
»Jeg spiller selv fodbold, og jeg kender alt til det. 'Du soloer', råber vi. Som om det er det værste, man overhovedet kan gøre,« siger integrationskonsulent, Manu Sareen. Derfor er der ikke plads til dem med en anden kultur og spillestil end den kollektivt orienterede danske: »Mange af de unge drenge fra de arabiske familier er opdraget til at være små prinser. Så er det altså svært, når man kommer på fodboldbanen og ikke kan få lov til at beholde bolden selv,« siger Manu Sareen. Han kalder emnet et tabu: »Der har lige være African Nations Cup. Så taler man lidt forsigtigt om den manglende disciplin på de afrikanske hold. Det provokerer mange, men det er ikke desto mindre et faktum,« siger Manu Sareen. Og resultatet af den manglende integration på fodboldbanen er klart: »Jeg synes, at statistikken om frafald i specialet taler sit tydelige sprog. Vi mister de store talenter, og med dem mister vi også de rollemodeller, som mange minoritetsunge har brug for,« siger Manu Sareen.
Han mener også, at problemerne på fodboldbanen kan ses som udtryk for de generelle integrationsproblemer i Danmark: »Når de her drenge puster sig op, så får de én over nakken, og det gælder ikke kun på fodboldbanen. De dyrker en særlig macho-kultur - det er noget, de selv siger. Det er det samme, vi ser på diskotekerne. Ejerne siger, at 'de fylder for meget'. Hvad er det et egentlig udtryk for?« spørger Manu Sareen og svarer selv:
»Jeg tror, det er fordi vi ikke accepterer, at man opfører sig anderledes. Dansk kultur er meget sådan 'slap nu af', 'du skal ikke tro, at du er noget', 'hvad vil de andre ikke tænke'. Og mange af de her drenge er opdraget til at sige 'her kommer jeg'.«