Læsetid: 2 min.

Blekingegadesag skal undersøges igen

Blekingegadesagen og myndighedernes håndtering af sagen skal undersøges på ny. Tidligere efterforskningsleder er tilfreds
Blekingegadesagen og myndighedernes håndtering af sagen skal undersøges på ny. Tidligere efterforskningsleder er tilfreds
Indland
3. februar 2010

Nu kommer endelig den længe ventede undersøgelse af Blekingegadebanden. Undersøgelsen, som engang for alle skal afdække, om Politiets Efterretningstjeneste (PET) kunne have stoppet banden, inden den i 1988 dræbte den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under et røveri i Købmagergade i København.

Den tidligere efterforskningsleder af Blekingegadebanden Jørn Moos - som har anklaget PET for at have saboteret efterforskningen - er da også tilfreds med, at justitsminister Brian Mikkelsen (K) har bøjet sig for et flertal uden om VK-regeringen.

- Det er rigtig godt og vigtigt, at vi nu får kigget på tingene. Det bliver helt afgørende, at man kommer helt til bunds og får fremlagt alle dokumenterne - og snakket med alle de mennesker, som var indblandet i sagen dengang, siger Jørn Moos.

Justitsministerens beslutning kommer efter massiv kritik af PET-kommissionens beretning, der frifandt PET og Justitsministeriet for manglende hjælp til kriminalpolitiets forsøg på at opklare en stribe af bandens forbrydelser op gennem 1980'erne.

- Undersøgelseskommissionen skal afdække, om centrale myndigheder som for eksempel PET og Justitsministeriet har modvirket opklaringen og strafforfølgningen af strafbare forhold, der er forbundet med Blekingegadebanden, siger Brian Mikkelsen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Karen Hækkerup, understreger, at opgaven nu bliver at sikre, at rammerne for undersøgelsen - dens kommissorium - bliver så åbent som muligt.

- De skal have frie hænder, så hvis de falder over noget, så kan de også undersøge det. Ellers risikerer vi bare atter at ende med et ubrugeligt resultat, siger Karen Hækkerup.

Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten vil således blandt andet også have afklaret, om det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP) i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne ikke blot overvejede en befrielsesaktion af Blekingegadebanden, men også stod bag indsmuglingen af 175 mennesker. Og i givet fald hvorfor PET heller ikke i dette tilfælde fortalte politiet om de kriminelle handlinger.

- Justitsministeren vil prøve at gøre undersøgelsen så snæver som muligt, og vores opgave er at gøre den så bred som muligt. Og så skal vi sikre, at den kommer til arbejde hurtigt. Det må ikke blive en ny, langsommelig kommission, hvor folk risikerer sanktioner, når de vidner, siger næstformanden for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF).

Selv om Venstres retspolitiske ordfører, Kim Andersen, er "positiv" over for en ny Blekingegadeundersøgelse, så understreger han, at politikerne skal være sikre på, at der virkelig også er behov for en sådan undersøgelse. Og det gælder også ønsket om at inddrage andre grupper i undersøgelsen.

- Man skal huske på, at når man nedsætter en undersøgelse, så går der lang tid, før resultatet foreligger, og det koster mange ressourcer. Efter PET-kommissionens beretning må man jo også konstatere, at der ikke har rejst sig en storm af krav om nye undersøgelser, siger Kim Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her