Odenseaneren Jørgen Flindt Pedersen drog til Århus og studerede statskundskab. Han blev som en af de første cand. scient. pol. og blev et af landets yngste byrådsmedlemmer. Da han ydermere blev ansat på byens socialdemokratiske avis, Demokraten, lå det i kortene, at han kunne gøre en stor karriere i partiet.
Snart satte han sig i udenrigsredaktørens stol. Direkte over for ham sad en ældre journalist, som redigerede oplandsstof med møder i hønseavlerforeninger og den slags, mens Flindt kommenterede Vietnamkrigen. Det kan man kalde et brændpunkt.
Journalistikken var lidt for interessant at forlade for at blive politiker. I stedet fik han en strålende karriere som tv-journalist, hvor han sammen med Erik Stephensen gennemførte en række kritiske og dybdeborende programmer, som også var seermagneter. Gulddrengene blev de kaldt.
Trods frierier fra Anker Jørgensen holdt Flindt sig langt væk fra A-pressen, som han anså for ufri, indtil gulddrengene fik tilbudt at blive chefredaktører for Det Fri Aktuelt i et redningsforsøg, som dog mislykkedes. Flindt nåede før sin pensionering at blive direktør for TV2, hvor der også skulle kæmpes for overlevelse.
Det gik ud over hjerteblodet, som til gengæld har fået frit løb nu, hvor han som en fri fugl stadig laver mange udsendelser og film, ligesom han i Information har skrevet en række reportager og artikler om palæstinensernes sag, som han brænder for.
Det er ikke så ligetil at sætte ord på hans kvaliteter. Man kan forsøgsvis kalde ham for en slank og høflig udgave af Hemingway med sit grå skæg og med rejser i hele verden som ballast. Ikke lige typen på en dybdeborende journalist, men måske netop derfor en, der får resultater. Han er stabil, nysgerrig, en god lytter og spørger, vidende og velforberedt. Det ene med det andet med det tredje. Selv kalder han sig distanceblænder, men den er lidt for nem.
