kurt Westergaards tegning, garneret med store og smukke ord omkring ytringsfrihed,« siger Frederik Stjernfelt, professor på Nordisk Institut ved Aarhus Universitet.

Terroren virker altså nu ifølge Stjernfelt, fordi vi agerer på den ved at ændre adfærd. Nu, hvor der for alvor er noget på spil, trækker vi følehornene til os i stedet for at kæmpe for at komme tilbage til, hvad Stjernfelt karakteriserer som ’normale tilstande’. Tilstande hvor man kan trykke den slags tegninger.

»Det farlige er jo, hvis vi udvikler en kultur, hvor sådanne tegninger bare ikke må trykkes, så har vi for alvor tabt,« siger han.

På Statskundskab ved Københavns Universitet er professor Ole Wæver på sin vis enig i, at volden har vundet.
»Der er nok ingen tvivl om, at der er større selvcensur i dag, end der har været tidligere. Jeg tror, der er et problem omkring frygt i forhold til ytringer i samfundsdebatten, som helst ikke skulle være der,« siger Ole Wæver.

I den sammenhæng mener Frederik Stjernfelt, at der nu er brug for, at Vesten står sammen og med en stemme viser, at man ikke er til at kyse. Men burde i den frie presse – den frie verden om man vil – ifølge Stjernfelt blive enig om samme dag at optrykke tegningerne. Hvis New York Times, The Guardian, Frankfurter Allgemeine, El Pais, Le Monde osv. alle stod frem og forsvarede dem, så ville man kollektivt hæfte for faren og således, ifølge Stjernfelt, også gøre det besværligt for terrorister at udpege et mål. Han viser forståelse for, at det måske er svært at mønstre den form for solidaritet som tingene ser ud nu, men mener, at det ’ville være lykkeligt’, hvis man kunne.

Norge

I vores naboland mod nord ser det midlertidigt anderledes ud. For godt et år siden diskuterede man en såkaldt blasfemilov, der skulle forbyde ukonstruktive ytringer baseret på religion og etnicitet. Loven stod til at blive gennemført, men blev senere droppet oven på en heftig debat. En debat der skabte stor intern strid på venstrefløjen. Man havde ligeledes en sag om indførelse af retten til at bære jihab i politiet, der på samme måde skabt røre og endte med ikke at blive vedtaget. Nu er man så vendt helt rundt på en tallerken, og flere dagblade har trykt Muhammed-tegningerne i sympati med Kurt Westergaard. Så hvor Norge i første gang over en bred front fordømte tegningerne som en unødig provokation og troede på en fintfølende tilgang til islam-spørgsmålet, ser man nu med det nylige attentat, det behov for at kæmpe for sine principper, som Stjernfelt efterlyser.

Samfundsredaktør på Bergens Tidende, Hilde Sandvik, der trykte et billede af, hvordan tegningerne fremstod i Jyllands-Posten i sin tid, forklarede trykningen af tegningerne ud fra netop de to nævnte debatter.
»Debatterne fik folk til at vågne. At slibe de principielle knive. Hvilket førte til en forståelse af, at det var en misforstået finfølelse, der lå bag den måde man var gået til spørgsmålet på, og at man blev nødt til at stå fast på visse principper,« siger Hilde Sandvik.

Reaktionen, man ser nu i Norge, minder altså meget om den, man så i Danmark i 2008 oven på det første attentat mod Kurt Westergaard, hvor et af hovedargumenterne netop var, at man skulle vise sympati og stå sammen. Forskellen er dog indtil videre, ifølge Hilde Sandvik, at man ikke har set den negative reaktion hverken i eller overfor Norge, som man så det med Danmark. Tværtimod.

»Man har nok undervurderet de norske muslimer. For det har været en rigtig god debat, der har fulgt. Helt uden trusler om vold og med liberale muslimer som en stemme der bakkede op omkring Kurt Westergaard og opfordrede til en sympatidemonstration,« siger Hilde Sandvik.

Samme melding lyder fra journalist Jan Arild Snoen fra det konservative norske tidsskrift Minerva, der som de første trykte Kurt Westergaards tegning. Der har ikke været trusler om vold. Et faktum, der har gjort det svært at fremture med en generaliserende tone i debatten, og som har gjort, at den, ifølge Sandvik, har været nuanceret og inkluderende i forhold til de norske muslimer.

»Norge ændrer sig med rekordfart, og langt de fleste viser forståelse for, at det kræver en dialog med få stemmer på venstrefløjen som en undtagelse. Karikaturstriden har i den sammenhæng skabt et større rum for at tale om religionens plads i samfundet. En dialog, der sådan set sker ganske stille og roligt,« siger Hilde Sandvik.

Et journalistisk valg

Hvad der synes at virke i Norge, synes dog at gøre det modsatte i Danmark. Det store spørgsmål er, hvad man skal gøre ved det? Indtil videre har pressens svar været at lade være med rigtigt at tage stilling ud fra den typiske forsvarsposition, at man ’træffer et journalistisk valg’. Det er da også den melding, der kommer fra ansvarlig redaktionsleder på Deadline med hensyn til programmet om satiretegninger Mette Hybel.

»I det konkrete tilfælde var pointen jo at pege på, at der har været masser af andre fortilfælde, hvor man har lavet satire over religion. Så det handlede ikke om Muhammed-tegningerne, men om alle de andre tegninger. Derfor så vi ikke nogen grund til unødigt at ’smaske den op’,« siger Mette Hybel.

– Men man kan vel godt sige, at Muhammed-tegningerne indgår naturligt i puljen af satiretegninger om religion? Lå der ikke en vurdering af, at det måske var uklogt at have den med?

»Helt sikkert. Men det, vi vurderer, er den journalistiske relevans. Selvfølgelig kommer vi så nogen gange i et dilemma, ligesom andre medier gør. Men vi ser det ikke som vores opgave at vise den som en manifestation af, at det tør vi godt. Det skal være relevant,« siger Mette Hybel.

Man har altså med Hybel som repræsentant for pressen vendt sig væk fra idéen om at et princip er et princip. Og selvom Ole Wæver ser det som noget negativt, at vi nu lever med en frygt for at ytre os, mener han ikke som Stjernfelt, at det nødvendigvis er en dårlig ting, at pressen ikke viser tegningerne. Han mener derimod, at vi skal lægge de famøse tegninger bag os og komme videre på en mere konstruktiv og avanceret måde. Der er andre veje frem end valget mellem at vise eller ikke vise tegningerne.

»Ingen af de valgmuligheder, vi har i form af at trykke eller ikke-trykke, er attraktive. Man kan med en vis ret sige, at nu må vi stå fast og klart markere vores principper. Men når man samtidig ved, at vi ved at gøre det med al sandsynlighed forstørrer problemet i form af selvcensur, så er den valgmulig ikke at foretrække,« siger Ole Wæver.

Konsekvens

Det er således ifølge Wæver ikke af hensyn til ydre faktorer – fordi nogen andre vil have os til at ændre os – at vi skal gøre tingene anderledes, men fordi vi kan se, at det ikke fører noget godt med sig at fortsætte af samme spor. Det er ifølge Wæver meget enkelt: Hvis ens forsvar for sine principper er med til at ødelægge de selv samme principper, så er det tid til at lægge en ny strategi.

»I stedet for bare at køre i ring og tro, at det eneste svar er at trykke tegningerne igen og igen, så lad os finde andre måder, hvorpå man i fællesskab kan skabe en kritisk debat, der ikke bare kan verfes til side som en provokation. Ellers laver vi bare slag i luften og bekræfter fordomme om fronterne,« siger Ole Wæver.
Han efterlyser en tredje vej, der nedbryder det ukonstruktive mønster, der er blevet bygget op i de sidste mange år.

»Når man ved, at terror lever af destabilisering og angst, så kunne man måske sige, at det ikke var supersmart at svare ved at skabe noget, der kan fremme det mål. Derfor er det stadig rigtigt, at terroren har vundet, når folk lægger bånd på sig selv af frygt og angst – det skal vi gøre alt for at undgå. Spørgsmålet er bare, om det er det, vi gør, hvis vi blive ved med at gøre det, som indtil nu ikke har virket?«

Terrorekspert Ann-Sofie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale studier mener således også, at man i lyset af de reaktioner, tegningerne har skabt, samt det faktum, at PET mener, at genoptrykket i 2008 har skabt en større terrortrussel mod Danmark, skal tænke sig godt om, før man trykker dem igen.

»Første gang, man trykte tegningerne viste al-Qaeda sådan set ingen interesse. Men da man genoptrykte dem anden gang, var der en relativ stor interesse ud fra et muligt rationale, der hedder, at man nu gjorde det med vilje for at provokere ... eller også havde al-Qaeda måske bare brug for en sag,« siger Ann-Sofie Hemmingsen.

– Man skal have noget at hænge sin hat på?

»Sådan er tegningerne jo blevet brugt. Det er jo ikke kun al-Qaeda, der har brugt genoptrykket af tegningerne til at fremme deres sag. Det er der rigtigt mange, der har gjort. Senest så man det jo med Susanne Bier. Tegningerne står der ude i verden som en manifestation, der er særdeles brugbar for mange mennesker,« siger Ann-Sofie Hemmingsen.

– Er det så bedst at lade dem ligge – set ud fra et trusselsperspektiv?

»Det er et rigtigt svært spørgsmål. Det er lidt som pest eller kolera,« siger Ann-Sofie Hemmingsen.

Den vestlige tankegang

Marco Goli, der er lektor på den sociale højskole i København ser dog et behov for at komme væk fra den tankegang, der ligger bag tegningerne. Den er nemlig i sin grundessens lige så ekstremistisk som den reaktion, der er på dem. Han har netop sammen med lektor ved Institut for Globalisering ved Roskilde Universitet, Shahamak Rezaei, udgivet bogen Krigens hus, hvor man har spurgt 1.113 unge muslimer i alderen 15-30 år om blandt andet Muhammed-tegningerne. 80 procent af de adspurgte køber ikke idéen om, at tegningerne skulle være udtryk for ytringsfrihed, men ser dem derimod som en udtryk for magtanvendelse over for mindretallet. Og Goli mener da heller ikke, at tegningerne går hånd i hånd med det ansvar, som ifølge traditionel vestlig tankegang, følger med ytringsfriheden. At gøre noget, fordi man kan, er ikke udtryk for ytringsfrihed.

»Det er en fundamentalistisk tankegang fuldstændig i strid med, hvad Jens Otto Krag sagde: ’Man har et standpunkt, til man tager et nyt’. Man må hele tiden vurdere, om man er på det rigtige spor i forhold til de mål, man har sat sig. Princippet for princippets skyld skaber krig. Refleksion og nytænkning udvikler et samfund, og er det, der definerer det rationelle menneske,« siger Marco Goli.

Han håber således, at det er den erkendelse, dansk presse er ved at nå til. At ytringsfrihed primært er minoriteternes mulighed for at komme til orde og ikke et magtmiddel, man kan bruge som et værktøj fra majoriteten til at banke minoriteten på plads. For ham at se er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt volden har vundet, eller hvem der banker hvem på plads, men om at man i Danmark vender tilbage til vores oprindelig udgangspunkt. At kalde den udvikling selvcensur er misvisende.

Jødesmovs

»Når man vurderer konsekvenserne af sine handlinger, er det så at sidestille med censur? Måske ser man bare lidt længere, måske agerer man faktisk bare, som man traditionelt har gjort i Vesten – man laver en cost-benefit analyse – man handler rationelt og pragmatisk. Det er sådan set det, der er vores styrke i modsætning til ekstremister med fastlåste værdier,« siger Marco Goli.

Og selvom alt tilsyneladende er fryd og gammen i Norge, findes der også stemmer der, der mener, at man har fået sine principper galt i halsen. Jørgen Jensehaugen er forskningsassistent og redaktør af Journal of Peace Research ved International Peace Research Institute i Oslo (PRIO). Han mener, at man nu i Norge – som i Danmark i 2008 – begår mange fejl, når man i sympati med Kurt Westergaard nu forsvarer de tegninger, som mange i første omgang fandt at være en unødig provokation.

»Man har mistet blikket for det gamle ord, der siger at en fejltagelse ikke kan retfærdiggøre endnu en fejltagelse. Man farer vild i sine principper. Det ville være mere principfast at sige, at Kurt Westergaard har begået en fejl. Det retfærdiggør på ingen måde angrebet, men det ændrer ikke det faktum, at det var en fejl,« siger Jørgen Jensehaugen.

I stedet prøver man at male et falsk billede af sig selv ud fra en ikke særlig vestlig ide om ytringsfriheden som et urokkeligt princip. Et billede, der ifølge Jensehaugen hurtigt falder sammen, hvis man kratter lidt i overfladen. Ser man f.eks. på Vestens moralisering omkring unødvendige provokationer i Mellemøsten, som når man her f.eks. fremstiller jøder som grusomme mennesker, falder principfastheden hurtigt fra hinanden.

»Hvis man virkelig var så principfast, burde man både forsvare Kurt Westergaard og antisemitiske fremstillinger af jøder som griske mennesker med store næser. Men hånden på hjertet: Det er vel de færreste, der mener, at det giver mening ud fra en ide om ytringsfrihed?« siger Jørgen Jensehaugen.

Det, at antisemitisme over en bred front er tabu, mens islamofobi er mainstream, viser for Jørgen Jensehaugen blot, at der altid er en kontekst, når man taler ytringsfrihed. Hvis en journalist skrev ’nigger’ i en artikel og efterfølgende blev overfaldet, så vil samtlige aviser næppe skrive ’nigger’ med store typer henover forsiden.

Derfor er det også en falsk præmis, når man lader som om, tegningerne blev tegnet ud i den blå luft. Man glemmer, ifølge Jensehaugen, ligeledes, at både Danmark og Norge er involveret i to krige på muslimsk jord. At det var den sammenhæng, tegningerne blev skrevet ind i. Man bomber og besætter et muslimsk land, og samtidig vanhelliger man så også lige den muslimske profet.

»Ytringsfriheden set som noget absolut er forfejlet, det samme er idéen om, at man partout udøver selvcensur, hvis man ikke trykker tegningerne. Dermed ikke sagt, at Kurt Westergaard burde holde sin pen i ro, men at det er en falsk præmis, når man stiller de moderate danskere eller nordmænd op over for de ekstreme muslimer i den her sag,« siger Jørgen Jensehaugen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bent Kim Jepsen

DE HARMLØSE TEGNINGER
Efter dansk lov er muhammedtegningerne harmløse, og derfor virker det forrykt, når nogle ser tegningerne som en krigserklæring. Men det er den dobbelte virkelighed vi står i i dag. Vi var i krig med muslimer da de blev tegnet, vi er fortsat i krig med muslimer. Tegningerne skal derfor ses ud fra krigens forrykte logik - ikke ud fra den danske harmløshed.
Tegningerne svarer til dengang amerikanerne sendte deres første soldater i kamp på fransk jord under 1. verdenskrig. Disse soldater var stolte soldater der gik i geled fuldt oprejst ind i en regn af maskingeværkugler. De var for stolte til at bøje hovedet end sige smide sig på maven og krybe videre frem mod fjenden. De blev mejet ned.
På samme måde er principfaste journalister og tegnere lette og synlig mål for den muslimske fjende vi er i krig med.

Det er glimrende, at Norge har fået noget positivt ud af tegningen; men Norge er heller ikke belastet som Danmark er det! Først og fremmest blev tegningerne tegnet i Danmark med det bevidste formål at udsætte muslimer for 'hån, spot og latterliggørelse', hvorimod de i Norge blev trykt som journalistisk dokumentation. Dernæst er der i det almindelige politiske liv i Norge en udbredt afstandtagen til xenofobi, og derfor er der også helt andre grænser for, hvad norske politikere kan få sig selv til at sige for at lefle for en folkestemning.
Faktisk er Norge et fantastisk godt eksempel på, hvordan vi kunne have haft det, hvis ikke den uhellige alliance var blevet indgået i 2001.

Mads Kjærgård

Det er nu ikke korrekt at de blev tegnet som hån, de blev tegnet fordi tegnere var utrykke ved at levere til en iøvrigt sober bog om Muhammed. I den forbindelse sagde muslimerne, at det var noget vrøvl og at man kunne lave alle de tegninger af Muhammed man ville. JP testede så dette!

Det mærkelige er forøvrigt at undertegende selv og en masse jeg kender i første omgang så tegningerne som en satire over danskernes opfattelse af Islam. Og sådan ville det have stået i mange menneskers bevidsthed om muslimerne havde lavet være med at reagere.

Bent Kim Jepsen

DE HARMLØSE TEGNINGER
Tegningerne er harmløse efter vor målestok. De forhåner ingen. De spotter ingen.
Kurt Vestergaards tegning er lavet i en pæredansk kontekst: Han fik en appelsin i sin turban.
Muhammed har ikke fået en appelsin i sin turban, han har fået en bombe. Bomben er kastet af Muhammeds egne tilhængere, som de kaster til højre og venstre den dag i dag.
Tegningen påstulerer at Muhammed er offer for islamisternes terror!!!

Ejlif A. Vrejlev

Majotetens magtmiddel.
Marco Goli mener at tegningerne af Muhammed var majotetens magtmiddel til at banke minoriteten på plads. I julens Svikmølle er der en karikaturtegning af Paven. Så vidt vides er den katolske meninghed her i landet mindre end den islamske, og mange af de troende kommer udenlands fra, og nogle af dem er ikke ret langt oppe det sociale hiraki. Desuden er der gennem tiderne tegnet mange andre tegninger af religøse mindretals ledere herhjemme, uden at nogen har sagt eller skrevet noget om religiøse følelser. Faftisk har nogle af dem der har været imod tegningerne, selv førhen gjort grin med kristendommen, som nogen af de troende jo har en gammel opattelse af.
Og til sidst: Wulff- Morgenthaler tegnede til Politiken også karikaturtegninger af profeten som faktisk gjorde maeget mere grin med profeten, men det var jo også Politiken.