Læsetid: 2 min.

Samråd kan spænde ben for undersøgelse af klima-anholdelser

Et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg risikerer at stoppe Ombudsmandens undersøgelser af de administrative anholdelser under klimatopmødet i København
20. januar 2010

Ombudsmandens undersøgelse af forholdene for de administrativt anholdte under klimatopmødet i København risikerer at blive spoleret af et åbent samråd i Folketinget.

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen er ellers i gang med at undersøge forholdene for de anholdte i burene i det midlertidige klimafængsel på Retortvej, samt de nærmere omstændigheder omkring danmarkshistoriens største masseanholdelse af 968 mennesker til den store klimademonstration den 12. december i København.

Anholdelsen fik omfattende kritik efter tv-billeder viste, at flere hundrede aktivister måtte sidde på jorden i timevis, havde kramper på grund af kulde og i flere tilfælde måtte tisse i bukserne, da politiet ikke tillod toiletbesøg.

Men ifølge de regler, som Folketingets Ombudsmand er underlagt, kan sager, der har været bedømt af Folketinget eller et af Folketingets udvalg ikke behandles.

Hvis samrådet indeholder en egentlig stillingtagen til spørgsmålet, kan det altså tvinge Folketingets Ombudsmand til at stoppe sin undersøgelse af forholdene for de anholdte klimaaktivister. Problematikken gør han selv Retsudvalget opmærksom på i et brev fra den 5. januar.

På samrådet, der bliver holdt den 9. februar og er indkaldt af De Radikales retsordfører Lone Dybkjær, skal justitsminister Brian Mikkelsen redegøre »for forløbet omkring politiets indsats i forbindelse med COP15, herunder hvilke erfaringer politiet har gjort sig, og om det vil give anledning til ændringer i måden, hvorpå politiet fremover f.eks. vil håndtere større demonstrationer«.

Ombudsmanden har foreløbigt bedt om en redegørelse fra Københavns Politi, hvor han blandt andet kræver svar på, hvor mange anholdte der skulle sidde på den frosne jord i mere end en time, hvor længe den længst tilbageholdte måtte sidde på jorden, og om i hvor mange tilfælde de anholdte ikke kunne få adgang til toilet.

Derudover har han været på inspektion i klimafængslet på Retortvej og har stillet en lang række faktuelle spørgsmål om de anholdtes køn, alder og hvor mange, der har klaget.

De Radikales retsordfører, Lone Dybkjær, oplyser til Information, at hun ikke har set Ombudsmandens henvendelse om problemet, men at risikoen for at samrådet kan stoppe undersøgelsen, gør, at hun overvejer at trække indkaldelsen af samrådet tilbage.

»Det er meget godt, du siger det, for så er det ikke sikkert, at jeg skal have det samråd. På det tidspunkt hvor jeg indkaldte, var Ombudsmanden vist ikke i gang med sin undersøgelse endnu,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu