Læsetid: 4 min.

Både ministeren og universiteterne har ansvaret for fyringer

Universiteterne siger, at de har færre frie midler, og derfor bliver nødt til at fyre forskere. Ministeren svarer, at universiteterne aldrig har haft flere penge. Begge parter har sådan set ret. Og begge har ansvar for fyringerne og de efterfølgende forringelser
8. februar 2010

Både studerende og ansatte på Københavns Universitet protesterer nu højlydt over de nedskæringer og fyringer, som for tiden gennemføres på universitetet. Universitetets ledelse og politikerne står for skud, og det er uklart, hvem man egentlig er mest sur på. Og det er der en grund til, for det er nemlig meget uigennemskueligt, hvem der egentlig har ansvaret for, at der sker forringelser på de universiteter, som gerne skulle være i verdensklasse.

Ikke vores skyld

Universitetsledelsen siger nemlig, at de har for få frie midler, som de selv kan bestemme over. Den slags penge, som blandt andet kunne være brugt til at lukke de aktuelle huller i budgetterne for eksempelvis Biologi og Geografi. Dårligt havde ledelsen sagt det, før videnskabsminister Helge Sander (V) udsendte en glad pressemeddelelse med titlen: »Universiteternes bevillinger stiger« efterfulgt af en oversigt, hvor man kan se, at Københavns Universitet i alt har fået 63 millioner mere i 2010 end i 2009.

Også de såkaldte basisforskningsmidler, som netop burde være de 'frie midler', er der kommet flere af. Dermed skulle man tro, at den diskussion var slut. Imidlertid kan både Københavns Universitet og videnskabsministeren godt have ret. En del af bevillingerne er nemlig afhængig af BNP, og Danmarks BNP er som bekendt faldet. Derfor er der færre frie midler til universiteterne end de havde regnet med - og i første omgang budgetteret med. På den måde kan man sige, at der er kommet flere midler, men ikke lige så mange som forventet. Og da der ikke er udsigt til markante forbedringer i de kommende år, vil universitetsledelsen ikke dække 'underskuddet' ved at tære på egenkapitalen - og derfor er man nødt til at fyre.

Med til historien hører dog også, at ministeren som altid er 'large' i sin definition af basisforskningsmidler. Blandt andet er de penge, som i 2006 blev øremærket til at skabe flere ph.d.-stillinger, talt med. Det er en glimrende med flere ph.d.'ere, men det er jo ikke penge, som universiteterne selv råder over og kan flytte rundt på. Og man kan derfor diskutere, om det er rimeligt at tælle dem med som basismidler. Desuden har Helge Sander regnet de øgede bevillinger til undervisning med i sit samlede regnestykke, som altså ender på plus 63 millioner kroner. Men når der kommer flere penge til uddannelse, så skyldes det primært, at der kommer flere studerende. Flere studerende koster flere penge, må man formode, så det giver ingen reel øget gevinst. Det beskedne løft i taxametrene på humaniora vil desuden højst udbedre nogle af de skader, som den konsekvente nedskæring på to procent om året, de seneste mange år har forvoldt.

Taxametersystemet

Det taler heller ikke til ministerens fordel, at nedskæringerne finder sted på flere universiteter. Også Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet skiller sig af med medarbejdere, dog i mindre målestok og med mindre medieovervågning - sandsynligvis fordi deres studerende er mindre aktive. Der er altså problemer på landets tre største universiteter, og ministeren bør tage sin del af ansvaret for situationen. Eksempelvis kunne han arbejde for, at universiteterne fremover får klarhed over deres bevillinger længere ud i fremtiden, så de ved præcis, hvad de har at gøre godt med de næste mange år. Det vil give mulighed for reel langtidsplanlægning.

Han kunne også kigge lidt på taxametersystemet, som tydeligvis fastlåser universiteternes økonomi. De uddannelser, hvor der ikke er ret mange studerende, vil fremover få det svært. Og det er langt fra sikkert, at de uddannelser, som de unge vælger, også er dem, som samfundet har brug for. Det er således bemærkelsesværdigt, at det netop er de naturvidenskabelige fag, som politikerne ofte understreger vigtigheden af, der nu skal fyres på.

Universiteterne skal imidlertid ikke slippe for deres del af ansvaret ved at sende aben videre til de ministeren. Det er indiskutabelt, at der er kommet flere midler til universiteterne gennem de seneste år. Og selvom der er for meget styring, for lidt fleksibilitet og for kort tidshorisont, så burde universiteterne kunne klare det kønnere end tilfældet er. Ledelse og administration er stærkt voksende i universitetsverdenen. Det pibler frem med prodekaner og vicedirektører, og det virker paradoksalt, at man samtidig fyrer de mennesker, som udfører det arbejde, som et universitetet er sat i verden for. I forhold til den konkrete sag på Københavns Universitet kan man - som de ansatte på Biologi har gjort det - sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det kun er nogle fag, der rammes. På Kemi har man f.eks. store problemer med at få studerende nok, men her går man fri af fyringer. Man kan derfor få den tanke, at der ligger en bestemt strategi bag. Det udfordrer universitetets retorik om, at fyringerne er en uundgåelig konsekvens af nogle udefrakommende omstændigheder.

Det kommer også til at virke underligt, at man på Det Naturvidenskabelige Fakultet, som er hårdest ramt af besparelserne, netop har fået spritnye bygninger. På den måde har ledelsen et klart ansvar for de aktuelle fyringer. Og det ville klæde den - ligesom det ville klæde ministeren - at tage det på sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Det er næsten ikke til at holde ud at høre på, når regeringen HVER gang de bliver kritiseret lige skal lier remsen af med hvor mange flere penge dit og dat har fået efter 2001. Men tak til Information fordi I har kigget bag om tallene.
Derudover kan jeg ikke lade være med, at indskyde at Helge Sanders sammenlægninger ikke har givet stordriftsfordele – som lovet. Det samme billedet ses ved Løkke Rasmussens Strukturreform, der blev lanceret som udgiftsneutral, da stordriftsfordelene ville betale for flytninger og ændringer.