Nyhed
Læsetid: 2 min.

Regeringen lægger slør over burkaudvalg

Regeringen afviser foreløbig at udlevere burkaundersøgelse og har fået Københavns Universitet til det samme. Ulovligt, hævder juraekspert
Indland
13. januar 2010

Mens regeringens såkaldte burkaudvalg i disse dage lægger sidste hånd på dets anbefalinger, har regeringen lagt et fintmasket slør hen over udvalgets arbejde.

Udvalget, der består af repræsentanter fra forskellige ministerier med hovedsæde i Indenrigs- og Socialministeriet, blev nedsat, efter at Justitsministeriets jurister sidste år havde stemplet et konservativt forslag om et burkaforbud som grundlovsstridigt.

Ritzau søgte før jul aktindsigt i korrespondance til og fra burkaudvalget. Indtil videre har udvalget dog undladt at udlevere det ønskede - herunder en bestilt burkaundersøgelse fra forskere på Københavns Universitet.

Det skyldes ifølge et brev fra Indenrigs- og Socialministeriet »principielle overvejelser vedrørende spørgsmålet om aktindsigt«, som Ritzau forgæves har bedt om at få uddybet.

Men ministeriet er i lodret strid med offentlighedsloven, lyder det fra pressejurist og ekspert i offentlighedsloven Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole. -

»Det er helt ude i hampen og et pinligt eksempel på den lukkethedskultur, der præger dele af centraladministrationen,« siger han.

Lukketheden omfatter dog også Københavns Universitet. Her afviser dekan Kirsten Refsing således også at give Ritzau aktindsigt i undersøgelsen, som blev sendt til burkaudvalget før jul. Det har hun nemlig lovet.

»Vi har sådan en hemmelighedsklausul og har lovet at holde den fortrolig, indtil arbejdet er færdigt i udvalget. Det står i den kontrakt, vi har skrevet under på,« siger hun.

Og dermed handler også universitetet - ifølge Oluf Jørgensen - i strid med offentlighedsloven.

»Det kan hun ikke afvise. Københavns Universitet er også underlagt offentlighedsloven, og derfor har man ret til at få undersøgelsen udleveret, siger han og kalder den omtalte kontrakt ugyldig.

Dekan Kirsten Refsing lader sig dog ikke rokke:

»Der er ikke tale om en hemmeligholdelse af noget, der er særligt presserende,« lyder hendes vurdering.

Morgenavisen Jyllands-Posten kunne tirsdag berette, at der ifølge undersøgelsen fra universitetet blot er tre personer i Danmark, der bærer burka.

Men det er ikke fra universitet, avisen har oplysningerne, fastslår Kirsten Refsing.

»Jyllands-Posten må have fået den fra udvalget, for det er ikke fra os,« siger hun.

SF's Kamal Qureshi vil nu bede indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) forholde sig til ministeriets hemmelighedsklausul.

»Det er hykleri af dimensioner, at en regering, der taler om åbenhed og ytringsfrihed, selv tager burka på, når det handler om at vise, hvad de render rundt og laver, siger han. Karen Ellemann afviser gennem sin pressemedarbejder at udtale sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det er dog utroligt ,at regeringen ikke ønsker en åben og fri debat i disse ytringsfriheds tider.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Man må undre sig, hvorfor man mener at baggrunden for de mulige stramninger man andre steder omtaler at reporten ligger grunden til, ikke må komme frem i offentligheden. Der er ingen tvivl om, at man får en tanke om, at der ikke er fundet nogen reel baggrund for at foretage nogle stramninger, og det er for ikke at offentliggøre at det fortrinsvis er symbol politik og ikke reelle forhold, der er baggrunden.
Dog kan jeg ikke undlade at bemærke, at der allerede er sendt et klart signal, nemlig fra regeringens støtte parti, der trods at de ved deres repræsentation i folketinget, har lovet at overholde grundloven, trods dette, fremsætter et lovforslag de er advaret om er grundlovs stridigt, uden samtidig at fremsætte et ændringsforslag til grundloven, der vil fjerne en evt. modstrid imellem grundloven og deres lovforslag. Dette må uomtvistligt være et signal om at det pågældende parti, intet problem har med at overtræde grundloven. Hvilket jo burde fratage dem muligheden for at have deres sæde i folketinget.