Læsetid: 4 min.

Splid om muslimudtalelser i DF’s bagland

Både opbakning og kritik af Jesper Langballes udtalelser om muslimer fra Dansk Folkepartis lokalformænd. Den fremtrædende DF’er Mogens Camre mener, at debatten handler om ’form og ikke indhold’
Både opbakning og kritik af Jesper Langballes udtalelser om muslimer fra Dansk Folkepartis lokalformænd. Den fremtrædende DF’er Mogens Camre mener, at debatten handler om ’form og ikke indhold’
26. januar 2010

Jesper Langballes skriverier om muslimske fædre, der slår »døtrene ihjel (...) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt« udløser uenighed i Dansk Folkepartis bagland. Hvor en række DF-lokalformænd, Information har talt med, lægger skarpt afstand til Langballes udtalelser, er der også en stribe, der bakker ham helhjertet op – også selv om han med Slagelseformand Frederik Pedersens ord »generaliserede lidt for hårdt.«

»Men vi ved jo, at der er æresdrab herhjemme, og det skal man være klar over,« siger han. Ifølge Frederik Pedersen er den danske ytringsfrihed truet, hvis politikere som Langballe ikke kan få lov til at sige sin mening af hensyn til det muslimske mindretal.

»Så er det efterhånden, som om, vi er fanger i vores eget land. At de allerede har overtaget magten så meget, at vi ikke kan tillade os noget mere. Vi skal ikke bilde os ind, at det her nok er toppen. Nej – det her er begyndelsen. De bliver flere og flere, og det her bliver værre og værre.«

Lokalformand Ole S. Nielsen fra Halsnæs kalder det »befriende«, at Langballe sætter debatten i gang. »Han har jo altid været kendt for sin bramfrihed og har nok overdrevet lidt – men som man siger: Overdrivelse fremmer forståelsen. Han er med til at synliggøre de problemer, der er. Og når vi erkender problemerne, har vi også nemmere ved at gøre noget for at løse dem.«

Forkert af Kjærsgaard
DF-formand, Pia Kjærsgaard, tog i lørdags skarpt afstand fra Langballes udtalelser, der faldt i et debatindlæg i Berlingske Tidende – hvor Langballe netop forsvarede formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, der lige før jul kom i et større mediestormvejr på grund af lignende udtalelser.

»Jeg synes, at han skulle have ladet være med at piske op i denne debat til fordel for Lars Hedegaard og til skade for Dansk Folkeparti,« sagde Kjærsgaard.

Men dén melding skulle partiformanden have holdt sig fra, siger lokalformand i Furesø, Käthe Berg Søeballe, der erklærer sig »delvis enig« med Hedegaard og Langballe. »Pia burde have holdt det inden for partiets fire vægge. Der var ingen grund til at gå ud og blæse det op på den måde,« siger hun.

Visse lokalformænd tager afdæmpet afstand fra Jesper Langballes udtalelser.

John Andersen fra Frederikssund påpeger, at »man godt kan sige, hvad man mener, men det gør ikke noget, at man siger det med lidt pli« – og Poul Albrechtsen fra Allerød siger, at Langballe
»godt kunne have sagt det mere diplomatisk«.

Men flere andre lokalformænd tager også skarpt afstand fra Langballes generaliseringer om muslimer. Helge Larsen fra Herlev erklærer sig direkte »hamrende irriteret« over hele sagen.

»Det er ikke den linje, som jeg står for. Men nu sker der det, at hele den røde front siger: Det er lige netop sådan, at DF’ere er i deres inderste sjæl. Og dét er noget forbistret sludder,« siger Helge Larsen.

Også i kristne hjem
Han mener ikke, at enkelteksempler på æresdrab og seksuelt misbrug kan bruges til at skære alle muslimer over én kam.

»Man kunne vende det om og sige: Sker det ikke i andre religioner – i såkaldte kristne hjem?« spørger han.
En lignende sammenligning lyder fra Børge Olsen fra Randers, hvor Jesper Langballe er valgt.

»Vi havde også en kæmpeskandale med katolske biskopper, der var pædofile. Men dét betyder jo ikke, at alle kristne er det,« siger han og tilføjer, at Jesper Langballe har »båret sig dumt ad«.

»Det er noget tåbeligt snak sådan noget. Det skal man lade være med«.

Ifølge et indlæg på DF’s hjemmeside præciserer Jesper Langballe, at han »mener, at æresdrab og voldtægter i familien forekommer i muslimske miljøer, men han understreger, at han ikke mener og aldrig har ment, at alle muslimske mænd dræber deres døtre og voldtager deres niecer.« Samtidig understreges det, at »det er islam, som Jesper Langballe finder problematisk, ikke muslimer som gruppe.«

Og netop dén skelnen er vigtig, siger den fremtrædende DF’er Mogens Camre, der sammen med Lars Hedegaard er medforfatter til bogen 1400 års krigen – Islams strategi, EU og frihedens endeligt. Han mener, at hele debatten handler om »form og ikke indhold« og peger på en »betydelig overrepræsentation« af muslimske kvinder på krisecentrene.

»Dér har Lars Hedegaard selvfølgelig fået udtrykt sig kluntet ved ikke at sige ’nogle’ muslimer i stedet for at udtrykke sig med noget, der kunne tolkes som ’alle’. Pia Kjærsgaard siger nøjagtig det samme. Sådan opfatter jeg det,« siger han.

– Hvordan kan man adskille muslimer fra deres tro på den måde?

»Vi angriber den islamiske ideologi, som den er udtrykt i Koranen og som formørker tilværelsen for muslimer i hele den muslimske verden. Jeg kender adskillige mennesker med muslimsk kulturbaggrund, der har holdninger helt parallelt med mine egne – blandt andet min gode ven Naser Khader,« siger Mogens Camre.

– Men hvad med alle dem herhjemme, der er praktiserende, troende muslimer?

»De får foræret muligheden for at forstå, hvad demokrati er. De har muligheden for at leve i et demokrati. Og hvis man kommer hertil for at afskaffe demokratiet, så er man kommet det forkerte sted hen.«

– Tror du, at alle troende muslimer i Danmark har det formål?

»Nej. Der er et antal på mellem et og fem procent, der har den holdning. Men lige når man ser på det med kvindesynet, så er det ikke forbeholdt terrorister,« siger Mogens Camre, tidligere EU-parlamentsmedlem for Dansk Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Nu hvor der er kommet lidt debat i DF om Langballes udtalelser, kan DFérne så ikke også debatter om de mener at Haiti er et kristent eller muslimsk land. Efter DFs teori må Haiti være et muslimsk land da voldtægter florerer også efter jordskælvet samt kvindernes værd regnes ikke så stort som mænds værd.

."Den fremtrædende DF’er Mogens Camre mener, at debatten handler om ’form og ikke indhold"

Er for én gangs skyld enig med Mogens Camre.

Jesper langballe siger såmænd blot hvad Dansk Folkeparti altid har sagt, blot på en mere bramfri og direkte måde.

Dansk Folkeparti er et islamofobisk, etnocentrisk og dybt racistisk parti, og stuerent har partiet rigtig nok aldrig været.

Lennart Kampmann

Helt enig med Per Thomsens indlæg.

Som sagt så handler denne manøvre om at Langballe lukker noget rabiat ud, og så kan pressen og vi andre bruge tiden på at pille rundt i efterladenskaberne af den affære. Klassisk DF spin, der ikke gør nogen positiv fordel. Men de har naturligvis retten til at ytre sig, og jo mere de ytrer sig, jo klarere er billedet af deres indre.

At baglandet udtaler sig som de gør, understøtter jo på glimrende vis manøvren.

Så er der ingen tvivl om kvaliteten af støttepartiets fodsoldater.

Suk

Med venlig hilsen
Lennart

Martin Stoltze

DF-formand, Pia Kjærsgaard, tog i lørdags skarpt afstand fra Langballes udtalelser

Nej, det gjorde hun ikke. Hun sagde, at Langballes skriverier skader Dansk Folkeparti, men hun tog ikke klart afstand fra indholdet, og det får næppe nogen konsekvenser for Langballe.

Dårlig journalistik.

Ivar jørgensen

Apropos Langballe's æresdrabsudtalelser, så synes jeg Abdul Wahid Petersen havde en glimrende pointe i Deadline 22.30 forleden, da han spurgte hvor begrebet æresdrab kom fra? Han kunne ikke umiddelbart se det ærefulde i at dræbe sine døtre. Andre islamiske lærde siger selvfølgelig det samme, og finder ingen hjemmel for mord i islam.

http://www.islamonline.net/servlet/Satellite?pagename=IslamOnline-Englis...

FN vurderer at der foregår 5000 æresdrab årligt. Det er selvfølgelig 5000 for meget, men blandt 1,57 mia. muslimer, er det altså et forsvindende lille globalt problem. Specielt set ift. at 25000 børn dør DAGLIGT af helbredelige sygdomme og/eller sult, eller at 1 mia. mennesker pt. sulter, ikke primært grundet fødevaremangel, men primært grundet dårlig politisk forvaltning, mens en stor del af verdens fattigdom ligeledes kan ledes tilbage til politiske beslutninger i Vesten. I den optik er det at blæse tingene fuldstændig grotesk ud af proportioner.

At fremhæve såkaldte æresdrab i Danmark på den Langballede måde er ligeledes blæst helt grotesk. Der er siden 1990 sket 18 drab som (måske) kan kalde såkaldte æresdrab. Det er på 20 år altså gennemsnitligt under et drab om året i et muslimsk community som estimeres at udgøre omtrent 150 tusinde mennesker. Hvad forventer man? At muslimer er en art overmennesker uden galninge iblandt sig? Indvandrerdebatten bliver mere og mere absurd.

Marianne Mandoe

@ Martin Stoltze

Stort set alle medier erklærer at PiaK tog skarpt afstand.
Hvilket, som du selv pointere, hun absolut ikke gjorde. Hun tog slet ikke stilling til hvad der var belevet sagt, men sagde kun at det skadede DFs image.

Langballe her åbenbart sagt hvad mange DFere tænker. Dem der så ikke er enige, må jo forlade partiet når partiet ikke kalder ham til "orden".
Det kan man vel næppe fælde bare en tåre over.
DF er godt i gang med at profiliere sig selv som et parti for galninge. Og når partitoppen ikke distancere sig fra galningene, ja så stiller de sig i princippet ved siden af dem og nikker samtykkende mens de siger at det var nok ikke så smart FORMULERET.

Morten Kjeldgaard

@Marianne Mandoe,

Ja, alle de borgerlige medier iler til for at pøse vand på branden. De ved nemlig, at hele VKO projektet er ved at implodere jo flere ekstremistiske og rabiate udtalelser der kommer fra de selvgode DFere.

Morten Kjeldgaard
"De ved nemlig, at hele VKO projektet er ved at implodere jo flere ekstremistiske og rabiate udtalelser der kommer fra de selvgode DFere"

ja, og vi andre ved det også :)

Da Jordans dronning for nogle år siden forsøgte at overtale parlamentet til at stramme loven mod æresdrab, blev det afvist af parlamentet med den begrundelse, at forslaget var i modstrid med islam.
Muligt at æresdrab ikke kun forekommer hos muslimer, men islamisk retslærde er de eneste som med ophav i en religiøs tekst (Koranen sura 4:34) hævder, at det er i modstrid med religionen at kriminalisere mandens vold mod kvindelige familiemedlemmer.

Niels Østergård

Tja, lovgivningen i Jordan er da i særdeleshed relevant i diskussionen om spliden hos De Nationale.
Selvom jeg umiddelbart tror at Hr. Langballes udtalelser omkring æresdrab var møntet på herboende muslimer.
Men sådan er der jo så meget.
Så meget man kan skrive i et ubehjælpeligt forsøg på at retfærdiggøre Hr. Langballes udtalelser. Eller med selvcensur forsøge at proppe "ånden" ned i flasken igen.

@Niels Østergård
Langballe har udtrykkeligt kvalificeret sin påstand om æresvold til en ikke nærmere præciseret delmængde.
Det er en gåde, at dette aspekt af delmængdelæren er gået hen over hovedet på islamapologeterne.

Faktum er, at det i Danmark ikke fortrinsvis er kristne kvinder, som må gå under jorden af frygt for familiens hævn, og at kvinder med familiemæssige rødder i muslimske lande er overrepræsenteret på landets krisecentre. At Langballes sprogbrug er mere interessant end relationen mellem islam og kvindevold, som muslimer internt ikke er blege for at indrømme, fortæller desværre alt om visse aktørers forskruede prioriteter.

Niels Østergård

Per Hansen,
Ja, du har ret. Jeg har nogle forskruede prioriteter. Fx. mener jeg at det er meget mere relevant at diskutere OVK-regimets nedskæringer af det offentlige sygehusvæsen, frem for hvilke love der bliver vedtaget i Jordan.
Men sådan har vi jo forskellige prioriteter. Jeg har fx heller aldrig gået i koranskole og ved derfor ikke så meget om islam som de Nationale.
Jeg kender dog privat mange muslimer og må ryste på hovedet af dine fantasier om relationen mellem islam og kvindevold.