Læsetid: 2 min.

Københavns Kommune ændrer praksis efter kritisk artikel

Socialforvaltningen i København vil ændre praksis, så private familieplejeforeninger ikke længere risikerer inhabilitet i tilsyn med børnesager. Det sker på baggrund af artikel i Information
4. februar 2010

Københavns Kommunes socialudvalg har besluttet at hjemtage det tilsyn med omkring 160 anbragte børn og unge, som private familieplejeforeninger hidtil har foretaget på kommunens vegne. Konkret betyder det, at kommunen fra maj 2010 selv står for tilsynet af børnene, og formålet er, ifølge socialforvaltningens indstilling, at afværge »private familieplejeforeningers potentielle inhabilitet eller loyalitetskonflikter«.

Den beslutning har gjort Marianne Schouw fra Brønshøj glad: »Nu får vi et tilsyn, der med friske øjne kan vurdere mit barnebarns situation, og det giver os en tryghed, som vi hidtil har manglet,« siger hun til Information.

Socialudvalgets beslutning kommer nemlig efter, at Information med en artikel i november sidste år kunne vise, at den private organisation Familieprojektet i en konkret børnesag om Marianne Schouws tvangsanbragte barnebarn T både havde indtægt ved at supervisere plejefamilien og samtidig ved at føre tilsyn med, om drengen T var velanbragt her.

Selv om en sådan konstruktion lovligt anvendes i flere kommuner, indebærer den ifølge socialforvaltningen en risiko for inhabilitet i de tilfælde, »hvor et hensyn til plejefamilien skal opvejes mod et hensyn til barnet eller den unge.«

I den konkrete sag mente T's mor og mormor, at plejemoren i sine indberetninger til Familieprojektet overdrev drengens skrøbelighed, og at Familieprojektet i kraft af sin økonomiske tilknytning til plejefamilien ikke var selvstændig nok i vurderingen.

Den tanke blev afvist af psykolog Birgitte Helmstedt fra familieprojektet: »Den er grotesk! Vi har vores faglige troværdighed. Vi kunne aldrig drømme om at skrue op eller ned for symptomer,« som hun sagde til Information.

Økonomi udelukket

Konkret var det Familieprojektets vurderinger af T's skrøbelighed, der dannede grundlag for beslutningen om, at han fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

»Nu føler vi os trygge ved, at man helt kan udelukke at der er tale om økonomisk hensyn af nogen art ved vurderingsgrundlaget i disse sager,« siger Marianne Schouw og tilføjer:

»Kommunens sagsbehandlere vil også lære børnene at kende på egen hånd, og det er således ikke bare på en skriftlig vurdering, de skal lave indstilling om fortsat anbringelse.«

Socialforvaltningen i København betaler årligt knap fem millioner kroner til private familieplejeforeninger for at varetage de specifikke tilsyn. Ved at hjemtage den opgave, forventer Københavns Kommune at spare ca. 400.000 kroner pr. år, som skal anvendes til at styrke kommunens børnefamilie-team.

Læs Informations artikel om T's situation: www.information.dk/216226

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu