Interview
Læsetid: 2 min.

'Danmark har masser af grøn energi'

Og der er hårdt brug for at nyttiggøre den, for allerede om to år bliver vi igen nettoimportør af stedse dyrere fossil energi, siger klimaministeren i ny redegørelse
Og der er hårdt brug for at nyttiggøre den, for allerede om to år bliver vi igen nettoimportør  af stedse dyrere  fossil energi, siger klimaministeren  i ny redegørelse
Indland
27. februar 2010

Lige om lidt er det slut med at være nettoeksportør af fossil energi. I 2012 vender billedet for Danmark, når importen af udenlandsk kul, olie og gas begynder at overstige eksporten af olie og gas fra de hjemlige, men svindende felter i Nordsøen. Det vil ramme samfundsøkonomien, fordi importudgifterne vokser, mens både import- og skatteindtægter fra Nordsøen skrumper. Med andre ord: »Overførsel af velstand til de få leverandørlande af olie og gas.«

Sådan hedder det i klima- og energiminister Lykke Friis' redegørelse om Energiforsyningssikkerhed, offentliggjort i går efter et møde i regeringens Vækstforum.

»Redegørelsen er første skridt i regeringens arbejde på en plan for, hvordan Danmark kan blive uafhængig af fossile brændsler,« siger ministeren.

»Jo lavere energiforbrug og jo mere vedvarende energi, jo stærkere står vi rustet over for fremtidens udbydere af olie og gas i det globale energikapløb.«

Derfor skal indsatsen nu optrappes for at spare på energien og nyttiggøre vind, sol, biomasse m.m. Og der er masser af muligheder.

»Det vurderes, at der med kendt teknologi er et energibesparelsespotentiale på mindst 50 pct. i husholdningerne og den offentlige sektors bygninger. I erhvervslivet vurderes besparelsespotentialet at være 30-40 pct.,« fastslår redegørelsen.

Det fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til straks efter mødet i Vækstforum at bebude et offentligt-privat samarbejde om energi- renovering af de offentlige bygninger.

Perspektiverne er tilsvarende store i de hjemlige, CO2-venlige energikilder.

»Der er teoretisk set indenlandske vedvarende energipotentialer på op mod 1.300 Peta Joule eller 10 gange mere end produktionen af vedvarende energi i 2008 og halvanden gang mere end det danske bruttoenergiforbrug i 2008 på 850 Peta Joule,« fortæller klimaministerens redegørelse.

Langt de største muligheder ligger i vindmøller til havs, hvor der er et uudnyttet potentiale for elproduktion på mindst 200 gange den nuværende produktion fra havmøller. I dag er der 11 danske havmølleparker i drift, to under forberedelse og yderligere nogle under overvejelse, heriblandt det meget store dansk-tyske vindmølleprojekt ved Kriegers Flak i Østersøen med en mulig kapacitet som to Barsebäck-reaktorer.

Handling, tak

Lykke Friis fastslår, at der både skal »ske væsentlige energibesparelser og gennemføres en markant udbygning af den vedvarende energiforsyning.«

»Næste skridt bliver, når regeringen med udgangspunkt i Klimakommissionens rapport (til efteråret, red.) fremlægger et mål for, hvornår Danmark kan blive uafhængigt af kul, olie og gas,« siger ministeren.

Regeringens omstillingsambitioner bliver pænt modtaget af brancheorganisationerne Dansk Energi, Dansk Fjernvarme og Vindmølleindustrien, som dog efterlyser konkrete initiativer fra regeringen.

»Der er et enormt potentiale i energien på havet, ligesom der er et enormt fokus fra elselskaberne i at udnytte det potentiale. Igen er der kun en ting der mangler; den konkrete plan for, hvad skal op hvornår. Hvor, hvornår og hvor meget vindkraft skal der installeres på havet frem mod 2020?« spørger Jan Hylleberg, administrerende direktør i Vindmølleindustrien.

Både S og SF finder regeringsudspillet skuffende, fordi det ikke rummer konkrete initiativer.

»Når Lars Løkke Rasmussen taler om at fremrykke investeringer i energirenovering af de offentlige bygninger, er det selvfølgelig fint, selv om vi andre har foreslået det længe. Men det burde for eksempel suppleres med en statslig garantipulje, så private også kan låne penge til at gå i gang med energirenoveringer. Det er meget magert, at netop en ny sammensat regering ikke kan præstere mere,« siger SF's miljø- og klimaordfører Anne Grete Holmsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Risø har lige produceret plast solceller .

http://www.risoe.dk/About_risoe/BIG/images.aspx?sc_lang=da

smid en mil af de store efter dem . så skal de sgu nok rykke igennem .

Kom Lars lykke , op i sadlen .

peter fonnesbech

Allerede på det tidspunkt for år tilbage, hvor det blev vedtaget at Klimakonferencen skulle foregå i CPH 2009, skulle man fra politisk hold have sat kraftigt ind på alle fronter med implementeringen af grøn energi i både offentlig og privat regi i kraft af støtte ordninger , og bureaukratiske forenklinger, så enhver familie kunne opsætte solceller mindre vindmøller , som ikke generede naboerne, ovs. ovs.

Dermed kunne man have udnyttet den utrolig store grønne goodwill og det store potentiale af bundet social kapital her.

Yderlige ville det have gjort landet til en stærk og troværdig rollemodel rent internationalt op til konferencen, hvilket igen ville have påvirket denne i mere positiv retning.

Men disse muligheder blev helt overset af regeringen.

Den grønne goodwill og den sociale kapital er stadig tilstede, så hvad venter i på.

Hvis det er et elendig valg næste gang, skal regeringen bare forsætte som hidtil.

Jeg er enig! Kom igang, vær konkret og ambitiøs - også økonomisk!!!
Det er den eneste vej frem og vil have mange positive side effekter!

Martin Pedersen

Ja, hvad det ikke kunne være blevet til hvis man ikke havde revet Svend Aukens miljøministerium fra hinanden.

Om vi får får udbygget den grønne energi og renoveret til den store guldmedalje...

Jeg vil se det før jeg tror det. Regeringen ikke magtet megen indsigt i dette emne indtil nu.