Læsetid: 6 min.

Værdiskiftet i krisens kølvand udeblev

'Værdiskifte', 'slut med materialismen' og 'opgør med egoismen' lød forudsigelserne, da den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig ramte danskerne. Men krisen har tilsyneladende ikke rigtig forandret vores værdier, og vi har ikke helt fundet ud af, at vi er på spanden. 'Vi er kørt i afgrunden på 1. klasse uden rigtig at opdage det,' konstaterer en forsker
Målt på faldet i BNP er den aktuelle krise den værste, Danmark har haft i fredstid i 150 år. Men danskerne fortsætter stort set med at forbruge lige så meget, som de plejer.

Målt på faldet i BNP er den aktuelle krise den værste, Danmark har haft i fredstid i 150 år. Men danskerne fortsætter stort set med at forbruge lige så meget, som de plejer.

Mikkel Møller Jørgensen

5. januar 2010

»En krise kan derfor fungere som tiltrængt essens-terapi - især når den bliver tvunget ned over hovederne på os,« konstaterede sociologen Emilia von Hauen i en kronik i Jyllands-Posten med titlen »Krise? Pyha - ja, tak!«.

Udmeldingen var provokerende, men ikke forfærdelig anderledes end så mange andre udlægninger af krisen.

»Jeg tror, at finanskrisen vil tvinge os til at stoppe op og spekulere over, om vi lever efter de rigtige værdier. Min erfaring viser, at folk tænker mere over evigheden, når de er i krise,« konstaterede sognepræsten Poul Joachim Stender i denne avis med et udsagn om øget fællesskab, som selv nøgterne økonomer i forskellige sammenhænge tilsluttede sig.

De håbefulde formodninger kæmpede med de negative økonomiske prognoser, da finanskrisen i foråret 2009 for alvor rullede ind over landets grænser. I danske og udenlandske medier blev krisen udråbt til en slags portal til en ny åndelighed, et exit fra den materialistiske forbrugsfest, der i manges øjne havde udhulet solidariteten i det danske samfund og måske en tilbagevenden til en tid, hvor folk brændte for noget og var parate til at kæmpe for andet og mere end en ny fladskærm eller en rummelig carport.

Passer på pengene

Men nu hvor Danmark igen forventer et år med vækst, er konklusionen, at nej, krisen har ikke rigtig forandret noget:

»I de målinger, jeg har foretaget, kan jeg ikke se, at den har ændret vores adfærd betydeligt, eller at der er sket noget større værdiskift, og at folk lægger større vægt på åndelige værdier og solidaritet. Det er nærmest, som om danskerne ikke rigtig har opdaget, at der er krise, bortset fra at der er lidt mindre pres på velfærden. Folk passer lidt mere på pengene,« konstaterer Jørgen Goul Andersen, der er professor i statskundskab og har undersøgt danskernes holdning til krisen.

»Danskerne er jo faktisk blandt dem i Europa, der har bekymret sig mindst om krisen,« konstaterer han. »Og det kan godt undre.«

Samme jul som altid

Mens økonomi er en håndgribelig ting at måle, er værdier mere vanskelige at sætte i diagrammer og statistikker. Men for de folk, der normalt lever af at lægge et stetoskop ind til den danske folkesjæl, er der ingen store revolutioner i sigte eller en ny åndelig vækkelse på vej.

»Mit skøn er, at der ikke er sket så forfærdelig meget. Det store værdiskifte er blevet temmelig meget oversolgt,« konstaterer sociologen Henrik Dahl.

»Det er langt mere business as usual, end folk troede, det ville blive, da den her krise indtraf. Folk kører derud- ad på den middelklassemaner, som de gjorde, før krisen kom,« konstaterer han.

»Folk opfatter krisen som noget teknisk, der ikke rigtig kommer dem ved,« konstaterer han.

»Folk snakker om en post-Stein Bagger-æra. Men Stein Bagger-sagen ville vi jo under alle omstændigheder være blevet forarget over, og spørgsmålet er, om det ændrer så meget.«

Mens arbejdsløsheden efter danske forhold er røget kraftigt i vejret, er det ikke rigtig noget, der sætter aftryk, selv om folk har opdaget, at der er krise.

»Den der sorgløse tro på, at det bare går opad, er knækket, og jeg tror ikke, den kommer igen lige foreløbig,« konstaterer økonomen, journalisten og forfatteren Hans Kornø Rasmussen, der blandt andet har beskrevet danskerne i bogen Den danske stamme.

Men udover det eksempel har han svært ved at nævne nogen steder, hvor krisen for alvor har forandret danskerne.

»Er der overhovedet sket noget? Jeg tror ikke, der er kommet mere solidaritet, det løb er kørt, og politisk ser Danmark jo ud helt som før krisen med to store blokke over for hinanden. Jeg synes faktisk, det er påfaldende, hvor lidt det har forandret os,« konstaterer han.

Medierne underdriver

En af de eneste undersøgelser, der er lavet over danskernes forhold til krisen, kan give lidt af forklaringen. TrygFondens store årlige undersøgelse af danskernes tryghed viser nemlig, at danskerne ikke rigtig er bekymrede over krisen.

Undersøgelsen, der siden 2004 har målt danskernes tryghed, og hvad der gør dem utrygge, viser, at danskerne siden dengang kun er blevet en smule mindre trygge - og at krisen ikke er en stor bekymring for langt hovedparten af danskerne.

»Folk er en anelse mere bekymrede i dag, end de var i 2007, før krisen. Men i 2005 var de faktisk mere bekymrede. Der er ikke nogen panikstemning, snarere tværtimod,« siger Jørgen Goul Andersen, der står bag undersøgelsen, let undrende.

Og fem procent af danskerne forventer ifølge en ny undersøgelse fra EU-Kommissionen, at vores økonomiske situation vil blive bedre i løbet af det næste år, mens kun 15 procent forventer en forværring, et resultat, der placerer os som den næstmest optimistiske nation i Europa.

Jørgen Goul Andersen mener, ligesom blandt andet Det Økonomiske Råd, at situationen er meget værre, end den gennemsnitlige opfattelse antyder.

»Jeg tror, medierne har været med til at underdrive, hvor alvorlig situationen egentlig er. Da folk blev spurgt i sommer, var der kun omkring en procent, der mente, at krisen i Danmark ville blive værre end i andre lande. I dag står det jo efterhånden klart, at ikke alene kom recessionen til Danmark som det første land i EU, den ser også ud til at holde sig længere end i vores nabolande. Danmarks BNP er i 2008-2009 faldet mere end Islands. Vores industriproduktion er i dag 10-15 procent lavere, end den var for 10 år siden. Det private forbrug faldt i 1. halvår 2009 med knap 7 procent. Målt på faldet i BNP er krisen den værste, vi har haft i fredstid i 150 år. Udviklingen har i den grad vist, at vi ikke, som Anders Fogh sagde, har 'en grundlæggende sund økonomi'. Alligevel har folk længe levet videre i sorgløs ubekymrethed. Vi er reelt kørt i afgrunden på 1. klasse,« siger han og ler:

»Jeg har holdt en del foredrag om krisen, og bagefter er folk kommet op og har spurgt mig: 'Hvad skal vi så gøre?'. Jeg har svaret: 'På kort sigt ser jeg faktisk ingen løsning. Flyt til Norge, måske?'«

En årsag til den manglende bekymring kan være, at danskerne ikke for alvor har mærket krisen. Som en læser på websitet videnskab.dk spørger med nærmest lægebrevkasse-agtige konnotationer:

»Man hører så meget til finanskrisen overalt, men jeg synes ikke, jeg mærker det store til den?«

Kan ikke mærke den

Det samme kunne et flertal af danskerne sige. Mens ledigheden er steget voldsomt til 6,5 procent, er det stadig lavt i forhold til mange andre lande og i forhold til krisen i 1980'erne f.eks.

Og selv om huspriserne er styrtdykket, har tabet for de fleste husejere alligevel hovedsageligt været et tab af virtuelle penge. Og mens staten har præsteret et kæmpe underskud og forudsiger endnu et næste år, er det ikke noget, der endnu har betydet væsentlige velfærdsforringelser.

»Vi har jo foreløbig finansieret krisen ved et stort statsunderskud, så foreløbig mærker vi det ikke, men det kommer vi til, når vi skal betale det tilbage,« siger Hans Kornø Rasmussen.

»Vi er kommet ind i den her krise med flæsk på kroppen, som langsomt bliver barberet af. BNP'en er faldet, men den disponible indkomst er fortsat med at stige, og flexlån lader mange leve stort set uden renter et år endnu,« konstaterer Jørgen Goul Andersen.

»Men det, mange ikke indser, er, at krisen for de fleste først lige er begyndt. Vi skal frem til 2013, før vi er tilbage ved et produktionsniveau, som vi havde før krisen, og arbejdsløshedstallet vil fortsætte med at stige. Og mens statistikkerne viser, at folk er trygge nu, så viser de også, at der sker et enormt fald i trygheden, når de først mister arbejdet.«

Spørgsmålet er så, om det vil skabe et værdiskifte. Henrik Dahl hælder mod et nej:

»Jeg tror, det er Dostojevskij, der et sted siger, at folk, der står på skafottet og venter deres henrettelse og i sidste øjeblik bliver benådet, sværger, at de vil ændre hele deres liv. Men ender med ikke at gøre det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Vi ændre vores liv når det er nødvendigt, ikke et sekund før. Det er simpelthen ikke nødvendigt - endnu. Vi har stadig alt hvad vi har brug for og lidt til. Måske skulle vi vente med at tale om krise til vi kan mærke den helt konkret. På den måde undgår vi ende som pigen (eller var det drengen?) der råbet: ulven kommer og så ikke blev hørt da den endelig kom.

Jens Thorning

Hvad Emilia von Hauen og Poul Joachim Stender mener, er jo set fra det nye samtalekøkken, altså i enhver forstand ovenfra. Men livstilsseksperterne og modesociologerne sagde det samme sidst i 1980'erne - 90'erne bliver det årti, hvor vi bliver mere åndelige, fastslog Alt for Damerne, og om en dansk film hed det "på vej ind i 90'erne med ..." - jo, den handlede om to veninder fra Jylland, som frisk flytter ind i et kolonihavehus i Sydhavnen og kaster sig ud i 90'erne uden borgerligt sikkerhedsnet.

Det lader til, at når politikerne hører, at der er fare for åndelighed, sætter de ind med skattelettelser og fradrag for samtalekøkkener - og naturligvis merd kravet om en totalmobilisering af den legendariske, men upåviste, kompetencerige danske arbejdskraftreserve med tilhørende sanktioner mod de syge og afvigende.

Ufatteligt tragikomisk er det, når studieværtinderne på TV 2 skal spørge børseksperten, hvordan det så går, forventningsfuld om jubelmeldinger. Er aktierne så steget, hvad de altid gør umiddelbart efter Nytår på grund af julepausen, får euforien ingen ende: Bliver det ved hele året, Jakob?

Jens Carstensen

Det handler vel i høj grad om, at det vi bliver præsenteret for i medierne er en superlight udgave af Nationens tilstand. Der bliver stadig flere arbejdsløse og regeringen satser fortsat på skattelettelser, med en skæv fordelingsnøgle, for at opretholde forbruget og den vej rundt holde hjulene i gang ! Jeg ved ikke om det er en klog disposition, det er der jo meget som tyder på, at det ikke er udfra denne artikel ?
Når jeg ser mig omkring i min omgangskreds, er der flere arbejdsløse nu end for to år siden ! Jeg har desværre også en tendens til at tro, at de der ikke bliver ramt af krisen pt,de fortsætter uanfægtet og uden solidarisk tanke for de kollegaer der får fyresedlen mv. !
Måske har vi mistet klasseempatien over en bred kam og den kommer måske først igen når det virkelig strammer til for flere. Hvis det da kommer så langt ?

Det handler vel om at klappe hesten - og at entrépante unge finansfolk allerede er i fuld gang med at planlægge næste finansattack - og som sædvanlig er det fast ejendom og tomme selskaber de kaster sig over først. Deres oppustede karruselpantebreve og andre værdiløse garantier fra første angreb, endnu ikke er blevet spottet i bankernes garantibeholdninger.

Øvelsen er nu at komme af med de overvurderede ejendomme og selskaber og bankerne skal sprede risicien til småsparerne. Ny finansobjekter skal findes. Et nyt buzzword er affredning - der skal affredes. Gamle ejendomme skal moderniseres, og affredningen – den skal som end nok komme til at omfatte strandgrunde og vores naturområder, som regeringen jo synes skal kunne bebygges.

De endnu ikke afslørede finansfallenter skal rage de tilbageværende værdier ud af ilden.

Glemt er det at skatteborgerne holder hånden under systemet. Bankfolks hukommelse plejer at være 7 år, men denne gang var der jo ingen krise. Ingen bortset fra Stein Bagger blev taget med nallerne i kleinekassen og Jensby har sikkert allerede en ny kronprins.

Så vi springer ud i et kollektivt blackout - alt er glemt - og business as usual.

Kapitalismens systemfejl får uantastet lov at akkumulerer til uanede højder …og puf sidder pensionskasserne og skatteborgerne med nallerne i fedtefadet. Konklusion: Vi elsker at blive taget ved næsen…hi hi hi Nu skete det sgu igen thi hi hi.

Lennart Kampmann

Flere faktorer kan pege os i retning af hvorfor vi ikke ændrer adfærd i væsentlig grad.

Renten på flexlån er urimeligt lav. Befolkningen er ellers blevet advaret mod de "farlige" lån i lang tid, men virkeligheden viser at de ikke er farlige (endnu).
Konklusion: Pressen overdrev.

Finanskrisen blev udråbt til at give massiv arbejdsløshed. Men den er ikke så slem som i 80'rne. Konklusion: Pressen overdrev.

Finanskrisen skulle tvinge bankerne i knæ og give massive økonomiske problemer. Staten greb ind og reddede det hele. Konklusion for menigmand: Staten redder mig nok.

Janteloven: Når det går skidt i erhvervslivet, glæder menigmand sig over at konkurserne er selvforskyldt og "de fik hvad de fortjente".

Privatforbruget er samtidigt stimuleret via skattelettelser, så menigmand tænker: "Så slemt var det nu ikke med den krise". Hvad ved økonomer egentligt om økonomi?

Velfærdssamfundet er et konsekvensløst samfund for menigmand, der trygt forbruger videre upåvirket.

Med venlig hilsen
Lennart

Søren Rehhoff

@Lennart Kampmann

"Velfærdssamfundet er et konsekvensløst samfund for menigmand, der trygt forbruger videre upåvirket."

Det har jo sådan set også været regeringens plan for hvordan vi skal komme ud af krisen og de har søgt at stimulere det private forbrug med skatttelettelser og SSP-penge. Det er dog ikke gået fuldstændig efter planen. Forbruget er rent faktisk faldet så meget, at der var en Nordea-økonom, der var ude med et forslag for et par dage siden om, at folk skulle tvinges til at forbruge mere.
Folks holding til krisen påvirkes jo nok også meget af de signaler, der kommer fra politisk hold og når der derfra, på trods af krisen, ikke sættes afgørende spørgsmålstegn ved den nuværende økonomiske orden, så vil folk jo nok også indrette deres opførsel efter det. Så folk fortsætter med, at forbruge, dog ikke helt så meget som regeringen og bankerne sikkert kunne ønske sig.

Lennart Kampmann

@ Søren Rehhoff

Præcist. Der er ingen konsekvens for den almindelige borger, der derfor ikke ændrer adfærd.

Dermed opnås der intet værdiskifte, sådan som artiklen påpeger.

Med venlig hilsen
Lennart

Behøver er værdiskift foregå som en ubevidst refleksreaktion ...kunne det ikke tænkes som et resultat af en bevidst politisk økonomisk overvejelse?

Søren Rehhoff

@Lennart Kampmann

"Præcist. Der er ingen konsekvens for den almindelige borger, der derfor ikke ændrer adfærd."

Og det samme kunne vi ligeså godt sige om banksystemet og den måde det almindelige erhvervsliv bliver reguleret på.

"Dermed opnås der intet værdiskifte, sådan som artiklen påpeger."

Det er jo så nok igen et spørgsmål om hvilket værdiskifte man ønsker, alt efter hvor man står politisk.

Det er jo så nok igen et spørgsmål om hvilket værdiskifte man ønsker, alt efter hvor man står politisk.

...ønsker højrefløjen et værdiskite?

Søren Rehhoff

@Bill Atkins

"…ønsker højrefløjen et værdiskite?"

Der er jo nok en del af højrefløjen som gerne havde set det her ende i en vaskægte markedskorrigering, uden statslig indblanden. Ihvertfald den del af højrefløjen, som ikke selv regnede med, at de ville tabe på det.

Det er altid morsomt sådan som åndelighed stilles som modvægt til materialisme!
Kan man ikke være åndelig, selvom man ejer en fladskærm?

John V. Mortensen

Der er nogle, man aldrig hører om i denne diskussion, nemlig dem - der har købt bolig for mange år siden - og som tror, at når man har købt noget med udbetaling og restgæld - skal man helst betale det sidste før man kaster sig ud i mere lån. De bliver anset for idioter, men - i livets op- og nedgange med arbejdsløshed, sygdom, skilsmisse eller ægtefælles død, er den ide slet ikke så dårlig som grinebidderne mener. "Nysprog" er tidens mode, så - tag lige og byt værdigskifte ud med gældsskifte, lån har jo altid været lig med gæld, og verden vil se - helt anderledes ud.

.

Niels-Simon Larsen

Mikkel Kaels’ undrer sig over, at materialisme og åndelighed altid modstilles. Kan man dog ikke være åndelig, når man har en fladskærm?

Det kan man måske. Hvad med to eller ti - hvor går grænsen? Eller hvis man kun har en, hvor stor må den så være, før grænsen er nået?

Det er et urgammelt problem. Hvad der er materielt, er vi nok ikke så uenige om. Nej, det er det åndelige, der skiller os. Benny Andersen har et vidunderligt digt, der hedder ’Ånd’. Det handler om at tænke over sit liv, mens man står og piller kartofler. En af linjerne hedder: "Herregud dog, hvad er det du står og laver?"
Hvis ikke der er den tendens inden i os til at spørge, hvad det er, vi har lavet (med vores liv og med verden), sker der ingen ændringer.

Jens Carstensen

Niels-Simon Larsen, jeg synes du har fat i noget omkring åndelighed kontra materialisme. De er som sådan ikke hinandens modsætninger ! Måske man på det personlige lige skulle værdsætte det åndelige lidt mere, eller sagt på en anden måde, stille det op før mammon,prestige osv. Jeg tror også, at det handler om, at reflekterer på det levede liv/egen praksis og samtidig være opmærksom på tendenser i samfundslivet - ellers kan vi risikerer at ende ud i den "banale ondskab" som Hannah Arendt har beskrevet den.

Materialisme kommer i to former: den, der tilfredsstiller din magelighed, og den der er en del af din indentitet og status.

Åndelighed kommer også i to former: det, du er overbevist om, og det, som du står for, og som dermed er en del af din identitet og status.

Og så er prøven ofte enkel: hvis du ved at din overbevisning er i strid med din overordnedes, vil du så lyve om den, for ikke at gå glip af en forfremmelsesmulighed med lønforhøjelse?