Læsetid: 3 min.

Somaliere føler sig som jaget vildt

To terrorsager på mindre end en måned har kastet lange skygger over det somaliske samfund i Danmark. Somaliske repræsentanter frygter at en hel befolkningsgruppe bliver stemplet som ekstremister
5. januar 2010

Det somaliske samfund i Danmark er for alvor kommet i mediernes og myndighedernes søgelys. Det begyndte med et højtprofileret terrorangreb på Hotel Shamo i Mogadishu den 3. december. 24 civile blev dræbt, heriblandt tre ministre i den somaliske overgangsregering, der omgående rettede en anklagende pegefinger mod en 22-årig dansk-somalier, der blev dræbt under angrebet. Han var angiveligt en selvmordsaktivist, trænet og bevæbnet af den militante islamistiske al-Shabab-milits, der er ved at tage magten i Somalia. Herhjemme bakkede Politiets Efterretningstjeneste anklagen op. Bombemanden var formentlig en herboende somalier, hed det i en udtalelse, som indtil videre ikke er blevet modsagt.

I fredags, kun fire uger senere, forsøgte en 28-årig herboende somalier så at slå den århusianske Muhammed-tegner Kurt Westergaard ihjel med en økse, PET nåede frem i sidste øjeblik, skød, sårede og pågreb gerningsmanden, der angiveligt var trænet af al-Shabab og inspireret af bevægelsens talrige opfordringer til at angribe den kontroversielle tegner.

Slået i hartkorn

De to alvorlige terrorsager har fået både medier og myndigheder til at stille skarpt på det 8.440 mand store somaliske samfund i Danmark og forværret somaliernes image i en sådan grad, at repræsentanter frygter, at det vil få konsekvenser langt ud i fremtiden.

»Det vil skade integrationen af den befolkningsgruppe, som i forvejen har det allersværest i Danmark«, siger Ahmed Dhaqane fra Dansk-Somalisk Netværk, der til daglig er kommunalpolitiker i Rødovre. »De ganske få ekstremister, der findes i Danmark, har skadet hele det somaliske samfund langt ud i fremtiden« mener han.

Det er flere andre talsmænd enige i.

»Det er en bekymrende situation, for der er stor fare for, at danskerne vil opfatte alle somaliere som potentielle terrorister,« siger Ali Abdellahi, formand for Somalisk Forening i København. Han bakkes op af bl.a. formanden for Somalisk Ungdoms Fællesråd i Århus, Abdullahi A. Hassa.

»Jeg frygter, at det danske samfund vil bruge det imod os somaliere, som om vi er terrorister« siger den 26-årige formand til århus.dk. »Det er ærgerligt, hvis en enkelt galning får lov at ødelægge det positive billede, vi forsøger at skabe af somalierne i Danmark.«

Alle de somaliske repræsentanter, som Information har talt med, understreger, at det er en meget lille del af somalierne i Danmark, der sympatiserer med al-Shabab, der ønsker at indføre et Taleban-agtigt islamisk styre i det fattige, krigshærgede Somalia.

»Vi er muslimer, men vi deler ikke al-Shababs syn på islam,« understreger Abdulahi A. Hassa. Det samme understreger Ahmed Dhaqane. »Der er tale om en meget lille gruppe, som aktivt støtter al-Shabab og endnu færre, der er villige til at kæmpe for dem.«

Raffaello Pantucci fra den ansete britiske tænketank International Institute of Strategic Studies, IISS, bekræfter, at der er tale om meget små grupper i Danmark og andre vestlige lande, som er parat til at kæmpe for al-Shabab. I Sverige anslås antallet af aktive al-Shabab-folk at være mindst tyve og i Storbritannien op mod 100. I Danmark anslår han antallet til mellem ti og tyve personer.

Hovedet i busken

Mange somaliere reagerer på den negative opmærksomhed ved at stikke hovedet i busken, både over for medierne og over for myndighederne.

Det mener Ahmed Dhaqane er en helt forkert strategi.

»Det er ærgerligt, at de fleste somaliere vælger ikke at tale med medierne og hjælpe de danske myndigheder med at finde frem til de ganske få, der er villige til at kæmpe for al-Shabab. Det skader os alle i det lange løb,« siger han og opfordrer alle somaliere i Danmark til at fortælle myndighederne, hvis de oplever noget mistænkeligt og til at forklare den danske befolkning, at al-Shababs metoder ikke har opbakning i det somaliske samfund. Det gør han selv, og det har ikke bragt hverken ham selv eller hans familie i Somalia i fare, forsikrer han.

Ali Abdellahi fra Somalisk Forening i København er tydeligvis en af dem, der nødigt taler med danske medier.

»Jeg er skam bekymret over udviklingen,« siger han forsigtigt. »Men jeg håber og tror, at danskerne godt kan kende forskel på somaliere som sådan og så de ganske enkelte personer, som begår kriminelle handlinger«.

Det er fortsat uafklaret om den 22-årige dansk-somalier, som omkom ved hotelbombningen i Mogadishu, var en af al-Shababs selvmordsbombere. Det er heller ikke afklaret, hvilket forhold den 28-årige somalier, der forsøgte at dræbe Kurt Westergaard har til Al-Shabab, men det ventes en kommende retssag at kaste lys over. Ifølge kenyanske medier har han tidligere på året været fængslet i Kenya, mistænkt for involvering i terrorplaner mod bl.a. den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton under dennes besøg i Kenya. Ifølge den svenske avis Expressen har de to somaliere angiveligt på et tidspunkt samlet penge ind til Al-Shabab blandt somaliske flygtninge i Sverige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

. »Men jeg håber og tror, at danskerne godt kan kende forskel på somaliere som sådan og så de ganske enkelte personer, som begår kriminelle handlinger«.
Ja selvfølgelig. Hvor er det jagede vildt?? jeg kan ikke se det i artiklen.
Går det halve Danmark rundt og jagter somaliere
eller hvad ???
Indtil videre er det da vist hr Westergaard der føler sig som jaget vildt.

jens peter hansen

Somaliere i Danmark frygter at der kunne ske det ene og det andet hvis og hvis. Der ER altså ikke sket noget. De er altså ikke jaget vildt. De kunne frygte at blive det. Kurt Westergaard er et jaget stykke vildt, som der er sat en dusør på at aflive, et udtryk Per Thomsen så smukt bruger. Vi har altså med et annonceret morderisk komplot at gøre, mod en formodning om at det vist nok ikke er så godt for de somaliere her i landet at nogle af deres landsmænd er bindegale terrorister. Hvad med at de flinke talsmænd undtagelsesvis undlod at hive offerkortet frem, når syndebukken Kurt Westergaard bliver jagtet døgnet rundt. Udtalelserne viser desværre at talsmændene ikke har forstået hvorfor alle fra det yderste højre til EL har fordømt overfaldet. Før den fiser ind, tror jeg gerne, at Kurt Westeraard ,indtil den dag han naturligt siger farvel til livet, kan regne med at det er ham der er vildtet.

Mona Blenstrup

når der så overmåde ihærdigt luges ud i indlggene bliver meningen ganske forstyrret.

Især når dere referres til andre indlæg, som er ganske pist forsvundet.

Claes Pedersen

Nazisterne var ogso kun en lille gruppe i tyskland so at de fo betyder ikke de med tiden kan blive til mange.

Pt. er po Philippinerne og har haft flere opgor med mennesker der ophojer der moralske normer til lov udanset philippinerne er formeldt set en demokratisk stat.

Hvis som flere tallet af debattore her po information ikke evner, at se problemet med der er ingen retssikkerhed i religioner for mennesker. Kun anvisninger og pobub om leve retsmassigt og religion skaber ikke en forstoelse for hvad det vil sige at leve i en demokratisk stat eller respektere mennesker rettigheder.

Men jeg vil onske de der forsvarre Islam og Muslimsk levevis vil tage arbejde i rige muslimske land po de samme vilkor som tilbydes Philippinerne, so er jeg so ganske overbevist om i vil komme hjem til faderlandet som glodene Extramister.

So sat jer ned og tank over hvordan Danmark igennem 140 or er blevet bygget op med op og nedture og nedtur har vi pt. i Danmark i forhold gore sig til en hund som hitler sagde sodan skulle man behandle den danske befolkning.

Og vi skal selvfolgelig ikke ligge under for religions tankning nor virkeligheden er den skaber so udfatlig menneskelig lidelse i verden i dag.

Mvh Claes Pedersen Callocan Metro Manila

www123hjemmeside.dk/claes