'Den store omstilling skal være en fest'

Det startede - som så meget andet epokegørende - i Information. Med en annonce. Esben fra Jylland og Mira fra Sjælland ville gerne finde sammen med andre, som havde mod på at etablere en bæredygtig, selvforsynende landsby. Det var i 2002, og landsbyen skulle ligge på Fyn.

Det gør den i dag, og nu tager Esben, Mira og en del andre næste skridt: Hele lokalområdet skal stilles om til bæredygtighed og til modstandsdygtighed mod de kriser, der vil ramme, når olien begynder at slippe op, og klimakrisen spidser til. Hvis altså andre på egnen vil være med. Det er der visse tegn på.

Det handler om Danmarks første lokalinitiativ i det, der hedder Transition Town-bevægelsen. Et hastigt frembrydende projekt nedefra for at gennemføre den grundlæggende omstilling af små og store bysamfund til tiden efter olien og tiden, hvor klimaets og miljøets bæreevne respekteres i måden, man lever på.

Transition Town-bevægelsen startede i England i 2006 og omfatter i dag initiativer i flere hundrede byer i en række lande. Nu kommer den til Sydfyn, til det område, der hedder Syltemaen og rummer 5.000 mennesker i landsbyerne Ollerup, Vester Skerninge, Ulbølle og Hundstrup. Samt den lille Selvforsynende Landsby med 25 voksne og 25 børn, hvor Esben Schultz og Mira Illeris, deres datter Jelva og sønnen Eigil bor.

»Efter klimatopmødet i København er det blevet tydeligt, at folk ikke kan vente på, at politikerne ordner tingene. Der skal så meget til, at det ikke kan rummes inden for de strukturer, vi har nu,« siger Esben.

»Men man kan ikke bevæge sig mod noget nyt, før man har en forestilling om det. Det er det, Transition Towns handler om. Om at konkretisere visionen, og om at omstillingen skal være en fest, ikke en protestaktion,« supplerer Mira.

Siden 2002 har de to demonstreret, at det ikke er romantik eller tomme ord. De er begge uddannet fra Den økologiske landbrugsskole, og efter planlægning og diverse ansøgninger til kommunen rykkede de i 2004 sammen med de øvrige initiativtagere ind på den bare mark ved Hundstrup Å, der i dag er blevet til Den Selvforsynende Landsby. Esben og Mira har - som de andre beboere - bygget deres egen bolig, et almindeligt udseende hus, men med vægge af halm og ler og fundament af muslingeskaller. Et hus, som får el fra solceller og vindkraft samt varme fra en selvbygget masseovn suppleret med solvarme. Huset er ikke tilsluttet det almene elnet, toilettet er et lugtfrit multtoilet, og køleskabet er erstattet af et svaleskab, der henter kølighed fra undergrunden.

I dag er det isnende koldt i det sydfynske, men herinde er varmt og godt.

»Det har været en livsdrøm at komme til at bo sådan,« fortæller Mira.

»Med fællesskab, børneliv og landbrug som centrum i hverdagen og samtidig med et miljøperspektiv. Landsbyen er et græsrodspolitisk eksempel på, hvilke løsninger man kan vælge.«

Den selvforsynende landsby er ikke bare økologi. Den er praktiseret 'permakultur', dvs. baseret på en samling designprincipper, der har bæredygtighed, selvforsyning og arbejdsbesparelse i centrum. Det handler både om en landbrugspraksis, der ikke slider på naturen, men opbygger mere frugtbarhed, renere vand, forøget CO2-binding i jord og planter m.m. Og så om organisationsformer, der på én gang bidrager hertil og skaber trivsel for mennesker. Permakultur er en stærkt vidensbaseret, ekstremt moderne og raffineret designstrategi for et liv efter olien og i pagt med naturens bæreevne.

»Men vi synes, det er vigtigt, at man ikke som et lukket permakultur-projekt blot går rundt i sin egen lille verden,« siger Mira.

Derfor tager man nu det næste store spring med Danmarks første Transition Town-initiativ på lokalt plan. Omstillingsinitiativet for Syltemae-området i det sydfynske.

Nedefra

Med en af landsbyens små biler proppet med filmlærred, power pointudstyr, brochurer, kage m.m. går det fra Mira og Esbens hus ad tilsneede biveje til Vester Skerninge Friskole, hvor man har lånt fritidsordningens nye flotte hus - Danmarks første institutionsbyggeri opført som passivhus med ekstremt lavt energiforbrug - til offentligt møde om 'Syltemae Omstillings Initiativ'. Esben og Mira har inviteret sammen med Nis fraUlbølle og Ole fra Langeland, der gerne vil hjælpe, selv om han bor uden for Syltemaen.

Der er mødt 25 deltagere op. Mira lægger ud med at tømme sin rygsæk for alverdens ting: En regnfrakke, en cykelhjelm, en mp3-afspiller, en trøje, et glas piller, en DVD, en rulle tape ... hvad har tingene til fælles, spørger hun.

Svaret er olie. Det hele er mere eller mindre baseret på olie. Et billede på, hvor afhængig verden i dag er af det fossile brændsel. Deltagerne bliver bedt om at diskutere, om vi kan erstatte olien i de pågældende produkter med noget andet, eventuelt undvære produkterne.

»Vi kan snakke mere sammen i stedet,« siger én, da den oliebaserede DVD-skive holdes op.

Dette er én grundpointe for Omstillingsinitiativet: At man må starte med at tale om, hvordan tiden efter olien kan se ud.

»Man kan kun udvikle noget nyt, hvis man har fælles, positive forestillinger om, hvor man vil hen,« siger Mira.

At tingene starter nedefra er centralt for Transition Towns. Bevidstheden om mulighederne skal vokse frem ved, at borgerne diskuterer dem. Ellers kan man ikke skabe motivation og deltagelse og ikke trække på de erfaringer og idéer, der findes blandt folk.

Modstandsdygtighed

Esben viser en power pointgraf af 'peak oil'-fænomenet: Det, at vi er tæt ved det punkt, hvor den globale olieproduktion begynder at falde, fordi reserverne skrumper, og omkostningerne ved at udvinde dem stiger.

Den billige olie var et historisk mirakel af koncentreret energi, som aldrig kommer igen. Esben forklarer, at vi fremover vil opleve faldende energikvalitet, forstået sådan, at der skal puttes stadig mere energi ind i det energiproducerende system for at få en given mængde ud. I dag skal der f.eks. bruges meget mere olie eller anden fossil energi på at udvinde én tønde olie end i starten, hvor den flød rigeligt og lettilgængeligt. Og solenergien er - endskønt der strømmer masser af den mod Jorden - en 'tynd' energikilde, som det i forhold til olien kræver et stort materiale- og energiinput at nyttiggøre i form af solcelle- og solvarme-isenkrammet. Retningen er altså mod stadig mindre netto-energiproduktion, og det er et centralt argument for bevægelsen mod mindsket energiforbrug og lokal selvforsyning.

»Ved siden af bæredygtighed er modstandsdygtighed det helt centrale begreb i Transition Towns-initiativet,« siger Esben.

Ikke modstandsdygtighed forstået som protest, men som robusthed, nedsat sårbarhed, på engelsk 'resilience'. Politikere taler i dag om forsyningssikkerhed og tænker på, at der skal komme noget ud af ledningerne, men modstandsdygtigheden er et bredere begreb, der handler om at mindske afhængighed af tilførsler udefra, at blive selvberoende som lokalsamfund.

En herre tager ordet og nævner den globale finanskrise som illustration af sårbarheden, når man integreres i et større system.

»I den globale økonomi falder det hele som dominobrikker. Det er et godt eksempel på, hvad vi bør være mere modstandsdygtige imod,« påpeger han.

»For Syltemaen betyder dette jo ikke, at der skal startes egen computerproduktion i Ulbølle, men at en større del af dagligdagsbehovene dækkes af lokalområdet selv: Behovet for mad, byggeri, skole, arbejdspladser, børnepasning,« siger Mira.

Det er det, man allerede er på vej til i Den Selvforsynende Landsby. Esben og Mira er f.eks. ved at etablere et skovlandbrug, hvor man i stedet for at pløje jorden og lade den ligge nøgen og udvaske næringsstoffer og tabe CO2 tilplanter den med mange forskellige planter, der kan opfylde menneskelige behov: Frugttræer, nøddehegn, bærbuske, kartofler, gulerødder, urter ... Egen fødevareproduktion og med tiden træ til brænde og tømmer til husbehov.

»Det er et modstandsdygtigt økosystem, og det har større udbytte og større CO2-binding end en kornmark, fordi det også vokser i højden og i længere tid. Og der er ikke så meget arbejde, når det først er etableret,« forklarer Esben.

Løsningerne i et landdistrikt som Syltemaen er selvfølgelig andre end i en større by. Men for at illustrere slægtskabet viser Esben et billede fra byparken i den britiske foregangsby Totnes, hvor nyplantede valnødde- og mandeltræer en dag skal tage over efter bøgetræerne.

Next stop: Fejø?

For Syltemaen består den fortsatte proces nu i, at man laver en række 'open space-arrangementer' - »cafémøder kan vi kalde det,« siger Mira - hvor der skal opbygges lokal viden, visioner og entusiasme. Seks møder er allerede programsat. Det skal føre til temagrupper, der arbejder med mere konkrete idéer til, hvordan man kan omstille på specifikke områder. Én foreslår straks, at man laver et lokalt fødevaremarked og en fødevareguide, så man kan se, hvad der produceres på Syltemaens eget territorium. En anden foreslår at inddrage skoleklasser i plantedage i landbruget for at overvinde berøringsangst over for 'det alternative'. Sidste trin vil være at vinde kommunalpolitikernes opbakning, som det er sket i transition towns i andre lande.

Tingene lykkes kun, hvis initiativet kan slå rod og avle entusiasme blandt folk, påpeges det igen og igen. Og noget tyder på, at det kan. Susan og John er kommet hertil fra Fejø i Smålandsfarvandet nord for Lolland.

»Vi er 10-20 mennesker på Fejø, som er interesserede. Der er ikke i dag et flertal for at gøre Fejø til et omstillingssamfund, og Fejø har heller ikke selvstyre, men det jeg har set i dag er, at man bare skal starte et sted,« siger John.