De nye og stramme love på beskæftigelsesområdet er i strid med den måde, socialrådgiverne opfatter deres eget fag - og derfor modarbejder socialrådgiverne på landets jobcentre flere af de regler, som politikerne pålægger dem.
Det konkluderer et nyt speciale fra institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet. Bag specialet står Maya Flensborg Jensen og Anne Katinka Hansen. De har lavet interviews med 12 socialrådgivere i hovedstadsområdet - samt to ledere. Og både blandt socialrådgiverne og lederne mødte de frustration over at skulle overholde regler, som ud fra socialrådgivernes faglige synspunkt er forstyrrende for kerneydelsen - arbejdet med borgerne:
»Man er blandt andet frustreret over at skulle holde samtaler med borgerne hver tredje måned, uanset om der er behov for det eller ej. Man føler, at samtalerne er meningsløse, og at man kunne have brugt tiden meget bedre,« siger Anne Katinka Hansen.
Det er det såkaldte ret- tidighedskrav, som har til formål at holde de jobsøgende aktive, som flere socialrådgivere ikke er tilfredse med:
»De føler, at det går ud over deres faglighed. Fordi der er et clash mellem de to tankesæt. De vil gerne hjælpe borgerne på en anden måde, end de konkret har mulighed for,« siger Maya Flensborg.
Økonomisk straf
Hvis jobcentrene ikke overholder reglen om et møde hver tredje måned, bliver de straffet økonomisk. Og det har også faglige konsekvenser:
»Det forsøger man så at omgå ved eksempelvis at lave masseindkaldelser, hvor man kalder folk ind i samlet flok. Så er det bare ind i fem minutter, så man kan sige, at man har holdt et møde. Det opfattes som meningsløst. Og det kan tilmed give andre problemer, for det kan være en kamp for mange borgere overhovedet at komme op på jobcentret,« siger Maya Flensborg.
»Ved masseindkaldelserne er det ofte en anden sagsbehandler end den normale, der holder mødet. Man skal bare have folk igennem. Så skal de normale sagsbehandlere næste gang sidde og forklare, hvorfor borgerne skulle til det møde. Og det hele tjener kun det formål, at man ellers bliver sanktioneret økonomisk, fordi man ikke kan få refusion fra staten,« siger Anne Katinka Hansen.
Også kravet om, at der skal udfyldes et bestemt skema - en såkaldt dialogguide - ved alle samtaler, går flere socialrådgivere på:
»Når det er borgere med et meget langvarigt forløb, giver det ikke nogen mening for socialrådgiverne at kalde dem ind hver tredje måned og præsentere dem for de samme fem spørgsmål i en dialogguide,« siger Anne Katinka Hansen.
Maya Flensborg:
»Der er forskellige holdninger til dialogguiden, men flere synes, at den er for rigid. Især til folk, der har været i systemet længe.«
Anne Katinka Hansen:
»Man skal blandt andet diskutere ting som 'sygdom' og 'netværk'. På et af de jobcentre, vi besøgte, var der nogle, der gerne ville skrive 'ingen ændring'. Men de fik at vide, at det måtte de ikke. De skulle udfylde dem hver gang.«
Maya Flensborg:
»Socialrådgiverne føler, at det et spild af tid og ressourcer, fordi det ikke fører til nogen ændring for borgerne. Nogle har brug for mere individuelle forløb.«
Lovbrud
Også reglen om, at man skal skære i borgernes kontanthjælp, hvis de ikke overholder deres aftaler, skaber problemer for socialrådgiverne. Stramningen var en del af velfærdsforliget i 2006 og er et af de områder, hvor socialrådgiverne forsøger at omgås reglerne:
»De bruger de undtagelsesmuligheder, der er i lovgivningen, så borgerne slipper for at komme til samtaler og i aktivering. Vi har ikke lavet en kvantitativ undersøgelse, men det er vores klare indtryk, at det er meget almindeligt, at man gør den slags. Der er også nogle, der laver deciderede lovbrud ved at undlade at videre- formidle de meldinger de får om, at borgerne ikke møder op - eksempelvis til et aktiveringstilbud - og derfor bliver borgeren så ikke trukket i kontanthjælp,« siger Anne Katinka Hansen.
Maya Flensborg:
»Socialrådgiverne føler sig krænket af systemet og det forsøger de så at takle på forskellige måder. Både ved at udnytte reglerne til det yderste, men også ved i nogle tilfælde at bryde dem.«
Det sker altid ud fra en forestilling om, at det er for borgerens bedste:
Anne Katinka Hansen:
»Mange sagsbehandlere synes, at det er synd for borgerne. De ligger i forvejen ned, og så bliver det jo ikke bedre af, at man tager deres kontanthjælp fra dem.«
Men den praksis kan også vise sig at være problematisk, mener Anne Katinka Hansen:
»De modarbejder beskæftigelsespolitikken. De gør det, fordi de tror, at det er til borgernes bedste - og det er interessant. Det kan tolkes som om, at de forsøger at holde fast i deres faglighed som socialrådgivere. Men er det til borgernes bedste, at de bryder loven? Det kan lige så vel siges at være et problem for retssikkerheden. Så hvad er til gavn for borgerne? Det bliver så den enkelte socialrådgiver, der sidder og vurderer det.«
Afmagt
Andre socialrådgivere overholder loven, selv om de grundlæggende er uenige i den:
»Flere beskriver, hvordan de takler presset ved at forsøge at glemme deres socialrådgiveruddannelse og så bare følge loven,« siger Maya Flensborg.
Anne Katinka Hansen:
»De siger direkte ting som 'Min faglighed siver ud', 'jeg føler mig som en kontorassistent', og 'der er ingen grund til, at jeg tog min uddannelse.' Så de føler ikke, at de kan udfolde deres faglighed.«
Netop socialrådgiveruddannelsen er en central spiller i konflikten mellem den aktuelle beskæftigelsespolitik og socialrådgivernes arbejde:
Maya Flensborg:
»Der er ikke en sammenhæng mellem uddannelserne og den faglige virkelighed.«
Anne Katinka Hansen:
»Der er tydeligvis nogle værdier i uddannelserne, som ikke spiller sammen med den aktuelle beskæftigelsespolitik. Man har et helhedssyn - som er en central del af socialrådgiveruddannelsen. Det går ud på, at man ser på borgerne ud fra alle borgernes problemer. I den aktuelle politik er der derimod et meget entydigt fokus på beskæftigelse.«
Maya Flensborg:
»Ja, man mener, at beskæftigelse er et middel til at løse alle borgernes problemer. Først i anden række kigger man på de andre problemer, der kan være end ledighed, f.eks. sociale el. helbredsmæssige problemer. Men set fra en socialrådgivers synspunkt, kan det være problematisk at sende f.eks. en angst person i arbejde. Det vil næppe hjælpe, og man risikerer, at angsten vil udvikle sig til en psykose,« siger Maya Flensborg, som understreger, at den nuværende politik er et resultat af mange års ændringer i beskæftigelsespolitikken:
»Aktivlinjen har rødder helt tilbage til Nyrup-tiden, men den har selvfølgelig løbende udviklet sig. Man stiller flere og flere krav til aktivering, møder osv.«
Anne Katinka Hansen:
»Men det er jo ikke sådan, at socialrådgiverne synes, at det var i orden, da man fik kontanthjælp og så ikke var til samtale i flere år. Man ønsker sig ikke tilbage til den tid. Men der mangler en mellemvej. Især for nogle af dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.«
Løsninger
Maya Flensborg og Anne Katinka Hansen mener, at der skal gøres noget for, at de to sider af konflikten kan nærme sig hinanden:
»Når man laver politik på beskæftigelsesområdet, bliver man nødt til at tænke mere på den medarbejdergruppe, der skal udføre politikken. Der skal være en sammenhæng mellem lovene og faggruppens overordnede idealer. Problemerne er opstået, fordi der er for store forskelle på de grundlæggende værdier,« siger Anne Katinka Hansen.
Maya Flensborg:
»Man kan også tilpasse uddannelsesinstitutionerne, så socialrådgiverne er bedre i stand til at varetage den opgave, de reelt møder ude i jobcentrene. Man bør i hvert fald overveje, om der er områder, hvor uddannelsesinstitutionen er gammeldags og ude af trit med virkeligheden.«
Mere lydhørhed er også en løsning:
»Cheferne og politikerne skal også være bedre til at lytte til socialrådgiverne. Man skal anerkende de signaler, der kommer fra medarbejderne. Det er dem, der ved, hvordan virkeligheden ser ud. Så det er vigtigt, at man lytter til dem. Og det er der noget, der tyder på, at man ikke gør. Socialrådgiverne oplever i hvert fald, at deres vurderinger ikke kommer længere op i systemet,« siger Maya Flensborg. Mere kontrol og flere regler vil desuden være en den dårligst tænkelige løsning, mener Maya Flensborg og Anne Katinka Hansen:
»Selv om konklusionen i specialet er, at socialrådgiverne modarbejder beskæftigelsespolitikken og til tider bryder loven, vil det være en uheldig politisk reaktion at indføre mere kontrol og standardisering. Vores speciale viser nemlig, at det netop er kontrol, mistillid og standardisering, der er kilden til, at socialrådgiverne modarbejder politikken.«
Vi skal væk fra denne rottweiler-mentalitet, som regeringen har påført administration og befolkning. Det er GODT, at nogle udøver det helt nødvendige undergravende arbejde, til gavn for folk.
Jeg vil beskrive det nuværende system som ikke mindre end psykopatisk.
Det lyder som klar ny dansk rekord og lysår fra tidligere tiders tåbeligheder, hvor folk jævnligt skulle møde op og stå i kø for at få et stempel, der kunne skaffe dem mad på bordet.
Det går under dæknavnet ’afbureaukratisering’ og det bliver spændende at følge udviklingen i en periode med stigende ledighed. Mere regeliver og kontrolmani fra den 'liberale' regeringe parallelt med krav om højere effektivitet og nulvækst i den offentlige sektor. Ressourceprofiler hedder det vel, fordi det sluger så mange ressourcer?
Selv om undersøgelsen er tynd viser den, at Hjort Frederiksens system er håbløst og ikke til borgernes bedste. Mit råd lav hurtigst mulig systemet om igen så det bliver borgeren der igen kommer i centrum og ikke systemet som Hjort Frederiksen har opbygget det.
Ja Venstre bureaukrati på højt plan. Hvordan er det nu? Du har 2 køer, staten tager dem begge, skyder den ene, malker den anden og hælder mælken ud.
Definitionen på bureaukrati og Venstre i en nøddeskal.
"Når du får arbejde, holder du op med at drikke". Du bliver mindre syg, så du koster mindre, og så får du et rigtigt netværk! Begynder måske at dyrke sport! Selvtilliden vender tilbage! Du stifter familie!Du får noget at leve for! Men først skal du tage dig sammen (ærkedansk udtryk).
Nu orker jeg ikke at beskrive et langt forløb for en person, men som beskrevet er især mennesker med angst og TILLID til systemet, meget udsatte for at blive smidt af.
Det er altså fantastisk at et menneske der møder op med tiltro, bliver "gennemhøvlet," umyndiggjort, af mennesker der ikke har andet end straf at tilbyde.
Svineri gennem 10 år.
Vil lige tilføje kort, som en væsentlig ting, at vedkommende ikke har TURDET at gå derop i over 1 år, af angst. Vedkommende har selvfølgelig ikke modtaget penge i den periode, og lever på en anden persons nåde.
Vedkommende har cirka 50 kr til sig selv om måned.
Er isoleret, nedbrudt, og fuld af had.
Det får jo en til at undre sig over hvor mange mennesker der er helt ude af systemet Danmark, Sonja.
Ikke underligt at de ikke ønsker en fattigdomsundersøgelse, den ville da i så henseende sætte helt nye perspektiver på ordet fattigdom.
Også et bevis på at de hægter folk helt af, og lader dem sejle i deres egne efterladenskaber. Skræmmende.
Klara, hvis folk ikke kan se sammenhængen mellem de økonomiske straf orgier, og de stigende udsættelser, så er det meningsløst at debattere.
Det har stået på i mange år, og hver gang er det som at slå hoved ind i en mur.
Man skulle tro at det er balladen for balledens skyld, med ofrer der ikke selv er klar over de er det, før det er for sent.
Personligt har jeg givet op for vedkommende mod dette system. Det er som nævnt i tråden, tæt på at være psykopatisk.
"Personligt har jeg givet op for vedkommende mod dette system."
Det er jo en indirekte dødsdom.
Når jeg læser om systemet, så får jeg altid den fornemmelse i maven at vi taler om børn. At systemet har valgt at voksne mennesker ikke er istand til at tænke, har et socialt netværk, en faglig kompetence...o.s.v....Hvad der også fremgår af alle de artikler jeg har læst er at de ALDRIG sætter sig ind i HVEM, og HVAD de taler med. Hvordan skal man hjælpe når man ikke har noget at tilbyde, ikke lytter, ikke har respekt, ikke har tid, og til sidst vælger at straffe afret for sin EGEN INKOMPETENCE.
WOW
"Når jeg læser om systemet, så får jeg altid den fornemmelse i maven at vi taler om børn. At systemet har valgt at voksne mennesker ikke er istand til at tænke, har et socialt netværk, en faglig kompetence…o.s.v…"
Bingo !
Psykopati som defineret på danske wikipedia:
http://da.wikipedia.org/wiki/Psykopati
--------------------
Kriterierne for Dyssocial personlighedsforstyrrelse ifølge ICD-10 er mindst tre af disse:
- Udvise grov ligegyldighed overfor andres følelser
- Mangle ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtelser
- Mangle evner til at fastholde forbindelser med andre mennesker
- Have svært ved at tolerere frustrationer og have en lav aggressionstærskel
- Være ude af stand til at føle skyld eller til at lære af erfaringer eller straf
- Have tendens til at komme med bortforklaringer og til at være udadprojicerende, dvs. til at give andre skylden for sine egne negative sider
Psykopater mangler empati, og medfølelse med sine medmennesker.
--------------------
Mangel på empati og medfølelse for sine medmennesker - det kan vist godt være den korte beskrivelse af dette system.
NÅR ARBEJDE ER ET GODE
Offerideologiens pt tre mest benyttede plusord er: "marginaliseret, udsat og svag" - med diverse variationer.
Omend lidt udefinérbare, bruges disse ord i flæng til at betegne mennesker som ikke er i stand til at håndtere deres tilværelse og hænger fast i den offentlige navlestreng, i manges tilfælde på livstid.
Semiotikken i ordvalget er næppe tilfældigt, da disse prædikater umiddelbart placerer den omtalte person i en passiv klientrolle; borgeren er et offer for noget ukontrollabelt og udefrakommende: samfundet. (man skal nok heller ikke underkende begrebernes korrelation med marxistisk klasseteori - hvori borgerne både er ofre for det borgerlige samfund og den utøjlede kapitalisme)
Så samtidig med at personen er et offer for samfundet, er personen altså også afhængig af det samme samfund - som er en eller anden ramme vi forsøger at tvinge ned over livets permanente usikkerhed og varierende udkomme.
Er man født med et indiskutabelt fysisk eller psykisk handicap, er det jo hensigtsmæssigt at samfundet træder til i et vist omfang, men når velfærdsindustrien insisterer på at ekspandere især sidstnævnte kategori med diverse ADHD-diagnoser, arbejdsløshedsdepression, psyko-sociale problemer etc. etc., kan snart sagt alle borgere efterhånden gøre krav på at være blevet svigtet.
Kravsinflation er vist en ganske udmærket samlebetegnelse for denne velfærdsnarkomani der hærger landet (og vore nordiske naboer) i disse år.
Der problematiseres og offergøres ad libitum, mens næsten ingen fokuserer på hvad det fordrer at være et selvhjulpent individ. Og det savner de moderne samfund i stort omfang.
Det er vel cirka 90 år siden at de første store socialreformer så dagens lys, og fred være med dem, men siden har vi fremelsket nogle urealistiske forventninger og relationer staten og borgerne imellem, hvorunder klynkeri er blevet en industri, og hvori det robuste og selvhjulpne individ har fortonet sig i horisonten.
Folk skal have krisehjælp og coaches til at overkomme selv den mindste modgang i deres liv. Voksne mennesker har behov for babysittere og støttepædagoger til at træffe banale beslutninger, og hver gang er det "samfundet" der skal tage affære.
Det kan ikke være et sundhedstegn.
Samfundspagten er blevet overbelastet af ansvarsløse, rettighedshungrende individer,blandt andet fordi den politiske korrekthed, minoritets-fetischismen og den generelle feminisering af samfundet har tvunget familiens omgangsformer ud i det offentlige forventnings-resevoir - og der hører de ikke hjemme.
Løsningen er ikke nødvendigvis en nattevægterstat, men en tilpasset offentlig sektor, der kan imødekomme de reelt trængendes behov, og filtrere alle velfærdsnarkomanerne fra.
Artiklen inddrager en sjælden hørt ( i medierne) diskussion af en evt. diskrepans mellem socialrådgiveruddannelsens værdigrundlag og den politiske virkelighed der møder visse kandidater (og borgere), uden at lægge hele skylen på virkeligheden, så mon ikke der alligevel kan være tale om nogen relevans og dermed berettigelse - selv om jeg medgiver at den afbalancerede vinkel næppe flytter hegnspæle. Kort sagt: sikkert bare endnu en artikel til glemmebogen.
Men jo, det skal blive spændende at se hvordan en forholdsvis restriktiv beskæftigelsespolitik, konceptueret i en nærmest eksplosiv opgangstid, klarer sig under en evt. lavkonjunktur, uden at slå alt for mange krøller på sig selv.
Jorgen Nielsen har ganske ret i de offentlige ansatte spiller babysitter for en og socialrodgiver kender i mange tilfalde intet meget til det liv som mennesker har.
Derfor medvirker de til sygliggore mennesker med diagnoser frem for at udvikle et offentligt system, der taler til mennesker i ojenhojde.
Det er ganske pofaldende med indforelsen af socialloven i midten halvfjerserne er antallet af fattige og udstodte stedet i Danmark, hvor fejlen er netop er den Individuelsering bruger af den offentlige sektor der har fundet sted.
So 95 % af klienterne ikke evner det sociale sammenspil po en fodbold bane men er blevet fortret op med forestillingen om man altid skal have en stotte person til hjalpe sig.
Selvom vi alle har brug for hjalp, so har vi som mennesker endnu engang ogso brug for selv at kunne gore de ting vi kan.
Men dog tror jeg vi Danmark bliver nod til demokratisere vores sociale og psykiatriske behandlings system da endnu engang ikke evner at praktisere de ting som forbedre mennesker livs kvalitet og det noget so enkelt som idrat motion og fysisk aktivitet som udmarket kan praktiseres med indlarring og alle skole born i Danmark bor have 5 timers idrat om ugen, som alle omsorgs arbejder skal have det for fremsto som sunde rolle moddeler.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Der er utrolig mange muligheder for at forbedre socialt arbejde i Danmark.
En af mulighederne er, at studerende får lov til at følge med i de offentligt ansattes arbejde indefra. Det giver muligheder for at folk, der hverken er specialister eller færdiguddannede kan øve sig fagligt i at lave undersøgelser på et væsenligt samfundsområde. Og området kan drage nytte af denne øvelsesforskning. Tavshedspligten betyder så også, at de undersøgte enheder ikke kan tage til genmæle.
Jeg vil tro, at havde vi haft lignende åbenhed og f.eks. et par studerende i Danske Bank, Roskilde Bank, - i Forsvarskommandoen, Miljøministeriet - i Dansk Supermarked.. jeg behøver vist ikke..
Denne forbandede trang til nu at stille tingene op ligesom danskere og muslimer. Ja, 'den lille mand' og 'systemet' og så ræse ned i helvedeshullet med lommen fuld af fordomkonklusioner bidrager ikke til noget som helst.
Hvad med de to studerende? Deres studium skulle jo ikke forbedre den offentlige sektor vel. Nej den skulle sikre dem en eksamen!
Staklerne siger jo tilsyneladende selv helt tydeligt, at deres studium ikke gælder længere end hvad de sådan tænker.
Det er med andre ord ikke særlig sikkert at socialrådgivere modarbejder beskæftigelsespolitikken. Måske tror nogle socialrådgivere selv de gør det (systemet mod den lille mand), men hvis de arbejder for at folk kan finde et godt job, og i den anledning anvender reglerne og de skønsmuligheder der er, så er det jo også i beskæftigelsespolitikkens ånd. De studerende siger jo tydelig, at de ikke har fundet socialrådgivere, der bevidst fastholder arbejdsduelige på kontanthjælp.
Som sagt. Der er mange gode muligheder for at forbedre socialt arbejde. Men det kræver arbejdsro, at gøre det. Vi kan ikke bruge dette ophidsede råberi om 'systemet' og 'det hele er da også meningsløst' til noget som helst.
Giv os arbejdsro.
"Psykopati som defineret på danske wikipedia:
http://da.wikipedia.org/wiki/Psykopati
––––––—
Kriterierne for Dyssocial personlighedsforstyrrelse ifølge ICD-10 er mindst tre af disse:
- Udvise grov ligegyldighed overfor andres følelser
- Mangle ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtelser
- Mangle evner til at fastholde forbindelser med andre mennesker
- Have svært ved at tolerere frustrationer og have en lav aggressionstærskel
- Være ude af stand til at føle skyld eller til at lære af erfaringer eller straf
- Have tendens til at komme med bortforklaringer og til at være udadprojicerende, dvs. til at give andre skylden for sine egne negative sider
Psykopater mangler empati, og medfølelse med sine medmennesker.
––––––—
Mangel på empati og medfølelse for sine medmennesker - det kan vist godt være den korte beskrivelse af dette system."
STOR GLAD MÅNE-En beskrivelse der stempler duoen Støjberg-Frederiksen lige i panden. Nu mangler vi bare en psykiater der vil lægge navn til en udredning.
Tak for din kommentar, Torben Skov, den rammer ikke kun lige i panden, den er en direkte beskrivelse af en hel del danske politikeres menneskelige profil... Ingen nævnt, ingen glemt.
Søren Kristensen
Jeg er selv førtidspensioneret socialrådgiver (stress/udbrændthed), og den gamle sang om udsalg på de socialfaglige hylder er desværre ikke ny, men meget, meget relevant. Man hører bare ikke om den, ej heller om socialrådgivernes arbejdsvilkår.
Når det så er sagt ... så må jeg jo være en anelse lunken over artiklens indhold, for hvis socialrådgiverne sådan holdt fanen halvhøjt for borgernes skyld, hvorfor ser vi så igen og igen - og ... eklatant mange sager om lovbrud, fatal og mangelfuld sagsbehandling, brud på god sagsbehandlingsetikette og ikke mindst "jagt på syge, nedslidte borgere" ... Hvis mine tidligere kolleger virkelig kæmpede denne kamp, så så kvaliteten af sagsbehandlingen ikke sådan ud.
Folk de opfatter et lovbrud som noget godt,- men faktisk er jeg DYBT uenig i den artikel ,og i, at Socialrådgiveres faglighed "siver ud" hvis de følger lovgivningen på beskæftigelsesområdet
NEJ, problemet ER at de IKKE følger loven og sidder og vurderer med deres egen opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert- og det stiller borgerne rigtig dårligt.
Jeg oplever dagligt at læse sager eller møde unge, der har fået oplyst i jobcenter at de skal søge på en ordinær uddannelse og jobcenter ikke kan gøre noget, for det står i loven om ungepålæg....
DET passer ikke..... det er ikke SÅDAN, man anvender den §
Samtiidig oplever jeg, at unge med en formue( børneopsparing på 20.000) de henvises til at komme tilbage når pengene er brugt (dog divideres formuen ud på kontanthjælpssatsen - så de 20.000 svarer til 4 mdr. for en ung) FORKERT IGEN,- man kan sagtens får vejledning og tilbud selvom man ikke er berettiget til kontanthjælp (LAS § 75) mener jeg det er
IGEN, oplever jeg også,- at mange er kategoriseret i en matchgruppe, hvor de står anført som om de er lige til at sende ud i et almindeligt job,- og det er faktisk borgere som er dårlige eller mangler kvalifikationer til at komme i job.
Den famøse dialog guide de i artiklen ikke GIDER bruger fordi de synes det er for kontorassistent-agtigt, det er jo NETOP DEN, der sikrer at borgerne blir matchet rigtigt...... så ofte sker det jo, at den uopmærksomme sagsbehandler, i sin vrede og i sit oprør, - udelader at bruge dialoggudien - dvs. BRYDER LOVEN,- og sender borgeren i en forkert match.... til skade for borgenes situation.
Og, hvis ikke vi som sagsbehandlere bruger de værktøjer der stilles til rådighed, som fx. dialogguiden og ressourceprofilen,- så ender det med, at det HELE AFHÆNGER af om sagsbehandleren SYNES det ene eller andet, og det er FANME IKKE FAGLIGHED
At følge op på syge og ledige RETTIDIGT,- og at kommuner sanktioneres hvis ikke de gør det, det er jo for at undgå, at der sidder en socialrådgiver eller to,- der bare " lader stå til"
- FORDI DE SYNES DET ER SYND OG DET BEDSTE FOR BORGEREN.
Der er ingen der er tjent med at være på kontanthjælp i lang tid,- kan man ikke arbejde skal man have tilbud om efteruddannelse eller ny uddannelse og er man syg, skal man have tilbud om fleks eller pension... hvis ikke man følger op og tilbyder råd og vejledning og anviser tilbud som kunne interessere borgere,- så mister man nogen der måske rigtig gerne vil ud af kontanthjælpen,- hvad enten det er i job, eller uddannelse eller pension,- hvis man er for syg ...ect.
.
Men igen vender socialrådgiverne det til, at der ikke er mening i at følge op osv.... - det er da IKKE fordi der er noget galt med loven om at følge op, men fordi der er noget galt med kvaliteten af opfølgningen som jo hviler på sagsbehandlerens skulder
hvis man derimod mener at det er de tilbud der gives, der ikke gir mening, så er det jo et spørgsmål om at rette sin frustration mod ledelsen og kommalbestyrelsen og give udtryk for de mangler der er og komme med forslag til forbedringer,- DET ER FAGLIGHED......
Ikke alt det brok og jammer
Desuden så mener jeg ikke der er noget galt i at beeskæftigelsen den er adskilt fra resten af forvaltningen, men der er noget galt i,- at ledige med andre problemer end ledighed, de HØRER UNDER, beskæfttigelse./Jobcenter
Jobcenter burde være et sted for matchgruppe 1-3 hvor man kan få opkvalificerende tilbud, vejeldning osv,- og det burde varetages af vejledere,- som det gjorde i gamle da i AF
De ledige der er syge, enten det er psykisk eller fysisk de burde hører under sociale-service, hvor der så skulle være tid til at arbejde med alle aspekter og ikke kun med ledigheden.....
Hvis jeg var en macth 2 og var grydeklar til job, ville det pisse mig gevalidgt af,- hvis jeg skulle høre på en masse gejl om netværk og helbred,- men hvis jeg var syg og dårlige og udbrændt, ville det pisse mig af,- hvis jeg skulle høre om uddannelses og krav og job osv.
så problemet er muligvis ikke jobcenter og opfølgning, men snarere det,- at man i jobcenter kører ALLE OVER EN KAM...... og det behøver man faktisk ikke hvis man gør sit "Rugbrødsarbejde" godt,- men der er en konflkt mellem afdelinger - dem der har macth 1-3 og dem der har 4 og 5 (der er kommet en ny kategorisering jeg ikke husker helt)
Dem i 1-3 de blir sure over, at dem i 4 og 5 de ikke har lige så mange kunder i butikken,- velvidende(forhåbentlig) at det er to helt forskellige problematikker i de to forskellige afdelinger....
skil dog skidtet ad....