Læsetid: 2 min.

Dårlige betalere koster Danske Bank dyrt

Sidste år blev næsten ligeså dårligt for Danske Bank som katastrofeåret 2008. Banken tabte 25 milliarder kroner på dårlige betalere, og venter også et svært 2010
Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, fremlagde Danske Banks årsregnskab i går. Overskuddet for 2009 efter skat var 1,7 mia. kr., men handelsindtægterne viste et plus i 2009 på ikke mindre end 18,2 mia. kr.

Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, fremlagde Danske Banks årsregnskab i går. Overskuddet for 2009 efter skat var 1,7 mia. kr., men handelsindtægterne viste et plus i 2009 på ikke mindre end 18,2 mia. kr.

Casper Christoffersen

5. februar 2010

Der er langt til de fede tider i Danmarks største bank. Den økonomiske krise har banket overskuddet i Danske Bank i bund, og det bliver også op ad bakke i 2010.

Det var en ydmyg og forsigtig Peter Straarup, som tirsdag måtte præsentere endnu et årsregnskab med et beskedent plus. Resultatet landede på 1,7 milliarder kroner efter skat.

»2010 tegner til økonomisk at blive et bedre år end 2009, men det bliver efter vores vurdering igen et vanskeligt år,« sagde Danske Banks ordførende direktør.

Banken er stadig hårdt ramt af den økonomiske krise. Danske Bank må for andet år i træk nøjes med et mindre milliardoverskud - en lille forbedring af katastroferegnskabet i 2008, som gav et plus på én milliard.

Det er især dårlige betalere, som gør rigtigt ondt i regnskabet. Sidste år måtte banken nedskrive med ikke færre end 25,7 milliarder kroner, fordi privatkunder og virksomheder ikke kunne betale deres afdrag. Det er en fordobling i forhold til kriseåret 2008.

Danske Bank understreger, at det især er de små og mellemstore virksomheder, som havde det svært. De kostede alene banken 13,3 milliarder kroner i nedskrivninger, mens almindelige danskere kostede 4,1 milliarder kroner.

Og banken ser også store udfordringer med tabskontoen i 2010.

Det forventes, at 2010 bliver endnu et udfordrende år for den finansielle sektor. Der er nu begyndende tegn på stabilisering af de makroøkonomiske forhold, og der forventes en beskeden vækst, men fortsat stigende arbejdsløshed, skriver banken.

Indtægt var på 18 mia. kr.

Danske Bank venter derfor, at nedskrivningerne i år også ender på et højt niveau, men dog på et mindre niveau end sidste år.

Selv om overskuddet på 1,7 milliarder kroner efter skat er beskedent i et historisk perspektiv, så kunne det være langt værre, siger bankens ordførende direktør, Peter Straarup.-

»Vi er kommet ud af det værste kriseår i årtier med et positivt resultat, der ligger over sidste års resultat. Så alt i alt er vi kommet bedre gennem 2009, end man kunne have frygtet i begyndelsen af året,« siger Peter Straarup i en kommentar til regnskabet.

At der bliver reddet et overskud hjem skyldes især bankens indtægter fra handel med værdipapirer, valuta og andre produkter.

Handelsindtægterne viser et plus i 2009 på ikke mindre end 18,2 milliarder kroner eller 12,1 milliarder kroner mere end året før.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer