Læsetid: 2 min.

Venstre-ministre på retræte i sag om madordning

Kampen om madpakken fortsætter. Statsministeren vil lytte til forældre, som selv vil smøre madpakken, og social- og indenrigsminister Karen Ellemann er nu klar til at lempe ordning
Kampen om madpakken fortsætter. Statsministeren vil lytte til forældre, som selv vil smøre madpakken, og social- og indenrigsminister Karen Ellemann er nu klar til at lempe ordning
14. januar 2010

Partierne bag den tvungne frokost i daginstitutionerne vil løsne grebet om den udskældte ordning, som tvinger kommunerne til at servere mad for børn i vuggestuer og børnehave og forhindrer forældre i selv at smøre madpakkerne.

Ordningen trådte i kraft i flere kommuner efter nytår, og siden har mange forældre protesteret over, at de ikke længere må smøre madpakken, men må overlade børnenes frokost til kommunen. Og den slags skal man lytte til, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

»Vi har ikke noget ønske om at tvangsfodre børn eller for den sags skyld tvangsfodre deres forældre med løsninger, de ikke selv kan lide,« siger statsministeren, som dog fastholder, at ordningen gælder og er fornuftig.

De politiske forligspartier har også mistet appetitten på ordningen, som forældrene selv betaler for.

Fleksibel ordning

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) vil nu sætte sig sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for at gøre ordningen mere fleksibel.

»Ønsket om fleksibilitet er jeg lydhør over for,« siger Karen Ellemann.

Hun forsvarer dog ordningen med, at ikke mindst de svageste børn skal have sunde madvaner, så fedme forebygges.

»Det er vigtigt, at børnene får et sundt frokostmåltid. Det er en god idé, hvis man som forældre kan slippe for at stå og smøre madpakken om morgenen,« siger Ellemann.

Hendes egen partifælle, Folketingets formand Thor Pedersen, mener, at ordningen er direkte i strid med Venstres liberale ideologi. Han kalder ordningen for 'rendyrket socialisme', men det er falsk varebetegnelse, mener formanden for Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal. Tværtimod er der tale om den virkeliggjorte minimalstat med høj pris for dårlig kvalitet, skyder han tilbage.

»Vi stemte imod på grund af den manglende valgfrihed, manglende kvalitet og finansiering,« siger Søvndal.

Socialdemokraterne og De Radikale er på samme linje og kræver frit valg, som ellers er Venstres slogan.

I Århus har to institutioner fået kommunens tilladelse til at lade forældrene smøre madpakkerne selv og få betaling for det.

Det er i strid med loven, mener socialministeren, men statsministeren lytter til århusianerne.

»Hvis der så er nogle steder rundt omkring i landet, hvor man ligesom i Århus siger, at her vil vi hellere lave en anden løsning, så skal man da lytte til det,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Dansk Folkeparti er klar til at ændre madordningen i daginstitutionerne, hvis regeringen ønsker det, mens De Konservative glæder sig over, at forældre selv vil smøre madpakker og er parat til at skrotte regeringens udskældte frokostordning i børneinstitutioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Jeg kan ikke lade være med at smile lidt, når Karen Ellemann nu siger, at.
”Hun forsvarer dog ordningen med, at ikke mindst de svageste børn skal have sunde madvaner, så fedme forebygges.”
Det var ikke de toner Karen Ellemann og Venstre havde da de afviste oppositionens forslag om et sundt måltid mad i daginstitutionerne. Dengang hed det at maden var alene forældrenes ansvar. Men så skiftede regeringen og DF spor og kom selv med et forslag, hvor forældre skulle betale for maden og de forældre der ikke havde råd eller ikke ville skulle deres børn bare sidde og kigge på de børn , hvis forældre betalte for maden, spise den fælles mad. Dengang var det ikke hensynet til de svageste familier og fedmen der stod i højsæde.
Senere trak regeringen dette forslag og kom op med den tvungne madordning, hvor fripladsforældrene ikke skulle betale for den tvungne madordning. Denne ordning er regeringen nu også ved at løbe fra.
Havde det ikke været meget letter for regeringen hvis de havde stemt for oppositionens madordningsforslag med det samme i stedet for denne snørklede omvej.

Mona Blenstrup

Jeg har ikke set nogen undersøglese, der viser hvor mange børn i vuggestue og børnehave, der ikke får mad med hjememfra.

Men det er klart dokumenteret, at skolebørn mangler madpakker. De er sløve og uoplagte siges det.

Indfør i stedet kantiner med god mad til alle skolebørn. Og giv de forældre, der ikek kan betale det friplads til kantinemaden. Så vil ingen føle sig udenfor og allae får mad og måske kunne endnu flere så gennemføre skolegangen på fornuftig vis.

Lennart Kampmann

@ Mona Blenstrup
Hvilke skolebørn, og i hvilke områder?

Hvor meget er økonomi, og hvor meget er vaner der kan ændres?

Skal vi absolut lave enhedsløsninger hver gang der en lille gruppe med problemer?

Med venlig hilsen
Lennart

Mona Blenstrup

Lennart

Adskelige undersøgleser har vist at skolebørn ikek gider det der med madpakker. Og de gælder nok de fleste skoler. I hvert fald i byområderne.

Det er sikkert et modefænomen men bæres frem af den foragt som madpakken i skoletasken har skabt.

Jeg og min generationer ikek døde af en madpakke, der lå i skoletasken fra morgensstunden men det gør nutidens børn sikkert.

Og det er bevist, at børn får for lidt søvn, for lidt morgenmad og for lidt frokost.

alt for mange børn får for lidt undervisning og for ringe muligheder for uddannelse.

I stedet for børnehaver og vugestuer med tvungen madordning så jeg hellere at alle skoler havde kantiner som i andre lande vi normalt sammenligner os med, som det hedder.

Mona Blenstrup

Og ja, at nogle ganske få børnehavebørn ikke får ordentlig kost i følge pædagogerne, bør ike tvinge en kostordning ned over hele flokken.

Madpakkeordningen og de uvirksomme filtre på dieselbiler og loven mod knive over 7 cm og skatten på arbejdsmobiler og arbejdsPC'er - det er lige 4 skæve sager, der kunne have været undgået med lidt rettidig omhu.

Det er åbenbart ikke de skarpeste knive i skuffen , der sidder i partiernes folketingsgrupper.

Henrik Jensen

Jeg faldt over dette tre år gamle Ritzau-telegram, som bør hentes frem af glemselens skuffer....når nu folketingets formand taler om socialisme:

Madpakker skal have det endelige dødsstød

Inden for de næste fem år skal de lunkne madpakker flytte fra skoletaskerne og til historiebøgerne. I stedet for madpakkerne skal børnehave- og skolebørnene hver dag kunne købe et friskt måltid mad.

Det fastslår familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) i en rapport om børns sundhed, som blev offentliggjort fredag. Idéen er, at det skal gøre de danske børn sundere og mindske antallet af overvægtige.

Det er også alt sammen meget fint, mener ledende sundhedsplejerske i Helsingør Kommune Anne Boye, men hvis ikke man når ud til forældrene til de socialt udsatte børn eller til de forældre, som selv har en usund livsstil, rykker man ikke noget.

- Nogen af de her familier skal arbejde med en fuldstændig livsstilsændring. Det kræver en diætist og en psykolog, og det kræver, at man arbejder meget målrettet og intenst med de her familier, siger hun.

Ikke gratis ordning

»Jeg kan godt huske, hvor irriterende det var at smøre madpakker. Det er stress i familien,« siger Barfoed.

Det bliver dog langtfra gratis. Forældrene skal selv betale et beløb i omegnen af 250 kroner per måned. Dog bliver de mest udsatte børn fritaget - dem som i forvejen har friplads. Det sker via en lovændring.

/ritzau/