Venstres kampagnemaskine har mistet pusten

Venstres helt grundlæggende problem i dag er, at partiet ikke råder over en professionel kampagneorganisation. Der er ikke sket en fornyelse af kampagneapparatet siden valgsejren i 2001. Partiet har stået stille siden da, til trods for at valgkassen er spækket med midler.

Sådan lyder den enslydende vurdering fra flere indsigtsfulde toprådgivere med erfaring fra Venstres tidligere valgkampagner, som Information har talt med. De tvivler i dag på, at regeringspartiets kampagnemaskine er i stand til at vinde valget for Lars Løkke Rasmussen, hvis det kommende folketingsvalg bliver så tæt, som meningsmålinger spår.

Hovedårsagen til Venstres stilstand på kampagnefronten er - ifølge kritikerne - at partiets tre valgsejre har stivet selvtilliden af i en grad, at partiets fantasi kun rækker til at reproducere kampagnen fra 2001.

Man forstår ikke, hvorfor Venstre forlader sig på en fortsat ensidig satsning på massekommunikation rettet mod alle vælgere. Det vil sige en kampagne, hvor virkemidlerne primært er annoncer i trykte aviser, outdoor-reklamer f.eks. ved busstoppesteder og bannerannoncer på internettet.

I dag er det i langt højere grad markante politiske personligheder og debat om de politiske emner, der optager vælgerne, som flytter stemmer mellem de politiske blokke masse, mens kommunikation er ineffektiv.

Mangel på kompetence

En anden kritik fremhæver, at Venstre mangler faglig kompetence. Eksempelvis mangler Venstres en professionel indkøber med stor kommunikationsfaglig indsigt, der kan yde et ordentligt modspil til partiets leverandør, reklamebureauet Hjaltelin og Co.

Et argument lyder, at der en tendens til ukritisk at vælge reklamebureauets gammeldags massekampagner, der giver stor omsætning for bureauet, i stedet for andre billigere, men måske også mere effektive løsninger. Kritikere peger på, at det er en risikabel strategi, hvis Venstre blot genbruger samme skabelon fra tidligere valg frem for at lade partiet kampagnemaskine udvikle sig, så man bevarer sit forspring til Socialdemokraterne på den front. Dette forspring udfordres i disse år af Socialdemokraternes udvikling af et nyt kampagneapparat, hvor der i satses på at etablere en direkte personlig kontakt til vælgerne.

Ydermere hører man kritik af, at Venstre ikke følger med tiden ved eksempelvis at undlade at markedsføre statsministeren eller blot opgradere partiets hjemmeside i tilstrækkelig grad.

Forældet partiapparat

Stilstanden hos Venstre kan ifølge kritikere også forklares med partiets mange år i regering. Venstre har forsømt at udvikle partiapparatet, og det har påvirket hele organisationen, herunder stabsfunktionerne på Christiansborg, det vil sige partiets politisk-økonomisk afdeling og pressetjeneste.

Funktionerne og stabene er splittet. Både fysisk, organisatorisk og i dagligdagen. De forskellige dele har for lidt føling med hinanden, lyder kritikken. Resultatet er, at Venstre ikke længere fremstår som en kamporganisation, hvor professionelle kommunikationsfolk og nøglepolitikere samarbejder tæt og er i daglig dialog med hinanden.

Nu er det snarere et parti som SF, der har udviklet en regulær 'kamporganisation' i stil med Venstres i partiets sidste år i opposition. SF's kommunikationsfolk er både tæt på Villy Søvndal og med til at udvikle kampagneorganisationen. Sådan fungerer det ikke længere hos Venstre, hvor statsministeren og hans særlige rådgiver fungerer i en anden virkelighed end partiets partisekretær og pressechef.

Venstres Landsorganisation bor i en kæmpe palævilla i Søllerød. Her sidder medarbejderne i gammeldags cellekontorer - langt væk fra Christiansborg, hvor resten af partiets stabsmedarbejdere - overvejende akademikere og journalister - er placeret.

Den fysiske adskillelse mellem stabene er et problem i sig selv under en valgkamp, mener nogle kritikere. Det skaber nemlig ikke den nødvendige begejstring og dynamik eller 'War Room-stemning', der også skal til for at give en selvtillid i en kampagne. Centret i Bill Clintons valghovedkvarter i hans legendariske 1992 præsidentvalgkampagne hed War Room, og lige siden har det været et begreb i 'kampagne-jargonen'.

V afviser kritik

Information har forelagt Venstres partisekretær siden 2001, Jens Skipper Rasmussen, kritikken. Han afviser blankt, at partiet kampagnemæssigt står i stampe.

Partisekretæren peger i stedet på, at Venstre intet behov har for at prale med, hvad de har af planer i skuffen for at forny partiets kampagner. Det er forretningshemmeligheder. I øvrigt er Skipper Rasmussen helt uenig i, at Venstre ikke er nyskabende nok. Han henviser til, at Venstres valgkampagne med visningen af forskellige videoklip kaldet Venstre-tv via bannerannoncer på avisernes websider, faktisk fik tildelt to priser af reklamebranchen.

Både i og uden for Venstre er vurderingen imidlertid, at partiet lider under, at Anders Fogh efter valget i 2007 mistede interesse for at udvikle organisationen.

Man ser den tidligere partiformand som den, der må bære ansvaret, fordi han var så optaget af at få sig et internationalt topjob, at han overlod partiorganisation til sig selv, siger en iagttager med indsigt i Venstres forhold.

Men hvis der er et problem, hvorfor griber Venstres nye formand, Lars Løkke Rasmussen så ikke ind og ændrer på tingene? Måske er forklaringen, at Løkke endnu ikke herre i eget hus. For i så fald havde han vel næppe tilladt sin forgænger at indtage partiets landsmøde i november, hvor han både havde kone og spindoktor med på slæb? Fogh havde aldrig tilladt, at Uffe Ellemann på samme måde havde indtaget landsmødet så kort tid efter vagtskiftet. Det siger lidt om, mener nogle iagttagere, at Løkke endnu hverken er trådt i karakter eller har styr på partiet.

Krigskassen bugner

Det er en almindelig vurdering blandt kampagnefolk, at penge ikke i sig selv kan afgøre et valg, men at en god valgkampagne til gengæld kan gøre en forskel. I realiteten har en valgkampagne ikke afgjort et folketingsvalg siden 1998, da Socialdemokraterne med en synlig slutspurt akkurat slog Venstre på målstregen.

I dag er Venstre formentlig landets mest velhavende parti. En stor del af formuen er bundet op i palæejendommen Carlsminde, som et medlem i 1970'erne testamenterede til partiet, og som i 2007 blev vurderet til 12 millioner kroner.

Venstre tilstræber at have en kontant reserve, så man er i stand til at føre to folketingsvalgkampagner inden for et år. Det har partiet gjort siden slutningen af 1980'erne, da der blev udskrevet to folketingsvalg med kun otte måneders mellemrum. Ifølge partiregnskabet kostede folketingsvalget 2007 ca. 30 millioner kroner. Det er uvist, hvad der ligger i valgkampskassen p.t., men i 2007-regnskabsåret opsparede partiet ca. 16 millioner kroner. Et gæt er, at Venstres 'krigskasse' i dag råder over 40-50 millioner kroner, selv om der blev brugt en del midler på Europa-parlamentsvalget.

Omvendt var det ganske påfaldende, hvor meget Venstre holdt igen med annonceringen ved det netop overståede kommunalvalgkamp. Forklaringen er formentlig, at krudtet skal spares til folketingsvalget.