Interview
Læsetid: 4 min.

Professor: Systemet belønner de ukritiske

Forskere gør klogt i at lægge en kritisk tilgang til udviklingsbistanden på hylden, hvis de vil belønnes med gode job og offentlige penge, mener professor Martin Paldam
'Det ville være en bedre verden, hvis jeg var nået til andre konklusioner. Skal man så af hensyn til alle de mennesker, der arbejder i systemet, og af hensyn til de fattige, der får del i pengene, lade være med at sige noget?' spørger Martin Paldam.

'Det ville være en bedre verden, hvis jeg var nået til andre konklusioner. Skal man så af hensyn til alle de mennesker, der arbejder i systemet, og af hensyn til de fattige, der får del i pengene, lade være med at sige noget?' spørger Martin Paldam.

Jesper Nørgaard Sørensen

Indland
20. januar 2010

De store offentlige udgiftsprogrammer holder hånden over 'loyale' forskere, hvis resultater kan indpasses i en politisk ønsket virkelighed. Sådan opsummerer professor i Økonomi ved Aarhus Universitet Martin Paldam en situation, hvor kritik af udviklingsbistanden ifølge hans egen vurdering har kostet ham opgaver for Danida og dermed andel i statslige penge til forskning.

»Der er en stor u-lands-lobby, som ønsker en pæn fremstilling af effekten af udviklingspengene. Jeg siger ting, man helst ikke må for dem, der lever af systemet. Det er ganske vist ting, som langt de fleste forskere på området er enige i, men som mange går lidt stille med - i hvert tilfælde udadtil,« siger Paldam og betoner, at han ikke selv har manglet forskningsbevillinger.

Martin Paldam har ud fra sin forskning i udviklingsbistanden konkluderet, at pengene ikke fører til mere udvikling og en bedre regeringsførelse.

Dét, der for alvor virker, er landes egen politik, globalisering og udenlandske investeringer:

»Det ville være en bedre verden, hvis jeg var nået til andre konklusioner. Skal man så af hensyn til alle de mennesker, der arbejder i systemet, og af hensyn til de fattige, der får del i pengene, lade være med at sige noget? Det er et stort spørgsmål. Men det nytter ikke at skjule realiteterne ved at holde fast i en virkelighed, som ikke er der,« >siger Martin Paldam og fortsætter:

»Det svarer til den periode, hvor det var politisk korrekt at hævde, at indvandring er helt uproblematisk. Det gjorde det svært at behandle de problemer, der er. Ting må frem i lyset, så man kan diskutere løsninger.«

Når der er en betydelig modvilje mod at tale om den forfejlede udviklingsbistand, skyldes det ifølge Paldam, at vi gerne vil være 'gode'.

»Hvis vi går ind for globalisering og udenrigshandel, vil nogle virksomheder i de fattige lande blive slået ud af konkurrencen. Hjælpen derimod ligger i fin forlængelse af et godt kristent budskab. Det giver også en varm følelse. Derfor er det let for både politikere og ngo'er at tale for bistanden. Men hvis man siger til skatteyderne, at det er den rigtige vej, bør man også kunne stå inde for effekten.«

På englenes side

- Når forskningen ifølge din vurdering kan nå til enighed om, at bistanden ikke hjælper i form af mere udvikling og bedre regeringsførelse, hvorfor er der så ikke flere politikere, der tager det til sig?

»Fordi det er en lidt ubehagelig konklusion. Vi vil gerne være på englenes side. Men så mener jeg, at man bør kalde det international socialhjælp.«

Men Paldam agter ikke at lægge låg på sine upopulære konklusioner. Heller ikke selv om det har kostet ham indtægter fra det offentlige.

»Jeg får selvfølgelig ikke så mange 'ben' fra den side. Førhen blev jeg jævnlig bedt om at lave noget for Danida - det gør jeg ikke mere. På den måde er der en klar styring af forskningen, for de store offentlige udgiftsprogrammer er meget magtfulde.«

Ifølge Martin Paldam betyder den politiske korrekthed og de mange penge, at de forskere, der ytrer sig kritik om udviklingsbistanden bliver udelukket.

»Udgiftsprogrammerne holder hånden over de loyale. Man har tit fokus rettet på de forskere, der arbejder for private virksomheder, og er automatisk kritiske over for deres konklusioner. Men når det handler om det offentlige, går man nærmest automatisk ud fra, at forskningen er lødig. Men der er mindst lige så meget at komme efter, når forskere arbejder for et af de store udgiftsprogrammer, for der er mange politiske interesser på spil.«

Danida har tidligere afvist, at kritiske konsulenter bliver fyret. Ifølge den statslige organisation vælger man - ikke mindst af hensyn til skatteyderne - de eksperter, der laver de bedste evalueringer.

Sandhed vs. penge

- Tror du, at yngre forskere ligger under for krav om at være politisk korrekte?

»Ja. Hvis du vil beskæftige dig med udviklingsbistanden, må du ikke glemme, at 10 pct. af midlerne går til konsulenter. Hvis en ung forsker kom til mig og spurgte, om han skulle offentliggøre kritiske resultater i forhold til bistanden, ville jeg gøre ham klart, at det koster. Det er ikke nemt både at få sandheden frem og holde på pengene. Systemet belønner 'de gode'.«

Også internationalt er kritikken af bistanden ildeset. Paldam mindes en international konference med en session om kapitalbevægelser, hvor en nyudnævnt professor, der også arbejdede for sit lands udviklingsbistand, blev bedt om at være chairman.

»Hans respons var at takke nej, hvis der ville forekomme kritik af udviklingsbistanden. Det foregik i et pænt og civiliseret OECD-land, og her ønskede han ikke at løbe en risiko for at blive kædet sammen med en diskussion, hvor den slags kunne forekomme.«

Loyalitet og sandhed

Paldam har brugt tid på metastudier, hvor man koder hele litteraturen og analyserer dens resultater og blandt andet kan studere, om der forekommer skævheder. I et projekt samlede han 154 artikler om u-landshjælpens effekter:

»Der er en del fine positive resultater. Men efter et stykke tid er disse modeller altid kollapset - >de viser sig simpelthen ikke at holde vand. Man kan her more sig over, at imellem det gode resultat og dets kollaps er forskeren ofte blevet forfremmet i systemet. Den samlede litteratur viste desværre ikke en effekt.«

Ifølge Paldam er den stærke kæde mellem det offentlige system og 'de gode forskere' og ngo'er et stort problem:

»Forskerne skal være loyale over for sandheden og ikke over for bestemte interesser - men det er ikke nemt. Man bør sørge for, at forskningen i højere grad sker på universiteterne, og at der er en beskyttelse mellem kravene fra de store udgiftsprogrammer og de ansatte forskere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

Det er ikke overraskende at høre. Kritiske røster er stort set aldrig velkomne, da de udfordre ledelsen, der tvinges til at beskæftige sig med ledelse. Det er nemmere at hamre et søm tilbage i brættet end at bygge et nyt hus.

Nepotisme og ben i dansk forskning er faktum. Gåden er hvordan man kommer det til livs.

Med venlig hilsen
Lennart

Ofelia Mahvash

Så længe tavshedens princip styrer frygten for repressalier - så sker der ikke noget..

Ofelia Mahvash

Og så længe prisen for at tale - er så høj - som den er...

Anita Storr-Hansen

Er der ikke en journalist paa Information, der kan grave lidt dybere i dette dilemma? For nogle aar siden konkluderede en Danida evalueringsrapport, at u-landsbistanden i bedste fald ikke goer skade. Det er ikke mit indtryk, at det er blevet bedre sidenhen.
Problemet er den store u-landslobby og de mange internationale loesarbejdere. De er efterhaanden blevet til en hel industri - og desvaerre i deres egen sags tjeneste.
Ulandsbistanden har haft sin tid, men er i den moderne verden i dag blevet en ren anakronisme fra slutningen af sidste aarhundrede.
Der er mere end nok at tage fat paa for en vaks journalist eller journaliststuderende.

Lars R. Hansen

Anita Storr-Hansen,

Ulandslobbyen giver journalister 'legater' til ulandsoplysning - hvorfor journalister som arbejder med, har interesse for eller indsigt i ulandsbistanden - ofte selv kan komme i økonomisk klemme, dersom disse bryder de uskrevne regler.

I øvrigt har Information fornyligt (modigt) behandlet emnet i en række artikler.

Anita Storr-Hansen

Til Lars Hansen:
Jeg ved det. Men jeg synes ikke, det goer noget, at der kommer mere og vedholdende fokus paa sagen. Der smides trods alt omkring 12-13 milliarder kroner ud p.a. paa u-landsbistand alene, hvortil kommer udgifter til Udviklingsministeren og hendes entourage. Der er brug for nytaenkning.

Lars R. Hansen

"Der er brug for nytaenkning"

Ganske enig.

Det er det her der virker:

"Dét, der for alvor virker, er landes egen politik, globalisering og udenlandske investeringer." for det siger en Professor i Økonomi.

Må jeg ikke minde omtalte professor om at vi her i Danmark har haft særdeles mange lukninger af gode danske virksomheder, fordi ejerne solgte dem til udenlandske hedgefunds som var mere opsat på at tjene penge til aktie-ejerne end i at bibeholde virksomhederne i Danmark?

Hvis man f.eks. ser på Kina og Sydkorea så er det da korrekt (et eller andet sted) at udenlandske investeringer i freezones har ført til at visse kinesiske og sydkoreanske byer er blevet rigere end de var før. Men det er netop store globale korporationer som er interesseret i en eneste ting: at få billig arbejdskraft til at producere deres (egne) varer, ikke i at uddanne arbejdskraft eller i at sørge for at f.eks. Kina eller Sydkorea få mere kulturel eller mental kapital...

Og må jeg ikke minde en vis Martin Paldam om at uden USA's bistandshjælp til Europa efter 2. verdenskrig vare Europa nok aldrig kommet på fode igen; det havde i hvert fald taget længere tid de 5-10 år, de gjorde det.

Og det gjorde det, fordi amerikanerne lyttede til hvad enkelt land havde brug for. Og det er netop det man har glemt i dU-landsbistanden i dag. Ofte handler det nemlig mere om hvad dansk industri og erhvervsliv har brug for at sælge i u-landene end i at hælpe dem til at hælpe sig selv. Det var mantraet i 1970erne og 1980erne, men engang i midten af 1990ernes skete der en ændring, hvor man nu (igen) mente, at for danske penge fra u-landsbistanden skulle f.eks. afrikanske lande købe varer i Danmark, varer de aldeles ikke havde brug for.

Og hvis man f.eks. giver støtte til at producere varer lokalt, men ikke sørger for en infrastruktur, som kan få fragtet varerne til et marked, nytter det jo altså ikke noget.

Og er problemet ikke snarere at DANIDA i dag giver pengene til staten, dvs. Præsidenten, som tager disse - og bruger dem til at bygge pæne palæer mv. til sig selv, og ikke bruger dem til folkets bedste.

Interessant nok virker projekter som tager udgangs-punkt i folks reelle behov bedst. Og som også oplærer lokale folk til f.eks. at passe et hospital eller et vandværk mm.

Åbenbart mener Paldam også at noget som SOS-Børnebyerne og Planfadder mv. er totalt spild af penge eller hyr?

Desuden er Martin Paldams synspunkter ganske genkendelige som almindelige borgerlige politiske synspunkter. Og økonomi er altså ikke nogen eksakt eller objektiv videnskab, selvom økonomer gerne selv mener dette.

Stå aldrig til søs, lad de andre stå, så ...........

Lennart Kampmann

@ Karsten Aaen

Økonomi hører til under det samfundsvidenskabelige område. Det regnes for en videnskab, men er ikke naturvidenskab. Økonomer er de første til at erkende dette. Der kan ikke laves sideløbende kontrollerede forsøg, men samfundsvidenskab opererer blandt andet ved at opstille modeller på baggrund af empiri.

Men det ved du allerede...

alt i alt er der sket utroligt meget i denne verden de sidste 20 år, også hvad angår fattigdom. Det er primært Afrika syd for Sahara, der er det sidste store område med behov for massiv hjælp.

Hans Rosling fra Karolinska Institutet har en masse spændende at fortælle i den sammenhæng. Se selv på http://www.gapminder.org/videos/svenska-lakaresallskapets-200-arsresa/

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart K: tak for linket til 'gapminder'. Medrivende og letforståelig svensksproget fremstilling af verdens spædbørnedødelighed og landenes indkomstnivo igennem 200 år.

Lennart Kampmann

@ Ole Thofte
velbekomme, jeg nød det også selv. Faktisk så meget at jeg udsatte mine elever for det. (De tog det pænt, selvom svensk kl. 8.30 om morgenen er hård kost for HHHX-1års elever)

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

hhx, naturligvis :)